Danske forskere: Her er de vigtigste nyheder fra FN’s klimarapport

Klima FN’s klimapanel, IPCC, har netop udgivet første del af deres sjette store statusrapport. JA Aktuelt har spurgt flere danske forskere, hvad de særligt lægger mærke til i rapporten.

Hav

Fremtidens havstigninger er et af de områder, hvor den nye klimarapport har de mest dystre meldinger.

© Pixabay
Interview


Mandag den 9. august udgav FN’s klimapanel rapporten Climate Change 2021: The Physical Science Basis.

Udgivelsen fra den såkaldte arbejdsgruppe 1 er den første i en række, der tilsammen skal udgøre panelets sjette store tilstandsrapport, AR6, om klodens klima og klimaforskningen.

Rapporten opsummerer store dele af den klimaforskning, som er udført siden IPCC’s seneste tilstandsrapport i 2014. Den lægger - som den engelske titel antyder – dermed det klimavidenskabelige grundlag for bl.a. de to kommende rapporter fra arbejdsgruppe 2 og 3 om hhv. tilpasninger til klimaændringer og modvirkninger mod klimaændringer.

De centrale konklusioner fra rapporten er samlet og oversat til dansk af Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
Rapporterne fra IPCC fokuserer i høj grad på den globale udvikling med detaljer om kontinenter og store havområder. Derfor har JA Aktuelt spurgt flere danske forskere, hvad de særligt hæfter sig ved.

”Der er nu mange forskellige beviser på, at det ikke blot er den globale temperatur, der stiger som følge af menneskelige drivhusgasudledninger”, siger professor Jens Hesselbjerg Christensen fra Københavns Universitet. Han har været ’review editor’ på rapporten.

”Mange af de ekstreme vejrbegivenheder, vi er vidne til, kan kædes sammen med klimaændringerne. Dette er nyt og kunne ikke siges så klart i sidste rapport.”

Ti år til Paris-grænsen

Martin Olesen, klimaforsker og ekspert i danske klimaforandringer ved DMI, er enig.

”Det er med det samme tydeligt, at vi med den nye rapport har fået yderligere seks, syv års observationer af vejret og af klimaet. Det gør en forskel,” siger Martin Olesen.

De ekstra data i den nye rapport forlænger bl.a. den globale temperaturkurve. Og siden den seneste rapport har kurven brudt en markant grænse.

”IPCC konkluderer, at vi nu globalt har passeret den første hele grads opvarmning. Og at de seneste fire årtier alle har været varmere end nogle af de foregående. Den stigende tendens står altså endnu mere klart end tidligere,” betoner Martin Olesen.

Temperaturen er den grundlæggende variabel, som IPCC interesserer sig for. Det er temperaturen, som drives af de stadig stigende mængder af drivhusgasser i atmosfæren, og det er temperaturen, som forårsager de øvrige klimaændringer i en slags dominoeffekt.

Panelet er nu ret klare i spyttet om, at vi risikerer mellem 1,5 og 2 meters stigning i den globale vandstand allerede i år 2100 og måske helt op til 15 meter i år 2300.

Martin Olesen,,
klimaforsker og ekspert i danske klimaforandringer ved DMI

”Det er interessant, fordi de 1,5 grad blev skrevet ind i klimaaftalen fra Paris i 2015 som den maksimale opvarmning, verden ønsker,” siger Martin Olesen.

Varme presser landbruget

Temperaturen er ikke det, vi typisk bekymrer os mest om i Danmark. Men det bør vi, påpeger professor Brian Kronvang, Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, som er ekspert på vandmiljø og udvaskning af næringsstoffer.

”En temperaturstigning i Danmark på fx 3 grader gør vores vandmiljø endnu mere sårbart,” forklarer han.

Tre graders global temperaturstigning passeres i tre ud af IPCC’s fem såkaldte scenarier i løbet af det 21. århundrede. Scenarier er bud på fremtidens udledninger af drivhusgasser og dermed bud på fremtiden klima.

”I fremtiden kan vandmiljøet kun tåle en endnu mindre belastning med næringsstoffer end i dag. Så de måltal, der fx for nylig er sat for udvaskning af kvælstof fra landbruget, skal revideres i god tid,” siger Brian Kronvang.

Han forklarer, at det store, danske CONWOY-projekt for ca. 15 år siden viste, at temperaturen påvirker livet i søer og fjorde, mere end man skulle tro. Projektets konklusioner er samlet i bogen Vand og Vejr om 100 år: Klimaforandringer og det danske vandmiljø.

”Når vandet i vandløb bliver varmere, så presses fisk, der holder af koldt vand ud, det er fx de populære lystfiskerfisk som laks og ørred. Varmen accelererer også nedbrydningen af organiske forbindelser i jorden på markerne. En nedbrydning, der kommer til at køre hele året,” siger Brian Kronvang og fortsætter:

”Det betyder, at mere nitratkvælstof bliver frigivet og udvasker til grundvand, vandløb, søer og fjorde i vinterperioden, hvor vi også får et større overskud af nedbør. Samtidig er der mindre ilt i varmt vand end i koldt. Og med en højere temperatur får vi en stærkere tendens til en lagdeling af vandet, der varer længere. Det øger risikoen for iltfrie bundforhold, for bundvendinger og for fiskedød”.

Oversvoem

Oversvømmelser, som her i Tyskland, er også noget, vi er begyndt at opleve hyppigere i Danmark.

© Pixabay/Samuel F. Johanns

Havet kan stige 15 meter

Ifølge Jens Hesselbjerg er det også nyt, at rapporten italesætter, at vi over de næste par hundrede år ikke kan udelukke betydelige havstigninger, selv hvis vi indfrier Parisaftalens klimamål.

”Det er ikke, fordi rapporten vurderer, at det er særligt sandsynligt, at det sker. Men da konsekvenserne af fx 15 meter havstigning i år 2300 er betydelige, så fremhæver panelet disse værdier nu,” siger han.

Ifølge Jens Hesselbjerg tager forskerne bag rapporten generelt en risikotilgang til informationen.

”Rapporten angiver ikke blot et bedste estimat med en usikkerhed, men også estimater af mere ekstreme værdier, som vurderes at være mulige, også selv om de er ret usandsynlige,” siger han.

Martin Olesen hæfter sig også ved, at IPCC i den nye rapport nu tager bladet fra munden i forhold til deres øvre estimat på havstigningen - altså den øvre grænse for, hvor meget og hvor hurtigt havet i værste fald kan stige.

”Panelet er nu ret klare i spyttet om, at vi risikerer mellem 1,5 og 2 meters stigning i den globale vandstand allerede i år 2100 og måske helt op til 15 meter i år 2300,” siger han.

De her meget høje tal – i praksis worst-cases – er baseret på scenarier, hvor nogle af de processer, Martin Olsen kalder jokere, kommer i spil. Det kan fx være isen på Sydpolen, som for alvor begynder at smelte, eller hvis der ligefrem knækker store stykker af den Antarktiske iskappe.

Martin Olesens kollega ved DMI, klimaforsker Jian Su er ekspert i havniveauændringer. Han kalder IPCC’s udmelding om worst-case på havstigninger for ’et stort skridt’.

”I sidste ende er alle potentielle ændringer i den globale vandstand relevante for ændringerne i risikoen ved fremtidens stormfloder. Derfor har de betydning for kystplanlægningen i Danmark,” siger han.

Danmark får lokale forudsigelser

Ifølge Jian Su kommer de nye forudsigelser til at indgå i næste opdatering af DMI’s såkaldte Klimaatlas for Danmark, også selv om der kun er meget lav risiko for, at de reelt bliver aktuelle i dette århundrede.

Han påpeger, at stort set hver eneste danske by og kommune har sine egne unikke udfordringer. Derfor arbejder DMI ifølge Jian Su på at præsentere meget lokale scenarier – fx for Esbjerg. Her skal der sættes tal på, hvordan havstigningen konkret vil påvirke fx kysterne, grundvandet, havnen og byen.

”Vi har i det hele taget [siden rapporten fra 2014, red.] fået bedre styr på stigningen af havet”, påpeger Martin Olesen.

Ipcc

Grafik fra IPCC som opsummerer nogle af de vigtigste tidsaspekter på forskellige klimaændringer.

© IPCC

”Længere sydpå er det nu klart, at havet globalt allerede er steget godt 20 cm. I Danmark kan vi stadig ikke se det så tydeligt, fordi store dele af landet fortsat hæver sig efter istiden. Vi kan også nu se i data, at stigningen af havet faktisk accelererer – der er med andre ord en stigning i stigningen, så havet hele tiden stiger hurtigere.”

Ifølge Jens Hesselbjerg er den nye rapport desuden præget af, at forskerne nu har en meget bedre forståelse af den såkaldte klimafølsomhed.

Klimafølsomheden er defineret som den opvarmning, Jorden vil opleve, hvis koncentrationen af CO2 i atmosfæren fordobles i forhold til værdien, før menneskets udledninger for alvor tog fart. Klimafølsomheden fortæller dermed, hvor voldsomt klimaet reagerer på drivhusgasser.

”Det meget sandsynlige, altså 90 pct. sikre, interval for klimafølsomheden er nu vurderet til mellem 2 og 5 grader”, siger Jens Hesselbjerg.

”Det indsnævrer intervallet fra seneste IPCC-rapport. Men nok så vigtigt er den mest sandsynlig værdi angivet til at være 3 grader. Tidligere har IPCC ikke været i stand til at komme sådan et bedste bud.”

Klimamodellerne er blevet bedre

Klimafølsomheden er en helt central information for de klimamodeller, som ligger bag mange af forudsigelserne i den nye IPCC-rapport. Og på modelområdet er der også sket en del siden den seneste rapport fra 2014. Det forklarer professor, centerleder og ekspert i atmosfærisk modellering ved Aarhus Universitet, Peter L. Langen.

”Modellerne har fået en bedre repræsentation af skyer, navnlig af samspillet mellem skyer og aerosoler,” siger han.

Aerosoler er små luftbårne partikler, fx sod, eller dråber, fx svovldioxid, som både påvirker sollysets passage af atmosfæren, men også i høj grad dannelsen og mængden af skyer og dermed nedbør.

”I polare egne er modellerne blevet bedre til at genskabe den målte tilbagetrækning af den arktiske havis og til at medtage smelteprocesserne på overfladen af de store iskapper,” forklarer Peter L. Langen.

Han påpeger desuden som endnu en forbedring, at flere og flere modelsystemer nu har indbygget simulation af aerosoler, kulstof- og nitrogencyklus, vegetation og atmosfærekemi.

”Koblingen mellem disse elementer med hinanden og med de øvrige dele af klimasystemet er et område i rivende udvikling. Mange af de stadigt stigende supercomputerressourcer lægges netop i at regne på de vekselvirkninger,” siger han.

Ifølge Peter L. Langen lægges der også meget beregningskraft i at lave store såkaldte ’ensembler’. Ensembler er mange kørsler med den samme klimamodel med små forskelle i betingelserne for at få en ide om usikkerheden.

”Det forøger den statistiske sikkerhed på konklusionerne og giver os nu et endnu bedre sammenligningsgrundlag for menneskeskabte versus naturlige klimaudsving,” slutter Peter L. Langen.