Tema: Naturdebat: Hvordan skal den danske natur forvaltes?

Stor, sammenhængende natur

Biodiversitet Kan en formel indførelse af en ny, dansk naturzone på linje med fx landzonen bidrage til løsningen af biodiversitetskrisen? En naturzone med stor, sammenhængende natur?

Vejre2201web

Insisteren på, at flere funktioner skal integreres på et givent areal, er formentlig en medvirkende årsag til, at vi i dag står med et betydeligt – og fortsat – tab af biodiversitet. Vores natur har generelt måttet vige pladsen til fordel for andre funktioner i landskabet.

© Bert Wiklund
Momentum+

Den alvorlige krise for biodiversiteten i Danmark er bl.a. begrundet i mangel på fysisk plads til naturen i det danske landskab. Naturen har generelt set tabt i konkurrencen om arealerne – og den konkurrence afgøres bl.a. af vores overordnede fysiske planlægning.

Det er derfor relevant at overveje, om planloven kunne indrettes bedre for at sikre naturen plads. Og om en formel indførelse af en ny naturzone på linje med fx landzonen kan bidrage til løsningen af biodiversitetskrisen.

Spørgsmålet er, om en naturzone kan sikre naturen den nødvendige plads og kontinuitet i beskyttelsen.

I artiklen diskuterer vi, hvilke redskaber og erfaringer fra den fysiske planlægning, der kan give inspiration til definitionen af en ny naturzone, samt hvilke andre redskaber der skal tages i brug i naturbeskyttelsen.

Endelig diskuterer vi, om demokratisk og udviklingsorienteret planlægning kan bidrage til naturforvaltningen, hvor der kan tages hensyn til fx både landsbyudvikling og øget 
naturindhold i en fælles planlægningsproces.

Naturens plads i den multifunktionelle planlægning

Mange interesser kæmper om pladsen i det danske landskab, fx land- og skovbrug, energiproduktion, infrastruktur, byudvikling, klimatilpasning, rekreative områder og natur. Det har derfor været et generelt princip at arbejde for en flersidig anvendelse af landskabet.

Den praksis er mange steder realiseret. Udgangspunktet for planlægningen af vores landskaber er derfor et multifunktionelt sigte, hvor flere funktioner og hensyn samtænkes på et givent areal.

Opgaven med at fordele arealer til de mange interesser bliver ikke lettere i fremtiden. Alle interesser vil have behov for plads og råderet over de begrænsede arealressourcer.

I al planlægning handler det om at finde en passende balance mellem interesser. Med den  vedvarende nedgang i biodiversiteten er det åbenlyst, at den balance ikke er til fordel for naturen.

Selv om den multifunktionelle arealanvendelse er et velkomment redskab i udviklingen af helhedsorienterede, bæredygtige landskaber gennem den fysiske planlægning, fortæller biodiversitetskrisen os, at ikke alt kan løses med funktionsintegration.

Vi skal passe på, at naturen ikke drukner i forsøget på at sammenkoble flere funktioner på samme areal. Det er langt fra alle arter, der fx trives med land- og skovbrug som bagtæppe.

For netop insisteren på, at flere funktioner skal integreres på et givent areal, er formentlig en medvirkende årsag til, at vi i dag står med et betydeligt – og fortsat – tab af biodiversitet.

Vores natur har generelt måttet vige pladsen til fordel for andre funktioner i landskabet. Vi står i en situation, hvor det står klart, at naturen skal have store arealer, hvor alle andre hensyn må vige.

Det er langt fra alle arter, der trives med land- og skovbrug som bagtæppe. Naturzonen vil kunne eliminere spørgsmål om betydningen af andet end naturinteresser

Naturzone kræver prioritering og plads

Generelt er landskabet et fysisk udtryk for samfundets prioriteringer. De interesser, som samfundet prioriterer højest, vinder i kampen om arealerne. Et blik ud over landskabet fortæller ret entydigt, at landbrug og skovbrug samt byer, er det, som samfundet overordnet har villet.

I denne prioritering har naturen tabt. Arealer, hvor naturhensyn spiller hovedrollen, og hvor alle andre interesser må vige, er ikke udbredte.

Planloven definerer landets arealanvendelse ud fra tre overordnede zoneringer: Landzone, byzone og sommerhusområder. I ingen af disse zoner vægtes naturinteresserne højere end andre interesser.

Landzonen kan betragtes som en eksklusiv erhvervszone, hvor landbruget og skovbruget tilgodeses. Selv om landzonen har været effektiv til at forhindre planløs bebyggelse samt sikret klar adskillelse mellem byer og det åbne land – og dermed i nogen grad værnet om landskabelige værdier – har den ikke kunnet forhindre en omfattende naturforarmelse.

Naturen har brug for kontinuitet – både i tid og rum. Uforstyrrethed og store, sammenhængende arealer er nødvendige. Spørgsmålet er derfor, om indførelse af en naturzone – i planloven eller i anden lovgivning – kan sikre naturen den nødvendige kontinuitet.

Selv om landzonebestemmelserne ikke har være effektive i naturbeskyttelsen, kan den kontinuitet, som landzonen har udvist, inspirere til en naturzone. Bestemmelserne i landzonen har, sammen med andre udpegninger, sikret det åbne land mod bebyggelse, vejanlæg mv.

En naturzone kunne måske med en tilsvarende administration sikre naturen kontinuitet.

Rammer for vedvarende naturbeskyttelse

Planlægning i medfør af planloven kan ikke løse alle problemer. Planlægning er god til at afgrænse arealer til bestemte formål og binde områderne med retningslinjer og bestemmelser. På et mere detaljeret plan skal der mere tydelige regler til.

Vi har gennem historien opnået en del erfaringer med at sikre kontinuitet i landskabet, både tidsmæssigt og arealmæssigt. Fredningsinstrumentet, der har rod i den første Naturfredningslov fra 1917, har vist sig at være en meget effektiv og vedvarende beskyttelse.

Fredninger indebærer tinglyste rådighedsindskrænkninger for jordejere. Fredninger er ret robuste arealbeskyttelser, men beskytter selvfølgelig ikke mere end det, der ligger i den enkelte frednings formål.

Skovloven har med sine skrappe bestemmelser om fredsskovarealers anvendelse sikret en meget lang kontinuitet. 

Siden slutningen af 1700-tallet har man med fredsskovbestemmelser kunnet sikre arealer mod anden udnyttelse. En kombination af disse principper – tinglyste arealreservationer med en skrap administrativ praksis, der har vist sig effektive til at sikre lang kontinuitet – kunne udgøre et grundlag for forvaltningen af en ny naturzone.

Målet med en naturzone

Det overordnede mål med en naturzone skal være at bremse tilbagegangen og styrke biodiversiteten. Tre forhold vil være afgørende for succes: at byggeri og anlæg forhindres, at naturen kan forbedres, og at der kan formuleres et vedvarende forvaltningsregime.

  • For det første skal indgreb i naturzonen som eksempelvis veje og byggeri forhindres. Dette kan i princippet gøres erstatningsfrit, da det ikke konflikter med eksisterende lovlig anvendelse
  • For det andet skal man kunne sikre, at naturtilstanden kan forbedres – fx ved at opgive dyrkning eller genoprette et vådområde. Det vil forudsætte erstatning til ejeren
  • For det tredje skal der tages stilling til forvaltningen af naturarealet. Skal der fx foretages afgræsning med husdyr, kan dette sikres gennem støtteordninger. Skal der kunne udvikles fri natur gennem rewildingprojekter, kræver det en stillingtagen til, hvilke andre aktiviteter, som bosætning og rekreation, der sideløbende kan foregå i naturzonen.

Detaljerede beslutninger om naturforvaltningen kan ikke alene løses gennem udpegningen af en naturzone i planloven. Der skal suppleres med en mere deltaljeret planlægning – men naturzonen vil kunne eliminere spørgsmål om betydningen af andet end naturinteresser.

Vejre2202web

Naturen har tabt i konkurrencen om arealerne – og den konkurrence afgøres bl.a. af vores fysiske planlægning. Det overordnede mål med en naturzone skal være at bremse tilbagegangen og styrke biodiversiteten.

En mere detaljeret planlægning vil kunne rumme træk fra naturbeskyttelsesloven, ikke mindst fredningsinstrumentet, men også naturplanlægningen i Natura 2000 områderne kan inspirere.

Men det vil også være relevant at se på de muligheder, der ligger i den inddragende, lokalt baserede planlægning.

På naturens præmisser

Princippet om, at flere funktioner skal kunne sameksistere i landskabet, uden at det sker på bekostning af hinanden, der er en essentiel del af planlægning for multifunktionel arealanvendelse, kan ikke overføres direkte til de værdifulde naturområder, vi vil beskytte. Naturen har, som tidligere understreget, behov for en stringent beskyttelse.

Det kræver, at man fjerner land- og skovbrugsblikket fra naturen og lader naturen være netop natur.

Men behovet for, at vi mennesker kan færdes i naturen, vil ikke forsvinde, selvom vi udpeger en naturzone. Naturen bidrager til livskvalitet for befolkningen på baggrund af de oplevelser og erfaringer, naturen giver. Coronakrisen har vist, at når byernes forlystelsessteder lukker, flokkes folk i naturen.

Skal vi have skabt naturområder, der i høj grad forvaltes på naturens præmisser – men som der samtidig er lokal opbakning til – er det nødvendigt at inddrage de lokale behov og interesser i udviklingen af fremtidens landskaber.

Gennem en proces, hvor lokalsamfundet inddrages, kan man samtidig få skabt en større viden om og forståelse for vigtigheden i, at naturen sikres plads og udfoldelsesmulighed, hvilket kan forebygge eventuelle konflikter. Vi skal vænne os til mere vildskab og det faktum, at naturen er liv – og død.

I naturen skal der omvendt gives plads til, at vi mennesker kan få adgang til den. Man kan sige, at opgaven hedder, at der skal skabes en menneskelig natur - på naturens præmisser.

Lokal opbakning til lokale værdier

Der er mange gode erfaringer med, at når man, gennem udviklingsorienteret og stedsskabende planlægning, giver folk mulighed for selv at deltage og præge udviklingen af de landskaber, de bor i eller har tilknytning til på anden vis, så opstår nye, kreative ideer lokalt.

Dette lokale engagement og ejerskab kan vise sig vigtigt, når der skal planlægges for mere natur på langt sigt.

Særligt følelsen af kontrol over udviklingen af det sted og det landskab, man er en del af, er væsentlig at fremme i en tid, hvor mange beslutninger, der vedrører hverdagslivet, bliver truffet langt væk.

Mange landdistrikter lider under tab af arbejdspladser og stigende affolkning, hvilket er endnu en væsentlig udfordring, dagens planlægning står overfor at løse.

Her kan der med fordel tænkes natur og landsbyudvikling sammen. Både ejendomspriser og livskvaliteten stiger, jo nærmere placering og nemmere adgang der er til naturen.

Når kommunerne skal planlægge for udvalgte  omdannelseslandsbyer eller udføre strategisk landsbyplanlægning, bør adgangen til naturen og placering af større, sammenhængende naturområder tænkes med ind i den planlægning.

Eventuelt i en kombination med at realisere et Grønt Danmarkskort. Det kræver dog, at der sikres flere virkemidler fra rammeplanlægningen, således det også i praksis kan realiseres.

Planlægningen skal sikre balancerne

Planlægningen skal sikre en balance mellem beskyttelse og benyttelse af vores natur, og samtidig understøtte udviklingen af attraktive og velfungerende landskaber.

Dette er hovedopgaverne for den fysiske planlægning.

Den helt store opgave for planlægningen af større og vildere naturområder bliver at sikre en balance mellem en overordnet lovgivnings- og reguleringsmæssig ramme, der prioriterer natur, fx gennem indførelse af en naturzone, samt en lokal, udviklingsorienteret tilgang, der giver befolkningen mulighed for at blive en aktiv del af definitionen og udformningen af fremtidens landskaber.

Biodiversitetskrisen kræver også en planlægningsmæssig tilgang. Vi har redskaber til at sikre naturen plads og sammenhænge – og til at sikre en i princippet uendelig beskyttelse.

Det afgørende er, at der er opbakning politisk og økonomisk til at prioritere anderledes i landskabet. Der er flere tegn på, at denne prioritering er ved at ændres i naturens retning.

Arbejdet med Grønt Danmarkskort, udpegning af urørt skov mv. peger i denne retning. Men  biodiversitetskrisen er så alarmerende, at en hurtig indsats er nødvendig.

Ud fra et planlægningsperspektiv er centrale initiativer kombineret med lokale indsatser formentlig den mest fornuftige strategi.