Midlertidige ansættelser svækker forskningsmiljøet

Universiteter Antallet af tidsbegrænsede stillinger på universiteterne har været støt stigende i flere årtier, og i dag er halvdelen ansat i tidsbegrænsede forløb som ph.d.-studerende, postdoc’er eller adjunkter. Dermed fylder de solide og stabile forskningsmiljøer mindre i det akademiske miljø, og det kan gå ud over både forskning og forskere.

Københavns Universitet, hovedbygning

Københavns Universitet på Frue Plads.

© Mik Hartwell/Creative Commons, licens: https://creativecommons.org/licenses/by-sa/2.0/deed.en
Nyhed

Der bliver stadigt længere mellem de standhaftige akademiske fyrtårne på universiteterne i form af forskere i lange og stabile ansættelsesforløb, der har indgående kendskab til de faglige detaljer.

I 2002 var en tredjedel af de ansatte ved universiteterne i tidsbegrænsede stillinger. For ti år siden var 41 procent midlertidigt ansat. I dag er tallet 49 procent, fremgår det af en undersøgelse, som Magisterbladet har foretaget på baggrund af tal fra Finansministeriets løndatabase.

Og den udvikling har konsekvenser for kvaliteten af forskningen og for forskerne, siger lektor på Roskilde Universitet Janne Gleerup, der forsker i løse ansættelser og er medforfatter til bogen ”Prekarisering – og akademisk arbejde”.

”Det, vi oplever, har en disintegrerende effekt på forskningsmiljøet frem for en samlende effekt, der styrker og værner. Konsekvensen er, at viden mistes, hvis der fx er for stor udskiftning,” siger Janne Gleerup.

Hun påpeger, at der er en meget stor turnover af ansatte på universiteterne. Og det kan være udmærket med friskt blod, men hvis det tager overhånd, opbygger vi ikke solide forskningsmiljøer, hvor eksperter i langvarige forløb kan udbygge deres viden.

Budgetterer med midlertidige ansættelser

Ordet ’prekarisering’ fra titlen på Janne Gleerups bog kommer af ’prekær’, som refererer til de prekære forhold for mange tidsbegrænsede ansatte på universiteterne.

Vi har besluttet os for at masseproducerer forskere, men vi har ikke gennemtænkt langsigtede konsekvenser for universiteterne og kvaliteten i forskningen.

Janne Gleerup,
lektor på Roskilde Universitet

De tidsbegrænsede stillinger udgøres af ph.d.-studerende, postdoc’er og adjunkter, der kæmper om de få de faste stillinger – lektoraterne – ved udløbet af deres kontrakter.

I bogen af opfordrer Janne Gleerup og de andre forfattere til, at vilkårene for midlertidigt ansatte kommer højere på dagsordenen hos politikere og fagforeninger. Hun slår dog fast, at det ikke er noget nyt, når vi ser universiteterne bruge løse ansættelser:

”Det nye og interessante er, at der er en klar stigning, der fortsætter ufortrødent uanset, hvordan det ellers går i samfundet. Vi har set den her stigning både i perioder med lav- og højkonjunktur, men den hænger ofte sammen med besparelser og andre politiske tiltag, som intensiverer arbejdet,” fortæller hun og tilføjer:

”Vi er vidne til en tendens, hvor vi ser universiteterne i langt højere grad budgetterer med midlertidige stillinger, end de gjorde tidligere. Tidligere var de tidsbegrænsede stillinger et supplement man købte ind. I dag er grunddriften mange steder blevet afhængig af løs og billig arbejdskraft,” pointerer hun og konstaterer, at økonomien ikke tillader andet.

Hun mener, at den logiske konsekvens heraf er, at arbejdsforholdene på universiteterne er mindre attraktive, end de var tidligere.

Også problemer for fastansatte

Janne Gleerup mener ikke, at det kun er forholdene for tidsbegrænsede stillinger, der er forværret.

”Vi ser også ringere forhold for de fastansatte på universiteterne. Lektorer og professorer kan ikke vide sig lige så sikre, som de kunne tidligere. Vi oplever flere fyringer, end vi tidligere har set,” fortæller hun.

Og den udvikling bekymrer Janne Gleerup, fordi det tidligere var sådan, at man forbandt lektorat og professorat med sikkerhed og fast ansættelse.

Det, vi oplever, har en disintegrerende effekt på forskningsmiljøet frem for en samlende effekt, der styrker og værner.

Janne Gleerup,
lektor på Roskilde Universitet

Som forsker tænkte man, at ’bare jeg kommer gennem ph.d., postdoc og adjunktur og bliver lektor, så er jeg på den sikre side’, fortæller hun:

”Sat på spidsen, så var det dét, der gjorde, at man kunne holde de mange midlertidige ansættelser ud, fordi man havde udsigt til fast stilling en dag,” argumenterer Janne Gleerup.

Den forestilling er der stadig til en vis grad, men den er svækket i forhold til tidligere, mener Janne Gleerup.

”Dem med de mest usikre ansættelsesforhold er timelærerne – dem der købes ind til undervisning. De har de vanskeligste vilkår,” siger hun og konstaterer, at der er store privilegieforskelle mellem de forskellige ansættelsestyper.

Ekstern finansiering fastholder udviklingen

Ifølge Janne Gleerup er det svært at fastslå præcis, hvilke konsekvenser de midlertidige ansættelser har – klarere er det, hvad der forårsager udviklingen med flere løst ansatte:

”Det er svært at lave et bruttoregnskab, hvor man direkte kan måle og veje konsekvenser af udviklingen. Det, jeg dog kan se, er en bevillingsstruktur, som gør universiteterne helt afhængige af ekstern finansiering, og som fremmer brugen af tidsbegrænsede ansættelser, der skaber ringe arbejdsforhold for især de løst ansatte forskere,” mener Janne Gleerup.

På den måde er universiteterne nødsaget til at afholde sig fra for mange fast stillinger, mener hun.

Afhængigheden af ekstern finansiering betyder også, at forskerne bruger en stor del af deres tid på ansøgninger for at finansiere deres egen forskning. Det, mener Janne Gleerup, er et strukturelt problem, som handler om de rammer, vi udstikker for universiteterne.

Det positive ved en mere markedsgjort økonomi omkring universiteterne er, at vi fx kan trække ph.d.-studerende og internationale forskere til landet, men det skaber ikke nødvendigvis stabile danske forskningsmiljøer, forklarer Janne Gleerup.

”Der er ikke noget galt med internationale forskere, men en del af de opgaver, forskerne i dag pålægges, kan ikke varetages af det stigende antal midlertidigt ansatte internationale forskere – det kan være koordinerende strategiske opgaver og evt. myndighedsbetjening, som fx kræver kulturelt kendskab til landet eller måske kræver at kunne tale eller skrive på dansk,” siger hun.

Det nye og interessante er, at der er en klar stigning, der fortsætter ufortrødent uanset, hvordan det ellers går i samfundet.

Janne Gleerup,
lektor på Roskilde Universitet

Hun konstaterer, at det fx ikke giver mening at sætte en kinesisk forsker til at tage del i udformningen af en regionalt forankret partnerskabsstrategi, hvor det hele foregår på dansk.

”Det er ikke de løstansatte, der varetager sådanne opgaver, men de fastansatte,” fortæller Janne Gleerup.

Derfor er vigtigt for forskningsmiljøerne, at der er en stabil gruppe af ’kernetropper’ til at varetage og opbygge solide miljøer.

Kræver politisk indgriben

Janne Gleerup mener, at ansættelsesstrategier, og hvilke konsekvenser det har, når vi ikke kerer os om ansættelsessikkerhed, ikke er tænkt ordentligt igennem på politisk plan:

”Vi har besluttet os for at masseproducerer forskere, men vi har ikke gennemtænkt langsigtede konsekvenser for universiteterne og kvaliteten i forskningen,” mener hun.  

Og det påvirker ikke kun universiteterne, for deres virke har betydning for hele samfundet, understreger Janne Gleerup og efterspørger et større politisk og systemisk ansvar.

”Der er flere steder, vi kunne tage fat. Jeg savner konkret en bedre overordnet plan for, at de mange ph.d.´ere, vi uddanner, får en god overgang til erhvervslivet. Jeg savner også flere basismidler til universiteterne, og så synes jeg, at vi kunne kigge på, om man i forhold til de eksterne bevillinger kunne sætte kriterier, så fondene også tager medansvar for de ansættelsesmæssige konsekvenser af, at universiteterne i stigende grad overlever på ekstern finansiering,” siger Janne Gleerup.

Hun påpeger, at der i Norge er rektorer, som er begyndt at fastansætte medarbejdere på eksterne og midlertidige bevillinger ud fra den antagelse, at de kan fastholdes, fordi der hele tiden vindes nye bevillinger hjem.

Der er fordele og ulemper den model, men vi bliver nødt til at få gang i en diskussion om, hvordan universitetsansættelser skal være i fremtiden – ellers ender forskerne som akademiske daglejere, og så bliver det nok svært at holde på de bedste af dem, mener Janne Gleerup.

I forvejen er løn og arbejdsvilkår langt bedre i den private sektor, så universiteterne må have noget andet at byde på, og det kunne jo være ordentlige forskningsbetingelser, forklarer hun.

Man kunne fx arbejde med, at fondsbevillinger målrettede deres midler mere direkte til faste stillinger.

”Det var måske et sted, vi kunne sætte ind og præge fondene til at kigge mere på, om de giver til faste forløb i stedet for midlertidige,” siger Janne Gleerup.

Vi ser også ringere forhold for de fastansatte på universiteterne. Lektorer og professorer kan ikke vide sig lige så sikre, som de kunne tidligere.

Janne Gleerup,
lektor på Roskilde Universitet

Hun påpeger, at mange fonde allerede er meget opmærksomme på, at deres midler skal gå til bæredygtige og ansvarlige projekter, så det ligger i fin forlængelse af deres principper.

”Det kunne da gøre mig helt optimistisk, hvis vi kunne få flere fonde med på den dagsorden,” siger hun.

Fond vil tiltrække løstansatte

JA Aktuelt har kontaktet Villum Fonden, som er en af de fonde, der bevilliger penge til forskning, og spurgt, om de overvejer at målrette deres midler faste frem for tidsbegrænsede stillinger.

Thomas Bjørnholm, der er forskningsdirektør hos Villum Fonden, skriver til JA Aktuelt, at ”hovedparten af vores bevillinger går til løn til forskere. Det er derfor vigtigt for os, at der er klarhed om stillingskategorierne i universitetsverden, så vi fx ikke er med til at finansiere en boble af tidsubegrænsende ansatte uden karrieremæssige perspektiver på universiteterne.”

”Vores ønskescenarie er, at vi finansierer løn til de tidsbegrænsede projektansatte ph.d’er og postdoc’er, og universiteterne finansierer løn til den fastansatte, og dermed tidsubegrænsende, stab af adjunkter, lektorer og professorer. Det er en simpel model, der skaber klarhed for alle parter, og som giver en klar rollefordeling,” skriver han videre.

”Det er vores ønske at overlade fastansættelserne til universitetet, fordi det er her, retningen for universitetet reelt afstikkes for mange år fremad. Vores rolle er at give disse fastansatte optimale muligheder for at forfølge deres ideer og tiltrække talentfulde ph.d.’er og postdoc’er, som i sidste ende er dem, der bærer ny viden ud af universiteterne og ind i virksomhederne – til gavn for fremtidens samfund,” skriver Thomas Bjørnholm.

Dermed ser Villum Fonden ikke på samme måde som Janne Gleerup er fordel i, at fondsmidlerne i højere grad skal gå til at finansiere fastansatte.