De vilde muligheders land – rewildingpotentialet i Danmark

Naturforvaltning Rewilding er et omdiskuteret emne inden for naturforvaltning i dag og bliver det helt sikkert også på naturens topmøde i slutningen af maj. Som opvarmning til Naturmødet 2021 giver Tænketanken VILD i samarbejde med AU-forsker i indlægget her en forsmag på deres kommende rapport om det faglige grundlag for rewilding og de muligheder, forvaltningsformen indeholder.

Kvæg og lystfisker

Store planteædere side om side med friluftslivet er et af elementerne i naturforvaltningsformen rewilding.

© Lars Brøndum
Fagligt synspunkt

Der er mange faglige argumenter for at vælge netop rewilding som forvaltningsform i den danske natur. I Tænketanken VILD har vi derfor sat os for at styrke naturdebatten ved at formidle det faglige grundlag for rewilding i Danmark i en mere tilgængelig form samt at give et indblik i, hvor de store muligheder ligger for et dansk bidrag til bevarelsen af naturlige økosystemer og biologiske mangfoldighed. Indlægget her er et nedkog af vores kommende rapport om rewilding-potentialet i Danmark.

Rewilding er på mange måder et paradigmeskifte i vores måde at tænke naturforvaltning på. I dag er de institutioner og rammer, der har til formål at bevare økosystemerne, bygget op omkring en statisk bevarelse af naturen. Dette fører ofte til, at målsætningen for forvaltningen bliver at fastholde bestemte udbredelser og forekomster af specifikke arter og artssamfund der, hvor vi finder dem i dag.

Målsætningen for forvaltning med en rewilding-strategi er derimod mere dynamisk og sigter ikke mod at fastholde naturen i en bestemt tilstand, men søger i stedet at genoprette økosystemerne som naturlige og dermed dynamiske systemer af arter.

Denne indsats anerkender, at der i et økosystem vil være tidslige ændringer i, hvilke arter der er til stede. Bestemte arter og deres historiske relative tætheder er således ikke et mål i sig selv, men det er derimod vildere økosystemer med de økosystemfunktioner, dynamikker og processer, såsom oversvømmelser, græsning og stormfald, der naturligt hører hjemme i den vilde natur.

Rewildingprincipperne

Rewilding hviler overordnet på to centrale principper: at maksimere økologisk integritet og at minimere den direkte menneskelige påvirkning af naturen.

Naturlig hydrologi

Rewilding handler ikke bare om store dyr, men også om at genskabe de naturlige processer såsom naturlig hydrologi og kystdynamik.

© Andrea Oddershede

Økologisk integritet består af de tre hovedelementer: konnektivitet, naturlige forstyrrelser samt trofisk kompleksitet. Kort fortalt handler konnektivitet om, i hvor høj grad spredningen af arter er sikret gennem tid og rum, det vil sige om arterne har mulighed for at flytte sig til nye levesteder. Naturlige forstyrrelser handler om, i hvor høj grad de naturlige dynamikker og processer (oversvømmelse, brand, græsning mv.) i området er opretholdt, mens trofisk kompleksitet er et mål for, hvor mange arter af dyr området indeholder, og i hvor høj grad deres funktioner i økosystemet er opretholdt. Økologisk integritet er på den måde et mål for, hvor vildt et økosystem kan siges at være. 

Menneskelig påvirkning handler om, hvad vi mennesker tilfører eller udfører fra et økosystem. Indførsel kan fx bestå af næringsstoffer i form af gødning eller udsætning/udplantning af eksotiske arter, mens udførsel består af de ressourcer, som vi mennesker henter i naturen i form af afgrøder, tømmer, vildt eller lignende, som vi udnytter til egne formål.

De store vigtige dyr

Inden for rewildingdebatten bliver de store dyr hurtigt midtpunkt for vores fascination, debatter og skænderier, for de fylder meget, og stort set ingen mennesker på vore breddegrader har været vant til at give dem plads i andet end jagt- eller produktionsøjemed. Vi har dog efterhånden erkendt, at de udfører nøglefunktioner, der er centrale for andre arters overlevelse.

De store dyrs fravær i naturen sætter stort præg på den natur, vi kender, og er med til at mindske den økologiske integritet. Naturen er med andre ord mindre vild, fordi den mangler dyrenes tunge tramp, lort, æden af vegetation, omfordeling af næringsstoffer og meget andet, som skaber levesteder for myriader af andre arter.

Heldigvis kan vi bestemme os for at introducere store dyr dér, hvor de mangler i økosystemerne. Denne del af rewilding kaldes trofisk rewilding. Med flere forskellige arter af store planteædere på samme areal sikrer man en mere varieret påvirkning af rewildingarealet, og dermed er der gode chancer for at skabe flere levesteder for flere forskellige arter.

Kvæg og heste

Med flere forskellige arter af store planteædere på samme areal sikrer man en mere varieret påvirkning af rewildingarealet, og dermed er der gode chancer for at skabe flere levesteder for flere forskellige arter.

© Andrea Oddershede

Trofisk rewilding rummer ikke i sig selv en facitliste til, hvilke arter der kan eller bør introduceres, men vi kan konstatere, at listen er lang over arter, der ville leve på vores breddegrader, var det ikke for os mennesker. Den nordeuropæiske natur, som Danmark er en del af, kunne langt højere grad være fyldt med store planteæder som fx vildheste, urokser, bisoner og elge. Det er den liste, vi kan vælge fra, når vi skal introducere de store dyr i naturen, og jo flere desto bedre – hver art kan på sin måde bidrage til den trofiske kompleksitet og mere selvregulerende og biodiverse økosystemer.

Udover de positive potentialer for vildere natur rummer de store dyr imidlertid også store udfordringer, da deres tilstedeværelse kan skabe konflikter i forhold til andre interesser. Fx kan høje tætheder af planteædere medføre markskader på landbrugsarealerne, ligesom dyrene også vil risikere at blive påkørt i trafikken med risiko for tab af både dyre- og menneskeliv.

Menneskeskabte barrierer som fx hegn kan minimere disse interessekonflikter ved at holde de store dyr på de arealer, hvor deres effekt er ønsket, men vil også begrænse dyrenes mulighed for spredning. I forvejen er dyrenes frie spredning i et land som Danmark dog en illusion, da veje, dyrkningsflader, byer og ikke mindst hegn i forvejen har opsplittet landet og gjort det vanskeligt for dyr at bevæge sig derhen, hvor de gerne vil.

Rewilding kan skaleres og måles

En væsentlig pointe omkring rewilding, der ofte overses i den offentlige debat, er, at rewilding er en skalerbar strategi, der giver mulighed og håb for at genvinde elementer fra vilde økosystemer, uanset arealstørrelse og og andre begrænsende faktorer.

Elge

Elgen er en af de arter, som kan introduceres til den danske natur.

© Tobias Sandfeld Jensen

Rewilding skal ikke betragtes som en on-/off-knap, hvor et arealet enten er rewildet, eller også er det ikke. Rewilding er i stedet et system af drejeknapper, der på hver sin måde bidrager med at tilføre elementer fra vildere økosystemer.

Rewilding er derfor relevant i alle sammenhænge, hvor et hovedmål eller delmål er at arbejde mod vildere økosystemer. I hvor høj grad, man vælger at implementere principperne for rewilding, hænger i et bestemt naturområde sammen arealets beskaffenhed samt det ambitionsniveau, man ønsker at foretage rewildingen med.

I dag har vi værktøjer, der kan måle rewilding ved at kvantificere, hvor mange komponenter fra vilde økosystemer der er til stede et givent sted og i en given population af store planteædere. Evalueringen af handlinger, der inkluderer elementer fra vilde økosystemer, kombineret med overvågning af økosystemer og biodiversitet vil tilsammen kunne vise indsats – og ikke mindst virkning – og belyse, i hvor høj grad områdets rewildingpotentiale er blevet opnået. Den slags værktøjer kan hjælpe med at svare på spørgsmålet: “Hvor vildt kan det egentlig blive, når rewilding skal passe til vores breddegrader?”

Ovenstående er en smagsprøve på Tænketanken VILDs kommende rapport ”Rewilding-potentialet i Danmark”, som er forfattet af forsker Oskar Liset Pryds Hansen og redigeret af tænketanken. Håbet for rapporten er, at den vil bidrage til at løfte samfundsdebatten til et højere niveau, og forhåbentligt kan det også betrygge lodsejere og forvaltere i, at der er mange solide faglige argumenter for at springe ud i denne nye måde at forvalte naturen på. Arbejdet er finansieret af 15. Juni Fonden.