Ny undersøgelse: JA-medlemmer er også ramt af krænkelser

Arbejdsmiljø I løbet af efteråret 2020 er det blevet tydeligt, at sexisme og seksuelle krænkelser er et udbredt problem på arbejdsmarkedet. Branche efter branche er blevet ramt af skandaler, og nu viser en undersøgelse, at heller ikke JA's medlemmer går fri for krænkelser på arbejdet: en fjerdedel svarer, at de har oplevet krænkelser på jobbet. Men hvordan kommer vi problemet til livs?

#Metoo © Colourbox
Nyhed

Bedst som vi troede, at #metoo var fortid i Danmark, pustede Sofie Linde til ilden, så anden bølge rullede. Og den har lynhurtigt bredt sig fra medieverdenen og politik ud i resten af samfundet, hvor brancherne endnu engang må ransage sig selv.

”Der er ikke noget at komme efter her”, ”vi har ikke noget problem hos os” – det rækker ikke denne gang. For dertil har vi nu set for mange, der først blankt har afvist problemer, for at det derefter vælter ind med både krænkelsessager og fortællinger om sexistisk kultur.  

Og det gælder også på JA-medlemmernes arbejdspladser. JA har netop gennemført en undersøgelse af krænkelser med deltagelse fra 320 medlemmer, 57 procent kvinder og 43 procent mænd. Lige over en fjerdedel svarer, at de har oplevet krænkelser, ni procent én gang, mens 17 procent har oplevet krænkelse flere gange.

Blandt dem, der har oplevet en krænkelse én gang, er der overvejende tale om seksuel chikane, mens der blandt dem, der har været udsat for flere krænkelser, er en næsten ligelig fordeling mellem mobning, seksuel chikane og sexisme.

Dermed kan JA ikke melde hus forbi, når det gælder krænkelser på medlemmernes arbejdspladser. Men hvad skal der til for at komme krænkelserne til liv? 

Hvis man som samfund, branche eller virksomhed skal lykkes med at fjerne en krænkelseskultur, må man begynde med at undersøge problemets karakter og omfang grundigt, mener professor i politologisk kønsforskning ved Aalborg Universitet Anette Borchorst.

”Vi bliver nødt til at kende problemet, før vi kan gøre noget ved det. Og vi bliver nødt til at skille tingene ad. For taler vi om seksuel chikane eller sexisme? Det hersker der en stor forvirring omkring i øjeblikket, og det mener jeg ikke er godt, når vi skal håndtere problemet," siger hun og uddyber:

"Der er sket en glidning i sproget, så vi i øjeblikket bruger begrebet sexisme, når vi i virkeligheden snakker om seksuel chikane. Tingene går hurtigt for tiden, og vi risikerer at få rodet det hele sammen i én pærevælling, hvis vi ikke er enige om, hvad vi taler om”, forklarer Anette Borchorst.

Sexisme vs. seksuel chikane

Sexisme er en hverdagskultur på arbejdspladsen, hvor der bliver fremsat generelle nedsættende bemærkninger, som handler om køn eller seksualitet. I ligestillingsloven hedder det kønsdiskrimination.

Sexisme er ikke så tydeligt forbundet med magt som seksuel chikane, vurderer Anette Borchorst:

”Det er mest mellem medarbejdere, at vi ser en sexistisk arbejdskultur, og ikke som i klassisk #metoo mellem en magtfuld leder og en yngre som oftest kvindelig medarbejder. Sexisme opstår i kulturen og skal håndteres i kulturen. Jeg har set dilemmaspil fungere fremragende som redskab til at få bevidstgjort et team af medarbejdere om, hvor grænserne bør trækkes. Fx: I sidder ti personer rundt om et frokostbord, og der bliver fortalt nogle sjofle vittigheder, som, de ni synes, er morsomme. Den tiende føler sig krænket over at skulle høre på det. Hvad gør I?" spørger hun.

"Det er den slags helt konkrete dilemmaer, man på en arbejdsplads bliver nødt til at lære at forholde sig til, for vi er så forskellige i vores opfattelse af, hvornår noget går til grænsen, og hvornår noget går over. Derfor skal sexisme håndteres ved, at man etablerer et rum, hvor man kan tale om hinandens grænser. Det er ikke nødvendigvis noget helt nemt rum at etablere, men der er ikke nogen vej uden om. For sexisme kommer man ikke til livs med regelrytteri,” siger Anette Borchorst.

Nultolerancesignalet

Det var sagerne mod Morten Østergaard og Frank Jensen, der for alvor forvirrede begreberne sexisme og seksuel chikane, mener Anette Borchorst.

”Så vidt jeg har forstået, har de sager ikke handlet om sexisme. Men det var det ord, der kom i omløb, og som stadig er i omløb. Det er uheldigt, for her er der tale om seksuel chikane. Problemet er altså et andet, og derfor er løsningen også en anden. Seksuel chikane handler om sex – og det er så ikke helt rigtigt, for som regel handler det mest om magt. Men formen er et seksualiseret sprog og grænseoverskridende berøringer. For at komme det til livs er det en god begyndelse, at der udgår et nultolerancesignal fra ledelsen, som ikke er til at tage fejl af, og som bliver hørt. Nogle af de virksomheder, som arbejder mest effektivt med seksuel chikane, formulerer nogle politikker og måske endda et kodeks for, hvad der er god stil, og hvad der ikke er god stil. Det er et godt sted at begynde,” siger hun.

Uanset om der er tale om sexisme, seksuel chikane eller andre krænkelser, lader det dog ikke til, at der er blevet taget fat om de problemer, som JA's medlemmer har oplevet. 

De fleste svarer, at de har vendt situationen med kolleger (ca. 40 procent), mens en lige så stor andel ikke gør noget. I lige over en fjerdedel af tilfældene blev der sagt fra i situationen. Kun få er gået til deres ledelse, fagforening, eller tillids- og arbejdsmiljørepræsentant.

Årsagen til, at mange ikke gør noget ved situationen er, at det er for grænseoverskridende at tale om (43 procent), at mange ikke ved, hvem de skal gå til (36 procent), og frygt for, at det ville få konsekvenser for deres job, hvis de sagde noget (21 procent).

De krænkede skal ikke bare henover deres eget ubehag og følelse af skyld og skam ved at fortælle om en grænseoverskridende episode. De er i mange tilfælde også bange for at lægge sig ud med en overordnet. Eller de fortæller det ikke til nogen, fordi de ganske enkelt er i tvivl om, hvor de skal gå hen. Det er meget vigtigt at gøre den vej nemmere.

Anette Borchorst,
professor i politologisk kønsforskning på Aalborg universitet

Og det er det billede, vi ser overalt, specielt hvis magtrelationen er ulige, fortæller Anette Borchorst:

”De krænkede skal ikke bare henover deres eget ubehag og følelse af skyld og skam ved at fortælle om en grænseoverskridende episode. De er i mange tilfælde også bange for at lægge sig ud med en overordnet. Eller de fortæller det ikke til nogen, fordi de ganske enkelt er i tvivl om, hvor de skal gå hen. Det er meget vigtigt at gøre den vej nemmere. For det første ved at italesætte i organisationen, at har man oplevet noget krænkende, så kan man fortælle om det i et trygt rum, hvor der vil blive lyttet. For det andet skal ledelsen leve op til det ansvar, og det er ikke nødvendigvis nogen hel nem kunst, for her løber man ind i svære overvejelser om, hvordan man skal håndtere juraen og den anonymitet, der kan være forudsætningen for, at et offer står frem,” siger hun.

Juridiske grænser

Anonymitet er generelt ikke godt i konfliktløsning, men det kan være nødvendigt på netop det her område, mener professor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller:

”I Danmark har vi den højt besungne flexicuritymodel, som gør arbejdsmarkedet fleksibelt, men som også gør det nemt at fyre folk. Fastansatte sidder ikke helt så trygt i sædet, som de gør i en del andre lande, og hvis du er løst ansat, kan du fyres med en enkelt bemærkning fra den ene dag til den anden i Danmark. Når man oveni lægger, hvor sårbare sager om krænkelser er, så mener jeg, der kan være brug for, at man har et system, hvor man kan henvende sig anonymt. Men man skal omgås anonymitet med overordentlig stor forsigtighed, især hvis der følger en sanktion med”.

Der gælder det grundlæggende princip i et retssamfund, at man skal høre begge parter, pointerer Sten Schaumburg-Müller.

”Det princip bør man ikke fravige, hvis det kommer til en reel sag. Men omvendt bliver ledelsen nødt til at vide, hvis der finder krænkelser sted. Hvordan skulle den ellers kunne gribe ind? Derfor bliver man nødt til at kunne orientere sig, og her kan anonymitet være et redskab, for det kan give ledelsen et rum at reagere i, hvor man får en reel mulighed for at undersøge, om der er et problem,” siger han.

I Danmark er der et meget stort rum for at være 'irriterende', sige bøvede og måske endda virkelig ubehagelige ting til hinanden uden at komme på kant med loven. Men det kan være strafbart at true, fortæller Sten Schaumburg-Müller.

”Du må selvfølgelig gerne true med, at ’hvis ikke du betaler mig de penge, du skylder mig, så går jeg i retten’, for her truer du med noget lovligt. Hvis du i stedet truer med at klippe en finger af, så har du begået noget strafbart. På samme måde må du ikke sige, ’hvis ikke du giver mig et blowjob, så skal jeg sørge for, at du aldrig bliver til noget i den her branche’. Juridisk er der ikke nogen forskel på det, og ’hvis ikke du giver mig dine penge, så stikker jeg dig med en kniv’. Der skal selvfølgelig en undersøgelse af de nærmere omstændigheder til, hvis det bliver til en sag, men ligesom det er ulovligt bevidst at fremsætte urigtige, grove beskyldninger mod andre mennesker, så er det som udgangspunkt strafbart at true, med mindre man truer med noget, der er lovligt," siger han og fortsætter: 

"Det er vigtigt for håndteringen af sager om krænkelser, at de, der håndterer sagerne, er klar over, hvor de juridiske grænser går: Hvornår er vi ude i noget strafbart? Og hvornår har vi et problem, som vi må arbejde med i kulturen? Situationerne skal gribes forskelligt an alt efter hvilken kategori, vi befinder os i,” siger Sten Schaumburg-Müller.