Naturgifte kan bremse dansk dyrkning af proteinafgrøder

Planter Lupiner kan være en vigtig brik i at gøre Danmark selvforsynende med protein, men forskning viser, at de udskiller en stor mængde giftstoffer, som måske trænger ned og forurener grundvandet. Det kan bremse dansk proteinproduktion for at beskytte drikkevandet, fordi det begrænser, hvor afgrøden kan dyrkes – men det stopper ikke her: Måske gælder det samme for soja, kløver, ærter og bønner.

COLOURBOX11012788

Lupiner udskiller giftstoffer, der muligvis trænger ned i grundvandet og forurener vores drikkevand.

© Colourbox
Nyhed

Lupiner er en forholdsvis ny og ikke særlig udbredt afgrøde i Danmark i dag – men det kan måske ændre sig i den nærmeste fremtid. Der er nemlig et stort ønske om at reducere den danske import af soja fra blandt andet Sydamerika, og her er lupiner et godt alternativ.

Der er bare ét problem ved at opdyrke store arealer med lupiner: Den er en af de planter, som forskere har i søgelyset i det europæiske forskningsprojekt NaToxAq, hvor forskere har undersøgt planter, der udskiller giftige stoffer.

Undersøgelsen viser, at lupinen producerer naturlige giftstoffer kaldet alkaloider, som kan være et problem i miljøet, fordi stofferne har egenskaber, der gør dem i stand til at trænge ned i grundvandet. Der er ikke gjort fund af naturgifte fra planter i drikkevandet, og stofferne er ikke en del af overvågningen af grund- og drikkevand, men ifølge undersøgelsen er det muligt for giftstoffer fra fx lupiner at trænge ned i grundet og dermed forurene drikkevandet.

Det er ikke et problem, når haveejere har enkelte lupiner som prydplanter, men marker eller andre store arealer, hvor tusindvis af lupiner er samlet, kan måske forurene grundvandet, og det kan være et problem i områder, hvor der udvindes drikkevand.

”Proportionerne er afgørende for om, det er et problem, når vi taler om naturlige toksiner fra planter. Der skal dog en konkret vurdering til om, det fx ville være problematisk at dyrke lupiner i et bestemt område,” siger Bjarne W. Strobel, lektor i miljøkemi på Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet, som har været med i NaToxAq-projektet.

Dermed kan hensynet til drikkevandet ende med at bremse en af de mest lovende proteinalternativer til importeret soja:

”I 1980’erne dyrkede vi op mod 8 procent af landbrugsarealet i Danmark med ærter, og det samme kunne man forestille sig ville ske i dag med lupiner, hvis vi skulle være mere selvforsynende med protein, og så står vi en situation, hvor vi lige skal tænke os om en ekstra gang. Så mange arealer med lupiner – det kan være et problem for miljøet,” fortæller Bjarne W. Strobel.  

Plantegifte ligner industriforurening

Bjarne W. Strobel fortæller, at nogle af de naturlige giftstoffer, som planterne udskiller, har egenskaber som nogle af de pesticider, vi forbød i 1990’erne.

”Vi ser, at stoffer fra lupinerne er mobile, og det minder om fx pesticidet atrazin, der blev forbudt i midt halvfemserne, fordi man fandt ud af, at det var relativt svært nedbrydeligt og vandopløseligt. Med andre ord viser plantegiftstofferne sig at have nogle af de egenskaber, vi ved, kan skabe problemer i miljøet,” fortæller han.

Hvis vi ukritisk satser på lupinmarker risikerer vi dermed at begå samme fejl, som da vi benyttede atrazin i landbruget.

”Vi ved, at en del af de pesticider, hvor forbruget peakede i 1980’erne, netop er de stoffer, vi finder resten af i overvågningen af grundvandet nu. Hvis vi dyrker store arealer lupiner i områder med drikkevandsindvinding, kan vi risikere, at vi om nogle årtier står med en forurening på grund af det,” forklarer han.

Og problemstillingen er formentlig ikke kun begrænset til lupiner: De er en del af en plantefamilie, der hedder ærteblomstrede planter, og der er sandsynligvis også andre afgrøder i den familie, som udskiller naturlige toksiner.

I den familie finder vi alle slags ærter, bønner, linser og kløver, og her iblandt er flere afgrøder, der dyrkes på meget store arealer rundtom i verden:

”Vi har ikke undersøgt ærter og hestebønner, men det ville overraske mig, hvis ikke der var lignende problemener med de afgrøder. Heldigvis er vi ret sikre på, at det ikke er tilfældet med græs, hvede, raps og andre almindelige afgrøder,” siger Bjarne W. Strobel.

Men det kan også have store globale konsekvenser, for en af verdens mest dyrkede og meget vigtige proteinafgrøder – sojabønnen – er også en del af ærteblomstfamilien.

”Der er undersøgelser på vej, som kan afdække om, de samme udfordringer gælder soja, og hvis det er tilfældet, så har vi større miljøproblem i fx USA, hvor cirka en tredjedel af landbrugsarealet er sojamarker,” fortæller han. 

Han kan på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed sige, hvordan vi skal forholde os til problemstillingen, men han kunne forestille sig, at det kunne være fornuftig med en regulering, som fx baserer sig på, hvor hyppigt afgrøden dyrkes i et område, eller om der skal være en bufferzone til vandindvindingsområder. 

”Det kunne fx være relevant at tænke sammen med den regulering, vi ser af de såkaldte boringsnære beskyttelsesarealer, hvor man har gjort det forbudt at sprøjte af hensyn til grundvandet,” siger han.

Når naturen er giftig

Selvom store monokultur mest forbindes med landbruget, er der også vilde planter i naturen, der kan sprede sig over store arealer, og så er der ligesom med lupinmarken potentielt problemer for drikkevandet.

Det gælder blandt andet en engbrandbæger, der spreder sig som landskabsukrudt, og ørnebregnen, som er en hjemmehørende art i størstedelen af verden. Især ørnebregnen kan fuldstændigt dominere store bevoksninger, og i England findes den på over fem procent af landets samlede areal.

Og her er der nogle svære dilemmaer om hensyn til mennesket versus naturen, forklarer Lars Holm Rasmussen, som er docent ved Københavns Professionshøjskole og forsker i naturlige toksiner, herunder ørnebregnens giftstoffer:

”Ørnebregnen er en de mest hyppigt forekommende planter i verden. Man kan fx ikke se et afsnit af den engelske krimiserie Barnaby, uden at der er ørnebregner i baggrunden. Den er et kæmpe problem verden over, og det kan vi langt hen ad vejen takke os selv for. Den har nemlig fået gode betingelser for at sprede sig som resultat af vores drift og forvaltning af landskabet,” siger han.

I Danmark står det ikke lige så slemt til som i England, men ørnebregnen er stadig meget udbredt og kan dominere et areal i årtier – hvis ikke et århundrede – når den først får fat, fortæller Lars Holm Rasmussen:

”Den er kendetegnet ved at vokse meget kraftigt og danne et tykt lag af førne – dødt plantemateriale – så næsten intet kan komme frem. Og med den store vækst følger store mængder af kræftfremkaldende stoffer. Fx kan der på én ha findes omkring ti kg af det kræftfremkaldende stof ptaquilosid. Og hertil kommer, at den på grund af de giftige stoffer også kan skabe miljøproblemer og potentielt forurene drikkevandet,” siger han.

”Det, ørnebregner skaber, kan teknisk set sammenlignes med en punktforurening fra en losseplads, hvor der ophober sig mange miljøskadelige stoffer på et begrænset areal,” tilføjer han.

Et andet problem med planter som ørnebregner opstår i forbindelse med den populære trend ’rewilding’, der blandt andet handler om at slippe de naturlige processer fri.

”Med rewilding sætter vi græssende dyr som heste, køer og i nogle tilfælde mere vilde dyr som bisoner ud på arealer, hvor der muligvis vokser ørnebregner, og dyrene bliver syge af at spise den. Det er et dokumenteret problem mange steder i verden, at fx køer kan få kræft i hals, spiserør og urinblæren af at spise den – så hvordan forholder vi os til det? Vi står i en situation, hvor vi skal overveje, hvad vi gør, når naturen er noget skidt og forurener,” siger Lars Holm Rasmussen.