Stigende pensionsalder kan efterlade seniorer i ingenmandsland

Arbejdsmarked Andelen af seniorer på det danske arbejdsmarked er steget markant de seneste 20 år, men alligevel er det ikke problemfrit at sætte pensionsalderen så meget op, som der er udsigt til frem mod 2050, vurderer eksperter – for seniorerne er nogle af de første, der står for skud under en lavkonjuktur, og ryger de først ud af dagpengesystemet, er der lang vej tilbage på arbejdsmarkedet.

Senior © Mette Johnsen
Feature

I mange år har vi fået af vide, at vores demografi er en trussel mod vores velfærd: Der bliver for mange gamle og for få i den erhvervsaktive alder til at holde velfærdssamfundet, som vi kender det, kørende – medmindre seniorerne bliver længere på arbejdsmarkedet, eller de yngre løber stærkere.

Det er 30 år siden, at den diskussion begyndte i Danmark, og lige siden har et flertal af danske politikere været indstillet på at reformere pensionssystemet, så det tilpasser sig en ny virkelighed. Den pensionsalder på 72 år, som danskerne nu er tiltænkt i år 2050, er verdens højeste, og det bekymrer professor på Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet, Per H. Jensen.

“Det er meget problematisk, at man har indført de mest vidtgående pensionsreformer i hele verden i Danmark, for en pensionsalder på 72 år er helt urealistisk. Hvordan har man tænkt sig, at de seniorer, som af den ene eller den anden grund ikke kan få et job, skal klare sig?” spørger han og fortsætter:

”I Tyskland, hvor den demografiske udfordring er større end i Danmark, har man gennemført en reform, hvor man stiler efter en langt mere realistisk pensionsalder på 67 år i 2030. I Italien og Frankrig er den demografiske udfordring også større end i Danmark, men med en mindre bekymret politisk reaktion til følge. Det virker mere som panik end som rettidig omhu, at man i Danmark er så vidtgående i sin reformiver,” siger Per H. Jensen.

Efterspørgslen bestemmer

I Australien har The Melbourne Mercer Global Pension hvert år siden 2012 gennemført et internationalt anerkendt tjek på alverdens pensionssystemer med en rangering af, hvilke lande der har den finansieringsmæssigt mest robuste og samtidig socialt mest ansvarlige ordning.

Og hvem har indtaget førstepladsen hvert år? Danmark.

“Et førsteklasses og robust pensionsindkomstsystem, der giver fine goder, er bæredygtigt og har et højt integritetsniveau,” lyder vurderingen fra juryen.

Dertil kommer statistikken over udviklingen i antallet af seniorer på arbejdsmarkedet. I 2002 havde næsten 60 procent af de 67-årige trukket sig fra arbejdsmarkedet, før de fyldte 62 år. I 2017 var det tal 36 procent.

Det er jo ikke sikkert, at der er et match mellem de ældre arbejdstagere, der nu skal arbejde længere tid, og de arbejdsgivere, der mangler arbejdskraft. Her er vi ude i den jungle, som arbejdsmarkedet i praksis er.

Mona Larsen,
seniorforsker på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

En anden måde at opgøre den samme tendens er, at beskæftigelsesfrekvensen for seniorer mellem 2000 og 2018 steg fra 55 til 70, så der i dag er 175.000 flere seniorer på arbejdsmarkedet end for 20 år siden.

Det er tal, som de danske politikere bryster sig af. Men det har de ikke nogen grund til, mener Per H. Jensen.

“Man påstår, at reformerne har styret den stigende andel af seniorer på arbejdsmarkedet. Min påstand er, at efterspørgslen har spillet en betydelig – og formentlig større – rolle end reformerne. Væksten i andelen af seniorer startede allerede i år 2000, før effekten af de første reformer satte ind. Det er ændringer i efterspørgseslstrukturerne, som har bidraget til at skabe den enorme vækst i andelen af seniorer,” siger Per H. Jensen.

På den måde ser det ud til, at de ældre løfter deres egen ‘ældrebyrde’.

Bekymrede seniorer

Per H. Jensen har været koordinator på projektet Seniorarbejdsliv på Aalborg Universitet har, der har zoomet ind på, hvad der rent faktisk virker, når det gælder fastholdelse og rekruttering af seniorer på arbejdsmarkedet.

“Rigtig mange steder på arbejdsmarkedet fungerer det uden problemer, hvis en arbejdsgiver er interesseret i at holde på seniorerne på nogle særlige vilkår. I Arriva gør man det fx så enkelt, at hr. Jensen tager busruten om mandagen og fru Jørgensen om tirsdagen, og så er alle glade. På universiteterne fungerer det også perfekt, som det er. Man går bare lidt ned i antal undervisningstimer efterhånden, som man kommer op i alder. I det hele taget viser erfaringen, at den arbejdsgiver, som stille og roligt forhører sig om mulighederne for en fleksibel ordning med en ældre medarbejder, næsten altid har succes med det,” siger Per H. Jensen.

Alligevel har projektet dokumenteret, at praksis ofte spænder ben for seniorpolitikkerne, fortæller han.

“Noget, der kan bidrage til at fastholde seniorer, er, at man fx siger, ‘du behøver ikke at arbejde om natten mere’, eller ‘vi giver dig en fleksibel ordning, så du kommer på deltid og selv kan bestemme din arbejdstid’. Men det lægger jo et pres på de yngre medarbejdere, som nu skal indrette sig på at fylde de huller. Der er mange arbejdspladser, hvor man møder den slags udfordringer, hvis man flytter rundt på enkelte medarbejderes særlige forhold,” siger Per H. Jensen.

Seniorerne er arbejdsmarkedets buffer. Historisk kan vi se, at hver gang, der er lav ledighed, så bliver de trukket ind på arbejdsmarkedet, og hver gang, der er høj ledighed, så bliver de trukket ud igen.

Per H. Jensen,
professor på Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet,

Han mener, at det er i efterspørgselsstrukturerne, at vi skal løse vores demografiske udfordringer, frem for i meget vidtgående reformer, som griber langt ind i fremtiden. 

“Hver gang jeg har ytret mig offentligt om emnet, modtager jeg ganske mange mails fra bekymrede seniorer, som beklager sig over, at de stadig møder masser af fordomme om deres alder på arbejdet eller i deres jobsøgning. Seniorerne er arbejdsmarkedets buffer. Historisk kan vi se, at hver gang, der er lav ledighed, så bliver de trukket ind på arbejdsmarkedet, og hver gang, der er høj ledighed, så bliver de trukket ud igen. Det er svært at se, hvorfor det forhold skulle ændre sig i fremtiden, hvilket er meget bekymrende, når man forestiller sig en pensionsalder på 72 år midt i en lavkonjunktur,” siger Per H. Jensen.

Akademikernes udfordringer

Det er ikke mange protester, der har været i Danmark, over planerne om verdens højeste pensionsalder. Men det er bemærkelsesværdigt, at der ikke er hørbare protester mod tanken om, at den generelle pensionsalder i samfundet er så kraftigt på vej opad, når man tager i betragtning, hvor mange ubekendte der er forbundet med reformerne, mener seniorforsker på Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd Mona Larsen.

“Det er jo ikke sikkert, at der er et match mellem de ældre arbejdstagere, der nu skal arbejde længere tid, og de arbejdsgivere, der mangler arbejdskraft. Her er vi ude i den jungle, som arbejdsmarkedet i praksis er, hvor seniorer stadigvæk kan møde mange barrierer alt afhængig af, hvilken branche de er i, og hvordan det lige forholder sig med den enkelte arbejdsgivers indstilling til det grå guld”, siger hun.

Mange og specielt mange akademikere kan se for sig, at de godt kan klare en højere pensionsalder. De har som regel et rimelig godt helbred i en høj alder, og mange bestrider job, som de finder motiverende. Men har de nu også muligheden for at få et arbejde, når det kommer til stykket?

Det er meget problematisk, at man har indført de mest vidtgående pensionsreformer i hele verden i Danmark, for en pensionsalder på 72 år er helt urealistisk.

Per H. Jensen,
professor på Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet,

Alle tre faktorer – helbred, lyst og mulighed – spiller ind på, om en forhøjet pensionsalder er en god idé for den enkelte, og der er usikkerhedsmomenter forbundet med alle tre faktorer, vurderer Mona Larsen. 

“Selvom vi har lav ledighed og høj andel af seniorer på arbejdsmarkedet i disse år, er der stadig problemer med ældre ledige medarbejdere, som har svært ved at komme tilbage i arbejde og derfor ryger ud af dagpengesystemet. Jeg kan godt frygte, at vi kommer til at stå med en gruppe seniorer, som i en høj alder enten havner i situationen eller skal bokse urimeligt med at undgå den. Specielt hvis samfundet igen oplever en lavkonjunktur,” siger hun.

Tilliden til, at en høj pensionsalder går op i en højere enhed for den enkelte, hviler på en antagelse om, at hvis man ikke kan klare det, så vil samfundet anerkende det og træde hjælpende til. Men hvad hvis samfundet ikke kan levere den pakke, spørger Mona Larsen.

“Enten fordi der ikke er noget job at få, hvis det er det, man har brug for, eller fordi man ikke får lov til at trække sig tilbage, hvis det skulle vise sig, at man alligevel ikke har helbredet til at fortsætte. Blandt højtuddannede, hvor den fysiske nedslidning ikke udgør noget stort problem, bør man ikke undervurdere den mentale nedslidning, som vi ved har været et stigende problem de sidste par årtier,” siger hun.  

Akademikere har tjent mere end gennemsnittet af befolkningen, de har været færre år på arbejdsmarkedet, de har de bedste pensionsopsparinger, og de kommer til at leve længere. Man fornemmer den holdning, at så skulle de da også være nogle skarn, hvis de ikke kan tage en ekstra tørn for velfærdssamfundet, mener Mona Larsen. 

“I en situation hvor samfundet er meget optaget af den demografiske udfordring, kan man nemt forestille sig, at der nok ikke vil være særlig meget vind i sejlene til akademikere, som kæmper en kamp for at undgå de usikkerhedsmomenter, som også kan være til stede for dem,” siger hun.