Havets skov kan bidrage til klimaløsninger

Klima De gemte og glemte skove - havets skove, såsom vores hjemlige ålegræsenge - bidrager til klimaløsninger og har en række andre økosystemtjenester. Det er derfor en win-win opgave at bevare disse økosystemer og sikre øget udbredelse af dem.

Horsens fjord med dis

Restaurering af ålegræsbestande foregår ved at plante skud (eller så frø) fra eksisterende bestande. Fra danske farvande er der en succeshistorie fra Horsens Fjord, hvor 16.000 ålegræsskud blev udplantet i skakbrætmønster og efter blot et år dannede en tæt ålegræseng.

© Colourbox
Momentum+

Havets skove vokser i bælter langs klodens kystlinjer. Skovene omfatter mangrover, saltmarsk og havgræs­ser (heriblandt vores hjemlige åle­græs), som alle vokser på blød og sandet bund, samt tangskove som især vokser på stenbund.

Mens mangrover og saltmarsk vokser lige ved overgangen mellem land og hav, forekommer havgræs­ser og tang fra tidevandszonen og så dybt som vandets gennemsigtig­hed tillader.

For skovene kræver lys på havbunden. Størstedelen af deres udbredelsesområde er gemt under havets overflade, og skovene bliver derfor ofte overset.

Men havets skove er, lige som sko­vene på land, vigtige habitater med stor biodiversitet. Havets skove sti­mulerer biodiversiteten.

De er leve­sted, opvækstområde, skjulested og fødekammer for fisk (inklusiv økono­misk vigtige arter som torsk), hvirvel­løse dyr så som muslinger og krebs­dyr og for et væld af både mikro- og makroalger.

Kulstoftilbageholdelse i blå skove

Havets skove spiller også, ligesom skovene på land, en rolle som klima­buffer, da de bidrager både til dæmp­ning (mitigering) af klimaforandrin­ger og til klimaadaptation.

Dæmpning af klimaforandringer sker gennem kulstofop­tagelse og efterfølgende langtidstilbageholdelse.

Havets skove er meget produktive økosystemer med en primær­produktion på niveau med skov på land og optager derfor betydelige mængder CO2 fra vandet.

En del af løvfaldet fra denne produktion ophobes i havbunden som et kulstofde­pot under eksempelvis havgræsengene.

Samtidig tilbageholder havets skove partikler af orga­nisk stof fra vandet, fordi skovene dæmper bølgeenergien og dermed virker som partikelfælde.

Kulstofdepotet i hav­bunden under eksempelvis havgræsengene består derfor både af organisk kulstof fra skovene selv og fra tilførte par­tikler.

Denne dobbelte kulstoftilbageholdelse betyder, at havets skove kan akkumulere kulstof langt hurtigere end et tilsvarende areal af landjordens skove.

Iltfrie forhold i havbunden bidrager desuden til, at kulstoffet nedbrydes langsomt, og havets skoves kulstofdepoter er heller ikke i risiko for at blive tabt gennem skovbrande!

Globalt set er kulstofakkumuleringen i et givet areal af havgræsenge, saltmarsk eller mangrover mange gan­ge større end kulstoftilbageholdelsen i et tilsvarende are­al af landjordens skove.

Et studium fra 2011 viser en gen­nemsnitlig C-tilbageholdelse for havgræsser, saltmarsk og mangrover på 138-226 g C pr. m2 pr. år sammenlignet med kun 4-5.1 g C pr. m2 pr. år for tropiske skove, nordlige skove og tempererede skove.

Så selv om arealet af havets skove kun udgør omkring 10 pct. af landjordens skovareal, er kulstoftilbageholdel­sen på niveau med kulstoftilbageholdelsen på landjordens skove og har fået tilnavnet ’blå kulstof’.

Klimaadaptation

Havets skove bidrager også med klimaadaptation. Skove­ne fungerer som naturlige kystværn, der beskytter mod erosion, dels fordi de dæmper bølgeenergien, og dels fordi de stabiliserer havbunden med deres netværk af rødder og underjordiske stængler.

Bevarelse og restaurering af havets skove løser ikke verdens klimaproblemer, men bidrager i positiv retning og er, i modsætning til mange andre klimaløsninger, teknologisk klar.

Dorte Krause-Jensen

Samtidig betyder den konstan­te sedimentation af materiale i hav­bunden under skovene, at de i nogen grad virker som buffer mod havni­veaustigninger, og derfor også ad den vej bidrager til at beskytte kysterne - en effekt der er værd at bemærke for et lavtliggende land som vores.

Endelig bidrager havets skove med adaptation mod forsuring af de kyst­nære farvande, fordi deres fotosyn­tese trækker CO2 ud af havvandet og derved får pH til at stige i produkti­ve perioder.

Om natten og om vinte­ren trækker skovenes respiration den anden vej, men netto er pH højere i skovene end i det omgivende vand.

Det kan give en fordel for kalkdan­nende organismer som eksempelvis muslinger. Studier viser, at blåmus­linger, der lever i tangskove, faktisk udnytter dagtimernes højere pH til at danne kalkskaller hurtigere end om natten.

Andre økosystemtjenester

Skovene leverer yderligere økosy­stemtjenester ved at tilbageholde næringsstoffer fra vandet, som dels indbygges i skovenes biomasse og dels bundfældes i havbunden, så der er færre næringsstoffer til rådighed for fx mikroalger, der ellers blomstrer op og gør vandet uklart.

Skovenes effekt som sediment­fælde bidrager også til at holde van­det klart. Men denne effekt virker kun i en vis udstrækning, når havets skove udsættes for større mæng­der af næringsstoffer.

Stor tilførsel af næringsstoffer forvrider konkur­renceforholdet mellem havets pri­mærproducenter, så hurtigt voksen­de mikro- og makroalger skygger for havbundens skove, og i sidste ende kan de udkonkurrere dem.

Trusler mod havet skove

Havets skove har oplevet en global tilbagegang pga. stort pres på kystzo­nen: Anlægsarbejde, udledninger af næringsstoffer, trawling, opankring mm. Globalt er havgræsser forsvun­det med samme hastighed som regn­skoven.

Ålegræs
Endnu findes der ingen direkte målinger af hastigheden for kulstoftilbageholdelsen i danske ålegræsenge. Men et nyt projekt sponsoreret af Villumfonden sætter de kommende to år fokus på at kvantificere klimabuffereffekten hos både danske ålegræsenge og saltmarsker.
© Peter Bondo Christensen

Ålegræs er langt den mest udbred­te havgræs herhjemme, i Norden, og på den nordlige halvkugle.

Dan­mark er et naturligt hotspot for åle­græs pga. vores lange kystlinje med store lavvandede arealer i beskyttede fjorde og vige med blød/sandet bund og middel saltholdighed.

Omkring år 1900 dækkede ålegræs 1/7 af alle de indre danske farvande og udbredel­sesarealet blev vurderet til 6.700 km2.

I 1930erne blev hele den nordat­lantiske ålegræsbestand imidlertid ramt af ålegræssyge (’the wasting disease’) fremkaldt af en slimsvamp muligvis i kombination med ugunsti­ge miljøforhold, og omkring 90 pct. af ålegræsset forsvandt.

I starten af 1940erne dækkede danske ålegræsenge kun omkring 7 pct. af deres tidligere areal, og udbre­delsen var koncentreret til de mest brakke områder, hvor ålegræsset modstod sygdommen.

Gennem de følgende årtier bredte ålegræsset sig, men nåede aldrig fordums udbredel­se.

Den tiltagende eutrofiering gen­nem det 20. århundrede resulterede i algeopblomstringer og uklart vand, som begrænsede dybdeudbredel­sen af ålegræsset, og yderligere pres­faktorer bidrog til begrænsningen.

Udbredelsen er ikke ændret markant gennem de seneste årtier på trods af indsats for at forbedre havmiljøet.

Ålegræsenge forekommer dog stadig langs de fleste danske kyst­strækninger og ophober i størrelses­ordenen 1013 ± 116 g kulstof m-2 i de øvre lag af havbunden.

Det er for­holdsvis meget sammenlignet med nordiske ålegræsenge generelt.

Endnu findes der ingen direkte målinger af hastigheden for kulstoftilbageholdelsen i dan­ske ålegræsenge.

Men et nyt projekt sponsoreret af Vil­lumfonden sætter de kommende to år fokus på at kvanti­ficere klimabuffereffekten hos både danske ålegræsenge og saltmarsker.

De tabte habitater

Havets skoves klimabufferfunktioner i form af både miti­gering og adaptation mod klimaforandringer har givet anledning til forvaltningstiltag, ’blue carbon-strategier’, rettet mod at bevare og genetablere havets skove.

Kun ved at øge skovenes udbredelse og forhindre fortsatte tab af skovarealerne kan klimaeffekten opnås.

Ved at beskytte de eksisterende habitater mod at blive degraderet, forhindrer man frigivelse af de store eksiste­rende kulstofdepoter og sikrer samtidig fortsat kulstoftil­bageholdelse.

Ved at restaurere tabte habitater, opbygger man nye puljer. Samtidig opnår man alle de øvrige økosy­stemfunktioner.

Denne type forvaltning hører under kate­gorien ”Nature based solutions”, og er rettet mod at frem­me naturlige økosystemtjenester.

Både beskyttelse af eksisterende marine skove og restaurering af tabte skove kræver sikring af gode vækst­forhold: klart vand, gode bundforhold, bæredygtigt fiske­ri samt beskyttelse mod fysisk ødelæggelse af bestande­ne.

Herudover kræver restaurering en direkte indsats for at plante (eller så) ny skov.

Tegn på en positiv udvikling

Herhjemme er Vandmiljøplanerne et vigtigt redskab til at forbedre vækstforholdene for vores ålegræsbestande og andre marine skove.

Sidst i 1980erne førte udbredte ilts­vind til den første vandmiljøplan med krav om reduktio­ner i udledningen af næringsstoffer fra land.

Nye genera­tioner af vandplaner fulgte, samt en række Europæiske Direktiver, inklusiv Vandrammedirektivet fra 2000, som har til formål at sikre god økologisk tilstand for havets planter og dyr.

Indsatsen har dog endnu ikke ført til betydelige forbed­ringer i ålegræssets udbredelse herhjemme, så der er brug for fortsat fokus på at sikre et godt vandmiljø og beskytte de eksisterende bestande.

Mangrove
Globalt set er kulstofakkumuleringen i et givet areal af mangrover, havgræsenge eller saltmarsk mange gange større end kulstoftilbageholdelsen i et tilsvarende areal af landjordens skove.
© Colourbox

I den sam­menhæng er det vigtigt at forvalte alle presfaktorer og optimere forvalt­ningen i forhold til et varmere klima, som også kan påvirke ålegræsset.

På europæisk plan er der spæde tegn på en positiv udvikling for havgræsser siden årtusindskiftet, hvor Vandram­medirektivet har sat ekstra fokus på at fremme havmiljøets tilstand.

Restaurering af ålegræsbestan­de foregår ved at plante skud (eller så frø) fra eksisterende bestande.

Erfa­ringer viser, at chancen for succes øges, når ålegræsskud udplantes over relativt store områder, så de nyetab­lerede bestande hurtigst muligt kan opnå selvbeskyttende effekter, fx dæmpning af bølgeenergien og der­ved beskyttelse mod erosion.

Fra danske farvande er der en succeshi­storie fra Horsens Fjord, hvor 16.000 ålegræsskud blev udplantet i skak­brætmønster og efter blot et år dan­nede en tæt ålegræseng.

Der er dog også eksempler på, at udplantet åle­græs ikke har klaret sig gennem den første kritiske periode, så indsatsen har måttet gentages.

Under alle omstændigheder kræ­ver genetablering af tabte ålegræs­enge en betydelig indsats, hvilket understreger, hvor vigtigt det er at bevare de eksisterende bestande og deres associerede økosystemfunk­tioner.

En klimaløsning, der er teknologisk klar

Bevarelse og restaurering af havets skove løser ikke verdens klimapro­blemer, men bidrager i positiv ret­ning, har langtidseffekt, leverer sam­tidig en suite af supplerende økosystemfunktioner på lokal skala og er, i modsætning til mange andre klimaløsninger, teknologisk klar.

Det er derfor en win-win opgave at sikre øget udbredelse af disse økosy­stemer. Den indsats kan fx fremmes gennem kommunikation af økosy­stemtjenesterne og gennem incita­mentstrukturer (såsom kulstofkvoter) for at bevare og øge skovenes udbre­delsesareal.

Det er langt enklere at bevare end at restaurere havets skove, så det er vigtigt at forhindre yderligere tab.

Ligesom effektiv forvaltning kræver blik for suiten af økosystemfunktio­ner, kræver den også blik for det samlede sæt af presfakto­rer, der truer havets skove, for at levere en optimal indsats for bedre vækstforhold og minimalt tab af bestande.

Det internationale forum ”Blue Carbon Initiative”, som arbejder for at udbrede og facilitere Blue Carbon strategier, afholdt konference i København i september 2019.

Her var målet at fremme de nordiske blå skoves rolle i klimasam­menhæng, inspireret af internationale erfaringer.