Samfundskontrakten om jordbrug og klimamål

Arealanvendelse Jordbrugets udvikling og samfundskontrakten mellem land og by spiller en afgørende rolle for at nå klimalovens 70 pct. reduktionsmålsætning for 2030 – men kræver svære afvejninger!

Dalgaard3211web

Ud af de ca. 62 pct. af Danmarks areal, der anvendes til landbrug, går langt størstedelen til produktion af foder til husdyrene. Og selv om andelen med frøavl, kartofler og andre specialafgrøder de senere år har været stigende, udgør planteavl med salgsafgrøder langt mindsteparten af markarealet.

© Bert Wiklund
Momentum+

Forskningen viser, at jordbruget med kendte løsninger vil kunne komme et godt stykke ad vejen mod den målsatte 70 pct. reduktion af drivhusgasudledningen i 2030. Men for at komme i mål er der akut behov for både helt nye teknologier og en samfundskontrakt med en meget betydelig, vidensbaseret indsats for at prioritere og kombinere såvel nye som gamle initiativer i jordbrugslandskabet.

Men hvor ligger udfordringerne særligt? Og hvordan kan vi med vores viden som jordbrugsakademikere være med til at gøre en forskel i forhold til de handlinger, der kræves? Og sådan at klimamålene kan nås, uden det unødigt går ud over de mange andre mål, samfundet har i forhold til arealanvendelsen. Men også i samspil med alle de andre udviklingsønsker der er, både for jordbruget og for det øvrige samfund.

Det bruger vi landet til i dag

En analyse af arealanvendelsen i Danmark viser, at ud af de ca. 62 pct. af arealet, der bruges til landbrug, går langt størstedelen til produktion af foder til husdyrene (se figur 1). Og selv om andelen med frøavl, kartofler og andre specialafgrøder de senere år har været stigende, udgør planteavl med salgsafgrøder langt mindsteparten af markarealet, ligesom den økologiske produktion – selv efter årtiers betydelige fremgang – blot udgør ca. 11 pct. af landbrugsarealet (svarende til 7 pct. af totalarealet). Dertil kommer en betydelig import af protein, der primært går til fodring af husdyr, og som svarer til et areal med dyrkning af sojabønner i Sydamerika, der er lige så stort som ca. 14 pct. af Danmarks areal, eller godt 22 pct. af det danske landbrugsareal.

Alt i alt udgør denne eksisterende arealanvendelse en betydelig udfordring i forhold til Danmarks udledning af drivhusgasser. Dette skyldes først og fremmest, at husdyrproduktionen og den tilhørende gødningshåndtering og foderproduktion relateres til størstedelen af udledningerne, men dermed selvfølgelig også har det største potentiale for reduktioner i udledningen af drivhusgasser, og tilhørende omkostninger i forhold til værdiskabelsen fra jordbrugserhvervet.

Alt i alt udgør den eksisterende arealanvendelse en betydelig udfordring i forhold til Danmarks udledning af drivhusgasser.

Tommy Dalgaard,
Professor ved Institut for Agroøkologi, AU

Desuden er landbrugsarealet samtidigt under et betydeligt pres fra andre arealanvendelser: Dels fra skovarealet, der i dag udgør ca. 13 pct. af Danmarks areal, og hvor der er en langsigtet målsætning om et fordoblet skovareal, og dels fra den fortløbende anvendelse af arealer til ny byudvikling og infrastruktur (der i dag udgør ca. 14 pct. af arealet), samt ikke mindst udvidede tørre – såvel som våde – naturområder, hvor klit, hede, overdrev og anden natur i dag udgør ca. 4 pct. af arealet, mens mose, eng, strandeng og anden våd natur udgør ca. 6 pct. i tillæg til de ca. 3 pct. med søer og åer.

Figur 1. Tankeeksperiment, hvor man forestiller sig, al svineproduktion blev samlet i et område, byerne blev klumpet sammen et andet sted osv., pba. egne beregninger udarbejdet for videnskab.dk.

Kampen om at nå reduktionsmålene

Vejen mod reduktionsmålet for drivhusgasudledningen bliver derfor en kamp, ikke bare for at få implementeret nye effektive tiltag i jordbruget generelt, men også mellem de forskellige ændringer i arealanvendelsen, der kan medvirke til at reducere drivhusgasudledningen yderligere.

En fremskrivning af arealanvendelsen i dansk jordbrug på baggrund af de seneste årtiers udvikling (se figur 2) illustrerer det stadig faldende landbrugsareal og herunder en øget andel økologisk jordbrug.

Figur 2. Udvikling i arealanvendelsen 1990-2050. Baseret på Environmental Pollution vol. 159 (3193-3203).

Men samtidig øges udbytterne og produktionseffektiviteten løbende, hvorfor den samlede fødevareproduktion vil kunne opretholdes selv med det faldende areal, og endog viser beregningerne alt andet lige, at et mindre areal hvert år samtidig vil kunne frigives til ’øvrig biomasseproduktion’. Dette kunne fx være til lokal proteinproduktion til erstatning af den ovenfor nævnte proteinimport, men vil, ligesom udviklingen i jordbruget generelt, afhænge af de rammebetingelser der er til stede. Dvs. hvis fx udviklingen i stedet går mod en relativ større andel med skov, eller mod større våde eller tørre naturarealer, vil billedet være anderledes, og tilsvarende vil opfyldelsen af reduktionsmålene for drivhusgasudledningen påvirkes forskelligt.

Figur 3. Udvikling i jordbrugets udledning af drivhusgasser baseret på et referenceforløb 1990-2050 (figur 2) og et fremtidsbillede med implementering af kendte teknologier til yderligere reduktion sammenlignet med 70 pct. reduktionsmålsætningen for 2030: Den røde streg.

En beregning af udviklingen i jordbrugets drivhusgasudledninger i et ’alt andet lige’ referenceforløb frem mod 2050 viser en betydelig reduktion (se figur 3). Men er dog langt fra nok til at nå 70 pct. reduktionsmålet, også selv om der regnes på et fremtidsbillede, hvor en meget stor del af de kendte teknologier til reduktion af drivhusgasser fra jordbruget implementeres. Fx i form af nye gødningstiltag i form af øget bioforgasning, overdækning af gødningslagre, gylleseparation, gylleforsuring, nedfældning af gylle, køling af svinegylle, afbrænding af fiberfraktionen og tilsætning af nitrifikationshæmmere – og dertil en række øvrige tiltag som bedre foderoptimering og reduceret jordbehandling. Men også flere efterafgrøder og mellemafgrøder, skovrejsning, ophør af dræning på lavbundsjord, dyrkning af bioenergiafgrøder samt øget udnyttelse af halm, affaldsprodukter mv. kan tælles med. Dvs. det er en kendt sag, at der i tillæg til det ovenfor nævnte fremtidsbillede med implementering af kendte teknologier, behøves betydelige ekstra indsatser for at nå reduktionsmålet – dvs. fx yderligere udtagning af lavbundsjorde, mere dyrkning af græs til protein og tilførsel af biochar fra pyrolyse til lagring af kulstof i jorden. Dertil desuden flere investeringer i solceller, vindmøller og tilknyttede power2X teknologier, hvor CO2-neutral elproduktion anvendes ifm. syntese af brint eller andre energibærere. Men det kan blive både svært, dyrt, og konfliktfyldt i forhold til andre hensyn end klimaet, hvorfor der er behov for en meget betydelig vidensudvikling og samfundsindsats.

Biodiversitets- og klimadagsordenen kan gå hånd i hånd

Et meget debatteret emne er, hvordan klimakrisen og biodiversitetskrisen hænger sammen, og herunder selvfølgelig også hvordan de betydelige tiltag, der planlægges for at nå drivhusgasreduktionsmålene, samtidig påvirker naturen og biodiversiteten.
Grundlæggende set vil en række klimatiltag såsom skovrejsning, nye vådområder og udtagning af lavbundsjorde fra omdriften samtidig kunne hjælpe til at fremme biodiversiteten. Men samtidig vil udtagning af nye arealer til natur påvirke den ovenfor nævnte arealkonkurrence, og dermed de øvrige arealanvendelsesrelaterede tiltag til at reducere drivhusgasudledningen, og til syvende og sidst bliver det en prioritering af, om de to hensyn skal prioriteres hver for sig eller i samspil.

Dette er nogle af hovedspørgsmålene for vores nye Sustainscapes.org Novo Nordisk Challenge forskningscenter omkring ’Sustainable Landscapes under Global Change’, hvor mulighederne for såkaldte naturbaserede løsninger på hhv. landbrugsfladen, i skovene og i byområderne undersøges over de kommende 6 år. Og en vigtig hypotese er, at mange arealanvendelser kan kombineres i en mere alsidig udnyttelse af vore kulturlandskaber, hvilket også undersøges for en række eksempler på mere alsidige produktionssystemer tilknyttet netværk af landmænd og forskere over hele Europa. Herunder fx med eksempler på skovlandbrug, afgræsning og nye metoder til proteinproduktion.

En afgørende pointe er, at vi både skal kigge på effekterne pr. areal, og effekterne pr. produceret enhed for de forskellige bæredygtighedsdimensioner – altså fx effektiviteten til at passe på biodiversiteten som impact-kategori, samtidig med effektiviteten pr. udledning af drivhusgasser og forskellige kategorier af miljøpåvirkning både pr. arealenhed og pr. produceret enhed i forhold til værdien af disse produkter.

En anden vigtig hypotese er, at disse mere alsidige løsninger ikke bare kan være effektive, men samtidig kan øge robustheden (resiliensen) over for forandringer, såsom klimaforandringer, men sådan set også andre forandringer generelt – fx nye rammebetingelser i landbrugs-, miljø- og klimapolitikken, eller nye markedsvilkår, hvor nye former for bæredygtige produkter i højere grad efterspørges. Og netop stabilitet og vilkår for kontinuitet i arealanvendelsen er vigtig for beskyttelse af biodiversiteten. Mange interessante muligheder for løsninger åbner sig derfor.

Internationale tiltag og en stærk samfundskontrakt bliver afgørende

Som afsluttende bemærkning vil jeg gerne vende tilbage til behovet for en stærk samfundsmæssig kontrakt mellem land og by omkring holdbare løsninger for fremtidens arealanvendelse. De mange konkurrerende og overlappende ønsker til arealanvendelsen betyder nemlig, at en offentlig debat og dialog og omkring de rammer, der sættes for benyttelsen af kulturlandskaberne, bliver afgørende for at skabe holdbare løsninger, balanceret på et tilstrækkeligt vidensgrundlag og en fælles forståelse for de formål, forskellige arealanvendelser tjener.

På den baggrund kan jordejere og driftsledere af større danske ejendomme og naturområder træffe bedre kvalificerede og langsigtede beslutninger for fremtiden, og bæredygtige beslutninger omkring de politiske rammebetingelser kan udfolde sig – samfundskontrakten om man vil.
Herunder må vi huske den internationale situation og dialogen med de forbrugere – primært i byerne – der efterspørger de produkter, som produceres fra kulturlandskabet, hvor specielt dansk landbrug jo handler på et internationalt marked. Både beskyttelsen af klimaet, miljøet og naturen er et internationalt anliggende, og vejledning af regeringernes efterlevelse af internationale konventioner efterlyses.

I Danmark har vi muligheden for at gå foran, hvilket vil kræve, at samfundet og erhvervet investerer i den viden og de løsninger, der skal til for at skabe forandringen, som skal udmøntes i lokalt baserede løsninger og dermed lokale samfundskontrakter, om man vil. Tænk globalt og handl lokalt!