Der skal konkrete handlinger til - ellers taber naturen og friluftslivet igen

Arealanvendelse I kampen om arealerne kan natur og friluftsliv kun vinde ved at spille sammen med andre samfundsinteresser.

Madsen3211web

Der skal konkrete handlinger til for at forbedre forholdene for danskernes friluftsliv, og der skal konkrete handlinger til for at nå målet om at fordoble skovarealet. Disse konkrete handlinger kræver en bevidst tilgang til arealplanlægningen.

© Bert Wiklund
Momentum+

Hold da op, hvor har vi hørt sætningen ”Naturen har brug for mere plads” mange gange de seneste år! Udsagnet har fået lidt karakter af det udsagn, som den romerske senator Cato afsluttede alle sine taler i senatet med: ”I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges".
Den første sætning er et naturpolitisk udsagn, som erklæres i relevante – og faktisk også i ikke relevante – sammenhænge, men som ikke i sig selv betyder noget, medmindre det følges op af konkrete handlinger. En markering for markeringens skyld? Der er brug for mere målrettet planlægning og forvaltning og mere omtanke.

Og sikken en opblomstring og fokus friluftslivet har fået de seneste to år på baggrund af, at danskerne i stigende grad, som reaktion på COVID-19 pandemien og de restriktioner, som fulgte heraf, er søgt ud i naturen – til fods, på cykel, til hest og på vandet. I stort antal vil vi friluftslivet. Ja, nogle steder blev kommunerne og ikke mindst lodsejerne overraskede over, at der faktisk var så mange, som søgte ud i naturen. Rædselsslagne greb de til hovsaløsninger, eksempelvis at lukke en nyåbnet vandrerute. Ja, men at forhindre borgernes brug af naturen er da ikke en måde at løse eventuelle problemer på! Næh, også her er der brug for mere målrettet planlægning og forvaltning og mere omtanke.

Fine erklæringer gør det ikke

Vi har mange fine politiske hensigtserklæringer om at ville forbedre forholdene for naturen, specifikt for flora og fauna, om at fordoble skovarealet og om at ville understøtte befolkningens friluftsliv. Der er mange erklæringer om at sikre landskabet, om at standse tilbagegangen i naturens mangfoldighed – først inden 2010, nå nej, så inden 2020 – og senest i forbindelse med omlægningen af forvaltningen af flere af statens naturarealer til såkaldte hegnede naturnationalparker og urørt skov.

I mere end 40 år har Folketinget holdt fast i en strategi om at fordoble det danske skovareal, med et slutmål om, at godt en fjerdedel af det danske areal er dækket med skov om 60-70 år. I 2015 fik Folketinget forelagt Danmarks første nationale friluftspolitik med fine erklæringer om, at friluftsliv er for alle, og med en understregning af, at friluftslivet styrker vores sundhed og livskvalitet, skaber mere fællesskab, gør os klogere på naturen og kan fungere som social løftestang.

Men fine erklæringer gør det ikke. Der skal konkrete handlinger til for at standse tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed. Der skal konkrete handlinger til for at nå målet om at fordoble skovarealet. Og der skal konkrete handlinger til for at forbedre forholdene for danskernes friluftsliv. Og disse konkrete handlinger kræver en bevidst tilgang til arealplanlægningen.

To tilgange til arealplanlægningen

Teknologirådet gennemførte i årene 2014-2017 et projekt om ”Prioritering af Danmarks areal i fremtiden”, der på pædagogisk vis viste, at hvis vi skal opfylde de ønsker og målsætninger, der er til brugen af det danske areal, så har vi brug for et land, som er måske 40 pct. større. Eller også skal vi i højere grad bruge arealerne multifunktionelt.

Der synes at være to grupperinger med hver sin dagsorden, når vi skal tale om arealanvendelsen i Danmark. Én gruppe argumenterer for, at vi politisk må beslutte at reservere zoner til eksklusiv brug af den ene eller den anden art. Det kan virke tillokkende nemt at sige: ”Skæg for sig og snot for sig”. Ønsket om eksklusive arealer til fødevareproduktion møder vi hos landbrugets interesseorganisationer, og ønsket om arealer reserveret eksklusivt til flora og fauna er massivt fremført af flere biodiversitetsforkæmpere de seneste år.

En anden gruppe argumenterer for, at vi skal søge at kombinere brugen af arealerne, så flere samfundsinteresser kan opfyldes på samme areal. Her finder vi fortalere ikke mindst i faglige planlæggerkredse og i eksempelvis gruppen bag ’Collective Impact, Fremtiden bæredygtige landskaber’.

Ønsket om eksklusiv zonering

Det kan synes som om, at der bag argumentationen om eksklusiv zonering, ligger et ønske om at markere sig stærkt i debatten. At gøre opmærksom på en sag. ”Vi vil have vores arealer for os selv”. ”Vores sag er den vigtigste”. Nogle skal vinde og andre tabe synes at være et ræsonnement her.

Men natur og friluftsliv vil altid stå svagt i en sådan 'magtkamp'. Der er simpelthen ikke tilstrækkelig økonomisk styrke i og kræfter bag. Når der reserveres arealer til eksklusive aktiviteter af den ene eller den anden slags, så står natur og friluftsliv ikke forrest, når arealerne skal deles ud.

Hertil kommer, at naturorganisationerne og friluftsorganisationerne ikke er magtfulde civilsamfundsorganisationer. Der er andre samfundsinteresser, som både økonomisk og magtmæssigt står langt stærkere. En oplagt udvej synes derfor at være at se på mulighederne for at opnå de naturpolitiske og friluftspolitiske mål ad anden vej end at kaste sig ud i den rå kamp om arealerne. Mindre kamp og mere omtanke.

Tankerne om en mere helhedsorienteret tilgang til arealanvendelsen synes at vinde frem som et tilsyneladende mere brugbart bud på en vej at gå.

Anker Madsen,
Politisk chef i Friluftsrådet

Som et modspil til dette synspunkt, og som fortalere for zonering, har vi de seneste år oplevet en afgrænset gruppe af naturpolitiske forkæmpere næsten aggressivt kræve udlæg af arealer eksklusivt til flora, fauna, bakterier og svampe.

Helhedsorienteret tilgang vinder frem

Til trods for sådanne krav om eksklusivitet synes tankerne om en mere helhedsorienteret tilgang til arealanvendelsen at vinde frem som et tilsyneladende mere brugbart bud på en vej at gå for både natur- og friluftsplanlægningen. Det peger såvel Teknologirådets projekt som det arbejde, der udføres i regi af ’Collective Impact, Fremtidens bæredygtige landskaber’ på. Og sidstnævnte organisation viser det faktisk gennem flere pilotprojekter.

Den reaktion, der er kommet fra borgere og civilsamfundsorganisationer som følge af de lidt bastante udmeldinger om at hegne 15 af statens naturarealer – og her prioritere flora, fauna og svampe på bekostning af andre samfundsinteresser og på bekostning af et bredere syn på naturen – viser måske en (spirende?) folkelig modstand mod en sådan eksklusiv tilgang til naturplanlægningen? Mange ser heldigvis naturen bredere end blot indsnævret til biodiversitet.

Men glædeligt, så er der også politiske signaler fra Folketinget om en bredere tilgang til arealanvendelsen. Dette ser vi eksempelvis i den aftale mellem staten og KL om kommunernes økonomi i 2022, der blev indgået 8. juni 2021, og som sætter fokus på helhedsorienteret arealanvendelse som en central del af den politiske målsætning for arealanvendelsen i det åbne land: ”Regeringen og KL er enige om at understøtte, at arealanvendelsen i det åbne land skal planlægges intelligent, så der samlet set opnås størst værdi i forhold til politiske målsætninger vedrørende klima (CO2-reduktion og klimatilpasning), vandmiljø, natur, friluftsliv, landdistriktsudvikling og muligheder for opsætning af vedvarende energianlæg.”

Vi ser også disse ændrede politiske signaler ved, at Folketinget har afsat midler til understøttelse af multifunktionel jordfordeling. Vi skal kun få år tilbage, hvor en sådan støtteordning alene havde fokus på den produktionsmæssige arealarrondering eller på arealudtag med eksklusive miljøformål.

Positive forventninger

Der er grundlag for at være optimistisk. Vi har som land nogle politiske målsætninger om natur og friluftsliv, som er værd at stræbe efter. Ja, nogle af dem har vi endda holdt fast ved i gennem snart et halvt århundrede.

Hvis vi lige ser bort fra den seneste tilgang til varetagelse af snævre biodiversitetsinteresser – som har vist sig i de aktuelle politiske tiltag om ændret forvaltning af flere af statens naturarealer med de hegnede naturnationalparker og den massive fokus på urørt skov i statens skove – er der en bred politisk forståelse for en helhedsorienteret tilgang til arealplanlægningen med en mere multifunktionel brug af arealerne.

Så målsætningen er der. Forståelsen for den helhedsorienterede tilgang til arealanvendelsen med prioritering af de mange samfundsinteresser er der også. Dét vi mangler, er den politiske vilje til at følge op. Skovrejsningen går alt for langsomt. Der er ikke reelt fulgt op på de fine erklæringer i Danmarks første friluftspolitik. Og vi kan ikke være bekendt ikke at have skabt flere naturarealer, når nu vi er fælles om, at naturen skal have mere plads.

Madsen3212web

Vi har de seneste år oplevet en afgrænset gruppe af naturpolitiske forkæmpere næsten aggressivt kræve udlæg af arealer eksklusivt til flora, fauna, bakterier og svampe.

© Bert Wiklund

Det er ikke nok, at Regeringen og KL er enige om, at arealanvendelsen i det åbne land skal planlægges intelligent, så der samlet set opnås størst værdi i forhold til politiske målsætninger vedrørende klima, vandmiljø, natur, friluftsliv, landdistriktsudvikling og muligheder for opsætning af vedvarende energianlæg. Der er først og fremmest behov for konkrete handlinger.

Og ikke mindst naturen og friluftslivet har brug for, at politikerne sætter andet end ord bag og iværksætter konkrete handlinger ud fra en helhedsorienteret prioritering – ellers taber naturen og friluftslivet igen. Der er andre arealinteresser, som vil vinde, hvis ikke politikerne er bevidste om deres ansvar for at handle.

Og interesseorganisationerne bør i dette lys også fokusere mere på den helhedsorienterede tilgang og den flersidige brug af arealerne og måske fokusere deres indsatser på at få politikerne til at gennemføre konkrete handlinger i stedet for at holde fast i, at lige præcis deres interessefelt bør prioriteres på andres bekostning.

Et lille PS om byen

Magtkampen om arealerne i de større byer er langt mere rå og voldsom end kampen om arealerne i det åbne land. Og her er der ikke tvivl om, at flora, fauna, grønne områder og friluftsliv er de helt store tabere.

I byerne løser den multifunktionelle tilgang ikke i samme grad de samfundsmæssige interesser for natur, rekreation og friluftsliv. Her er der endnu mere brug for visionære og modige politikere og ikke mindst konkrete prioriteringer, beslutninger og handlinger. Handlinger, som har mod til at sikre natur- og friluftsinteresserne.

Anker Madsen er landskabsarkitekt og har i mere end 35 år rådgivet forskellige civilsamfundsorganisationer om natur, landskab, friluftsliv og fysisk planlægning. Er aktuelt ansat i Friluftsrådet som politisk chefkonsulent. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.