Enough for Less

Klima Der er brug for et paradigmeskifte og en ny model for landbruget. Indtil nu har fokus været på, hvordan vi får mere med mindre, 'more for less', men der er ikke fokus på hvordan, vi reducerer 'more'. Den nuværende økonomiske model løser ikke klimaproblemerne.

Anlæg

Lige nu belønner samfundet, at man forbruger olie. Men, hvis vi skal knække kurven på CO2 udledningerne, skal vi stedet belønne at lade olien blive i undergrunden.

© COLORBOX
Momentum+

I Charles Dickens roman A Tale of Two Cities - som foregår under den franske revolution - begynder fortællingen med ordene: “It was the best of times, it was the worst of times, it was the age of wisdom, it was the age of foolishness, it was the epoch of belief, it was the epoch of incredulity”.

I dag står vi i en lignende situation, hvor ”Vi lever i de bedste tider, og vi lever i de værste tider” - de bedste tider, fordi vi i forhold til vores bedsteforældres liv lever i et paradis. Det er de værste tider, fordi vi tror på, at dette paradis kan fortsætte for evigt.

En kombination af visdom og tåbelighed, mening, tro og fornuft, som kan blive skæbnesvanger for os. ”Når fornuften flytter ud, flytter monstrene ind,” som Voltaire skrev i Candide.

Ligesom under den franske revolution står samfundet med andre ord ved en skillevej, hvor de politiske ledere har svært ved at ændre kurs, og man i bagklogskabens lys kan spørge sig selv: hvorfor endte vi her?

Vi mangler at anvise løsninger

Vi er blevet gode til at definere, beskrive og i en uendelighed at analysere 'problemet'.

Et eksempel er konceptet om 'Planetens grænser', som er blevet en populær måde at begrebsliggøre belastningerne. Det kan være en udmærket måde at beskrive problemerne, men det anviser ikke vejledninger til politiske initiativer.

Planetens grænser er et øjebliksbillede af miljøet og klimaets tilstand, men for at skabe politisk regulering er vi nødt til at anvise løsninger. Vi er fx nødt til i højere grad at regulere CO2-udledningerne.

Vi kender da også disse udledninger bedre, end vi kender de totale 'mængder' af forurening, som sætter de planetære grænser. Vi bør derfor fokusere på at sænke hastigheden af CO2-udledningerne ift. til producerede enheder eller ift. areal.

En sådan tilgang vil være hensigtsmæssig ift. politiske målsætninger.

Vi ved dernæst, at reduktionsambitionerne er nødt til at være lige så store som de historiske udledninger, hvis vi skal stoppe ophobningen og reducere mængden af CO2 i atmosfæren, som er det nødvendige mål for at sikre menneskers fremtid på jorden.

I en fødevarekontekst er det afgørende at omstille til cirkulære systemer i modsætning til lineære, men det er også nødvendigt at reducere forbrug og måske endda produktion, der kan skabe et system, som ikke blot er baseret på 'more for less', men snarere 'enough for less'.

Jeg foreslår, at vi skaber en 'klimaøkonomi', som kan håndtere de udfordringer, vi står overfor.

John R. Porter

 

Det kunne måske også hjælpe ift. den globale fedmeepidemi, som er en anden ”menneskelig planetær grænse”, som bliver overskredet.

'Business as usual' har spillet fallit

I en nyere artikel i Economist magazine (6. juli 2019) beskrives forretningsstrategierne for oliebranchen - en af de brancher, som kæmper mest for at vedblive med udledning af drivhusgasser og en fortsat opvarmning af kloden.

Deres argumenter kan sammenlignes med en pushers, der siger, at hvis ikke han skaffer et fix til kunderne, så gør nogle andre det bare - så hvad er problemet? Shell og andre olieselskaber har reduceret udledninger pr. produceret tønde olie, men det har ikke sikret, at de totale udledninger også er faldet.

Klimaproblematikken er dén største makroøkonomiske udfordring, vi står overfor, som ikke kan løses med mikroøkonomiske lappeløsninger eller marginale effektivitetsforbedringer.

Makroøkonomiens fader, John Maynard Keynes, var en fortaler for, at økonomi er en moralsk videnskab. Måske det synspunkt er nødvendigt for industrien at forstå, omfavne og acceptere?

Fra 'more for less' til 'enough for less'

Der er brug for et paradigmeskifte - en ny økonomisk model og et nyt mål for landbruget. Indtil nu har fokus været på, hvordan vi får mere med mindre - 'more for less'. Men der er ikke fokus på, hvordan vi reducerer 'more'. Den nuværende økonomiske model løser ikke klimaproblemerne.

Efter anden verdenskrig opstod EU og FN ud fra et behov for fred, samhandel og fødevareforsyningssikkerhed. Langt hen af vejen er det sket. Udbytterne er øget meget, og i flere perioder har vi endda oplevet at have et massivt overskud af fødevarer.

I dag er udfordringen dog en helt anden, da det står klart, at vores samfundsmodel med fokus på vækst ikke løser de problemstillinger, som er opstået på baggrund af omsiggribende klimaudfordringer. Problemet er, at vores nuværende økonomiske model ikke arbejder med en øvre grænse for væksten.

Spørgsmålet er, hvor længe vi kan blive ved med at have vækst baseret på ressourcer, der er begrænsede. Jeg foreslår, med reference til Tim Jackson, forfatteren til bogen Prosperity without growth og flere andre, at vi skaber en 'klimaøkonomi', som kan håndtere de udfordringer, vi står overfor.

Jeg refererer derudover til begreber som 'degrowth' og 'post-growth economics'. I landbrugssektoren har man længe effektiviseret, så man kunne producere det samme med lavere udledning. Det betyder, at vi kan producere mere med mindre.

Men der har ikke været fokus på, hvordan vi reducerer de totale udledninger. Der er jo ikke nødvendigvis garanti for, at effektiviseringen reducerer de totale udledninger, hvis produktionen bliver øget.

Effektiviseringer er gode, men samtidig skal vi sikre, at de totale udledninger også falder. Derfor taler jeg for 'enough for less' og ikke bare 'more for less'.

Kød og kultur

Vi har haft for ensidigt fokus på størrelsen af fødevareproduktionen og ikke forholdt os nok til fødevareforsyningssikkerhed eller forbrugsvaner. Jeg er ikke selv vegetar, men vil gerne argumentere for, at kødforbruget skal reduceres.

Storby
Problemets rod er, at samfundet er bygget op om eksponentiel vækst. Der er behov for et andet mål. Kunne mennesker lære at værdisætte ressourcer ved at undgå at forbruge dem?
© COLORBOX

 

Jeg har for nyligt arbejdet som forsker i Montpellier i Frankrig, hvor man sætter pris på godt kød. Men i min barndom var der kun kød til søndagsfrokosten eller ved særlige lejligheder.

Vi må nok overveje, hvordan vi kan værdsætte de animalske produkter højere, så vi spiser det lidt sjældnere. Eller endnu bedre - hvordan vi skaber alternativer, så vi ikke opdager, at kødet mangler på middagstallerkenen.

Det ville være en kulturændring, for vi tænker kød først og resten af måltidet derefter. Allerede nu har særligt de yngre generationer taget den plantebaserede kost til sig, og store dele af verden lever uden kød.

Det er afgørende, at vi baserer mere af fremtidens fødevareforsyning på alternativer til kød. Og fødevareforsyningens sikkerhed vil have gavn af at fokusere på proteinholdige alternativer til afgrøder som ris og majs og finde alternativer til kød, som velstanden vokser.

Løsninger i landbruget

Der findes flere eksempler på bæredygtige landbrugssystemer, men en generel udfordring vil være at gøre dem energineutrale.

En mulig indgangsvinkel er at have større fokus på energiafgrøder, som kan integreres i landbrugssystemer på måder, der bistår med at styrke økosystemet. Økosystemer bidrager med flere elementer. For en skov er det fx biodiversitet, ren luft og vand, CO2 -binding og beskyttelse mod erosion.

Der er studier, som har vist, at der er fordele ved at blande visse afgrøder i såkaldte 'combined food and energy'-systemer. Biologiske systemer trives ikke med monokulturer. Det er en radikalt anderledes tanke og fremmer en mere multifunktionel arealanvendelse.

Skovrejsning nævnes også ofte som et effektivt redskab til at binde CO2 , men det løser stadig ikke det grundlæggende samfundsmæssige problem, at den økonomiske model har fejlet.

Lige nu belønner samfundet, at man forbruger olie. Men hvis vi skal knække kurven på CO2-udledningerne, så skal vi stedet belønne at lade olien blive i undergrunden.

Olien er en ”skov”, vi ikke må fælde

Hvorfor ikke visualisere, at olien er en meget gammel flydende skov i undergrunden (det er den på en måde teknisk set), som vi ikke må fælde? Vi burde betragte 'olieskoven' som en skov, der skal bevares ligesom andre skove.

Kunne en 'ud af boksen'-tankegang være, at mennesket værdisætter ressourcer ved at undgå at forbruge dem? Vi accepterer lignende værdisætning med fx vin. Så værdisætning er ikke baseret på en økonomisk 'lov', men på menneskers psykologi.

Jeg vender igen og igen tilbage til min hovedtese, at vi ikke kan effektivisere os ud af problemet. Problemets rod er, at samfundet er bygget op om eksponentiel vækst. Der er behov for et andet mål for samfundet.

En anden økonomisk model kunne være såkaldte 'carbonomics', som tager højde for, at verden ikke har ubegrænsede ressourcer. Den energi, vi har til rådighed, er i sidste ende et resultat af den mængde solindstråling, som jorden får. Der er altså en øvre grænse for den energimængde, vi har til rådighed.

For at vende tilbage til introduktionen, så beskrev Charles Dickens for 200 år siden, hvordan de ledende klasser under den franske revolution var uvillige til at ændre kurs fra 'business as usual', og han fortsatte: ”the age of foolishness, of belief and of incredulity such that the monsters came in”.

Skal historien gentage sig, og skal det også være vores skæbne,