Hvad er den våde naturs rolle i klimaregnskabet?

Klima På globalt plan spiller vådområderne en meget vigtig rolle i reguleringen af CO2 og metan i atmosfæren. Ændringer i disse områder kan have vidtrækkende og uoverskuelige effekter på den globale opvarmning.

Vådområde

Naturlige og konstruerede vådområder bruges til naturligt at fjerne kvælstof og fosfor fra landbruget. Det seneste eksempel på denne miljøforvaltning i Danmark er, at dræningen og pumpningen af 400 ha lavbundsareal ved Jølby Nor på Mors ophører for i fremtiden at tjene som et gigantisk forureningsfilter. Hvad betydning det har for udledningen af drivhusgasser vides endnu ikke.

© Bert Wiklund
Momentum+

Danmark er et fladt land, og vi har naturligt mange våde områder og moser i landskabet. Om disse har været anset som et gode eller onde har skiftet gennem historien afhængigt af, hvad man i samfundet mente, jorden eller landet skulle bruges til.

Det samme mønster kan genfindes i hele verden. Den våde natur er vigtig for vores miljø, lokalt og globalt, men som samfund er vi på ukendt grund i forvaltningen af den våde natur i et klimamæssigt perspektiv.

Vi kan kun blive mere sikre, hvis vi fortsat investerer i forskning og fokuserer på at opnå balance mellem nationale/globale klimamål og landbrugets produktion i disse områder. Hvad er våd natur? Bredt set kan dette defineres som et område i landskabet, hvor vand ophober sig, og der dermed skabes et specielt miljø.

I en klimamæssig sammenhæng er det især den våde natur, hvor dødt plantemateriale eller tørv opbygges over årtusinder. På mange måder reflekterer danskernes forhold til og kamp mod den våde natur et globalt mønster, og derfor er det værd indledningsvist at tage på en lille tidsrejse for at sætte udviklingen i perspektiv.

Da istiden sluttede i Danmark for rundt regnet 12.000 år siden, begyndte en ny udvikling af det danske landskab. De mange lavninger efterladt af isen blev over tusindvis af år opfyldt af dødt plantemateriale, der ikke kunne omsættes, da området var vådt, og dette skabte de mange tørvemoser, der naturligt findes i Danmark.

Da menneskene indtog Danmark i oldtiden, blev disse vådområder naturligt en del af verdensbilledet. På denne tid blev de danske moser og våde områder opfattet som mystiske steder - måske endda åbninger til underverdenen.

Tørvemoserne i Danmark har således gemt på nogle af vores mest ikoniske oldtidsfund, såsom Tollundmanden og Solvognen blot for at nævne nogle få, der har været ofret til guderne. Når de havnede i mosen, var ofret væk (og bevaret) for evigt, givet til guderne.

Da vi begyndte at dræne, inddæmme og tørlægge

Spoler vi tiden frem til 1700- og især 1800-tallet, var denne betagelse af den mystiske mose erstattet af et industrielt syn på udnyttelsen af landskabet - og især de våde områder.

I Danmark udgør udledningen af CO2 og andre drivhusgasser fra drænede lavbundsjorde 7 pct. af Danmarks samlede drivhusgasudledning og hele 30 pct. af landbrugssektorens.

Jesper Riis Christiansen

Det er i denne periode, at vi i Danmark påbegyndte et enormt arbejde på tværs af landet med at dræne, inddæmme og tørlægge de mange våde områder, der under gunstige betingelser var særdeles produktive landbrugsområder.

Det er paradoksalt nok også i denne periode, hvor opbruddet af de danske moser afslørede fortidens skatte, som så stærkt har brændt sig ind i vores nationale bevidsthed. Den våde natur spiller altså en særdeles vigtig rolle for både vores historie og samfundsudviklingen hen mod et industrialiseret land.

Det var først langt senere - i den sidste halvdel af 1900-tallet og i dette århundrede - at man for alvor fik øjnene op for, at den våde natur igen skal spille en rolle i Danmark og internationalt som centrale elementer i forvaltningen af miljøet.

Forskningen i de seneste 30-40 år har vist, at den våde natur er vigtig for at regulere udslippet af forurening til vandmiljøet og drivhusgasser til atmosfæren.

Udretningen af Skjern Å i Danmark i 1960erne er blot et blandt tusindvis af eksempler verden over, hvor udretning af vandløb og tilhørende dræning af vådområder til landbrugsdrift har vist sig at have utilsigtede og voldsomme negative miljømæssige omkostninger, som man i sin tid ikke kunne forudse.

Efter udretningen af Skjern Å gik fiskeriet i åen hurtigt tilbage, vandmiljøet blev efterhånden forsuret, og over tid der blev udvasket store mængder af kvælstof til Ringkøbing Fjord, som forstærkede algeopblomstringer og iltsvind.

Genopretningen af Skjern Ås nedre løb og vådområder var et vigtigt skridt i erkendelsen af, at naturlige vådområder er uomgængelige for at bevare et sundt vandmiljø og ligeledes for at få naturen tilbage i Danmark.

Naturlige og ”constructed” vådområder bruges i landbruget rundt om i verden til naturligt at fjerne kvælstof og fosfor fra afdræningen fra landbruget.

Det seneste eksempel på denne miljøforvaltning i Danmark er, at dræningen og pumpningen af 400 ha lavbundsareal ved Jølby Nor på Mors ophører for i fremtiden at tjene som et gigantisk forureningsfilter, der skal mindske kvælstof og fosforbelastningen i Limfjorden samt som et område med større biodiversitet.

Hvad betydning dette og lignende naturgenopretningsprojekter har for udledningen af drivhusgasser til atmosfæren vides endnu ikke.

Klimaproblematikken og den våde natur

Så hvorfor hænger klimaproblematikken sammen med den våde natur? Det hænger uløseligt sammen med de kemiske og fysiske processer, som foregår i jordbunden i den våde natur, der også hjælper med at rense vandet.

Mark
I Sydøstasien findes nogle af de største tørvemoser uden for Arktis, og de repræsenterer enorme lagre af CO2 . Fældning af skov og dræning af disse områder til fx oliepalmeplantager forårsager, at denne gemte CO2 frigives, og det er faktisk muligt at måle, at dette bidrager til drivhuseffekten.
© Bert Wiklund

 

Når der er vand til stede, vil nedbrydningen af plantemateriale standse eller nedsættes kraftigt, og kvælstof og fosfor fjernes. Den våde jordbund betyder også, at tørvemoser over tid derfor ophober drivhusgasser i form af CO2 fra atmosfæren og dermed gemmer på drivhusgasserne.

Under naturlige forhold vil de våde forhold danne den stærkere drivhusgas metan, der så udledes til atmosfæren. Faktisk er vådområder den største naturlige kilde til metan i atmosfæren.

Det forholder sig dog sådan, at optaget af CO2 i tørvemoser ofte er større end udslippet af metan, og derfor er tørvemoserne en gevinst for klimaet, da de netto set optager flere drivhusgasser, end de udleder. Dræning ændrer dog forholdene fundamentalt ved at tilføre ilt fra luften, der starter en hurtig omsætning af det døde plantemateriale.

Forskning har vist, at denne dræning forårsager en voldsom udledning af CO2 til atmosfæren, og alene i Danmark udgør udledningen af CO2 og andre drivhusgasser fra drænede lavbundsjorde 7 pct. af Danmarks samlede drivhusgasudledning og hele 30 pct. af landbrugssektorens.

Dette mønster genfindes verden over, hvor vådområder drænes. Fx i Sydøstasien findes nogle af de største tørvemoser uden for Arktis, og de repræsenterer enorme lagre af CO2.

Fældning af skov og dræning af disse områder til landbrugsdrift - fx oliepalmeplantager - forårsager altså, at denne gemte CO2 frigives, og det er faktisk muligt at måle, at dette bidrager til drivhuseffekten.

Ligeledes forventes det, at den globale opvarmning vil føre til øget udledning af drivhusgasser fra de Arktiske egne, da der her findes store områder med tørveholdige, kolde jorde, som med stor sandsynlighed begynder at producere flere drivhusgasser i et varmere klima - både CO2 og metan.

På globalt plan spiller vådområderne altså en enorm vigtig rolle i reguleringen af CO2 og CH4 i atmosfæren og ændringer i disse områder, som følge af landbrugsdrift og klimaforandringer kan have vidtrækkende og uoverskuelige effekter på drivhuseffekten og global opvarmning.

Vandet tilbage i landskabet

Kan vi som samfund så overhovedet gøre noget? Ja, vi bør stoppe med at dræne værdifulde områder til landbrugsdrift, og vi skal bringe vandet tilbage i landskabet. Vi skal populært sagt drukne landet i vand for at mindske udledningen af drivhusgasser.

På papiret i hvert fald. Hvor vi som samfund har forsket intenst i effekten af dræning på drivhusgasserne, ved vi meget mindre om effekten af at reintroducere vandet til tidligere drænede våde områder.

Den grundlæggende antagelse er, at processen vendes om, således at CO2 udledningen stopper hurtigt, og metanudledningen vil være relativt mindre. Altså en tilbagevenden til status quo før dræning.

Der er bare den hage ved det, at for at status quo skal opnås, skal det 'nye' gamle vådområde altså optage flere drivhusgasser, end det udleder. Der skal være et aktivt plantesamfund, der optager CO2 fra luften og gemmer det i jorden.

Genetablering af disse plantesamfund, som er så vigtige for den samlede klimagevinst, tager dog lang tid. Videnskabelige studier har vist, at det kan tage fra 15 år helt op til 100 år - hvilket er meget kort tid for et vådområde, men meget lang tid for et samfund der ønsker at reducere udledningen af drivhusgasser - før der er en klimagevinst ved at genoprette vådområdet.

Altså at det optager flere drivhusgasser, end det udleder. Målinger foretaget af drivhusgasudvekslingen i vådområderne, der blev undersøgt i disse studier, viser, at udledningen af metan bliver stærkt forøget kort tid efter genopretning.

Derudover viste studierne også, at imens udledningen af metan efter genopretning af vådområderne er høj, er optaget af kulstof i tørven særdeles langsom. Faktisk overstiger tabet af kulstof fra vådområdet - i form af udslip af metan fra disse 'nye' gamle vådområder - den mængde af kulstof, der kan optages i tørven gennem planterne.

Sagt med andre ord -dræningen af vådområder med efterfølgende reetablering af hydrologien ændrer på den naturlige balance mellem produktion af metan og optag af CO2, fordi det 'nye' gamle vådområde befinder sig i en ændret tilstand i forhold til det oprindelige, naturlige vådområde.

Kan vi acceptere ventetiden?

Spørgsmålet er, om vi som samfund kan acceptere, at den arealforvaltning af den våde natur, vi tror er en klimagevinst på den korte bane, først for alvor får effekt om måske 100 år?

Svaret er dog ikke så simpelt, da der som tidligere nævnt kun findes få studier af klimaeffekten af reetablering af vådområder, og i Danmark har vi ingen håndgribelige tal endnu. Vi er i Danmark, som i resten af verden, afhængige af at bruge såkaldte emissionsfaktorer.

Det er generiske tal, baseret på relativt få videnskabelige studier, der beskriver ændringen af udledningen af drivhusgasser som følge af ændringer i arealanvendelsen. Problemet er dog, at disse emissionsfaktorer ikke er repræsentative for en given lokalitet, og de kan kun give et overslag, der uomgængeligt er behæftet med stor usikkerhed.

Vi har derfor som samfund brug for bedre værktøjer, der er tilpasset specifikke miljømæssige forhold til at vurdere klimaeffekten af denne potentielt vigtige og vidtrækkende ændring i arealanvendelsen i Danmark og andre steder.

Det politiske system og landbruget i Danmark er begyndt at få øjnene op for behovet for at få mere viden om dette, og der er på nuværende tidspunkt flere forskningsprojekter, som undersøger klimaeffekten af den nye vådere natur.

Resultaterne foreligger dog først om nogle år, og de vil ikke kunne give de definitive svar, som samfundet behøver, men være brikker i forståelsen som vi er i gang med at opbygge.

Dilemmaerne er et grundvilkår

Uanset hvor du befinder dig i verden, byder fremtiden på dilemmaer, når det kommer til forvaltningen af den våde natur i forhold samfundsudviklingen og landbrugsproduktion. Enhver ændring i arealanvendelse anses som en investering, der skal give afkast, men det er klimaet ligeglad med.

I Danmark har vi haft stor gavn af inddragelsen af den våde natur i landbruget, og det er et vilkår for reetablering af vådområder, at landmanden, der opgiver drænede lavbundsarealer, skal kompenseres med et tilsvarende dyrkbart areal.

På papiret en fair løsning, der sikrer den enkelte landmand sin investering fremadrettet, men for samfundet en dyr løsning der betaler fra fælleskassen for at løse et miljømæssigt problem til gavn for alle, men der er skabt af få.

I Danmark og mange europæiske lande er vi langt i erkendelsen af samfundsgoderne: Renere vandmiljø, større biodiversitet, lavere udledning af drivhusgasser, som vi høster kvit og frit ved at bevare og promovere den våde natur.

Det er dog ikke fra Europa, at den største klimapåvirkning fra den våde natur findes på globalt plan. Afskovning og opdyrkning af tropiske vådområder i Asien, Afrika og Sydamerika vil fortsat have negative konsekvenser for klimaet, og global opvarmning kan føre til forøget udledning af drivhusgasser fra kolde og frosne lavbundsjorde i Arktis.

I Danmark står vi over for en ny periode i vores forvaltningshistorie af den våde natur i og med, at vi i stor skala genopretter naturen. På sigt vil vi høste ny viden om de klimamæssige gevinster og erfaring om, hvordan vi balancerer samfundets interesse i miljøet og landbrugets interesse i produktion, hvis vi fortsat investerer i forskning og naturgenopretning.

Denne viden og erfaring kan bruges i andre lande, der står over for lignende dilemmaer med den våde natur.