Det naturlige liv, dyreetik og dyrevelfærd

Biodiversitet I mange år har vi diskuteret dyreetik og dyrevelfærd hos produktionsdyr og vilde dyr i fangenskab. Men nu har ønsket om mere biodiversitet og større selvforvaltning i naturarealer medført, at der også er behov for at sætte fokus på velfærden hos dyr, der sættes ud i mere naturlige omgivelser.

Munksgaard1211

store naturparker er der plads til at bevæge sig. Livet her tilbyder derfor typisk rigtig gode muligheder for at både heste og kvæg kan få opfyldt deres behov for naturlig adfærd og dermed en god dyrevelfærd.

© Bert Wiklund
Momentum+

For at fremme mere vild natur og bidrage til at øge biodiversiteten kan det være nødvendigt at udsætte større dyr – enten vilde dyr som elge eller domesticerede dyr som heste eller kvæg – i naturen til et liv, der svarer til et liv som vildtlevende.

De store græssere er vigtige, fordi de afsætter gødning, tramper jorden ned, spreder frø og kan holde uønsket vegetation nede ved at æde visse planter og give plads til andre mere sjældne plantearter. Dermed fremmes biodiversiteten.

Men Danmark er jo ikke et stort land, og derfor vil fx naturnationalparker, som foreslået i regeringens naturog biodiversitetspakke, med store græssere næsten altid betyde, at området skal være indhegnet. Dvs. at vi først vælger at flytte dyrene til et bestemt område og derefter begrænser deres mulighed for at forlade området, hvis levevilkårene ikke er tilstrækkelige til at opretholde livet i flokken. Det bør give anledning til etiske overvejelser om vores ansvar for dyrene.

Kan vi overlade dyrene til at leve under forhold som vildtlevende, eller har vi en forpligtigelse til at sikre et vist niveau af dyrevelfærd? Det Dyreetiske Råd siger i sin udtalelse fra 2018, at ”der er en moralsk forpligtigelse til så vidt muligt at beskytte de udsatte dyr mod unødig lidelse, hvis der aktivt er sat en fysisk barriere for at fastholde dyrene på et bestemt areal.”

En nødvendig naturlig adfærd

De fleste er enige om, at muligheden for at udføre naturlig adfærd er meget væsentlig for dyrevelfærden, og der er mange eksempler på, at mangel på denne mulighed kan føre til ringere dyrevelfærd. Fx viser kvæg tydelige tegn på både adfærdsmæssige og fysiologiske stressreaktioner, hvis de isoleres fra flokfæller.

Tilsvarende er heste flokdyr, som bruger en stor del af døgnet på at søge og æde føde. Restriktiv opstaldning og mangel på grovfoder kan derfor føre til unormal adfærd, som tyder på en ringere dyrevelfærd.

Hvor længe og hvor meget må dyrene sulte? Det er et meget vigtigt spørgsmål i forhold til at sætte dyr ud i naturparker.

I store naturparker har både heste og kvæg mulighed for at leve i flok. De har samtidig masser af plads til at bevæge sig og et nærmiljø, der ikke begrænser deres fysiske udfoldelse, og som de gennem mange år er udviklet til at opholde sig i. De har desuden mulighed for at udføre naturlig fødesøgningsadfærd.

Livet her tilbyder derfor typisk rigtig gode muligheder for, at både heste og kvæg kan få opfyldt deres behov for naturlig adfærd og dermed en god dyrevelfærd.

Hvor meget tilsyn?

Men det betyder ikke, at livet under naturlige forhold altid er lig med høj dyrevelfærd. Dyr, der lever i naturen, modtager som regel ikke dyrlægehjælp, hvis de bliver syge eller får fysiske skader. Derfor kan de i nogle tilfælde lide længe, inden de bliver raske eller dør. Tilstrækkeligt tilsyn og rettidig indgriben er derfor nødvendigt for at opnå en god dyrevelfærd.

Men hvis dyrene er vildtlevende i store områder med ufremkommeligt terræn, kan det være nemmere sagt end gjort. Indfangning og håndtering kan være vanskelig og i visse tilfælde direkte farligt for de personer, som skal udføre opgaven.

Her er derfor behov for at udnytte den viden, som findes i håndtering af dyr, der lever mere ekstensivt. Lidt velsmagende tilskudsfoder og et bilhorn kan sammen med træning fx bidrage til, at tilsynet kan foretages relativt grundigt og uhindret.

Anvendelse af teknologi som droner og mærkning af dyrene kan muligvis også hjælpe med i overvågningen. Her er brug for nytænkning og innovation samt ikke mindst grundige overvejelser om hvornår og hvordan, der skal gribes ind. Det optimale i forhold til biodiversiteten kan være, at dyrene afgår ved en naturlig død, men det kan samtidig medføre, at dyrevelfærden i høj grad er kompromitteret.

Sult er vigtig

Når dyr sættes ud på hegnede naturarealer hele året, vil der være en risiko for, at de oplever sult og afmagres i sådan en grad, at de dør af det. Det gælder især, hvis bestanden ikke reguleres, så for mange dyr skal deles om føden på et begrænset areal.

Sult opfattes normalt som en negativ følelse. Den første af de fem friheder inden for dyrevelfærd i det britiske ’Farm Animal Welfare Council’ siger da også, at dyrevelfærd bygger på frihed fra sult, tørst og fejlernæring. I §2 i Dyreværnsloven står der tilsvarende, at dyr skal ”... fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov… ”

En sortbroget malkeko eller en dansk varmblodshest er ikke egnede til at leve i den danske natur året rundt.

Men det er ikke helt simpelt – sult er vigtig. Det er følelsen af sult, der får både mennesker og dyr til  at søge efter føde. Så vi kan ikke undvære følelsen af sult. Det er sult, der får koen og hesten i gang med at græsse, og sult, der får løven i Afrika til at gå på jagt.

Men afmagring og langvarig sult, hvor dyret ikke har mulighed for at finde tilstrækkelig føde, er forbundet med dårlig dyrevelfærd. I husdyrproduktionen omfatter vurdering af dyrevelfærd oftest en vurdering af dyrenes huld, og meget magre dyr anvendes som et tegn på dårlig dyrevelfærd. Det gode huld er således også en af flere forudsætninger for, at husdyr kan holdes ude om vinteren.

Men hvor går grænsen? Hvor længe og hvor meget må dyrene sulte? Hvor magre må de blive, før vi har en moralsk forpligtigelse til at gribe ind? Det er et meget vigtigt spørgsmål i forhold til at sætte dyr ud i naturparker. Hensigten er jo netop, at de skal være så sultne, at de vælger at æde planter, som de ikke ville æde, hvis der var føde nok. For at sikre en vis dyrevelfærd er der nok behov for både regulering af bestanden og anvendelse af tilskudsfoder i perioder med stor knaphed på føde.

Eksotiske dyr bør vælges fra

For at opnå den bedste dyrevelfærd for udsatte dyr i naturparker, er det uhyre vigtigt, at disse dyr er egnede til at leve på det areal, de udsættes i. Mere eksotiske dyrearter som elefant og næsehorn er i nogle sammenhænge anført som mulige arter i rewildingprojekter.

Men arter, der ikke er udviklet til at klare sig i den danske natur, bør af hensyn til dyrevelfærden vælges fra. Valget bør falde på hårdføre racer, som er bedst muligt egnede til at klare sig i den natur, de sættes ud i. En sortbroget malkeko eller en dansk varmblodshest er ikke egnede til at leve i den danske natur året rundt. Her gælder det også om at overveje hensyn til både dyrevelfærd og biodiversitet.

Selv om Danmark er et lille land, er der stor forskel på naturarealerne. Hvis store græssere som heste og kvæg skal have en rimelig dyrevelfærd, selv for de hårdføre racer, er det vigtigt, at de kan finde ly og læ for kulde, blæst og nedbør om vinteren samt for stærk sol og varme om sommeren.

Hvis arealets størrelse og beskaffenhed ikke passer til både type og antal af dyr, kan det medføre betydeligt ringere dyrevelfærd.

Der er mange spørgsmål at tage stilling til, når store dyr skal udsættes i naturen. Hvis resultatet skal være godt, må al viden om både dyr og natur samt praktiske erfaringer i spil.