Museskridt eller tigerspring

Biodiversitet Hvad er det for samfundsmæssige problemer, natur- og biodiversitetspakken skal løse, og hvor effektive er løsningerne?

Bruun1212

Forfatterens bedømmelse af natur- og biodiversitetspakken er, at den udgør et historisk skridt. Ikke mindst fordi vi starter fra en placering allerbagest i feltet. Udsigten er fra Trelde Næs ved Fredericia.

© Hans Henrik Bruun
Momentum+

I december 2020 besluttede et flertal i Folketinget at øge antallet af nye naturnationalparker fra 2 til 15 og ca. tredoble arealet af urørt skov fra de nuværende 28.000 ha til 75.000 ha.

Beslutningen var en udmøntning af et forståelsespapir mellem den socialdemokratiske mindretalsregering og dens støttepartier. Papiret fremlagde en fælles vision om at overlade store dele af de statsejede arealer til vild natur med levesteder for en mangfoldig flora og fauna.

Krisens natur

Danmark er blandt verdens mest intensivt opdyrkede lande. Men ét er, at de dyrkede marker ikke efterlader plads til biodiversitet. Alvorligere er, at selv på arealer, der ikke er under plov, er hovedreglen, at naturgrundlaget også nyttiggøres.

Det sker først og fremmest gennem skovdyrkning. Men også på arealer med formel naturbeskyttelse er hovedreglen udnyttelse gennem intensiv sommergræsning eller mekanisk slæt med det formål at få udbetalt hektarstøtte.

Selv på arealer helt uden udnyttelse er de naturlige processer, som skaber levesteder, lagt i benlås for at sikre nyttiggørelsen af naboarealer.

Det sker især gennem dræning og regulering af de vildtlevende pattedyr, som jo er svære at holde inden for ejendomsgrænser. Summa summarum, i Danmark har vi afsat mindre end 1 pct. af landarealet til nogenlunde intakte økosystemer.

Ifølge FAO topper Bangladesh listen over lande med størst andel agerjord – med Danmark på andenpladsen. Men det, som statistikken ikke viser, er, at Bangladesh, trods en befolkningstæthed, der er ni gange så stor som den danske, har afsat betydelige arealer til vild, intakt natur.

Således ligger verdens største mangroveskov, Sundarbans på 10.000 km2, på grænsen til Indien med godt halvdelen i Bangladesh, som dermed har et sammenhængende naturareal på størrelse med Sjælland.

Bruun1211

Der kræves nytænkning. Vi må indføre en ny zoneinddeling af landet, hvor bøtten vendes på
hovedet ved at indføre en naturzone, hvor alt, hvad der ikke udtrykkeligt er tilladt, er forbudt. Og denne status må være lovfæstet. Her er vi ved Jydelejet på Møns Klint.

© Lars Skipper

Skoven har en ret intakt fauna af pattedyr – også store og farlige dyr, fx bengalsk tiger, tre mindre kattearter samt diverse aber, hjorte, vildsvin mv. FAO’s liste gør altså Bangladesh uret.

Danmark er, når det kommer til stykket, nyttiggjort ud i alle hjørner på en måde, som ingen andre lande i verden er lykkedes med. Dette er et håndgribeligt udtryk for vores forfædres flid og stædighed. Og det har været afgørende for nulevende generationers velstand. Men det er også selve årsagen til biodiversitetskrisen.

Nogle vil måske indvende, at vi har fredede områder i Danmark. Faktisk har dansk naturfredning mere end hundrede år på bagen. Og fredningsinstrumentet er blevet brugt effektivt til at hindre fx udstykning og bebyggelse af mange naturområder gennem årene.

Desværre har fredningsinstrumentet ikke formået at sikre naturen mod alle væsentlige trusler. Andre, lige så stærke trusler har fået lov til at fortsætte uantastet. Ydermere er instrumentet blevet brugt til alt muligt andet end naturbeskyttelse. Faktisk går de største fredninger ud på at sikre fortsat landbrugs- og skovbrugsdrift af såkaldte ’godslandskaber’.

Naturfredning har kort sagt været brugt ufokuseret og uden den ønskede effekt på langt sigt.

Allerede for tyve år siden fik Danmark kritik af OECD for ikke at tage naturbeskyttelse alvorligt. Det internationale organ kritiserede Danmark for ikke at have målsætninger på området, for at bruge ineffektive virkemidler og for fravær af overvågning.

Helt konkret foreslog OECD, at Danmark skulle indføre nationalparker – dvs. store sammenhængende arealer med økosystemer, der er så intakte og selvkørende som muligt.

Den internationalt anerkendte definition af en nationalpark taler om ”store, naturlige arealer afsat til beskyttelse af storskala økologiske processer, og som understøtter det fulde udtræk af arter og levesteder, som hører hjemme der” (IUCN-kategori II).

Man burde starte med en ny lov, som tydeligt slog formålet med en naturzone fast.

Mennesker er velkomne i sådanne områder, men ikke alle former for menneskelig aktivitet.

De danske såkaldte ’nationalparker’, lever på ingen måde op til disse kriterier. Disse parker kan bedst betegnes som vildledende markedsføring.

Lovgivning, målsætning og finansiering

Der kræves nytænkning for at komme væk fra den nuværende situation med næsten ingen strikt beskyttet natur i Danmark og hen til en ny tilstand, hvor arealer bliver afsat helhjertet og varigt med natur som hovedformål.

Først må vi indføre en ny zoneinddeling af landet, hvor der gælder andre regler i en naturzone, end der gør i den kendte landzone. I dag gælder for fredede områder og §3-beskyttede arealer i  landzonen, at alt, hvad der ikke er udtrykkeligt forbudt, er tilladt.

Kigger vi bagud, kan vi se, at områder, der blev reddet fra truende opdyrkning eller udstykning gennem en fredning i 1960’erne, siden har tabt alle naturværdier til fortsat dræning, gødskning eller tilgroning.

Det er sket, fordi fredningen kun forbød den mest iøjnefaldende trussel. Alt andet var fortsat tilladt.

Derfor må bøtten vendes på hovedet: I naturzonen må alt, hvad der ikke er udtrykkeligt tilladt, være forbudt. Og denne status må være lovfæstet. Denne ændring er så radikal, at det ikke kan ordnes med en mindre revision af den gældende Naturbeskyttelseslov.

Dernæst må Folketinget opstille en målsætning om, hvor meget areal – til lands og til havs – som de folkevalgte mener, at vi som samfund bør afsætte til natur, for at vi kan sige, at vi lever i et godt samfund.

EU’s nyeste målsætning lyder på 30 pct. landareal, hvoraf 10 pct. skal være strikt beskyttet – altså på niveau med den internationale definition af nationalparker.

Forståelsespapiret mellem regering og støttepartier skriver udtrykkeligt, at ”planen skal indeholde klare målsætninger for, hvor meget af Danmarks areal der skal disponeres til natur som naturzoner”.

Pakken starter med virkemidlerne, men rummer ingen klar lovgivning og har ingen arealmålsætning.

Endelig må der skaffes finansiering. Og selv om de vilde arter og økosystemprocesser ikke er nogens ejendom, så er der overalt i Danmark mennesker, der ejer jorden.

Samfundet kan selvfølgelig starte med de ca. 208.000 ha statsejet jord, som forvaltes af Naturstyrelsen. Det ville bringe naturandelen op på 4,8 pct. af landets samlede areal – dog ujævnt fordelt i landet. Og prioriteringen af arealer med de mest værdifulde først (brandmandens lov) ville slet ikke være opfyldt.

På alle privatejede arealer må der gives kompensation for tabt råderet mod, at arealerne sikres helhjertet og lovsikret som natur i naturzonen. Til sammenligning er alle svenske nationalparker 100 pct. statsejede. Når en ny nationalpark udlægges i nabolandet, er det første praktiske trin statsligt opkøb af de ønskede arealer.

I Danmark har vi længe haft en uambitiøs tradition for at anvende erstatningsfri regulering i naturbeskyttelsen. Det er velkendt fra Naturbeskyttelseslovens §3 og fra Natura 2000-områderne. Den strategi er blevet kritiseret for at opføre sig som en tyv om natten.

Det er dog ikke den vigtigste pointe i denne sammenhæng. I verdens mest opdyrkede land kan vi ikke genskabe naturens frie processer uden at gribe ind i ejerens råderet. Skal vi effektivt beskytte de vilde arter og deres levesteder, er indgreb i ejerens råderet helt uomgængeligt.

Naturbeskyttelseslovens §3 tillod ved sin indførelse, at dræning og jordbearbejdning kunne fortsætte som hidtil (før 1992). Lovgiverne valgte det tiltag, fordi det ikke krævede erstatninger, men også vel vidende, at det var lige så ineffektivt, som det var billigt. Og ineffektiviteten har da også siden hen vist sig at holde stik i praksis.

Hvis vi denne gang skal opnå effektiv naturbeskyttelse, må Folketinget fremlægge en plan for finansiering, der passer til arealmålsætningen.

Hvad gør pakken?

Natur- og biodiversitetspakken skrider til handling på nogle af de punkter, som jeg har opridset, men ikke på dem alle, og den gør det i en bagvendt rækkefølge.

Man burde starte med en ny lov, som tydeligt slog formålet med en naturzone fast. Derefter måtte man udstikke en arealmålsætning og pege på en finansiering. Når formålet var fastlagt og målsætningen kendt, kunne de mest omkostningseffektive virkemidler til at indfri målet anvises.

Pakken starter med virkemidlerne, men rummer ingen klar lovgivning og har ingen arealmålsætning.

Det lovforslag, der er sendt i høring, er et tillæg til den gældende Naturbeskyttelseslov, og lovbestemmelserne er ikke i nærheden af at leve op til de internationale kriterier for, hvad en nationalpark er. En arealmålsætning er lovet, men ikke ankommet.

Hvad angår finansiering, så lyder pakkens finansiering på 888 mio. kr. over fire år. Men hvor stort er behovet egentlig?

Hvis vi bruger Den danske Naturfonds takst på 12 kr. pr. m2, så vil det koste i størrelsesordenen 5 mia. kr. at frikøbe 1 pct. af Danmarks landareal fuldt ud. Herfra kan læseren selv gange op til 10 eller 20 pct. alt efter temperament.

Min samlede bedømmelse af natur- og biodiversitetspakken er, at den udgør et historisk skridt. Ikke mindst fordi vi starter fra en placering allerbagest i feltet. Det er også et skridt i den rigtige retning.

Men lovgiverne mangler at skabe lovrammen, så endnu er det kun et forsigtigt museskridt. Og hvad angår hvor meget og hvor vild natur, vi synes, at vi har plads til, er der stadig et stykke vej i ambitionsniveau op til Bangladesh.