Professor: Forskningsfrihed er ikke gjort med regelsæt

Forskning Flere sager de senere år viser, at forskningsfriheden er under pres, og at der ikke altid er de nødvendige vandtætte skotter mellem forskere og eksterne interesser. På Aarhus Universitet har det i kølvandet på oksekødssagen ført til nye regler for eksterne samarbejder, men det er ikke nok til at sikre forskningsfriheden, mener ekspert – for truslen lurer også internt på universiteterne.

Aarhus Universitet, skilt

Senest har Aarhus Universitet været ramt af en sag om forskningsfrihed, den såkaldte oksekødssag, der udspillede sig i sensommeren 2019.

© Shutterstock
Nyhed

I sensommeren 2019 rullede oksekødssagen fra Aarhus Universitet. En rapport fra DCA, Det Nationale Center for Fødevarer og Jordbrug, om oksekøds klimaaftryk fik massiv kritik på grund af samarbejdspartneren Landbrug & Fødevarers rolle i arbejdet.

Oksekødsagen er seneste eksempel på, at forskningsfriheden er under pres, men den står langt fra alene. De senere år har flere lignende sager trukket dybe spor gennem forskningsverdenen.

”Set over de seneste 10-20 år er jeg ret overbevist om, at problemerne for forskningsfriheden er blevet større, og man kan i hvert fald konstatere, at der er blevet afdækket og omtalt flere alvorlige problemer de seneste fem år,” vurderer Heine Andersen.

Han er professor emeritus på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet og har skrevet bogen ”Forskningsfrihed” samt adskillige videnskabelige artikler om emnet.

Ifølge Heine Andersen er en af hovedårsagerne til det øgede pres på forskningsfriheden, at forskerne i stigende grad er afhængige er eksterne bevilliger:

”Der er sket en drastisk stigning i andelen af eksterne bevilliger, især inden for de seneste 20 år. I dag skal op mod halvdelen af finansieringen af universiteternes forskning skaffes udefra. Det gør, at forskerne er mere følsomme over for pres og lettere giver efter, hvis der er magtfulde interesser på spil,” forklarer han.

Jeg har kigget på de reformer, der har været på området gennem de seneste 40 år, og der har man ikke skænket forskningsfrihed særlig mange tanker – spørgsmålet om forskningsfriheden er stort set aldrig blevet nævnt.

Heine Andersen,
professor emeritus, KU

Desuden er de eksterne parter ofte direkte involveret i forskningen, og hvis ikke der er en meget fast styring af eksterne interessers indblanding, kan det skabe problemer for forskningen:

”Der har været nogle sager ved AU og KU, hvor man nedsætter styregrupper med eksternt flertal, måske også et eksternt flertal af folk, der ikke er forskere, eller hvor en person fra erhvervet, fx fra Landbrug & Fødevarer, er projektleder, hvilket var tilfældet i oksekødssagen. Det burde ikke forekomme, for så er der selvfølgelig en større risiko for at blive påvirket, både i forhold til, hvad man skal undersøge, og hvordan man skal gøre det, og det indebærer en risiko for forskningsresultaterne,” forklarer Heine Andersen.

”Det var sådan på AU, at de ikke engang havde en skriftlig aftale med samarbejdspartnere om, hvad der skulle foregå, og at det fx var en forsker, der skulle have ledelsen af projektet. Det er så nonchalant, at man tager sig til hovedet,” siger han.

Han understreger, at det er fuldt legitimt og gavnligt for forskningen og samfundet, at en del forskningsressourcer styres i retning af praktiske problemer, og at emnet i nogen grad bliver bestemt af eksterne, men når først det er bestemt, skal forskerne have frie hænder til at forske.

På Aarhus Universitet gjorde oksekødssagen, at universitetet i efteråret begyndte et arbejde med at udvikle flere retningslinjer for, hvordan forskerne skal arbejde sammen med eksterne samarbejdspartnere, der nu har udmøntet sig i et nyt regelsæt. Men er det nok til at sikre forskningens uafhængighed? Nej, mener Heine Andersen:

”Regelsæt er et skridt på vejen, men regler alene gør det ikke,” siger Heine Andersen.

Politikere og ledelse presser

Der er nemlig også en anden meget væsentlig faktor, der truer forskningsfriheden på de danske universiteter – strukturen internt på universiteterne, fortæller Heine Andersen:

”Der er en stigende grad af hierarki og topstyring på universiteterne med meget magtfulde ledelser, som har vidtgående beføjelser. Det betyder, at kommer der fx et politisk pres for, at forskningen skal være nyttig for erhvervslivet, opstår der ligefrem en konkurrence mellem universiteterne i forhold til at være mest imødekommende over for det, fordi universiteterne er ret presset økonomisk. Derfor vil ledelsen være tilbøjelig til at give efter og gå på kompromis med forskningsfriheden. Og det pres oppefra forplanter sig videre ned gennem systemet og kan virke ret håndfast,” forklarer han.

Dertil kommer, at ansættelsesforholdene for forskerne er blevet mere utrygge, fordi stadigt flere forskere sidder i midlertidige stillinger, som vi tidligere har skrevet om på JA Aktuelt. I 2002 var en tredjedel af de ansatte ved universiteterne i tidsbegrænsede stillinger. For ti år siden var 41 procent midlertidigt ansat. I dag er tallet 49 procent, fremgår det af en undersøgelse, som Magisterbladet har foretaget på baggrund af tal fra Finansministeriets løndatabase.

Det var sådan på AU, at de ikke engang havde en skriftlig aftale med samarbejdspartnere om, hvad der skulle foregå, og at det fx var en forsker, der skulle have ledelsen af projektet. Det er så nonchalant, at man tager sig til hovedet.

Heine Andersen,
professor emeritus, KU

Det har dels konsekvenser for kvaliteten af forskningen og for forskerne, fordi den store udskiftning gør, at viden går tabt, men ifølge Heine Andersen er det også med til at true forskningsfriheden:

”Forskerne ved ikke, om de stadig er ansat, når deres konkrakt udløber efter to-tre år, og det gør, at de er mere påpasselige med at komme med ytringer, der går imod de interesser, deres ansættelse er afhængige af. De kan blive meget eftergivende over for pres udefra og tilbøjelige til ligefrem at lade eksterne interesser påvirke forskningen,” vurderer Heine Andersen.

Tidligere på året besluttede Uddannelses- og Forskningsministeriet at forsøge at forbedre stillingstrukturerne på universiteterne på grund af udfordringer med manglende karriereperspektiver for forskerne.

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske råd, DFiR, skrev om problemet, at ”for mange yngre forskere bliver på universiteterne i for lang tid uden, at der er reelle karriereperspektiver”, og konstaterede, at det i dag gennemsnitligt tager to år længere at komme frem til en fast ansættelse på universiteterne, end det gjorde for ti år siden.

Men den ændrede stillingstruktur kommer ikke til at have den store effekt på truslen mod forskningsfriheden, mener Heine Andersen:

”Den høje andel af midlertidige ansatte er en effekt af meget stor andel af eksterne bevilliger, som altid er tidsbegrænsede, fx til et projekt på fem år. Derfor ansætter man også kun forskere for få år ad gangen. Så længe man har den bevillingsstruktur, vil problemet fortsætte,” siger han.

Desuden er der også sket et skifte i forhold til de fastansatte forskeres ansættelser, som mindsker jobsikkerheden, tilføjer han:

”Tidligere var professorer ansat som tjenestemænd, og afskedigelser af forskere var relativt sjældne, men nu kan stort set alle forskere, også professorer, afskediges i henhold til funktionærloven, hvor der er maksimalt seks måneders opsigelse. Det har vi set mange eksempler på gennem årene, også med fyringsrunder som på Aalborg Universitet sidste år, hvor over 100 blev opsagt på én gang. Den utryghed er med til at svække forskernes standhaftighed, hvis de bliver udsat for pres udefra eller oppefra,” vurderer Heine Andersen.

Store konsekvenser for samfundet

Det kan have alvorlige konsekvenser, hvis eksterne interesser får lov at påvirke forskningen, for netop når man laver forskningssamarbejde med eksterne, handler det om problemstillinger, der har betydning for, hvad vi skal gøre i praksis, fortæller Heine Andersen.

Det kan fx handle om godkendelse af lægemidler, hvor manglende forskningsfrihed kan have betydning for befolkningens helbred, eller det kan være i forhold til forvaltning af miljøet. Det var fx tilfældet i den såkaldte gyllegate, som Heine Andersen var med til at afdække.

Sagen udspillede sig i 2015 og 2016 i forbindelse med vedtagelse af Landbrugspakken, hvor blandt andet reglerne for landbrugets udbringning af gylle på markerne reguleres.

Der er en stigende grad af hierarki og topstyring på universiteterne med meget magtfulde ledelser, som har vidtgående beføjelser. Det betyder, at kommer der fx et politisk pres for, at forskningen skal være nyttig for erhvervslivet, opstår der ligefrem en konkurrence mellem universiteterne i forhold til at være mest imødekommende over for det.

Heine Andersen,
professor emeritus, KU

Til baggrund for den politiske beslutning bad myndighederne Aarhus Universitet om at udføre analyser af Landbrugspakkens konsekvenser for, hvor meget større udvaskning af kvælstof til farvandene Landbrugspakken ville medføre.

Men AU havde underskrevet en problematisk kontrakt med Miljøstyrelsen omkring arbejdet, der betød, at de ikke var frie til at publicere deres resultater.

”Kontrakten havde en såkaldt mundkurvsklausul, hvor der direkte i aftalen var indbygget, at forskerne ikke måtte offentliggøre resultaterne uden tilladelse. Beregningerne fra AU var sådan set OK, men fordi de ikke måtte sige, hvad de viste, kunne ministeren få lavet en politiske aftale, inden resultaterne kom frem, hvor landbruget fik lov at udbringe mere gødning på markerne. Det går ud over miljøet,” forklarer Heine Andersen og tilføjer, at der findes lignende eksempler i aftaler på flere universiteter med andre myndigheder og private virksomheder og organisationer.

”Hvordan kan det gå til? Det fortjener at blive grundigere belyst, men det er et udtryk for, at man er villig til at gå alt for meget på kompromis med eksterne interesser for at skaffe penge,” siger han.

Gyllegate endte med, at daværende fødevare- og miljøminister Eva Kjer Hansen måtte gå af. Men sagen havde ikke tilsvarende de nødvendige konsekvenser i forhold til at sikre forskningsfriheden, mener Heine Andersen:

”Mundkurvskontrakterne var ulovlige, i strid med ikke bare universitetsloven, men også forvaltningsloven. Folketinget blev ført bag lyset af ministeren og narret til at gå med i aftalen på falske præmisser. Der kan man undre sig over, at de ikke bagefter siger: ”Hov, det skal vi have gjort noget ved, så vi undgår det en anden gang,” siger han og understreger, at politikerne generelt ikke har haft fokus på at sikre forskningsfriheden.

I dag skal op mod halvdelen af finansieringen af universiteternes forskning skaffes udefra. Det gør, at forskerne er mere følsomme over for pres og lettere giver efter, hvis der er magtfulde interesser på spil.

Heine Andersen,
professor emeritus, KU

”Det er en meget stor og alvorlig mangel. Jeg har kigget på de reformer, der har været på området gennem de seneste 40 år, og der har man ikke skænket forskningsfrihed særlig mange tanker – spørgsmålet om forskningsfriheden er stort set aldrig blevet nævnt. Politikerne er meget tøvende i forhold til at begynde at tage det alvorligt. De mener, at det skal klares internt på universiteterne,” siger Heine Andersen.

Kunne man forestille sig, at det skyldes, at politikerne har en interesse i ikke at gøre noget ved det, fordi de så i højere grad kan få forskningen til at understøtte deres politiske dagsorden?

”Desværre – og det er det ikke nogen særlig pæn udlægning af politikernes motiver – kan man ikke frigøre sig fra, at det er tilfældet. Det er selvfølgelig bekvemt for politikerne, hvis de kan styre forskningen, i hvert fald så den ikke skader dem. Det foregår, sådan er de barske realiteter, og det kunne vi blandt andet se i gyllegate,” siger Heine Andersen.

Det er beklageligt, for det betyder, at der ikke er særlig gode udsigter i forhold til at få lavet om på situationen, mener han:

”Der er mere opmærksomhed på problemer for forskningsfriheden nu, men en løsning kræver ændret finansieringsstruktur for forskningen og ændret ledelsesstruktur, så der kommer en bedre demokratisk struktur internt på universiteterne med større frihed til forskergrupper. Men de politiske muligheder ligger ikke lige for hånden, som det ser ud i øjeblikket, så det kræver en længere proces for at få lavet om på, og det ser desværre ikke så lyst ud. Jeg er ikke særlig optimistisk,” siger Heine Andersen.