Forskere under pres

Forskning Aldrig har forskningsresultater spillet så stor en rolle i samfundet, som de gør i dag. Det sætter de forskere, hvis resultater afgør vigtige beslutninger i samfundet, i nogle svære situationer. Man må frygte, at det resulterer i dårligere forskning, mener to professorer.

COLOURBOX42282603

Vi har skabt et datasystem af publikationer og citationer, der gør det muligt at måle performance, som var forskere fodboldspillere. Man bliver Messi inden for forskning ved, at alle citerer én og refererer til én.

© Colourbox
Interview

Hvis man er arkæolog og skaber et forskningsmæssigt gennembrud i vores viden om pyramidernes alder, skal man ikke frygte at blive offentligt kritiseret eller blive skubbet ned ad karrierestigen.

Heller ikke hvis man er astronom, der har opdaget en ny stjerne. For ingen kan jo have noget mod den slags forskningsresultater. Anderledes forholder det sig med de forskere, der beskæftiger sig med områder, hvor der er stærke økonomiske, politiske, religiøse eller kulturelle interesser på spil. 

Miljøområdet, sundhedsområdet og integrationsområdet er, ifølge professor emeritus på Sociologisk Institut på KU Heine Andersen, eksempler på felter i videnskaben, hvor forskerne aldrig har været mere pressede udefra.

“Da jeg voksede op, var samfundet langt mindre forskningsbaseret, end det er i dag, hvor der kræves analyser og rapporter, før man foretager en vigtig afgørelse.  Og hvor der står rigtig meget på spil i samfundet, når forskerne fremlægger deres resultater, ” siger han og forsætter:

”Lad os bare tage de forskere, der har lavet den rapport, som er helt afgørende for, om der skal ryddes op efter Grindstedværkets forurening af Kærgård Plantage, og hvem der i givet fald skal gøre det. De arbejder med en bevidsthed om, at der er trecifrede millionbeløb på spil, og det hele står og falder med, hvad de finder ud af. Det er ikke nogen nem position at indtage.

Jeg ved, hvor dine børn går i børnehave

Forskerne på integrationsområdet har også grund til at føle sig pressede, hvis de kommer op med resultater, som markante kræfter i samfundet ikke bryder sig om. Eksempelvis var der sidste år nogle forskere på RUC, der for Integrationsministeriet lavede en rapport om negativ social kontrol i indvandrermiljøer - med fokus på piger, der i særlig grad udsættes for kontrol.

Rapportens konklusioner harmonerede ikke med regeringens indvandrerkritiske linje, og det skulle vise sig ikke at være nogen gratis omgang for forskerne. Mattias Tesfaye smed rapporten i skraldespanden, og tog den ned fra ministeriets hjemmeside. Derudover blev en aftale om, at forskerne skulle afholde en række kurser, aflyst.

Men det var ikke det værste, fortæller Heine Andersen, som personligt kender et par af forskerne.

“Da det blev til en sag i pressen, begyndte man at modtage trusler fra ganske almindelige borgere med stærke indvandrerkritiske holdninger.

‘Jeg ved, hvor dine børn går i børnehave’ - den slags. Jeg kender til en enkelt, der er flyttet til en hemmelig adresse på grund af det.”

”Senere har vi så set, hvordan fremtrædende politikere som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har introduceret en ny form for pres ved at angribe navngivne forskere og konkrete forskningsfelter omkring integration, migration og racisme,” fortæller Heine Andersen.

COLOURBOX34045645

Miljøområdet, sundhedsområdet og integrationsområdet er eksempler på felter i videnskaben, hvor forskerne aldrig har været mere pressede udefra.

© Colourbox

”Jeg ved, at den slags er med til at skræmme forskere fra at udtale sig offentligt. Man føler sig som en slags jaget vildt.”

”Det vi må frygte er, at det på grund af et udefrakommende pres bliver så hedt om ørene på en kritisk masse af forskerne, at resultaterne justerer ind efter politiske og økonomiske interesser - for det kommer der naturligvis dårligere forskning ud af.”

Kan du ikke lige dæmpe dig lidt?

Med til at tegne billedet af forskere, der er pressede på deres integritet, er også de strukturelle mekanismer, som gør sig gældende i universitetsverdenen, vurderer Heine Andersen.

“Ledelserne på universiteterne har fået en enorm magt i dag. I stigende grad føler forskere sig pressede til at rette ind efter signaler fra ledelsen, som igen er tilbøjelig til at rette ind efter de signaler, der kommer fra politikere og andre udefrakommende bevillingsgivere.”

”I det trekantsdrama passer det ikke særlig godt ind, hvis en forsker går en vej, som ikke harmonerer med ledelsens opfattelse af, hvad der ser rigtigt ud i politiske kredse. ‘Vi skal passe på ikke at træde dem over tæerne, som kommer med pengegaverne - så kan du ikke lige dæmpe dig lidt?’ Som regel vil det ikke blive sagt så direkte, men budskabet vil blive forstået alligevel”.
En anden markant udvikling på universiteterne er, at flere og flere eksterne bevillinger går til midlertidige ansættelser. 

Det vi må frygte er, at det på grund af et udefrakommende pres bliver så hedt om ørene på en kritisk masse af forskerne, at resultaterne justerer ind efter politiske og økonomiske interesser.

Heine Andersen,
Professor emeritus, Sociologisk Institut, KU

En forsker, der sidder i en femårig kontrakt, som bevæger sig hen mod det skæringspunkt, hvor stillingen enten skal være fast eller nedlægges, er ikke særlig ivrig efter at fremkomme med kritik eller kontroversielle forskningsresultater, vurderer Heine Andersen.

“Hvis man ønsker forskere, der tør forske frit og sige frit, hvad de mener, så er det en god idé at have tryggere ansættelsesforhold, end tilfældet er i dag.

Vi lever stadig i et af de mest frie lande i verden. Andre steder kommer forskere i fængsel, hvis deres resultater ikke passer magten, og det er jo slet ikke den tilstand, vi nærmer os.”
”Alligevel er der sket et skred, som jeg mener, der er al mulig grund til at være på vagt overfor.”

Sådan bliver du forskernes Messi

Forskerne i Danmark er mere optagede af at rette ind efter de vinde, der blæser på deres universitet, end de er optagede af de politiske vinde, mener professor emeritus på CBS Kristian Kreiner.

“Forskeren, der sidder i sin munkekælder, dybt optaget af sit stof, og producerer videnskabelige resultater, er fortid. Den tid, hvor det var universiteterne, som sørgede for pengene til forskningen, er forbi. I dag skaffer forskerne selv pengene, ” betoner han og fortsætter:

”Dermed bliver deres karriere betinget af, at de kan overbevise nogle andre om, at deres projekter er spændende og relevante. Man er altså nødt til ikke bare at følge sin egen faglighed og fascination men i høj grad også, hvordan andre mennesker vil se på det, man laver.”

”Før i tiden bedømtes forskerne på resultater, man så kunne mene om, hvad man ville. I dag skal de først, for overhovedet at komme i gang med at forske, overbevise andre om deres projekt. De bedømmes altså på intentionen om resultater frem for resultater i sig selv.”

Universitetsledelserne har et politisk pres hvilende på sig om at sikre, at skatteborgernes penge bliver brugt på en fornuftig måde. Derfor har man forsøgt at gøre tingene mere transparente ved at have et indblik i, hvordan hver enkelt forsker performer, fortæller Kristian Kreiner.

“Det har som konsekvens, at forskerne er nødt til at orientere sig i forhold til transparensen - altså det, de bliver målt på. Og det er i al sin enkelthed evnen til at publicere og evnen til at generere citationer.”

”Vi har skabt et kæmpe internationalt datasystem af publikationer og citationer, der gør det muligt at måle performance, som var forskere fodboldspillere.

Hvor meget publicerer man, og hvor relevant synes alle mulige andre, at det er - i en grad så de bruger det og citerer det i deres forskning?”

”Man bliver Messi inden for forskning ved, at alle citerer én og refererer til én. Lige indtil enhver diskussion nødvendigvis må henvise til én, fordi det er en måde for andre forskere at blive taget alvorligt på. Præcis på samme måde, som at man ikke kan tale international fodbold uden at tale om Messi”.

Den strategiske adfærd

Alle kan i dag på ingen tid, blot ved at søge på internettet, vurdere hvor godt en forsker rater uden nogensinde at have brugt tid på at læse det, vedkommende har skrevet, pointerer Kristian Kreiner.

Det gode er, at aldrig har forskere publiceret så meget, som de gør i dag. Det dårlige er, at systemet giver et incitament til at publicere noget, der ikke er værd at publicere.

Kristian Kreiner,
Professor emeritus, CBS.

“Forskerne kender reglerne, og så begynder de at game med dem. Man melder sig ind i nogle samtaler i den internationale forskning ved at citere nogle andre. Dem, der deltager i samtalen, citerer hinanden vel vidende, at det tæller.”

”Til enhver ansættelses- og lønsamtale spiller det ind, hvordan man ‘scorer’. Derfor tvinges forskerne ind på en strategisk adfærd, hvor man sagtens kan referere til en artikel uden at have læst den - blot fordi det er vigtigt at have den citation med.”

”I stedet burde man jo interessere sig for ens egen læsning og indsigt i det emne, man beskæftiger sig med uden at være alt for hængt op på, hvad andre mener om det. Resultatet er, at vi i dag ser rigtig mange gentagelser og rigtig meget fjollet forskning”.

Det gode er, at aldrig har forskere publiceret så meget, som de gør i dag.

Det dårlige er, at systemet giver et incitament til at publicere noget, der ikke er værd at publicere, vurderer Kristian Kreiner.

“Der er noget ved den måde, vi har organiseret forskersamfundet på, der gør, at folk ikke kan forfølge deres egne fascinationer, men er tvunget til at forfølge andres fascinationer.”
Kristian Kreiner tror, at det skaber en instrumental forskning og nogle – til en vis grad – afrettede forskere.

”I stedet skulle vi finde nogle incitamenter frem, som skaber banebrydende forskning og frie forskere.”

”Der har været en del skriverier om, hvor få forskningsmæssige gennembrud, der rent faktisk har fundet sted de seneste år. Og det er også almindeligt accepteret, at Niels Bohr ikke ville have en kinamands chance i universitetsverdenen i dag.”

”Jeg synes, det er på tide, at vi giver universitetsledelserne et reelt jobindhold igen. Ved at insistere på, at det er dem, der skal skaffe midlerne til forskning, og ikke forskerne selv - som det var i gamle dage. Så forskerne igen kan koncentrere sig om at forske frit,” siger han og slutter:

”Det er en helt urealistisk tanke, og jeg siger det med et smil på læben og som en provokation. For vi er realistisk set ikke i nærheden af at kunne spole den udvikling tilbage.”

”Men det er absurd, at forskerne skal bruge så meget tid på at skaffe penge til deres forskning. Det resulterer i en tendens til fagligt og politisk korrekt forskning, som er udefra-ind fremfor indefra-ud”.