Sådan jagter du dit første job som dimittend

Studerende Det kan være svært at lande det første job. Men faktisk er der et vildtvoksende vækstmarked for akademisk arbejdskraft i små og mellemstore virksomheder, og hvis du som nyuddannet er klar over, hvad du kan tilbyde, kan du skabe dit eget job, mener jobsøgningsekspert.

Studerende, dimittender © Mai Sinius
Feature

Dimittender i en del akademiske brancher har det seneste år haft sværere end normalt ved at lande deres første job på grund af et arbejdsmarked i coronakrise. Foreløbig er der dog ikke noget, der tyder på, at det generelt gælder for de nyuddannede JA’ere.

Alligevel er det en kæmpe fordel for nyuddannede på jagt efter deres første job, hvis de holder sig orienteret om, hvor arbejdsmarkedet bevæger sig hen, for så kan de sørge for at søge job i de brancher, der er i vækst, fortæller seniorkonsulent i Addvalue Søren Øllgaard Skadhede. 

“Den enes brød den andens død – det er den barske udvikling, vi er vidne til for tiden. Som nyuddannet står man sig godt ved at følge intenst med i den. Man behøver blot at læse erhvervssiderne i fx Børsen, Jyllands Posten og Berlingske for at kunne konstatere, at det hele ikke er forfærdeligt. Her støder man på de virksomheder og brancher, hvor det går godt. Man kan også ret nemt orientere sig om, hvilke brancher der er i vækst, på jobcentrene, hvor branchekodesøgninger i databaserne giver et hurtigt overblik over, hvor der er arbejde at få,” siger Søren Øllgaard Skadhede, som afholder jobsøgningskurser for nyuddannede akademikere.

Her har han kunnet konstatere, at kursisterne under coronakrisen i sjælden grad har fået job, der nærmest opstår ud af det blå.

"Det hele går så stærkt nu, at virksomhederne selv har svært ved at overskue udviklingen. Derfor siger jeg om og om igen til mine kursister, at de også skal søge uopfordret. Rigtig mange nye behov opstår, uden virksomhederne selv får øje på dem,” fortæller han og fortsætter:

”Vi har talrige eksempler på unge, der får job i virksomheder, som egentlig ikke havde tænkt på at ansætte nogen. De har bare fået et godt tilbud. ”Jamen det lyder da som en god idé, du har … nå, kan du det? Det lyder da spændende.” Specielt de små og mellemstore virksomheder er i gang med en omstilling, som de ofte selv ikke rigtig ved, hvad går ud på. Den unge akademiker kan blive nøglen til en omstilling, som de ikke selv har fået øje på,” siger Søren Øllgaard Skadhede.

ER DU PÅ JOBJAGT? FÅ GODE RÅD TIL JOBSØGNINGEN HOS JA

Den gode nyhed er, at erhvervslivet er ved at få øjnene op for de unge akademikere, vurderer Søren Øllgaard Skadhede.

“Alene forestillingen i virksomhederne om, hvad unge akademikere koster, har været med til at bremse udviklingen. Mange tror stadig, at de skal have en månedsløn på 50.000 kroner, mens sandheden er, at de som regel koster nogenlunde deres alder. De store virksomheder har for længst fundet ud af, at unge akademikere kan være god økonomi, men dem er kun ca. tusind af i Danmark, mens der er flere hundrede tusind små og mellemstore virksomheder.”

Vi har talrige eksempler på unge, der får job i virksomheder, som egentlig ikke havde tænkt på at ansætte nogen. De har bare fået et godt tilbud.

Søren Øllgaard Skadhede,
seniorkonsulent i Addvalue

To meget vigtige spørgsmål, som dimittender må stille sig selv, hvis de vil henvende sig til det vildtvoksende vækstmarked i mindre virksomheder, er: ”Hvad er det, der driver mig? Og hvilken effekt skaber jeg?”, forklarer Søren Øllgaard Skadhede.

“Mange af de unge akademikere er ikke klar over, hvad der er deres egen motiverende faktor. De vil måske gerne redde klimaet, men de har ikke taget stilling til, hvilken funktion inden for bæredygtighed som lige netop passer til deres kompetencer. ”Hvordan er det, at jeg, der har samme uddannelse som de 80 andre, der netop er blevet færdige, skaber resultater?” Hvis du tager ti unge med den samme uddannelse og beder dem om at udføre den samme opgave, vil resultatet blive vidt forskelligt. Det ved arbejdsgiverne godt, og derfor er det så vigtigt, at du er i stand til at forklare, hvilket resultat netop du kan levere,” siger Søren Øllgaard Skadhede.

Specialiserede områder driller

Selvom JA’ernes jobmarked ikke ser ud til at være påvirket af coronakrisen som mange andre akademiske brancher, kan der dog være undtagelser. Hvis man har specialiseret i en retning på uddannelsen, som tilfældigvis rammer ind i et af de områder, der har været ramt af nedlukning, kan man stå med et problem.

Fx er det nu på 8. måned, at jobsøgningen ikke har givet pote for Line Enemark, der blev færdig med sin kandidat i Animal Science i september 2020. Hun vurderer, at hun i hvert fald har sendt de første 60-70 dedikerede ansøgninger uden at være kommet til jobsamtale. 

I begyndelsen var afslagene ikke det store problem. ”Pyt, i næste uge skal det nok lykkes,” tænkte hun. Men nu er det ikke sjovt længere. De seneste måneder er hun begyndt at spørge sig selv, om det er hende, der gør noget galt. 

Jeg har bare indtil videre tabt til dem, der har specialiseret sig i noget, som rammer helt plet.

Line Enemark,
dimittend fra Animal Science

”Jeg har søgt job i hele landet og synes ikke, jeg har været kræsen. Så jeg har måttet analysere lidt på, hvorfor de fleste af mine studiekammerater, der blev færdige samtidig med mig, er i job i dag. Det kan næsten kun være mine ansøgninger, den er gal med. Der er bare ikke noget, som tyder på, at jeg skriver dem forkert. For jeg har sammenlignet dem med de ansøgninger, mine venner har fået job på. De har kigget mine ansøgninger igennem og sagt god for dem. Jeg har også trukket på A-kassen for at få noget sparring,” siger Line Enemark, som er nået frem til, at problemet ligger et andet sted.   

”Mit primære interesseområde, som jeg har skrevet speciale om, er eksotiske dyr. Jeg var i forvejen godt klar over, at det er noget af en niche at specialisere sig indenfor, for herhjemme findes dyrene kun i zoologiske haver. Men helt galt er det jo gået på grund af corona. Man ansætter ikke nye medarbejdere for tiden, fordi der ikke har været mange besøgende det seneste år. Jeg har også stor interesse for kæledyr og kvæg og har generelt stor viden om ernæring. Så det er ikke sådan, at jeg ikke kan finde job, som jeg føler mig kvalificeret til at søge. Jeg har bare indtil videre tabt til dem, der har specialiseret sig i noget, som rammer helt plet,” siger Line Enemark, der midlertidigt har parkeret drømmen om at arbejde i en zoologisk have. 

“Den tanke er i bero, indtil verden er mere normal igen. Nu drejer det sig bare om at komme i job,” siger hun.

Og lige nu er hun fuld af håb:

”Jeg skal til min første jobsamtale. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt nervøs, for jeg har kæmpet så hårdt for overhovedet at komme til en samtale. Så hele weekenden er sat af til at læse op på det firma,” siger Line Enemark.