Skovdebat: Er urørt skov eller skovdrift bedst for klimaet?

Klima Bliver træer ved med at lagre stadigt mere kulstof, eller stopper processen i gamle træer, så det er bedre for klimaet at fælde dem og plante nye? Det spørgsmål er anledning til stor debat, for forskerne er langt fra enige – læs her, hvad striden mellem de to lejre drejer sig om.

Gammel løvskov © Bert Wiklund
Nyhed

Hvad er bedst for klimaet – at ladene skovene stå urørt eller at drive dem og løbende fælde og plante træer?

På Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) under Københavns Universitet lyder vurderingen, at gamle urørte skove stopper med at lagre CO2: Når skoven står urørt, ophober den ekstra CO2 i årrække, men hen ad vejen flader kurven ud, fordi lagret mættes.

Men den vurdering er ikke korrekt, mener forskere ved Københavns Universitet og Aarhus Universitet – dels bliver træerne ved med at kunne lagre CO2, og dels undervurderer forskerne ved IGN nogle mekanismer, som har betydning for evnen til at lagre kulstof.

Hvad er fagfolkene så uenige om og hvorfor? JA Aktuelt har sat to eksperter stævne for at finde ud af det.

Kan gamle urørt skove fortsætte med at lagre CO2?

Karsten Thomsen, der er forfatter og Ph.d. i skovøkologi, mener overordnet, at det strider mod vores faglige vidensgrundlag at konkludere, at gamle urørte skove skulle stoppe med at lagre CO2.

”Med den viden, vi har, så kan jeg ikke få det til at give mening, at man portrætterer en gammel skov som noget, der går i nul. Vi kan se i flere forskellige undersøgelser, at gamle skove er nettonegative (de lagrer fortsat, red.) De resultater burde få os til at tænke, at der er noget om snakken – noget, som vi ikke har forholdt os til, som gør, at vi må revurdere, hvordan vi ser de urørte skove,” mener Karsten Thomsen.

En stor del af debatten hviler på en undersøgelse af Sebastiaan Luyssaert og syv andre forskere offentliggjort i 2008 i det videnskabelige tidsskrift Nature. Her fremgår det netop, at skovene fortsætter med at lagre CO2 – selv skove på over 500 år.

Men Per Gundersen, som er professor i skovøkologi ved IGN, er ikke enig. Han mener, de tal, som undersøgelserne baserer sig på, er usikre og vanskelige at sandsynliggøre.

Træer suger CO2 fra atmosfæren og binder det i stammer, rødder, blade, som grene og i det materiale, der falder på skovbunden og formulder. Ifølge undersøgelsen viser det såkaldte NEP (net ecosystem productivity), at der lagres i alt 2,4 ton kulstof pr. ha fordelt på 0,4 ton kulstof i stammer, 0,7 ton kulstof i dødt ved og døde grene og 1,3 ton kulstof i rødder og jord.

Men Per Gundersen mener, at undersøgelsen finder et lagringspotentiale for gamle urørte skove, der i hans optik ikke giver mening.

”Det er gennem fotosyntesen, at CO2 hives ind i systemet og bliver indbygget i planter. Herfra kan en del af det falde til jorden, formuldes og omsættes til jordbundet kulstof. Men det er kun en lille del af den samlede fotosyntese, der ender som jordbundet kulstof,” forklarer han og uddyber:

”En årlig lagring på 2,4 ton kulstof er meget højt. Heraf skulle 1,3 ton kulstof lagres i jorden og rødderne. For at lagre så store mængder kulstof skal der være et meget højt input af organisk materiale fra blade, kviste og grene. Og sådan et input er det for mig at se meget svært at sandsynliggøre i en gammel urørt skov,” siger Per Gundersen.

”De gange, hvor jeg har observeret så høje lagringsrater, så er det i tilfælde, hvor man tilfører ekstra organisk materiale til et areal. Fx har jeg gjort det på små områder i min have ved at tage døde grene og blade fra et måske ti gange større areal. I det tilfælde kan man øge jordens kulstoflager betydeligt. Men jeg kan ikke se for mig, at arealet i sig selv leverer så store mængder, at vi netto hvert år lagrer 1,3 ton kulstof i jorden. Jeg benægter det ikke, men det ville kræve vildt meget fotosyntese,” pointerer Per Gundersen.

Huller i beregningerne

Karsten Thomsen mener, at der mangler undersøgelser og data på områder, hvilket gør, at der er store huller i opgørelsen af kulstoflagring i urørte skove.

”Lagring af kulstof i jordbunden er et kæmpe sort hul, og vi mangler særligt langtidsdata og data for våde jorder og effekten af ophør af dræning. Jeg tror overordnet, at vi har et forkert og utilstrækkeligt billede af kulstoflagring,” mener Karsten Thomsen.

Han henviser til, at vi fx ikke tager ordentlig højde for, hvor meget de dybe rødder betyder, men lægger samtidigt vægt på, at det ikke kun er det, men derimod hele systemet, vi skal kigge på – bevægelser af CO2 – fordi det er det, der giver det bedste billede af, hvor meget skoven binder som et ’hele’.

”Vi skal have det hele med, for ellers underestimerer vi skovens samlede effekt. De såkaldt ’eddyflux-målinger’ giver et mere retvisende billede, da de måler CO2-bevægelser,” siger han.

Karsten Thomsen mener, at det er forhold som det, der forklarer, at undersøgelser det fra 2008 finder, at de gamle skove fortsat lagrer CO2 – vi har simpelthen ikke kortlagt alle de processer, der har betydning for den urørte skovs potentiale til at lagre CO2.

Han sammenligner det med andre antagelser, som siden har vist sig ikke at holde vand.

”Vi mente fx, at jorderne i de gamle urørte tropiske skove var kulstoffattige, men da jeg med til at lave feltstudier i Sydamerika fandt vi ud, at tropejorderne indeholdte meget mere kulstof end først antaget – altså det modsatte af, hvad vi har troet”, fortæller Karsten Thomsen.

Lignende forhold kan gøre sig gældende her, mener han:

”Vi ser det i kyotoprotokollen, hvor man antager, at det har ikke har nogen betydning for jordens indhold af kulstof, hvordan man driver skovene. Men det har det, og i dansk kontekst ved vi, at det er meget relevant parameter, da det tidligere var op imod 20 procent af de danske skove, der var våde sumpskove,” forklarer han.

Kan jorder blive ved med at øge deres lager af CO2?

Per Gundersen vil ikke afvise, at enkelte forhold som fx dybe rødder teoretisk set kan være undervurderet i forhold til træernes evne til at lagre CO2, men ifølge ham kan det ikke forklare de tal, vi ser i fx Luyssart’s beregninger, og han har svært ved at se, at lageret i jorden skulle kunne blive ved med at vokse.  

Per Gundersen forklarer, at omsætning i jorden – det som også kaldes respirationen – stiger med øget indhold af kulstof i jorden.

”I min optik strider det mod termodynamikkens love for åbne systemer, at der skulle ophobes så meget kulstof, for når indholdet bliver højere, vil respirationen også stige. Jeg kan dog ikke afvise, at man i særlige situationer kan finde så høje lagringsrater som beskrevet af Luyssaert, men jeg kan bare ikke se mekanismer, der kan forklare det,” understreger han.

”Man kender det fra våde jorder, hvor omsætningen er meget langsom, og der derfor ophobes store mængder over tid. Problemet er bare, at skovene i Luyssaerts artikel ikke er våde. Jeg kan heller ikke finde noget belæg for, at omsætning af kulstof i jorden skulle falde med alderen i de gamle urørte skove – snarere er det den anden vej rundt,” mener han.

Karsten Thomsen kan godt kan se for sig, at de gamle skove fortsat lagrer CO2, som beskrevet af Luyssaert, også selvom omsætningen stiger. Det, der lagres, er nemlig ifølge Karsten Thomsen det svært omsættelige kulstof, der kun meget langsomt nedbrydes.

”Det er stoffer, der kommer, når svampe nedbryder træ, så jeg synes ikke, det virker urealistisk at disse mængder skulle lagres,” argumenterer Karsten Thomsen.

Et andet forhold, der I Per Gundersen optik heller ikke hænger sammen, er, at der mangler kvælstof for at kunne lagre så meget kulstof.

”Når der lagres en vis mængde kulstof i en skov, er det afhængigt af, at der samtidig er nok kvælstof til stede. Med den kulstoflagring, som Luyssaert finder frem til, skulle der være en tilførsel af kvælstof på 50 kg N pr. ha og år, og det finder vi kun meget tæt på et husdyrbrug og slet ikke i de skove, der er brugt i undersøgelsen,”, siger Per Gundersen.