Køer kan tælle over tre gange så meget i klimaregnskabet

Klima Køernes metanbøvser er en af de store klimasyndere. Metan er en mere potent drivhusgas end CO2 og tæller derfor 25 gange så meget i klimaregnskabet – men det tal kan være over tre gange større med en anden regnemetode. Når vi har behov for at reagere hurtigt for at afbøde klimaforandringer, er metanudledning derfor et oplagt indsatsområde, mener forsker. Men politik spænder ben for den prioritering.

Plettede køer står tæt © Colourbox
Nyhed

Over en femtedel af Danmarks samlede udledning af drivhusgasser kommer fra landbruget. En stor del af det er metan, der hovedsageligt kommer fra køernes bøvser.

I Danmark har vores metanudledning været nogenlunde konstant de seneste 20 år, men globalt er mængden af metan i atmosfæren stigende, og gassen står for omkring 20 procent af den globale opvarmning, der har fundet sted siden slutningen af 1700-tallet.

Metan er en mere potent drivhusgas end CO2, fordi den absorberer mere af varmestrålingen fra Jorden, og derved har den større klimaeffekt i form af global opvarmning. På den baggrund bliver metan i dag bogført til at tælle 25 gange så meget som CO2 i klimaregnskabet. Det vil sige, at når metan omregnes til den sammenlignelige målestok CO2-ækvivalenter, svarer 1 kg metan til 25 kg CO2-ækvivalenter.

Men det tal kan imidlertid være flere gange større, hvis måden at opgøre effekten på ændres en smule. Det fortæller Steen Gyldenkærne, som er seniorforsker på Institut for Miljøvidenskab og centret iCLIMATE, begge ved Aarhus Universitet:

”Hvis man i klimaregnskabet kigger på klimaeffekten over 20 år i stedet for 100, som man gør i dag, skal metan regnes ind med faktor 86 i forhold til CO2 – og så betyder metanen jo meget mere for, hvordan man vil reducere den globale opvarmning,” siger han. 

Metan er kort tid i atmosfæren

Baggrunden for den store forskel mellem de to opgørelsesmetoder er, at metan er en såkaldt kortlivet klimagas, der modsat CO2 bliver nedbrudt fotokemisk i atmosfæren med en halveringstid på 10-12 år. Det betyder, at når vi udleder en stor mængde metan i løbet af første år af en periode, har det umiddelbart en kæmpe effekt, efter år 10-12 er der kun den halve effekt tilbage, og efter 500 år vil gassen stort set være forsvundet sammen med den opvarmende virkning.

Når man regner på en drivhusgas’ klimaeffekt, det såkaldte Global Warming Potential (GWP), er det typisk ud fra en tidshorisont på 100 år, og dermed bliver en given mængde metans effekt i klimaregnskabet meget lavere, end hvis effekten fx i stedet blev set i et 20-årigt perspektiv.

Vi kan ikke komme i mål, hvis ikke vi reducerer udslip af alle drivhusgasser, så både CO2 og metan skal prioriteres samtidig.

Jens Hesselbjerg Christensen,
professor i klimafysik på Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet

Men der er ingen videnskabelig grund til, at tidshorisonten skal være 100 år frem for 20 – det er en politisk fastsat størrelse, der blev til i forbindelse med Kyoto-aftalen i 1990’erne, fortæller Steen Gyldenkærne:

”Politikerne skulle have konkrete tal at forpligte hinanden ud fra, og dengang var der en kæmpe diskussion om, hvilket udgangspunkt der skulle være for at trække metan og lattergas ind i regnskabet. CO2 kan man nemt forholde sig til, det er faktor 1, men metan bliver nedbrudt, og det giver en forskellig faktor alt efter, hvilken tidshorisont man kigger på,” siger han.

”New Zealand argumenterede for, at det skulle være et 500-års-perspektiv, for så ville metan kun tælle 8-11 gange så meget som CO2, og det ville gøre, at de ikke ville blive ramt lige så hårdt på et reduktionsmål, fordi 53 procent af deres udledning i dag er metan fra køer og får. Andre argumenterede for kortere perspektiv, og så blev den politiske middelvej 100 år, der giver metan et GWP på 25,” fortæller Steen Gyldenkærne.  

Under Paris-aftalen regnes metan med et GWP på 28.

Samme ko – forskellige regnskaber

Sidenhen har man holdt fast i den tidshorisont, og nu hvor vi har en ny klimalov i Danmark med en målsætning om reduktion i udledning af drivhusgasser på 70 procent i forhold til 1990, er det er også 100-års-GWP’er, der ligger til grund for virkemiddelkataloget med beregning af, hvor det samfundsmæssigt bedst kan betale sig at reducere udslip.

”Lige nu regulerer vi udledning af drivhusgasser ud fra en virkemiddelrapport over, hvad der samfundsøkonomisk bedst kan betale sig, som er sammensat ud fra, at metan tæller faktor 25 og ikke faktor 86. Hvis metan i stedet bliver indregnet med en faktor 86 i forhold til CO2, får man et helt andet resultat,” siger Steen Gyldenkærne.

Dermed risikerer vi at overse virkemidler, der sætter ind over for metanudledningen, og som kan have en stor og hurtig effekt på klimaforandringerne, forklarer han.

Hvis man i klimaregnskabet kigger på klimaeffekten over 20 år i stedet for 100, som man gør i dag, skal metan regnes ind med faktor 86 i forhold til CO2 – og så betyder metanen jo meget mere for, hvordan man vil reducere den globale opvarmning.

Steen Gyldenkærne,
seniorforsker på Institut for Miljøvidenskab og centret iCLIMATE ved Aarhus Universitet

Hvis fx ét tiltag for flere elbiler og et for færre køer kan give samme effekt i forhold til klimaforandringer ud fra et 100-årigt perspektiv, men elbiltiltaget koster 100, og tiltaget for færre køer koster 150, vil elbiltiltaget være det samfundsøkonomisk mest rentable.

Men hvis metan i stedet regnes ind med faktor 86 frem for 25, koster samme mængde reduktion i udslip fra køer kun cirka 45 – eller sagt på en anden måde får man på den korte bane 3,4 gange så stor reduktion i bidrag til den globale opvarmning for samme omkostning.

”Politikerne leder med lys og lygte efter klimatiltag hos bønder, biler og borgere, og hos bønderne er det metanen og CO2 fra drænede organiske jorder, vi skal have nedbragt. For metanens vedkommende kan vi lige nu kun gøre det ved at reducere antallet af dyr, og hvis vi slagter en ko nu, kan vi gange med 25, men hvis vi ændrer tidshorisont til en 20-årig periode, kan vi i stedet gange med 86 for den samme ko,” siger Steen Gyldenkærne.

Alle drivhusgasser skal nedbringes

Jens Hesselbjerg Christensen, der er professor i klimafysik på Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet, mener også, at reduktion af metanudslip spiller en rolle i forhold til at begrænse klimaforandringer.

”Baggrunden er Paris-aftalen, der overordnet betyder, at vi skal begrænse temperaturstigninger til 1,5-2 grader i 2100. Strategien for at indfri målsætningen er at nedbringe drivhusgasudslip, og vi kan ikke komme i mål, hvis ikke vi reducerer udslip af alle drivhusgasser, så både CO2 og metan skal prioriteres samtidig,” siger han.

Lige nu regulerer vi udledning af drivhusgasser ud fra en virkemiddelrapport over, hvad der samfundsøkonomisk bedst kan betale sig, som er sammensat ud fra, at metan tæller faktor 25 og ikke faktor 86. Hvis metan i stedet bliver indregnet med en faktor 86 i forhold til CO2, får man et helt andet resultat.

Steen Gyldenkærne,
seniorforsker på Institut for Miljøvidenskab og centret iCLIMATE ved Aarhus Universitet

Med den tidshorisont der er for at bremse klimaforandringerne, skal vi se resultater allerede om 30-40 år, og i den forbindelse er indsatser omkring kortlivede drivhusgasser som metan og lattergas vigtige, fordi det har en hurtigere effekt på klimaet, hvis man skruer på mængden af dem. Men det er det samlede billede, der skal kigges på, understreger Jens Hesselbjerg Christensen:

”Vi kan selvfølgelig ikke skære i CO2-udledningen og lade mængden af metan stige, for så sker der noget meget hurtigt. Derfor skal vi klart have tiltag, så vi ikke har en nettovækst i emissionen, og på den måde er der nogle elementer på den korte bane. Men vi skal se på, hvor stort samlet bidrag metan har i forhold til CO2, også selvom gassen er mere potent, og opskriften på at komme i mål er en hurtig udfasning af primært CO2, fordi det er en langtidsholdbar drivhusgas.”

Risikerer vi ikke at overse nogle handlemuligheder, når kun vi kigger på det lange perspektiv, som kunne give mere på den korte bane?

”Jo, det kan du godt sige, men der er mange meninger om det, for der er ikke en international dagsorden der siger, hvad den rigtige måde at komme i mål på er. Hvis den politiske opgave er at følge Paris-aftalen, og vi tager den politiske hat på, er man i mål, hvis begrænsningen på to graders temperaturstigning er nået i 2100.”

International politik spænder ben

Steen Gyldenkærne mener ikke, at vi har tid til at kigge på den længere bane:

”Når vi hele tiden hører, at nu smelter dén gletsjer, og nu er der sat dén nye varmerekord, kan vi så tillade os at bruge 100-års-perspektiv til beregning af, hvor det samfundsmæssigt bedst kan betale sig at sætte ind? Den nuværende bundlinje og hvor travlt vi har i forhold til at bremse klimaforandringer, passer ikke sammen, og det er træls, når vi ved, at vi ikke har tid til at vente,” siger han.

Hvis vi fokuserer på metan, vil det så ikke også bare betyde, at der er en regning, der skal betales senere, i form effekten fra den mængde CO2, som vi ikke har reduceret i samme periode?

”Det kan man sige. Men det hele kommer jo an på, hvilke prioriteringer vi laver, og hvor meget is vi har i maven. Hvis vi følger New Zealands tidshorisont på 500 år, betyder metan ikke så meget, så er det CO2, vi skal gøre noget ved, men hvis vi har travlt med at gøre noget ved global opvarmning, skal vi gøre noget mere ved metanen,” siger Steen Gyldenkærne.

Vi skal se på, hvor stort samlet bidrag metan har i forhold til CO2, også selvom gassen er mere potent, og opskriften på at komme i mål er en hurtig udfasning af primært CO2, fordi det er en langtidsholdbar drivhusgas

Jens Hesselbjerg Christensen,
professor i klimafysik på Niels Bohr Instituttet ved Københavns Universitet

Det er imidlertid ikke sådan lige til at ændre, hvordan vi regner på metanudslip:

”Det er svært at lave om på, for der er stor uenighed om det. Vi kunne se, hvor svært det var at få Kyoto-aftalen på plads, og under Paris-aftalen har man slet ikke sat nogen mål op, for det var så svært, så den indeholder kun hensigtserklæringer om, hvor meget de enkelte lande vil bidrage med. Det ville ændre det politiske spil fuldstændig, hvis man i forhandlingerne brugte GWP’en for 20 år i stedet, for så ville det politiske pres på landbruget for at få nedbragt udslip fra husdyrproduktionen hurtigt være radikalt større,” vurderer Steen Gyldenkærne.

Men kan vi ikke bruge en 20-årig tidshorisont til vores egne nationale klimaindsatser, fx til at nå 70 procents reduktionen i 2030?

”Det vil kun være for vores egen samvittigheds skyld, for at vi kan ranke os og sige, at vi tager fat, hvor det gør ondt. I vores eget regnestykke vil det give faktor 86, men i de internationale samarbejder vil de indsatser stadig kun tælle faktor 25 eller i Paris-aftalen faktor 28, og så skal vi gøre ekstra for at nå vores internationale forpligtelser. Så der er ikke noget quickfix på det her,” siger Steen Gyldenkærne.