Jordbrug er en vigtig nøgle

Biomasse Jordbrug er en vigtig nøgle til indfrielsen af de globale klimamål – men en nøgle, der skal bruges med omhu. Fokus skal være på hele økosystemer og netto drivhusgasudledninger – ikke kun på hvor meget CO2, der optages i skovens træer!

Richardson3201 © Bert Wiklund
Momentum+

Det, der gør Jorden unik i forhold til andre kendte legemer i vores solsystem, er, at der her findes liv, og i sidste ende er det vekselvirkningen mellem biosfæren (alle levende organismer) og den mængde af solens energi, der når jordens overflade, som bestemmer de klimatiske forhold på Jorden.

At biosfæren er så vigtig i forbindelse med etablering af klimaet skyldes, at livet er kendetegnet ved, at det udveksler elementer med det omkringliggende miljø. Ofte sker den udveksling i form af optagelse eller udledning af drivhusgasser, herunder CO2 og metan.

Da det handler om en målrettet styring af de planter og dyr, der findes på et givent areal, udgør jordbrug derfor et oplagt redskab, der kan anvendes i indfrielsen af de globale klimamål.

Planter optager CO2 fra atmosfæren via fotosyntese og reducerer derved den totale mængde af CO2 i atmosfæren. Det betyder, at den del af jordbruget, der omhandler planteavl eller dyrkning af skov, har potentiale til at trække CO2 ud af atmosfæren og reducere menneskeskabte klimaforandringer.

Der er dog den krølle, at CO2’en, som planterne optager, ikke bliver lagret for evigt i planterne. Før eller siden udledes det igen, når planterne går i forrådnelse, nedbrydes af dyr og mikroorganismer i forbindelse med deres respiration og fordøjelse eller forbrændes.

Kulstoffets opholdstid i plantebiomasse varierer altså meget både som funktion af den art eller dyrkningsform, der er tale om, og alt efter hvordan det producerede plantemateriale anvendes.

Om det uundgåelige CO2-udslip

At livet kendetegnes bl.a. ved dets udveksling af drivhusgasser med atmosfæren betyder, at så længe der er græssende dyrehold, og vi afbrænder biomasse for at imødekomme vores energibehov, vil jordbrug ikke kun være forbundet med optag og lagring af CO2, men også med udledninger af drivhusgasser.

En følge heraf er, at man ikke kan opgøre klimagevinsten i den del af jordbruget, der handler om  planteavl eller skov, alene ved at måle på biomassetilvækst hos de planter, som er i fokus. 

Selvfølgelig optager disse planter CO2, men klimagevinsten ved optaget mindskes, hvis planternes vækst er forbundet med andre ændringer i økosystemet, som medfører øgede CO2-udledninger.

Med andre ord kan vi kun medregne jordbrugets bidrag til indfrielse af de globale klimamål, hvis vi kan holde styr på, hvor meget kulstof der ’lagres’ i levende materiale (biomasse), og det kulstof der udledes i forbindelse med planteproduktionen.

At holde regnskab på et økosystems nettoudveksling af CO2 med atmosfæren er dog lettere sagt end gjort.

Én udfordring er, at de regnemetoder, som rutinemæssigt anvendes for at kortlægge klimapåvirkningen fra en given del af systemet, pr. definition ikke ser på økosystemer som helhed.

Det betyder, at disse metoder ikke nødvendigvis tager højde for de situationer, hvor ændringer ét sted i et økosystem forårsager ændringer andre steder i systemet, som trækker CO2-regnskabet i den modsatte retning og derved reducerer netto-CO2-optaget i systemet som helhed.

Man kan fx ikke kvantificere klimaeffekten af skovrejsning alene ved at måle på tilvæksten af biomasse i de nyplantede træer. Man skal også sikre sig, at skovrejsningen ikke har forårsaget ændringer andre steder i økosystemet, som øger udledningen af CO2.

Et eksempel kunne være et skovrejsningsareal, der skal afvandes, inden skovrejsningen kan finde sted.

Afvandingen af organiske lavbundsjorders arealer kan nemlig medføre en øget bakteriel aktivitet i jorden, som giver anledning til en frigørelse af CO2 fra jorden til atmosfæren, der er højere end udledningerne inden afvandingen.

Regnereglerne forplumrer klimaopgørelserne

En anden udfordring ved vores regnemetoder er, at de ikke behandler forskellige former for udledninger på en ensartet måde.

Når vi afbrænder fossile brændsler, konterer vi CO2-udslippet dér, hvor den fysisk finder sted.

Når vi afbrænder biomasse, sker der også en CO2-udledning, men den konteres dér, hvor træet blev fældet.

Når der kommer øget bakteriel aktivitet (respiration) i de organiske lavbundsjorder, konterer vi udslippet dér, hvor det finder sted.

Når der kommer flere køer på en mark, bliver den øgede CO2-udledning fra det øgede respirationstryk ikke konteret i et klimaregnskab, mens det øgede metanudslip fra en bestandsforøgelse derimod skal tælles med.

Disse forskellige regneregler gør det umådelig svært at beregne den reelle klimagevinst forbundet med forskellige klimarettede tiltag inden for jordbrug.

Danmark står i en enestående position til at kunne modvirke klimaforandringerne ved at ændre arealanvendelsen.

Opholdstiden for kulstof er halveret

Noget andet, der er vigtigt at holde sig for øje, er kulstoffets opholdstid i plantemateriale. Så længe kulstoffet er bundet op i plantematerialet, kan det ikke frigives til atmosfæren og derved påvirke klimaudviklingen.

Det betyder, at det kulstof, der via fotosyntese ender med at blive indbygget i et gammelt egetræ, er ’låst væk’ fra at påvirke klimaudvikling i meget længere tid, end tilfældet er for det kulstof, der ender i energipil eller etårige afgrøder. Derfor er det ikke lige meget, om man planter hurtigt eller langsomt voksende træer eller planter.

Man regner med, at menneskers aktiviteter, herunder omdannelsen af gamle skove til landbrugsjord, globalt set har halveret opholdstiden for kulstof i plantematerialet, dvs. fra ca. 14 til 7 år (Erb et al., 2016). 

Det samme studie estimerer, at mennesker har reduceret det globale nettooptag af CO2 via  fotosyntese med ca. 10 pct. ved fx fældning af skovarealer.

Det er tid til at tænke i hele økosystemer De ændringer, vi mennesker har påført det globale kulstofkredsløb gennem vores jordbrug, har vi gjort ubevidst. Vi vidste nemlig ikke, at vores aktiviteter kunne være med til at påvirke jordens økosystem på en måde, der kunne ændre klimaet.

Nu ved vi det, og nu har vi mulighed for at bruge den viden til at rette op på de ændringer, vi selv er ansvarlige for i det globale kulstofkredsløb.

For at gøre det skal vi dog være strategiske ift. den måde, vi bruger vores jord. Når der er tale om klimarettede jordbrugstiltag skal vi:

  • Tænke i hele økosystemer – ikke kun i enkelte afgrøder eller dele af økosystemet. Det er nemlig netto-drivhusgasudledninger fra økosystemet som helhed, der er interessante i en klimakontekst
  • Øge den totale netto-primærproduktion, der finder sted på dansk jord, dvs. øge den mængde kulstof, som er bundet op i plantemateriale
  • Forlænge opholdstiden af kulstof i plantematerialet. Det kan gøres ved at dyrke planter med lange levetider og/eller ved at sørge for, at det producerede plantemateriale anvendes til møbler, byggemateriale eller andet, der gør, at man forlænger den tid, der går, inden det kulstof igen kan påvirke klimaudviklingen

Danmark står i en enestående position til at kunne modvirke klimaforandringerne ved at ændre arealanvendelsen. I dag anvendes mere end 60 pct. af Danmarks areal til landbrug. Samtidig stammer mere end 20 pct. af Danmarks drivhusgasudledninger fra landbruget.

Ifølge Klimarådet er udtagningen af organiske lavbundsjorder et af de billigste samfundsøkonomiske redskaber, vi har til rådighed i bestræbelserne på at overholde Parisaftalen og de danske klimamål.

Noget af den udtagne jord vil kunne anvendes strategisk og målbevidst til at øge kulstofoptag fra atmosfæren, men det kræver, at vi tænker strategisk i forhold til den måde, vi bruger den jord, og at vi bruger den nøgle til at indfri Parisaftalens målsætninger, som jordbruget udgør, med omhu.