Fødevareproduktionen og det klimaneutrale samfund

Biomasse Ifølge Parisaftalen skal den globale gennemsnitstemperatur ikke stige mere end 1.5-2 grader i forhold til niveauet i 1850. Men at overholde den målsætning bliver en kæmpe udfordring globalt. Landbrugs- og fødevareproduktion er en af nøglebrikkerne.

Svensgaard3202

Et vigtigt nedslagspunkt i World Ressource Institutes indsatsområder er en ændring af menneskers diæt fra animalsk til langt mere plantebaseret kost kombineret med en reduktion af madspild.

© Mikael B. Hansen
Momentum+

Ifølge IPCC udleder produktion af fødevarer inkl. arealanvendelsen 24 pct. af de samlede menneskeskabte udledninger af drivhusgasser på verdensplan på højde med produktion af elektricitet (25 pct.), industri (21 pct.) og transport (14 pct.).

Derfor er sektoren for fødevareproduktionen et vigtigt element i at mindske den globale udledning af drivhusgasser, og det er klart primærproduktionen i landbruget, der fylder mest. 

Billedet er det samme i Danmark. Her udgør emissionerne fra landbrug og arealanvendelsen op mod 30 pct. af de samlede udledninger, særligt pga. store udledninger af metan og lattergas (Ritchie, H.,2019).

En stor del af indsatsen frem mod et klimaneutralt samfund globalt bør derfor fokusere på udledninger fra landbrugsproduktionen og arealanvendelsen hertil, men også fødevareforbruget som en vigtig drivkraft for primærproduktionen.

Nok mad på mindre areal

Kombinationen af, at vi bliver flere og flere mennesker på jorden, og flere mennesker samtidig opnår større velstand, er den grundlæggende årsag til, at der skal produceres flere fødevarer globalt.

FN og FAO estimerer, at der i 2050 vil være omkring 9,7 mia. mennesker på kloden mod nuværende ca. 7 mia. mennesker. Øget velstand vil her især udmønte sig i stigende efterspørgsel på animalske produkter som tænketanken World Ressource Institute (WRI) estimerer til at være 68 pct. højere i 2050 sammenlignet med 2010 (Searchinger, T. et al, 2018).

Samtidig med, at der skal produceres mere mad, så er arealet til rådighed en begrænset ressource. Faktisk så begrænset, at måden at skaffe sig nyt, dyrkningsegnet areal til produktion af foder,  fødevarer og biomasse sker gennem fældning af værdifulde skovområder.

Dette debatteres for tiden i Danmark grundet de store områder af tropisk regnskov, der lader livet for produktionen af bl.a. sojaskrå, som Danmark importerer til produktion af slagtegrise.

Svensgaard3201

Rydning af skov til landbrug er uholdbart og skal bremses ved at producere tilstrækkeligt føde til en stigende befolkning på et mindre areal.

© Bert Wiklund

Mulighederne for at skaffe ny frugtbar jord – ud over det der allerede dyrkes, og det som er under skov – er ikke til stede, da resterende jord primært er ørkenarealer, arealer under permafrost og is, jorde som kemisk er uegnede til at dyrke noget i, eller som er bebygget.

Rydning af skov til landbrug er uholdbart og skal bremses ved at producere tilstrækkeligt føde til en stigende befolkning på et mindre areal.

Vigtige indsatsområder globalt

I en rapport om mulighederne for at nå målsætningerne i Parisaftalen indenfor fødevareproduktionen – under de fremtidige omstændigheder, der er beskrevet ovenfor – har WRI regnet på scenarierne frem til 2050 ud fra historiske tal og modeller og foreslået en række indsatsområder (Searchinger, T. et al, 2018).

Her deles indsatsområderne overordnet op i fem hovedområder:

  • En reducering af den stigende efterspørgsel på fødevarer
  • Øget produktion af mad pr. arealenhed
  • Flere fødevarer gennem fiskeri
  • Mindske emissionerne fra landbrugsproduktion
  • Genoprettelse af naturområder som særligt er lavbundsjorde og skov

Figuren illustrerer disse indsatsområder, og hvad de bidrager med ift. reduktion af drivhusgasemission fra hhv. produktion og arealanvendelse. Baseline, der præsenteres som første søjle i figuren, er udledning af drivhusgasser i 2050, forudsat at man kan bibeholde nuværende stigninger i effektivitet via forædling, klimatilpasning og stigning i output pr. produktionsenhed, fx flere kg mælk pr. ko.

Baseline udgør en udledning på ca. 15 Gton CO2 ækvivalenter fra landbrugsproduktion og arealanvendelse i 2050. I relief estimerer rapporten, at ca. 12 Gton CO2 ækvivalenter blev udledt i 2010 (Searchinger, T. et al, 2018).

Derpå præsenterer figuren de enkelte indsatsområders formodede effekter på minimering af udledning, og søjlen yderst til højre repræsenterer maksimum udledninger fra fødevareproduktion, hvis man ønsker at opnå hhv. 1.5 og 2 graders målsætningen. Er målsætningen 1.5 graders temperaturstigning, skal udledningerne fra fødevareproduktionen neutraliseres fuldstændigt.

 

Svensgaardfigur.Web2

Udledninger af drivhusgasser fra landbrugsproduktion og arealanvendelse angivet som Gton CO2 ækvivalenter baseret på hhv. baselineudledning i 2050, reduktionspotentialerne fra en række initiativer og en sluttelig targetudledning efter reduktioner for at nå enten 2 graders temperaturstigning (4 Gton udledning som target) eller 1.5 graders temperaturstigning (0 Gton udledning som target) jf. Parisaftalen (Ritchie, H.,2019).

Et vigtigt nedslagspunkt i WRIs indsatsområder er en ændring af menneskers diæt fra animalsk til langt mere plantebaseret kost kombineret med en reduktion af madspild – hvor sidstnævnte rent økonomisk også vil være en kæmpe gevinst i mange lande.

Disse to indsatsområder vil i sig selv udgøre op mod 36 pct. af den reduktion af baseline udledningerne, der skal til for at opfylde målsætningen på 2 graders temperaturstigning (figur). Den animalske produktion udgør op mod halvdelen af emissionerne fra landbrugsproduktion og beslaglægger hen mod 2/3 af det samlede landbrugsareal til foderproduktion (Ritchie, H.,2019), hvorfor en diætændring er så essentiel.

Proteinafgrøder som alternativer til kød vil her spille en vigtig rolle i fremtidens produktion. Hertil skal man også mindske bl.a. metanudslip fra drøvtyggeres fordøjelse og gødningshåndtering, da det er urealistisk, at den animalske produktion reduceres kraftigt på kort sigt og derfor skal belaste mindre
nu og her.

Udtag lavbundsjord

Et andet punkt i figuren er forskning og forædling i at forøge udbytter og produktiviteten i afgrøder generelt. Det ligger som et selvstændigt indsatsområde, men er også en forudsætning for  overhovedet at nå baseline i 2050 i figuren.

Denne baseline er afhængig af, at udbyttestigningerne fra nu og til 2050 vil være på et niveau, som vi har set fra den grønne revolution i 1960’erne og op til i dag. Det i sig selv er en stor udfordring, og muligheden i at nå sådan et mål varierer betragteligt verden over.

Hvad angår arealanvendelsen, anbefaler WRI fokus på udtagelse af lavbundsjord, der er drænet til landbrugsformål, og som bør oversvømmes igen for at stoppe omsætning af organisk materiale, der udleder store mængder CO2 (Chrintz., T., 2019).

På verdensplan er der antageligt 26 Mha. lavbundsjorde, som udgør omtrent 0,5 pct. af det dyrkede areal globalt (afgrøder og græsning), men samtidig udgør 2 pct. af de samlede udledninger fra arealanvendelsen (Searchinger, T. et al, 2018​) – derfor er det et vigtigt indsatsområde. Samtidig skal fældning af skov erstattes med en betragtelig genplantning af skov. Op mod 80 Mha. under en 2 graders målsætning, og op mod 585 Mha. genplantning ved et 1.5 graders scenarie (figur).

Danmark har en gylden mulighed for at gå forrest med at ændre dyrkningssystemerne, lave teknologierne, implementere løsningerne, vise det gode eksempel…

At landbrugets rolle frem mod det klimaneutrale samfund er markant, ses tydeligt af Project  Drawdowns rangering af de 100 mest betydningsfulde indsatsområder til reduktion af drivhusgasser indenfor alle sektorer globalt.

Ser man nærmere på top-20 af disse, udgør tiltag indenfor landbrug og arealanvendelsen, som præsenteret i figuren, ikke mindre end 10 af indsatsområderne, og skiftet i diæt samt reduceret madspild er i top-5 for de vigtigste indsatsområder.

Danmarks rolle i den globale udfordring

I Danmark er klimaudfordringen blevet taget op med ambitiøse mål for en 70 pct. reduktion af vores samlede nationale udledninger af klimagasser fra 1990 og til 2030. Hertil en ambition om at nå netto nul udledning i 2050.

I marts 2020 kom fødevareerhvervet (Landbrug & Fødevarer: Rapport fra Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren) og klimarådet (Klimarådet: Kendte veje og nye spor til 70 procents reduktion) med hver deres udspil på virkemidler og deres effekt som værktøjer til at mindske emissionerne fra fødevareproduktionen i jagten på de 70 pct. reduktion. Her præsenteredes virkemidler som udtagning af lavbundsjorde, bedre håndtering af husdyrgødning, øget kulstoflagring gennem skovrejsning og forslag til forskningsindsatser, der kan geare det hele.

Virkemidlerne i de danske forslag overlapper med flere af virkemidlerne i figuren. At nå  målsætningen i 2030 på landbrugssiden i Danmark ser dog svært ud, da tidshorisonten er så kort, og fordi det er vanskeligt at fremskrive og evaluere effekterne fra optimering og udvikling i dyrkningen af biologiske organismer.

Spørgsmålet er så, hvad udsigterne er med 2050 målene og en nul-udledning? Her kommer Danmarks rolle i det globale spil især til udtryk. For selvom det lykkes med at sænke den nationale udledning markant i 2030 og 2050, er det kun en dråbe i havet, hvad angår den globale udledning.

Danmark bør selvfølgelig tage sit ansvar og sænke de nationale emissioner ganske som alle andre, men det er også den innovation og udvikling samt transformation af fødevareproduktionen, som bør drive tingene.

Danmark har en gylden mulighed for at gå forrest med at ændre dyrkningssystemerne, lave teknologierne, implementere løsningerne, vise det gode eksempel, og samtidig udbrede teknologier og knowhow til den virkeligt store udfordring, nemlig den globale. Dette kan blive et globalt vækstområde for Danmark indenfor den grønne omstilling, men kræver, at man ser ud over 2030 målene og nytænker den nuværende produktion.

Hvis fokus er hårdnakket på at løse den nationale udfordring inden 2030, uden at de langsigtede og globale briller for 2050 tages på allerede nu, er der risiko for forskning, udvikling og implementering af løsninger, der ikke er langsigtede, og ikke kan levere på den globale scene. Delmålet er 2030, men hovedmålet og fokus må være 2050, og scenen skal være global såvel som national.

En kompleks udfordring

Artiklen her har kredset omkring klima i landbrugsproduktion, men der er også mange andre afledte effekter på spil, hvilket man kan se ved at dykke en tur ned i FNs 17 verdensmål.

Biodiversitet, miljø, ecosystem services og hele den socioøkonomiske udfordring trænger sig på. Landbruget har en rolle at spille i at understøtte et levebrød mange steder i verden. Netop derfor kan man heller ikke i udgangspunktet udpege områder, der skal fastfryses til natur og skovrejsning, da det kan have enorme, lokale konsekvenser især i udviklingslande.

Men selvom udfordringen er kompleks, så komplimenterer mange af aspekterne hinanden. Kan man fx øge output pr. arealenhed gennem effektivisering og uddannelse af landmænd og derved mindske det nødvendige areal og klimaaftryk pr. produceret enhed, så er der muligheder for både at hæve levestandarden lokalt og samtidig frede store og vigtige biotoper rundt om i verden – hvilket teoretisk set har vist store potentialer.

Udfordringerne er mangfoldige, og derfor skal indsatsen også være det. Heldigvis arbejder man ikke i blinde, eftersom flere rigtigt gode bud på værktøjerne er tilgængelige, eksempelvis WRIs forslag jf. figuren.

Det, der kræves nu, er politisk handling så hurtigt som muligt og midler til en langsigtet strategisk indsats på mange fronter fra jord til bord – alt i alt en grøn genstart i kølvandet på coronakrisen.