Forskernes klimaopråb - Version 2019

Klima Forfatteren til artiklen her var én af tre initiativtagere til de 301 forskeres klimaopråb fra maj 2018. Opråbet påpegede, hvordan debatten om klima herhjemme tenderede til at undervurdere klimakrisens omfang og oversælge Danmark som et grønt foregangsland.

Klima Demo

I foråret 2019 oplevede vi en lang valgkamp, som for første gang herhjemme stod i klimaets tegn - med en historisk stor klimademonstration, hvor op imod 40.000 mennesker gik for klimaet i København. Og hvor flere partier øgede deres klimaambitioner markant ganske få dage før valget.

Momentum+

Siden 2018 har den danske klimadebat forandret sig markant, og i dette indlæg gør jeg status over forandringerne og overvejer, hvad jeg personligt ville synes, der skulle stå i et 'Forskernes klimaopråb version 2019'.

Lørdag den 11. maj 2018 prydedes Politikens forside af et opråb fra 301 forskere. I opråbet beskrev vi, hvordan koncentrationen af CO2 i atmosfæren - trods årtiers internationale målsætninger - fortsat stiger, og at det vil kræve fundamentale samfundsforandringer på globalt niveau at nå Parisaftalens mål om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader - samt forsøge at begrænse den til 1,5 grader.

Vi beskrev dernæst, hvordan idéen om Danmark som grønt foregangsland skal tages med et forbehold, fordi den gennemsnitlige danskers livsstil er forbundet med et meget højt klimaaftryk, og fordi drivhusgasudledningerne forbundet med opretholdelsen af det danske samfund efter alt at dømme kun er faldet en anelse siden 1990.

Herefter beskrev vi, hvordan vi forskningsmæssigt ikke har noget historisk belæg for at antage, at den globale økonomiske vækst, målt i BNP, kan fortsætte, samtidig med at vi opnår et tilstrækkeligt aftagende miljøaftryk målt som udvinding af biomasse, mineraler, metaller og fossile brændsler.

Dette førte til en opfordring til danske politikere om at gå forrest i forhold til at skabe et samfund, som respekterer de planetære grænser og dermed sætter hensynet til menneskelig livskvalitet og bæredygtighed over hensynet til økonomisk vækst.

Forskernes rolle

Opråbet skabte en del debat - særligt om forholdet mellem økonomisk vækst og klima, men også om forskernes rolle i samfundsdebatten. Debatten om klimakrisen blev forstærket kraftigt over de kommende måneder, da det stod klart, at sommeren 2018 udviklede sig til en 100-års tørke i Danmark, som også ramte store dele af Europa.

Hertil kom i efteråret 2018 Greta Thunbergs skolestrejker og FN’s klimapanels alarmerende 1,5 graders rapport, som forlængede og forstærkede fornemmelsen hos mange af, at klimakrisen nu er alvor, og at det er tid til at handle.

Det udmøntede i en lang valgkamp i foråret 2019, som for første gang herhjemme stod i klimaets tegn - med en historisk stor klimademonstration, hvor op imod 40.000 mennesker gik for klimaet i København. Og hvor flere partier øgede deres klimaambitioner markant ganske få dage før valget.

Greta Thunberg
I efteråret 2018 kom Greta Thunbergs skolestrejker og FN’s klimapanels alarmerende 1,5 graders rapport. Det forlængede og forstærkede fornemmelsen hos mange af, at klimakrisen nu er alvor, og at det er tid til at handle.
© COLORBOX

 

Nu har vi så en ny regering, som har sat et klimamål om at reducere drivhusgasudledningerne med 70 pct. i 2030 relativt til udledningsniveauet i 1990. Dette mål betegnes af mange som meget ambitiøst.

Vi har et budget

For at vurdere det danske klimamål kan vi sætte det i relation til, hvad der kræves globalt for at nå Parisaftalens mål om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 grader - samt forsøge at begrænse den til 1,5 grader.

FN’s klimapanel estimerer i grove tal, at de globale CO2-udledninger skal holdes under ca. 500 gigaton fra nu af, hvis vi skal begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader. Bemærk at dette 'kun' er et CO2-budget.

Budgettet er imidlertid beregnet under antagelse af, at udledningerne af andre drivhusgasser (fx metan, lattergas fra dansk landbrug) falder markant frem mod 2050. Hvis ikke det er tilfældet, så bliver det tilbageværende CO2 -budget tilsvarende mindre.

Hvis vi udleder mere end dette 'budget' på 500 gigaton CO2, skal vi, for at holde temperaturmålet, efterfølgende nedbringe koncentrationen i atmosfæren igen ved at hive mere CO2 ud af atmosfæren, end vi udleder.

Dette vil være en enorm teknologisk og økonomisk udfordring, som de fleste eksperter i dag advarer kraftigt imod, at vi binder os til. Dertil betyder en højere koncentration af drivhusgasser i atmosfæren en øget risiko for, at vi udløser selvforstærkende processer i klimasystemet, som kan bevirke, at den globale opvarmning accelererer, uden at vi er i stand til at bremse den.

At sprænge budgettet betyder altså, at vi udløser enorme fremtidige omkostninger og øger risikoen for meget alvorlige globale trusler mod vores samfund.

Danmarks andel

Hvor stor en andel af et sådant globalt budget på 500 gigaton CO2 kan vi så tillade os at bruge her i Danmark? Ét muligt fordelingsprincip vil sige, at vi i Danmark har ret til en andel af det tilbageværende budget, som svarer til vores andel af den globale befolkning. Man kunne sagtens argumentere for en mindre andel til Danmark.

Vi er jo et velstående land med gode teknologiske forudsætninger for at omstille os og har et stort historisk ansvar for udledningerne, da vi var blandt de lande, som var en del af den tidlige industrialisering. Men hvis vi følger dette princip, så bliver det danske budget knap 0,08 pct. af det globale, altså ca. 400 megaton CO2.

Hvis vi dernæst antager et lineært reduktionsforløb af de nuværende danske udledninger af CO2 på ca. 35 megaton om året - som opgjort efter FN’s regneprincipper - mod en 70 pct. reduktion i 2030 fra niveauet i 1990, jf. regeringens klimamål, så har vi i 2030 allerede forbrugt ca. 300 megaton af budgettet på 400 megaton.

Hvis vi så skal holde budgettet, igen under antagelse af et lineært forløb, så skal udledningerne ramme nul ca. i 2040. Vi skal dertil huske, at dette regnestykke ikke tager højde for CO2-udledninger forbundet med international transport (shipping og flyvning). Disse skal enten trækkes fra budgettet eller lægges til de danske udledninger.

Det virkelige spørgsmål er, hvordan vi skaber et momentum uden for Danmarks grænser om at bakke op om Parisaftalens målsætning.

Jens Friis Lund

 

Hertil kommer, at den danske afbrænding af biomasse reelt ikke er CO2-neutral. Set i dét lys - ud fra et globalt budget for CO2 med en gunstig fordeling for Danmark - fremtræder målsætningen om en 70 pct. reduktion i de danske drivhusgasudledninger i 2030 som et udtryk for et minimum. Et udtryk for, at vi fortsat bevarer chancen for at begrænse den globale opvarmning.

De klimaambitiøse

Men vi alene kan ikke gribe denne chance. Det virkelige spørgsmål er, hvordan vi skaber et momentum uden for Danmarks grænser om at bakke op om Parisaftalens målsætning. Målsætningen herhjemme har allerede givet genlyd uden for landets grænser, og vi er nu en del af en relativt klimaambitiøs nordisk region.

Vore nabolande Norge og Finland vil fx være CO2 -neutrale i 2030 hhv. 2035. Men der skal mere til for, at vi når i mål som globalt fællesskab. Og herhjemme har vi fortsat flere muligheder for at bidrage. En stor andel af den vedvarende energi herhjemme består af importeret biomasse.

I praksis indebærer denne import, at vi overfører klimabelastningen ved et højt energiforbrug i Danmark til de lande, som forsyner os med biomasse, idet den høstede biomasse skal tælles i eksportlandets regnskab.

Hvis vi vil hjælpe andre lande til at holde deres andel af det globale CO2 -budget, kunne vi derfor herhjemme så hurtigt som muligt afvikle vores afhængighed af importeret biomasse.

Også fordi vi allerede i dag bruger langt mere biomasse pr. person, end hvad vi vil kunne producere bæredygtigt på globalt niveau, hvis andre lande skulle følge vores eksempel. Det samme princip gør sig gældende i forhold til import af forbrugsgoder.

Danske borgeres gennemsnitlige klimaaftryk er i forskellige undersøgelser blevet opgjort til 13-17 ton CO2-ækvivalenter, hvilket med en befolkning på 5,7 millioner resulterer i et samlet nationalt klimaaftryk på 75-95 megaton.

Dette er langt højere end vores samlede drivhusgasudledninger opgjort til FN-systemet på ca. 50 megaton. Forskellen skyldes især, at drivhusgasudledningerne forbundet med de varer, vi importerer, allokeres til det eksporterende land.

Hertil kommer, at udledninger forbundet med internationale flyrejser og transport ikke allokeres til lande i FN-systemet. Dermed kan et stigende dansk forbrug og tilhørende materiel velfærd forenes med faldende drivhusgasudledninger herhjemme.

Indien
Det gennemsnitlige klimaaftryk pr. dansker er ca. 10 gange højere end det tilsvarende for en borger i Indien. Vi fylder altså groft sagt lige så meget som 50 millioner indere i det globale klimaregnskab.
© Mikael B. Hansen

 

Men det betyder, at eksporterende, typisk fattigere lande, har vanskeligere ved at holde deres andel af det globale CO2-budget. Og internationale flyrejser og transport øger jo mængden af drivhusgasser i atmosfæren uanset, om vi regner dem med eller ej.

Hvis vi vil holde temperaturmålene - og undgå de ovennævnte fremtidige omkostninger og enorme risici som det indebærer at lade koncentrationen af drivhusgasser stige - så vil det altså hjælpe andre lande, om vi nedbringer det hjemlige forbrug, herunder forbruget af flyrejser.

Vi fylder en del

Nogle vil måske indvende, at det ikke gør en forskel for andre landes klimaregnskab, om et lille land som Danmark ændrer sine forbrugsmønstre. Det kan der måske være noget om. Dog er det værd at huske på, at det gennemsnitlige klimaaftryk pr. dansker er ca. 10 gange højere end det tilsvarende for en borger i Indien.

Vi fylder altså groft sagt lige så meget som 50 millioner indere i det globale klimaregnskab. Det er dog noget. Men et vigtigere argument for ændrede forbrugsmønstre handler om, hvordan vi skaber den globale forandring, vi gerne vil se.

Er det realistisk at forestille sig, at nationer, som kæmper med langt større problemer med fattigdom, interne konflikter, og som allerede har travlt med at håndtere konsekvenserne af storme, tørke, voldsomme regnskyl og oversvømmelser, vil gå forrest i kampen for at nedbringe drivhusgasudledningerne?

Især hvis de ikke kan se, at nationer, som på mange måder har langt bedre forudsætninger, påtager sig reelle omkostninger? Det tror jeg personligt ikke på.

Reel solidaritet

Til gengæld ved jeg, at mange mennesker kloden rundt kæmper en daglig kamp mod lokale manifestationer af de processer, som driver klimaforandringerne, såsom brunkulsminer i Tyskland, olierørledninger i USA, og udvidelse af palmeolieplantager i Indonesien og sojamarker i Amazonas, osv.

Mange af disse mennesker deler en interesse med os i at bremse klimaforandringerne og kæmper på frontlinjerne for at bremse dem. Vi kan hjælpe dem ved at begrænse og omlægge vores forbrug og dermed tage luften ud af de mest destruktive sider af den globale økonomi.

Og vi kan hjælpe dem ved at arbejde for handelsaftaler, som aktivt søger at nedbringe den miljømæssige omkostning ved de globale varestrømme og ved kraftigt at øge vores klimabistand til fattigere lande.

Dermed viser vi reel solidaritet med de mange mennesker og nationer verden rundt, som er bevidste om vigtigheden af at bremse klimaforandringerne. Dét ville være budskabet i mit ”Forskernes klimaopråb version 2019”.