Conservation Agriculture - en historisk og global vinkel

Landbrug Metodens fortalere har den hypotese, at landbruget med Conservation Agriculture kan fremme jordens frugtbarhed, producere det samme eller mere med mindre input, øge biodiversiteten samt forbedre lønsomheden.

Vårhvede i december skyder op i efterafgrøden

Vårhvede i december, hvor efterafgrøden er ved at formulde efter nedvisning med glyphosat. Københavns Universitet har som en del af projekt ’Grønne Marker og Stærke Rødder’ indsamlet data om bl.a. jordstruktur, som de i 2020 skal bruge til at simulere risikoen for udvaskning af pesticider fra CA-jorder.

© Søren Ilsøe
Momentum+

Conservation Agriculture er en betegnelse for en måde at dyrke jorden på, hvor man sigter mod at fremme de naturlige jordbundsprocesser mest muligt, beskytter jorden mod vind og vejr og gennem sædskifte forsøger at undgå opformering af sygdomme og ukrudt.

Driftsformen er defineret af de tre nøgleprincipper:

• Minimal jordforstyrrelse
• Permanent jorddække i form af en afgrøde, en efterafgrøde eller afgrøderester
• Et varieret sædskifte

I stedet for at pløje og harve arbejder man i Conservation Agriculture (CA) med at skabe de bedst mulige betingelser for de jordlevende organismer, som gennem deres aktivitet kan være med til at sikre, at dødt organisk materiale (afgrøderester) nedbrydes og indarbejdes i jorden.

Samtidig sikrer aktiviteten, at der skabes hulrum og porer i jorden, og at den bliver luftig og porøs, så der er plads til ilt og vand. Ved at sigte mod et permanent dække af jordoverfladen, beskytter man jorden mod solens udtørring og mod vind og vand, som fysisk kan slå jordens struktur i stykker med erosion til følge.

Et varieret sædskifte modvirker opformering af ukrudt og sygdomme, som i et traditionelt system med jordbearbejdning til en vis grad kan begrænses ved at vende jorden.

Sandstorme skabte idéen

Mennesket har bearbejdet jorden, siden vi begyndte at dyrke afgrøder for flere tusind år siden. Det har været en konsekvent praksis i de fleste dyrkningssystemer indtil 1930’ernes USA, hvor Edward H. Faulkner satte spørgsmålstegn ved fremgangsmåden.

Vi tror på, at Conservation Agriculture kan øge indholdet af organisk kulstof i jorden og i levende organisk materiale. Hvis det er korrekt, kan landbruget være en væsentlig faktor i forhold til at løse klimakrisen

Han mente, at jordbearbejdningen og især pløjning var den egentlige årsag til de voldsomme sandstorme, som ødelagde store områder i det midt vestlige USA.
Metoder til reduktion af jordbearbejdning og beskyttelse af jordens overflade blev udviklet, og udtrykket ’Conservation Tillage’ blev introduceret.

I løbet af 1940’erne blev der skabt såmaskiner, som tillod direkte såning uden forudgående jordbearbejdning og på samme tid udarbejdede Edward H. Faulkner teoretiske koncepter, der ligner de CA-principper, som vi kender i dag.

CA udbredes verden over

I de første mange år var interessen for direkte såning begrænset, og først i løbet af 1960’erne begyndte metoden at vinde et vist indpas i USA. I begyndelsen af 1970’erne bredte direkte såning sig til Brasilien, hvor landmænd sammen med videnskabsfolk udviklede det system, som vi i dag kalder Conservation Agriculture.

Vi skal imidlertid frem til 1990’erne, før der for alvor begynder at ske noget. Her vokser udbredelsen af CA eksponentielt i lande som Brasilien, Argentina og Paraguay, hvilket medfører en revolutionering af landbruget.

Denne udvikling tiltrækker opmærksomhed fra andre dele af verden og fra store internationale organisationer som FAO og Verdensbanken. Gennem bl.a. udviklings- og forskningsprojekter udbredes CA til en række lande i Afrika og Asien.

Korn spirer frem i efterafgrøde
Ved at sigte mod et permanent dække af jordoverfladen, beskytter landmanden med Conservation Agriculture jorden mod solens udtørring, vind og vand, som fysisk kan slå jordens struktur i stykker med erosion til følge.
© Søren Ilsøe

Efter årtusindeskiftet ses også en stigende udbredelse i en række industrialiserede lande som Canada, USA, Australien, Spanien, Italien, Finland, Ukraine og Rusland. Siden har driftsformen efterhånden vundet indpas over hele verden, men særligt i områder med skrøbelige økosystemer.

Det gælder bl.a. landbrugsområder med begrænset nedbør, områder med kraftige nedbørshændelser og områder med en stor andel af skrånende terræn, hvor det er afgørende enten at begrænse fordampningen, erosionen eller begge dele. I alt blev ca. 160 millioner ha dyrket efter metoderne for CA i 2013.

Der sker noget nyt på markerne

I Danmark er vi begunstiget med et godt klima og en begrænset terrænvariation. Vi har derfor ikke været tvunget ud i at skulle finde alternativer til den mest udbredte driftsform, som stadig er, at jorden bearbejdes ved pløjning og/eller harvning forud for såning af den nye afgrøde.

Derfor er der på nuværende tidspunkt stadig kun få procent af det danske landbrugsareal, som dyrkes efter metoderne i Conservation Agriculture. Søren Ilsøe på Knudstrupgård ved Sorø på Midtsjælland var én af de første, der forsøgte sig med driftsformen i Danmark, da han i 2011 introducerede den på enkelte marker.

Dalende biodiversitet er et problem, som vi i landbruget er nødt til at forholde os til – og i dele af landet også faldende jordfrugtbarhed og begyndende problemer med dårlig jordstruktur

Forud havde han dyrket sin jord uden pløjning i elleve år. Søren konstaterede hurtigt, at driftsformen medfører en meget væsentlig besparelse på brændstofforbrug, arbejdskraftsbehov og maskinparkens størrelse, men han kunne også ret hurtigt se, at der skete noget nyt på markerne. Der var mere liv i jorden i form af bl.a. regnorme, og samtidig så han stadig flere fugle som agerhøns og viber på markerne.

Metoden afprøves og dokumenteres

I 2016 lancerede Velux Fonden og Villum Fonden idékampagnen ’Bæredygtig brug af land og hav’, hvor de søgte forslag til systemforandrende partnerskabsprojekter, som kan omsætte videnskabelig og praktisk viden til konkret handling. Formålet var at fremme bæredygtig brug af land og hav i Danmark.

På det tidspunkt var Søren Ilsøe blevet ansat i Agrovi, og her så man idékampagnen som en mulighed for at få afprøvet og dokumenteret CA under danske forhold. Sammen med forskere fra Københavns Universitet blev der udarbejdet og indsendt et projektforslag til kampagnen.

Projektet, som fik titlen ’Grønne Marker og Stærke Rødder’ fik tilsagn om tilskud, og siden kom også tilsagn i hus fra Promilleafgiftsfonden og 15. Juni Fonden. Projektet løber over fem år frem til sommeren 2021. Formålet er at undersøge, om CA kan være en del af løsningen på de udfordringer, som landbrugserhvervet i Danmark står overfor.

Herunder bl.a. et højt forbrug af tid og ressourcer som i traditionel planteavl presser landmænd på bundlinjen i en tid, hvor der er et misforhold imellem lønniveau og internationalt definerede priser.

Orm i Conservation Agriculture mark
Søren Ilsøe på Knudstrupgård ved Sorø var en af de første landmænd, der forsøgte sig med Conservation Agriculture i Danmark. Søren konstaterede hurtigt, at driftsformen medfører en meget væsentlig besparelse på brændstofforbrug, arbejdskraftsbehov og maskinparkens størrelse, men han kunne også ret hurtigt se, at der skete noget nyt på markerne. Der var mere liv i jorden.
© Søren Ilsøe

Dalende biodiversitet er også et problem, som vi i landbruget er nødt til at forholde os til – og i dele af landet også faldende jordfrugtbarhed og begyndende problemer med dårlig jordstruktur. Hypotesen er, at vi med CA kan bevare og fremme jordens frugtbarhed, producere det samme eller mere med mindre input og øge biodiversiteten samt forbedre lønsomheden på bedrifterne uden at øge belastningen på miljøet.

I projektet arbejdes der bl.a. med at sammenligne kvælstofudvaskning, biodiversitet, organisk stof i jorden samt faktorer, som har betydning for pesticidudvaskning på bedrifter med henholdsvis konventionel dyrkning med pløjning, pløjefri dyrkning med harvning og Conservation Agriculture.

Desuden registreres udbytter samt forbrug af tid, brændstof, pesticider og næringsstoffer. Desuden sammenlignes rentabiliteten for driftsformerne. Den af de tre ejendomme, som dyrkes efter principperne i CA, er Søren Ilsøes ejendom, mens de to øvrige ejendomme er naboer til Søren. Herved sikres, at dyrkningsforholdene er nogenlunde ensartede.

Resultaterne er lovende

Vi er nu midt i projektet, og de foreløbige resultater er positive, selvom det ikke altid er let at iværksætte forskning og forsøg ’ude i virkeligheden’. Bl.a. startede projektet med et meget vådt og koldt efterår i 2017, som gav visse udfordringer med det planlagte sædskifte og i øvrigt gav dårlige vækstforhold for efterafgrøderne i første forsøgsår.

2018 var i den anden grøft med ekstrem tørke, som generelt medførte dårlige og meget svingende udbytter. Trods det, så står vi midt i projektet med en række delresultater, der peger i retning af, at:

• biodiversiteten stiger, når intensiteten af jordbearbejdningen reduceres
• omkostningerne i CA er væsentligt lavere end i det pløjede system
• nettoudbytterne (i hvert fald i nogle tilfælde) er højere end i de traditionelle systemer

Samtidig ser de foreløbige resultater også positive ud, når vi ser på systemernes miljøbelastning forstået på den måde, at det ikke umiddelbart ser ud til, at kvælstofudvaskningen øges, hverken som et resultat af den reducerede jordbearbejdning, eller når vi anvender kvælstoffikserende arter som indblanding i efterafgrøder. Vi er derfor både optimistiske og spændte på resultaterne af den resterende del af projektet.

Udvaskning af pesticider

Noget af det, vi stadig mangler at gennemføre, er simuleringer af risiko for udvaskning af pesticider. Trods jævnlige nyheder i medierne om problemer med pesticider i grundvandet, så er udvaskning af pesticider faktisk så sjældent forekommende, at det ikke vil give mening at måle på det i et projekt som ’Grønne Marker og Stærke Rødder’.

Billearten Kratløber
Dalende biodiversitet er et problem, som landbruget er nødt til at forholde sig til. En af hypoteserne bag Conservation Agriculture er, at metoden øger biodiversiteten. Her ses en Kratløber (Carabus nemoralis) fra en CA-dyrket jord.
© Søren Ilsøe

Hvis vi gjorde det, er der meget stor sandsynlighed for, at vi ikke ville kunne måle noget som helst i nogen af de tre dyrkningssystemer i den tid, projektet løber. Københavns Universitet gør derfor det, at de måler på en række faktorer, som har betydning for udvaskning, og så simulerer de efterfølgende risikoen over en meget lang årrække.

Foreløbig har KU derfor indsamlet store mængder af data om bl.a. jordstruktur, som de i 2020 skal bruge til at simulere risikoen for udvaskning af pesticider. Det bliver spændende at følge det og se resultatet.

Kan CA blive en del af klimaløsningen?

Når projektet er afsluttet i 2021, forventer vi at have dokumenteret, at CA kan bidrage med højere biodiversitet, øget jordfrugtbarhed og bedre eller tilsvarende driftsøkonomi – uden øget belastning af miljøet i form af kvælstofudvaskning og risiko for pesticidudvaskning.

Tilbage står stadig spørgsmålet om, hvorvidt CA kan være med til at løse en del af klimaudfordringen. Vi tror på, at vi med principperne i CA kan øge indholdet af organisk kulstof i jorden, og at vi kan binde en større mængde af kulstof set over året i levende organisk materiale i form af både planter og andre levende organismer.

Hvis det er korrekt, kan landbruget være en væsentlig faktor i forhold til at løse den verdensomspændende klimakrise, som vi befinder os i. Forskerne er på nuværende tidspunkt meget uenige på det her område.

Der er dog enighed på ét punkt – hvis vi varigt kan øge dyrkningsjordens indhold af organisk kulstof med bare nogle få promille pr. år, så kan vi binde enorme mængde af CO2.

Det er da et potentiale, der er værd at se nærmere på – ikke mindst i lyset af, at resultaterne fra Grønne Marker og Stærke Rødder viser, at der er mange andre gode grunde til at vælge Conservation Agriculture.