Løstansatte er mere pressede end ledige

Arbejdsmarked Midlertidigt ansatte lander et sted midt mellem på arbejdsmarkedet: De har hverken den selvstændiges frihed eller den fastansattes fordelagtige vilkår. Og det er stressende, fordi de fleste konstant er jobsøgende, vurderer lektor Janne Gleerup, der her giver gode råd til de løstansatte.

18.11.07 JA (56 Of 72)
Feature

Midlertidigt ansatte oplever mere utryghed end ledige, viser en undersøgelse fra Dansk Magisterforening. Og det siger ikke så lidt, for de ledige, som vi ved langt mere om, end vi gør om de midlertidigt ansatte, er markant mere stresset end småbørnsforældre med to fuldtidsjob og to børn.

Når det gælder midlertidigt ansatte, ved vi ikke engang præcist, hvor mange de er. Deres job kan være 8 eller 11 timer om ugen, det kan være projektansættelse på fuld tid i et par måneder og så en ledighedsperiode efterfulgt af et barselsvikariat. Stillingerne sniger sig ind ad hoc, når der er brug for at dække et hul, og uden at nogen systematisk holder øje med dem.

De midlertidigt ansatte er dermed landet et sted midt imellem ansat og selvstændig. De er ikke freelancere, som også kan føle sig uden for det store fuldtidsansatte fællesskab, men som trods alt er deres egen herre og kan forfølge deres egen karrieremæssige drømme. Og de er heller ikke konsulenter, for så skulle de have en ganske anderledes dagsløn.

De er for så vidt ganske almindelige medarbejdere, der løser driftsopgaver i organisationer, men som hverken har den selvstændiges muligheder for at skabe deres egen virksomhed eller den fastansattes tryghed. 

Derfor tager de fleste de midlertidige job, fordi det er den bedste af to dårlige løsninger, hvor den anden er at være ledig, og derfor er de også på konstant udkig efter en ny livssituation, hvilket ifølge lektor på Institut for Mennesker og Teknologi på RUC Janne Gleerup er den væsentligste årsag til, at vi måske her har den gruppe på arbejdsmarkedet, der lever med mest utryghed overhovedet.

“Det kan overraske, at det ikke trods alt føles mere utrygt at stå helt uden job end at have fat i arbejdsmarkedet, om det så kun er med det yderste af neglene. Men det kommer ikke bag på mig. Det kan være ekstremt psykisk belastende hele tiden at være på vej mod noget, man forventer, kan føre til noget bedre. Det er forventningen om noget bedre, der kan levere den energi, som den midlertidige ansatte har brug for. Men hvad så hvis man bliver skuffet gang på gang? Man får ikke forlængelsen eller fastansættelsen. Man bliver ved med at være på prøve, og man aner ikke, hvad der kommer,” siger Janne Gleerup.

Systematisk diskrimination  

Den ustabilitet, som den midlertidigt ansatte lever med, handler ikke blot om karriere, faglighed og løn. Den omhandler hele familiesituationen, påpeger Janne Gleerup.

“Er vi tvunget til at flytte? Kan vi overhovedet flytte? Er man midlertidigt ansat, kan man ofte ikke låne i banken, og alene dét er jo i sig selv systematisk diskrimination af en befolkningsgruppe. Vi kan alle føle et pres ved at skulle foretage store strategiske valg i livet. Men når man er løst ansat, så forøges det pres enormt. For hele tiden er man reelt jobsøgende og skal hver dag tage stilling til, om man træffer de rigtige valg,” siger Janne Gleerup.

Hendes kvalitative forskning på området viser, at de midlertidigt ansatte fokuserer på de positive aspekter i deres livssituation. De finder paletten af forskelligartede arbejdsmæssige erfaringer spændende, for så samler de mere faglighed op og bliver dermed dygtigere, end hvis de sad i det samme job. Og de føler sig i det mindste ikke stavnsbundet. Det klinger lidt af, at man fokuserer på det gode, når man nu ikke kan få det bedste, mener Janne Gleerup.

“Som fuldtidsansat kan man jo også skifte stilling ret ofte, hvilket der er mange, som gør.

Reelt tror jeg, det er meget få midlertidigt ansatte, som ikke ønsker sig et ‘rigtigt’ job, hvor man er en naturlig del af kernefællesskabet. For man finder hurtigt ud af, at det ikke blot er forskellige ordninger og regler om arbejdsvilkår, efteruddannelsesmuligheder og løn, som man går glip af. Man får ofte heller ikke de spændende udviklingsopgaver, hvor man kan folde sine kompetencer ud,” siger hun.

Købt eller solgt

Den offentlige sektor benytter sig i stor stil af at ansætte akademikere i midlertidige stillinger.

Mange af dem oplever sig selv som lavest i hierarkiet, og nogle gange helt uden for det. De kommer måske ikke med på de interne maillister, og de bliver ikke inviteret med til møder eller julefrokoster.

I 2016 var knap 20 procent af alle akademikere i den offentlige sektor ansat i en tidsbegrænset stilling, viser en særkørsel fra Danmarks Statistik, som Dansk Magisterforening har fået foretaget. Det er et tal, som har fået magistrene til at reagere. 

Janne Gleerup, der sidder i hovedbestyrelsen i Dansk Magisterforening, påpeger, at det i forskermiljøer er almindeligt med 50 procent midlertidigt ansatte.

“I universitetsverdenen er man midlertidigt ansat, indtil man bliver lektor. Nogle steder er flertallet løstansatte og mindretallet fastansatte. Universiteterne drifter altså på baggrund af nogle midlertidigt ansatte, hvis bidrag, vi er dybe afhængige af. Alt ville bryde sammen, hvis de ikke var der. Alligevel får de fx sjældent løntillæg i modsætning til deres fastansatte kolleger,” siger Janne Gleerup.

Det er et principielt problem, at der på universiteterne er rigtig mange medarbejdere, der går i årevis i midlertidige stillinger og ikke ved, om de er købt eller solgt, mener hun.

“De aner ikke om den specialisering, de har udviklet, ender med at kunne bruges til noget. Eller om de ender med at ryge ud og derpå skal omstille sig til et arbejdsmarked uden for universitetet, som er helt anderledes.”

Kend jeres ansættelsesforhold

Der er ikke pr. definition noget i vejen med midlertidige ansættelser. Men hvis de kommer snigende ind i samfundet, fordi organisationer er på hælene og sparer ved at give ustabile og utrygge ansættelsesforhold til større og større grupper af medarbejdere, så er det en diskussion værd, hvad konsekvenserne er, mener Janne Gleerup.

“Jeg savner en samtale i offentligheden om, hvilke typer ansættelser vi gerne vil have til at kendetegne det danske arbejdsmarked. Vi har en forestilling om, at arbejdsmarkedet er velorganiseret og gennemreguleret nok til at afdække alle mulige problemstillinger, der måtte være derude. Men jeg tror, det vil komme bag på mange, hvor stort et antal medarbejdere, der arbejder under usikre og midlertidige vilkår – milevidt fra det faste fuldtidsjob,” siger hun.

Hvis stadigt flere arbejder som kombinatører, freelancere eller midlertidigt ansatte, skal vi sikre os, at de regler, der er, og de aftaler, der indgås, matcher sådan et arbejdsliv, mener Janne Gleerup.

”Derfor er det vigtigt, at fagforeningerne kigger ind i deres egen medlemsskare og stiller skarpt på: Hvad kendetegner vores ansættelsesforhold? Går vi og tror, at medlemmerne er ansatte på normale vilkår i meget højere grad, end de i virkeligheden er?”

To strategier

Der er to strategiske veje, fagforeningerne kan gå, vurderer Janne Gleerup:

“Man kan arbejde på at få lukket af for midlertidige ansættelser med regler og forbud. ‘Det er noget skidt, så vi må forhindre det’. Det er afvisningsstrategien. Problemet med den strategi er, at den tager de midlertidigt ansatte, som er dybt afhængige af deres job, som gidsler for et politiske ønske.”

”Den anden vej er at skabe bedre arbejdsvilkår, fx med nogle tillæg eller andre fordele. For det er den vej, vinden blæser, det er et internationalt fænomen, og der kommer kun flere midlertidige ansættelser i fremtiden, som fortalerne for omfavnelsesstrategien argumenterer. Problemet med den strategi er, at man bidrager til at legitimere de midlertidige ansættelser. For man kan jo ikke først sige det er ikke i orden og så, at det er i orden,” siger Janne Gleerup.

Selv går hun ind for en både-og-løsning.

“Jeg tror, vi kommer til at bevæge os pragmatisk fremad på det her område. Det skal diskuteres, om det er i vores fælles interesse ikke at sælge ud af den danske model, som er baseret på organiseret arbejdskraft. Men eftersom der ikke er noget, som tyder på, at det er muligt at afskaffe midlertidige ansættelser, så mener jeg, at de faglige organisationer er nødt til at gå begge veje: Mindske antallet af midlertidigt ansatte der, hvor de kan. Og forbedre vilkårene for dem der, hvor det kan lade sig gøre,” siger Janne Gleerup.