Natur i kommunerne: Nordsjælland i top, Fyn og Storkøbenhavn i bund

Biodiversitet Forskere fra Aarhus Universitet har ranglistet landets 98 kommuner efter, hvor værdifuld naturen er. Og der er stor forskel fra de Nordsjællandske kommuner, der topper listen, til de fynske og storkøbenhavnske kommuner i bund – læs her hvorfor, og hvad der kan gøres ved det.

Natur i skov © Mai Sinius
Nyhed

Der er natur i alle Danmarks 98 kommuner – men værdien af naturen er langt fra den samme fra kommune til kommune.

Det viser den nye 2020-version af det såkaldte naturkapitalindeks, som forskere fra Aarhus Universitet har udarbejdet. Indekset bruger eksisterende data om arealtyper fra topografiske kort og levemuligheder for truede arter fra det nationale biodiversitetskort til at vurdere kommunernes natur.

Hele kommunens areal bliver opdelt i otte forskellige kategorier, skov, sø, eng/mose, hede/overdrev, mark, byer/grønt, byer øvrigt og andet, og hver af arealkategorierne får point mellem 0 og 100 efter, hvor værdifulde de er for de nationalt rødlistede arter i den pågældende kommune.

Point bliver givet for en kombination af fund af rødlistede arter og for såkaldte landskabsindikatorer, der er parametre, som øger sandsynligheden for, at området er levested for truede arter. Landskabsindikatorer tæller fx kystnærhed – jo tættere et område er på kysten, desto større er sandsynligheden for, at det er et levested for truede arter – og naturtæthed – jo mere natur der er i landskabet omkring et punkt, desto større er sandsynligheden for, at det huser truede arter. Desuden er lavbundsarealer, kortlagt § 3-natur og habitatdirektiv-natur, forekomst af følsomme plantearter, følsomme smådyr i vandløb, skov med varieret struktur, stejlt terræn og lav kvælstofdeposition indikatorer, som tæller point.

På den måde bliver værdien af naturen i den enkelte kommune vægtet med, hvor meget natur der er, i samtlige 98 kommuner, og kommunerne bliver rangeret i forhold til hinanden.

I topti ses en klar tendens: syv af de ti kommuner ligger i Nordsjælland. Og det er der en god forklaring på ifølge Rasmus Ejrnæs, der er seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet og ansvarlig for analysen:

”I de rige kommuner i Nordsjælland har de sørget for at frede deres naturområder og bevare skove og søer. Men det er ikke kun en ’grim’ historie om penge og indflydelse, man kan også sige, at det er en smuk historie, fordi den viser, hvis man har råd til det, vil man vælge at prioritere natur, og vi har jo råd til det i et rigt land som Danmark, så hvorfor ikke prioritere det i hele Danmark?” spørger han.

I bunden af listen finder vi bykommunerne Rødovre, Frederiksberg og Glostrup sammen med de fynske kommuner Odense, Assens, Nordfyns, Kerteminde og Nyborg og de store landbrugskommuner Struer Morsø og Lolland. 

Nogle af de danske kommuner er meget tætbefolkede, andre er store landbrugskommuner, og begge steder er der ikke meget plads til natur. Er det så fair at bedømme deres natur på den her måde?

”Ja, det tænker jeg egentlig er retfærdig nok, så må de prale på nogle andre parametre, de kan fx være Danmarks kornkammer eller noget andet, og hvis ikke de er stolte af det, må de jo lave det om,” slår Rasmus Ejrnæs fast.

Byer og landbrug ud af ligningen

Da forskere udgav en tidligere version af indekset i 2017, mødte de netop kritik fra kommuner, der ikke mente, at de havde fået en retfærdig placering.

”Fx lå Struer i bunden i 2017, og der var sgu en lidt dårlig stemning da vi skulle stille til aftenkaffe i gymnastiksalen, men erfaringen var, at de fleste accepterede det efter vi havde forklaret, hvordan det var skruet sammen,” fortæller Rasmus Ejrnæs og fortsætter:

”Det er jo en rangliste, men det var lidt overraskende, at kommunerne interesserede sig så meget for, om de lå højt eller lavt, det kom lidt bag på os.”

Forskerne lyttede dog til kritikken, og derfor indeholder naturkapitalindekset i dag også muligheden for at se kommunernes placering på listen udelukkende ud fra kvaliteten af den natur, der er, det vil sige inden for arealkategorierne skov, sø, eng/mose og hede/overdrev, hvilket fjernet faktorer som bebyggelse og marker fra ligningen.

”Denne gang ville vi også gøre det muligt at benchmarke alene på naturarealer, for det kan jo være, at den natur, der så er i Struer, er fremragende. Det interessante med den visning er, at det giver nogenlunde den samme rangorden, så selvom en del af placeringen skyldes, at kommunerne primært består af dyrkede eller bebyggede arealer, har naturen det bare bedst i de kommuner, hvor der også er meget af den,” forklarer Rasmus Ejrnæs.

Hvis arealkategorierne kun dækker naturområder, rykker flere storkøbenhavnske kommuner ned i bunden af listen, og de fynske kommuner får selskab af nogle af deres naboer. De Nordsjællandske kommuner regerer stadig i toppen af listen.  

Svært at rykke byer og landbrug

Naturkapitalindekset er tænkt som et redskab, der kan give kommunerne overblik over biodiversiteten tilstand og naturens udvikling, kvalificere deres naturindsatser og motivere dem til at gøre noget for naturen og biodiversiteten. Muligheden for, at tætbefolkede storkøbenhavnske bykommuner og de store landbrugskommuner vil kunne forbedre deres placering på listen markant, er dog ikke så stor:

”Den måde, vi mennesker bruger pladsen på, er den enkeltstående mest betydningsfulde parameter for biodiversiteten, og den fysiske planlægning er det vigtigste i forhold til at løse biodiversitetskrisen. Der skal være afsat plads, hvor biodiversitet spiller førsteviolin, og det gør den ikke i byen og i landbruget.”

Kan kommunerne ikke rykke noget ved fx med conservation agriculture på markerne eller med mere bynatur?

”Det kan selvfølgelig være interessant at lave conservation agriculture, men det giver ikke engblommer og hundevioler, vådområder, klitter eller gammel skov, det er stadig marker. Så nej, man kan ikke rigtig lave meget om på det,” siger Rasmus Ejrnæs og fortsætter:

”Hvis man er en bykommune, kan man sige, at ’nu vil vi lægge os i selen og gøre vores grønne infrastruktur så god, at der kan leve truede dagsommerfugle, så vi lægger alle vores græsplæner om til overdrev og sørger for, at der er forbindelse til naturområder rundtomkring’ – så vil man langsomt kunne forbedre sit naturkapitalindeks en lille smule.”

Det, der rigtig batter, er ifølge Rasmus Ejrnæs at genoprette naturlige processer, naturlig hydrologi og naturlig skovstruktur og indføre græssende dyr. Det tager dog længere tid, hvis det skal slå ud på naturkapitalindekset, fortæller han:

”Når man ændrer noget, vil det Ikke være synligt i naturkapitalindekset på kort sigt, det tager noget tid, før der indvandrer arter, og de bliver registreret. Det er et langt, sejt træk, men vi arbejder på at udarbejde et indeks i version 2.0, hvor man får point med det samme, hvis man gør ’det rigtige’, altså beskytter og forvalter naturen bedre.”

Hvad er det vigtigste at gøre: skabe mere natur eller bedre natur?

”I forhold til biodiversitet er det bedre natur, der virker bedst – at sikre bedre natur dér, hvor den er i dag. Arealkategorier, som er levesteder for truede arter, er ikke særlig godt beskyttet eller forvaltet, og det er det første, man skal gøre, for det er dér, de truede arter er i dag. Det kaldes også brandmandens lov: at redde arterne dér, hvor der ikke er gået ild endnu. Ni procent af landets areal er beskyttede, lysåbne naturtyper, og det er en stor andel af Danmarks areal, så man ville kunne komme langt, hvis man sikrede dette sammen med de gamle, værdifulde løvskovsområder,” siger Rasmus Ejrnæs.