Retten til byens fællesrum og udearealer

Byrum Det er nødvendigt at nytænke og skabe mere fleksible ude- og fællesarealer i fremtidens byer samt vurdere, hvilke krav og standarder som bør bevares, og hvilke der bør ændres

Mursten og asfalt

Der er mange steder i det københavnske Skt. Kjelds-kvarter med så meget unødvendig asfalt, at forfatteren kunne ønske, at nogle af de lokale beboere fik lov til at gå lidt amok med en asfaltskærer, så der skete et eller andet nyt.

© Ruben Andersen
Momentum+

Ligesom vores høje gennemsnit i Danmark for boligareal pr. person (ca. 60 m2) bliver taget op til debat, når vi taler om fremtidens deleboliger, skal vi også kigge kritisk på, hvordan vi bliver bedre til at deles om byrummet, når vi rykker tættere og flere sammen.

Der er stort pres på byerne, men presset i forbindelse med tilflytninger og befolkningsvækst handler ikke udelukkende om boligmangel og prisstigninger, som ofte får mest opmærksomhed, men i lige så høj grad om udearealerne – om livet mellem husene.

Byens liv er i den grad flyttet udenfor, og der bliver mere og mere trængsel om de attraktive områder, som er tilgængelige: pladser, fortove, cykelstier, veje, p-pladser, parker, kanaler, havnekanter osv.
Både forbruget af og kravene for byernes udearealer vokser og lægger beslag på høje procentdele, som reserveres til specifikke formål, der ofte ikke bidrager til at forbedre bymiljøet, snarere tværtimod.

Kampen om pladsen

I Københavns Kommunes nutidige byudvikling er de høje bebyggelsesprocenter – kombineret med en stram parkeringsnormering – med til at fastholde en stor del af uderummet til bilernes adgang og parkering. Høje bebyggelsesprocenter, som nu er tæt på de 200, skaber desuden flere boliger (og mennesker) med tættere og færre udearealer.

Foruden dette er der et særligt pres på byen, da der opstår mere ’fyld’: flere steder med udeservering, flere cykelstativer både til almindelige og elektroniske, flere indsættelser til terrorsikring, flere ladestationer til elbiler og i den kommende tid også flere sorteringssteder til affald.
Ifølge kommunens Ressource- og Affaldsplan 2024 ’skal der etableres 750 sorteringssteder i byrummene.’

Der er behov for i højere grad at arbejde med multifunktionelle byrum, hvor der kan indtænkes og planlægges efter flere scenarier og tilstande

Lad mig sige som det første, at jeg synes, det er fantastisk, at kommunen prioriterer bioaffald og genanvendelse i en sådan grad, men jeg har svært ved at forestille mig, hvor alle disse sorteringssteder skal ligge fordelt i byen, særligt i København K.
Det bliver i hvert fald tæt på umuligt at fastholde antallet af kørebaner, bilveje, p-pladser, åbne pladser, træer, osv. hvis der skal være rum til den fremtidige affaldssortering.

Sammenholdt med at kommunen også ønsker krav om minimumsafstande til grønne områder for alle byens borgere (igen en glimrende målsætning, som mange andre større byer også arbejder med på 300-500 m), og samtidigt planlægger omfattende klimasikring, som i visse tilfælde godt kan kombineres med begrønning, er der i den grad lagt op til kamp om retten til byens udearealer.

Spørgsmålet bliver derfor; hvad som først gives plads, hvad der skal ryddes for at give plads til det nye, og om det er muligt at kombinere anvendelsesformerne i en højere grad?

Rum til lokalt engagement

Der er opstået en nyere tendens, særligt inden for offentlige institutioner, hvor der i designet og organiseringen indtænkes en ny grad af fleksibilitet i brugen.

Biblioteker er blevet til kulturhuse, og skoler, som eksempelvis Kalvebod Fælled Skole, har flere af dets faciliteter og lokaler tilgængelige for andre end kun skolebørnene sammenlagt med udvidede åbningstider, der muliggør brugen det meste af ugen og døgnet.

Parkeringsplads
En parkeringsplads kan sagtens gives andre anvendelsesmuligheder, der beriger bylivet og skaber nye situationer for mennesker. Tag bare Frederiksberg Loppemarked bag rådhuset som er blevet en permanent tradition i sommerhalvåret.
© Fotos: Ruben Andersen

Samme tendens har til gengæld ikke slået helt igennem i forhold til byrum og udearealer og ses mest i de nyere projekter inden for klimasikring, hvor fx fodboldbaner kan blive oversvømmede ved ekstremregn.

Cykelparkering er udelukkende cykelparkering og er i bedste tilfælde integreret smukt i gaden / på pladsen, så dette ikke forstyrrer eller forhindrer. Det samme gælder for biler.

Så vidt jeg ved, er der meget få vellykkede forsøg på at blande disse pladskrævere med fx nye opholdsrum eller mere bynatur.

Det multifunktionelle byrum

Jeg ser i det store hele et behov for i højere grad at arbejde med multifunktionelle byrum, hvor der kan indtænkes og planlægges efter flere scenarier og tilstande, eksempelvis både for en daglig basis fra morgen til aften eller med sæsoner og højtider gennem hele året.

Visse ting kan selvsagt ikke kombineres. En asfalteret parkeringsplads kan ikke skifte til at være en grøn park den næste dag. Men den kan sagtens gives andre anvendelsesmuligheder, der beriger bylivet og skaber nye situationer for mennesker. Tag bare Frederiksberg Loppemarked bag rådhuset som er blevet en permanent tradition i sommerhalvåret.

Og vi kan også blive langt bedre til at bruge de mange mindre flader, byrum og infill-grunde, der er i byen, som enten er til overs eller uudviklede, hvad enten de er private eller offentligt ejede.
Dette kan ses i flere storbyer, hvor der er mangel på rekreative uderum, og især i visse boligområder i Tokyo, hvor der er minimalt med anlagte parker og grønne områder.

Byens liv er flyttet udenfor, og der bliver mere og mere trængsel om de attraktive områder. Der er i den grad lagt op til kamp om retten til byens udearealer

Her kan der både opstå lommeparker, workshops, loppemarkeder, udstillinger, koncerter, madlavning, midlertidige pavilloner og meget mere, hvor de lokale får lov til at indtage og bruge pladsen for et ofte beskedent beløb – eller leje den for en længere periode til interventionsprojekter.

Dette giver både plads til det foranderlige, og altså til flere interessegrupper, samtidigt med at det også giver bedre mulighed for lokalt engagement i nærområdet. Og med dette et bedre grundlag for at mødes med sin nabo, deles om pladsen og danne fællesskaber, der ellers kunne have svært ved at trives.

Desværre ses det også i Tokyo, at private, tomme grunde lejes ud som kommercielle p-pladser uden at gøre noget godt for byrummet. Det samme kunne i øvrigt ses i mange år på hjørnet ved Ny Østergade og Store Regnegade, hvor der lå en trist grusplads med betalingsparkering indrammet af et trådhegn.

Her kunne jeg have ønsket, at kommunen i sin tid enten havde skubbet på for en mere meningsfuld anvendelse, eller påtaget sig rollen som opkøber og derfor selv bestemt, hvordan grunden kunne udvikles.

Biler, biler, biler

Selvfølgelig kan der stilles krav til fremtidig udvikling gennem kommune- og lokalplanlægningen, men er det helt hul i hovedet at forestille sig en mere aktiv politik, når det kommer til opkøb af nye grunde eller facilitering af nye tiltag?

Heldigvis blev ØsterGRO, som er en tagfarm på Østerbro, sidste år reddet med et flertal fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, der gav dispensation til, at de kunne fortsætte i stedet for, som lovgivningen faktisk krævede, at der skulle anlægges p-pladser.

Jeg mener, at det er et eksempel på vigtigheden af behovet for en revurdering og ændring af den måde, p-normeringen fortsat prioriteres i vores lovgivning.

Plads og tilladelse til adfærdsændring

For at kunne nytænke vores udearealer og byrum er det derfor nødvendigt med nytænkning på to måder:

  • Et opgør med lovgivningen og hierarkiet i planlægningen, hvor der justeres på, hvilke prioriteringer der i fremtiden er de vigtigste for os i byen, kommunen, regionen eller landet, og hvor bæredygtighed og biodiversitet fylder mere.
  • En ændring i vores syn på fleksibilitet og blandet programmering i brugen af det offentlige rum, hvor mere skal kunne deles og ændres, og hvor der friholdes plads til andre hændelser og begivenheder end de gængse

Og vores syn og vaner har ændret sig markant de seneste år, særligt i København. Tag bare Assistens Kirkegård hvor mange promenerer igennem og opholder sig. Eller Bispebjerg Kirkegård med de mange besøgende til Kirsebæralléen hvert forår.

Begge former er rekreativ brug – og altså ikke i relation til kirkegårdens egentlige funktion eller oprindelige rolle.

Intervention i byrummet
Situation fra Hamborg: en intervention i byrummet, som forfatteren medvirkede til at tegne og opsætte i forbindelse med en sommerskole for arkitektstuderende i 2013.
© Ruben Andersen

Vi har også lært og vænnet os til, at det er i orden at bade i havnevandet, efter at vandet er blevet renset og adgangen til havnen betydelig nemmere, end den var for femten år siden.

Eller tag Skt. Kjelds Plads som i mange år egentlig ikke var en plads, men en rundkørsel hvor der nu efter politisk vilje og opmærksomhed bliver anlagt klimasikring og rekreative, grønne områder.

I det hele taget er der mange steder i Skt. Kjelds-kvarteret med så meget unødvendig asfalt, at jeg kunne ønske, at nogle af de lokale beboere fik lov til at gå lidt amok med en asfaltskærer, så der skete et eller andet nyt.

Og jeg kunne også ønske, at der flere steder blev givet tilladelse til at kunne lukke af for gennemkørende trafik på mindre veje, fx om søndagen, så børn og voksne kunne indtage rummet og være med til at skabe nye hændelser og fællesskaber.

Engagementet er der

På den måde kan flere borgere, som måske ellers ikke ville komme ud, deltage i udelivet i deres kvarter, som er tæt på dem, hvor det ikke nødvendigvis koster noget at sætte sig et sted i byrummet.

Jeg tror, at der er et meget stort potentiale og engagement hos mange borgere, der ønsker at påvirke deres nærområde eller by positivt og gerne bruger deres fritid på at forbedre og forskønne dette, så længe de får hjælpen og tilladelsen.

I fremtiden håber jeg at se mange flere af disse typer anvendelser og projekter i byrummene. Kampen om retten til brugen af byens udearealer er langt fra slut, den er kun lige begyndt.