Conservation Agriculture, agerhønsene og de andre fugle

Biodiversitet Forfatterne har undersøgt forekomsten af agerhøns og andre fugle på og omkring jorder, der har været drevet med Conservation Agriculture (CA) i en årrække og sammenlignet med nærliggende, konventionelt dyrkede marker.

Vibe i vårbyg

Tre af fuglearterne med præference for Conservation Agriculture, nemlig vibe, landsvale og sanglærke, er ’agerlands specialister’, og hvad viben angår, så konstateredes kun ynglesucces på CA-marker, og her primært i vårbyg.

© Henrik Wejdling
Momentum+

Den internationale litteratur om effekten af forskellige jordbehandlingsformer på biodiversitet og miljø differentierer sjældent på de forskellige pløjefri dyrkningsformer. Men det anerkendte britiske ’What Works in Conservation?’ konkluderer på baggrund af 46 studier fra en række lande, at reduceret jordbearbejdning sandsynligvis har en positiv beskyttelseseffekt.

I forbindelse med projektet ‘Grønne Marker og Stærke Rødder’ har vi efter to forskellige metoder foretaget nogle sammenlignende undersøgelser af forekomsten af agerhøns og andre fugle på og omkring Knudstrupgård ved Sorø, der har været drevet med Conservation Agriculture (CA) i en årrække. Artiklen præsenterer de første, men ikke endelige resultater.

Agerhønsene og CA

Agerhønens kyllinger er helt afhængige af insektføde de første to uger af deres liv. Derfor er agerhønen en oplagt indikatorart for naturindhold i landbrugslandet. Således er den også interessant at observere og registrere i sammenhæng med dyrkningsprincipper, som fremmer insektlivet.

Siden 2015 har der i området ved Knudstrupgård været foretaget optællinger af agerhøne og hare som led i Danmarks Jægerforbunds markvildtindsats, der har til formål at styrke levevilkårene for agerlandets dyreliv.

Agerhøns
Det ser ud som om, at Conservation Agriculture giver den største bestand af agerhøns. Dette skyldes især tilstedeværelsen af insekter, som er så livsvigtige for kyllingerne.
© Jens Ljungmann Pedersen

Agerhønsene tælles med stående hunde, som afsøger markerne i et søg, der breder sig 150 m ud til hver side af transekterne (en transekt er en linje, langs hvilken man tæller antallet af dyr eller planter for hver længdeenhed, fx hver meter).

Markvildtindsatsen har ikke haft fokus på at finde forskel mellem dyrkningsprincipperne, men der har over årene med optællinger tegnet sig et billede af de naturmæssige styrker ved CA. Når tællingerne er dukket op i indbakken, har det da også vakt interesse, at der ser ud til at være et større antal agerhøns på de arealer, som dyrkes efter CA-principperne.

Tællingerne af agerhøns

Resultaterne af tællingerne af agerhøns fremgår af figur 1. Meget tyder på, at dyrkningsformen har betydning for levevilkårene for agerhøns. Set over alle år ser det ud som om, CA giver den største bestand. Dette skyldes især tilstedeværelsen af insekter, som er så livsvigtige for kyllingerne.

Figur 1
FIGUR 1: Antallet af par agerhøns pr. 1.000 m transektlinje fordelt over optællingsårene 2015-2019. Desværre er der i mellem 2018 og 2019 sket nogle skift i ejerforhold, som har gjort, at optællingsarbejdet ikke har kunnet ske på alle arealer. Der er således ikke data for de pløjede marker for 2019. Kilde: Jens Ljungmann Pedersen og Henrik Wejdling

Samtidig spiller dækningen, som CA yder med et konstant plantedække, en vigtig rolle. I tælleperioden februar-marts søger agerhønsene dækning på markerne, og her foretrækkes vinterraps og CA-marker med vintersæd, hvor sidste års stub, delvist nedbrudt halm og den nye afgrøde udgør en god camouflage til de gråbrune fugle.

Denne præference er også med til at forklare, hvorfor der i 2017 var et højere antal agerhøns på de pløjede og pløjefri arealer end på arealerne, som dyrkes efter CA-principperne. I 2017 var der på de pløjede arealer et større areal med vinterraps på transekterne end tidligere år. For at opnå mere sikre resultater er der behov for større moniteringsarealer – dette vil kunne eliminere usikkerheder såsom afgrødefordelingen samt give et større datagrundlag.

De andre fugle og CA

Allerede i 2004 beskrev et videnskabeligt review på baggrund af de første europæiske erfaringer positive effekter af reduceret jordbearbejdning på arter som sanglærke og vibe, om end forskellige studier nåede forskellige konklusioner.

Efterfølgende har en række især britiske studier eftervist positive effekter på fødeudbud i form af orme, insekter og frø og bl.a. påpeget, at en af årsagerne til tidligere divergerende resultater fx kan være, at årstiderne spiller ind, at vejret de enkelte år har stor betydning, samt at afgrødevalget de enkelte år også har stor betydning.

Dyrkningsmetoden Conservation Agriculture synes især at tiltrække fuglearter, der ellers er i stærk tilbagegang, herunder agerhøne, vibe og sanglærke

Ved at foretage samtidige optællinger langs transekter med ensartet afgrødevalg i hhv. CA-marker og konventionelt dyrkede marker i og omkring Knudstrupgård reduceredes usikkerheder afledt af afgrødevalg, årstider og vejrlig.

Transekterne udlagdes bevidst med stor afstand til levende hegn og småbiotoper mv., da landskabskompleksiteten har en meget stærk indflydelse på fuglesammensætningen. I alt blev udlagt 2 gange 1.540 m transekt i hhv. CA og konventionelt dyrkede marker, som optaltes ti gange i perioden april-september i 2018, suppleret med stikprøvetællinger i vinteren 2018-19 og i ynglesæsonen 2019.

Flest dyr på CA-marker

Der registreredes i ynglesæsonen 2018 i alt 3.104 fugle på jorden eller i vegetationen fordelt på 45 arter samt 121 harer og 15 rådyr. Eftersom transektlængderne var præcis lige lange på CA og konventionelt dyrkede jorder, ville man statistisk forvente en tilnærmelsesvis fifty-fifty fordeling af fuglene på de to kategorier, hvis der ingen effekt var af dyrkningsformen.

Men det viste sig, at 68 pct. af alle registrerede fugle opholdt sig på CA-marker, ligesom 59 pct. af harerne og 87 pct. af rådyrene. I figur 2 er vist den relative fordeling for de 23 fuglearter, der forekom med mere end ti eksemplarer. Det ses, at for seks arters vedkommende (hjejle, sølvmåge, hættemåge, tornirisk, ringdue og vibe) forekommer mindst 80 pct. i CA-marker.

Figur 2
FIGUR 2: Præference for Conservation Agriculture for 23 fuglearter, der i undersøgelsen forekom i antal større end 10 (N = 2.990) vist som procentdel af fugle, der forekom i CA. Den gennemsnitlige præference er vist med rød søjle. 50 pct.-præference (hvor arterne fordeler sig ligeligt mellem CA og konventionel dyrkning) er fremhævet med orange, vandret linje. Kilde: Jens Ljungmann Pedersen og Henrik Wejdling

Fire af de seks arter (hjejle, sølvmåge, hættemåge og vibe) er afhængige af jordboende invertebrater og for vibes vedkommende tillige insekter i ungernes første to leveuger. Tornirisken er også afhængig af insekter til ungerne og derudover af ukrudtsfrø. Alle seks arter på nær ringdue er i øvrigt i generel tilbagegang – vibe så meget, at den kandiderer til rødlistning.

Andre otte arter (stormmåge, råge, landsvale, stær, solsort, skovspurv, sanglærke og hvid vipstjert) havde i undersøgelsen ligeledes præference for CA, men knap så udtalt idet mellem 55 og 80 pct. forekom her.

Tre af disse arter er afhængige af jordlevende invertebrater, nemlig stormmåge, råge og stær, og fire er i tilbagegang, nemlig landsvale, stær, skovspurv og sanglærke – stær så meget, at den kandiderer til rødlistning. Agerhønen fremstår i denne undersøgelse indifferent, men optællingsformen egner sig ikke til denne trykkende art.

Sanglærke overvintrer på CA-markerne

Tre af fuglearterne med præference for CA, nemlig vibe, landsvale og sanglærke, er ’agerlands specialister’, og hvad viben angår, så konstateredes kun ynglesucces på CA-marker, og her primært i vårbyg, men dog også i hestebønne (og i sommeren 2019 desuden i efterårssået vårhvede). Landsvale havde tillige præference for CA, dog biased af en kvægbesætning nær en af CA-transekterne.

Sanglærke over mark
Hvad sanglærkerne angår, ynglede de med større tæthed i CA- end i referencemarkerne, og de nåede tilsyneladende et kuld mere end lærkerne på konventionelle marker.
© Henrik Wejdling

Hvad sanglærkerne angår, ynglede de med større tæthed i CA- end i referencemarkerne (således 1-1,2 par pr. ha mod 0,6-0,8 par pr. ha), og de nåede tilsyneladende et kuld mere end lærkerne på konventionelle marker (nemlig 2-3 mod 1-2).

Således registreredes som et indicium på yngel alle opstigende, syngende lærker, og resultatet fremgår af figur 3, hvor det ses, at de fortsatte med at yngle helt frem til 16. juli-tællingen, mens de klingede af i referencemarkerne efter 24. juni-tællingen.

Altså en forskel på 22 dage, som er lang tid i et lærkeliv, hvor det kun tager 11-12 dage at udruge æggene, andre 8-10 dage førend ungerne forlader reden og yderligere blot 10 dage, førend de er flyvefærdige.

Figur 3
FIGUR 3: Antallet af ynglende sanglærkepar pr. ha 100 m på hver side af transekterne i perioden april-september i hhv. CA-marker og konventionelt dyrkede referencemarker. Baseret på antallet af opstigende, syngende lærker, der antages at indikere yngleforekomst. Antallet klinger af 22 dage senere i CA- end i referencemarkerne. Kilde: Jens Ljungmann Pedersen og Henrik Wejdling

Vintertællinger viste, at sanglærke overvintrer i flokke på op til 20-30 individer på CA-markerne, mens arten ellers stort set ikke forekommer overvintrende på indlandsmarker på Sjælland. Fra litteraturen vides, at sanglærken om vinteren behøver en tæthed af frø (ukrudt og spildkorn) på mindst 450 stk. pr. kvadratmeter, førend der er energi-økonomi i at opsøge en given mark, og det er den formodentlig større, tilgængelige frøpulje på CA-arealerne, der er årsag til vinterpræferencen.

CA tiltrækker arter, der er i stærk tilbagegang

De udførte optællinger synes – med forbehold for det spinkle, statistiske grundlag – at bekræfte en præference for CA-marker hos agerhøne og flertallet af det åbne lands øvrige fuglearter. Det gælder særligt dem, der er afhængige af insekter i yngletiden og derudover af jordlevende invertebrater samt uden for yngletiden af ukrudtsfrø og spildkorn.

CA synes især at tiltrække arter, der ellers er i stærk tilbagegang, herunder agerhøne – som i en vis grad dog også tager til takke med pløjefri dyrkning -, vibe og sanglærke, hvor sidstnævnte nyder godt også af vinterfrøpuljen.

Men afgrødevalg betyder samtidig meget, hvor arter som vibe og sanglærke har klar ynglepræference for vårafgrøder, mens agerhøne foretrækker vinterafgrøder om vinteren. Også dyrkningsintensitet og landskabskompleksitet spiller ind på fuglenes præferencer.

Specifikt for agerhønsenes vedkommende kan tælletidspunktet februar-marts spille en væsentlig rolle. Her udmærker CA sig ved altid at have et ’uldent’ udtryk, som skjuler de gråbrune fugle godt i alle vinterafgrøder – ikke kun vinterraps. Når der i en årrække på fem år kan konstateres et højt antal agerhøns på de arealer, som dyrkes efter CA-principperne, tyder meget dog på en særlig præference for disse.