Tema: Naturdebat: Hvordan skal den danske natur forvaltes?

Kampen om naturen: Hvordan skal statens arealer forvaltes?

Naturforvaltning Hvilke hensyn skal veje tungest i forvaltningen af den danske natur – friluftsliv, naturarv, biodiversitet eller noget fjerde? Kritikere har anklaget Naturstyrelsen for forkert prioritering i deres naturforvaltning. Derfor har JA Aktuelt sat to naturdebattører fra hver sin lejr stævne for at høre deres syn på, hvordan forvaltning af statens naturarealer bedst foregår.

Rebild Bakker

Naturforvaltningen i Rebild Bakker er et af de områder, som diskussionen omkring Naturstyrelsens arbejdet har drejet sig om.

© Colourbox
Interview

Det seneste år har Naturstyrelsens forvaltning af de statslige naturområder været under hård beskydning.

Styrelsen er ad flere omgange blevet anklaget for at negligere biodiversitetshensyn i sin forvaltning af statens arealer, og senest har driften omkring Rebild Bakker været til debat. Derfor har JA Aktuelt nu sat to af de ivrige naturdebattører stævne – Rune Engelbreth Larsen, forfatter og medlem af DN’s hovedbestyrelse, og Signe Nepper Larsen, vicedirektør i Naturstyrelsen – og stillet dem de samme fire spørgsmål om den danske naturforvaltning for at få overblik over uenighederne.

Hvad er efter din mening hovedformålet med forvaltningen af den danske natur på statens arealer?

Signe Nepper Larsen:

Vi har i Naturstyrelsen en vigtig opgave med at forvalte over 1000 statslige naturområder, der dækker omkring fem procent af Danmarks areal. Her har vores forvaltning to hovedformål: at passe godt på vores fælles naturarv og sikre borgerne gode mulighed for et rigt friluftsliv.

De hovedformål står dog ikke alene, for vi er forpligtet til at tænke dem sammen med en række hensyn, fx landskabsfredninger og kulturhistorie, idet de statslige naturområder rummer masser af fortidsminder og fredninger.

Vi skal også levere en bæredygtig ressource til samfundet i form af træ, og endelig har vi også nogle økonomiske rammer, som vi prioriterer vores indsats indenfor. Men i alt, hvad vi gør, tænker vi natur og friluftsliv ind, for det er hovedformålet med det statslige ejerskab af områderne.

Rune Engelbreth Larsen:

Hovedformålet bør være at sikre en mangfoldig, varieret og artsrig natur, hvor biodiversitetskrisen standses på så naturlige præmisser, som det kan lade sig gøre. Heraf følger to sidegevinster:

For det første gavner al slags natur på egne præmisser også i forhold til at bremse klimakrisen. Urørt skov, tørvemoser, græsland osv. er store og entydige plusser i klimaregnskabet, hvorfor vi altid formindsker klimakrisen, når vi formindsker biodiversitetskrisen, og derfor bør biodiversitetshensyn også i langt højere grad indtænkes i vores klimapolitik for at bremse to kriser på én gang.

For det andet giver en varieret og mangfoldig natur på egne præmisser ekstraordinært skønne naturoplevelser til gavn og glæde for naturgæster og friluftsliv. Det er ganske enkelt mentalt berigende at bevæge sig rundt i en natur, der er rig på en varieret vifte af sommerfugle, en stor mangfoldighed af farverige blomster, mange slags fuglesang og gamle skulpturelle træer.

Hvad mener du om den nuværende prioritering af hensyn til biodiversitet, friluftsliv, kulturelle værdier og andre ønsker til naturen i naturforvaltningen?

Signe Nepper Larsen:

Det er et politisk valg, hvordan den rette prioritering på arealerne skal være. I forlængelse af den prioritering gør vi os fra Naturstyrelsens side meget umage både at få så meget ud af vores midler som muligt og ikke mindst balancere de forskellige hensyn. Det er ikke altid en let opgave i et lille land med mange mennesker – og med mange ønsker til, hvordan vi bedst forvalter arealerne.

Jeg bliver ofte spurgt anklagende om, hvorfor i alverden vi tager andre hensyn end biodiversitet, fx i den debat der har været om vores forvaltning af Rebild Bakker. Her må jeg understrege, at vi selvfølgelig handler inden for det mandat og de rammer, der er udstukket for os, og der kan vi som i eksemplet med Rebild Bakker ikke sidde en fredning eller en Natura 2000-udpegning overhørig.

Man kan mene, at habitatdirektivets bestemmelser om fx gunstig bevaringsstatus virker rigide og i nogles øjne ligefrem kontraproduktiv i forhold til mere biodiversitet. Men for sådan en som mig, der har arbejdet mere end 30 år med naturbeskyttelse i både Danmark og EU, kan jeg se, hvor vigtig en styring de internationale direktiver udgør i forhold til beskyttelse af natur i et så tætbefolket område som Europa.

Dermed er ikke sagt, at vi ikke kan blive bedre til at finde den rette balance mellem de forskellige hensyn inden for de rammer, vi har – det kan vi altid, og det har vi løbende et stort fokus på.

Rune Engelbreth Larsen:

Jeg mener, at prioriteringen af biodiversitet er alt for ringe. Der er i dag for megen såkaldt multifunktionel arealanvendelse, hvor statens naturarealer helst skal rumme alt fra friluftsliv og tømmerproduktion til stillezoner og biodiversitetshensyn, hvilket altid betyder, at naturen fragmenteres, og biodiversiteten entydigt taber.

I stedet bør vi implementere en national arealprioritering og -anvendelse, hvor alle områder ikke nødvendigvis skal rumme alt, men hvor flere arealer i højere grad øremærkes specifikke formål. En national arealprioritering og -anvendelse skal sikre, at en række af landets naturområder skal have biodiversitet som førsteprioritet, hvilket alle øvrige interesser derfor underordnes, mens andre områder kan have andre prioriteringer.

Områder, hvor natur og biodiversitet har første prioritet, bør indgå i en naturzone, der får en selvstændig lov, som beskytter prioritering og rammer for naturens genopretning og bevarelse – i modsætning til Naturbeskyttelsesloven, Natura 2000 og nationalparkerne, hvor naturbeskyttelsen oftest er af navn frem for gavn. De største af disse arealer bør udpeges til naturnationalparker, hvor selvforvaltende natur tilstræbes i videst muligt omfang.

I naturzonen og naturnationalparkerne råder naturlige processer så vidt muligt, produktionsinteresser ophører fuldstændig, naturlig hydrologi genoprettes, og der tilstræbes et naturligt græsningstryk, hvilket gerne indebærer flere og flere forskellige store planteædere end i dag. Hvis der undtagelsesvist skulle være bekymringer for uerstattelige kulturværdier, kan man frahegne disse.

Naturzonen og naturnationalparkerne kan med fordel udpeges på offentligt ejede naturarealer hurtigst muligt sideløbende med udvidelser i form af frivillige, men bindende aftaler med private lodsejere, alt imens der findes midler til opkøb af yderligere privatejet natur, så naturzonen og naturnationalparkerne kan udvides.

Udpegning og tiltag i naturzonen og naturnationalparkerne bør ske efter rådgivning af en gruppe førende biodiversitetsforskere, hvis arbejde offentliggøres, og hvorefter naturnationalparkernes detailplaner bliver genstand for en offentlig høring, der munder ud i eventuelle justeringer før en etablering.

Der skal fortsat være offentlig adgang, og langt det meste af det eksisterende friluftsliv kan fortsætte uhindret. I de naturområder, der ikke indgår i naturzonen og naturnationalparkerne, får biodiversitetshensyn andenprioritet til fordel for produktion og øvrige interesser. Men også i mange af disse områder kan biodiversiteten sikres bedre end i dagens forvaltning, blandt andet ved at udfase fåregræsning, der i mange tilfælde har en negativ effekt på blomstervariation og insektliv, og fx erstatte den af heste- og/eller kreaturgræsning.

Hvad mener du er de vigtigste metoder/midler i naturforvaltningen?

Signe Nepper Larsen:

De statslige naturområder rummer unikke klitheder og løvskove med århundreder på bagen. De rummer også nyplantede skove tæt på byerne og genoprettede enge på tidligere landbrugsjord. Det skal vores forvaltning tage højde for. Derfor det både stedet og formålet med indsatsen, der afgør, hvad der er det rette værktøj at gribe fra værktøjskassen.

Vores indsats går grundlæggende på tre ben i forhold til metoder og virkemidler. Det første ben er den målrettede naturforvaltning. Vi har en lang erfaring med at arbejde med målrettet naturpleje særligt de steder, hvor habitatdirektivet forpligter os til at sikre en gunstig bevaringsstatus. Et eksempel er på Møn, hvor der for få år siden kun var ganske få eksemplarer af orkidéen horndrager tilbage, og hvor der i dag er en fin bestand – men hjælp fra vores naturpleje.

Et andet ben er vores storskalanaturforvaltning på de store sammenhængende statsejede områder, hvor vi har helårsgræsning med store pattedyr. Og endelig laver vi ny natur på for eksempel tidligere landsbrugsarealer.

Det er afgørende at have forskellige værktøjer ved hånden, men vi skal hele tiden rette et kritisk blik på dem. Vi bliver løbende klogere på, hvad der virker, samtidig med, at naturen udvikler sig. Derfor er jeg meget optaget af de erfaringer, vi fx aktuelt gør os med dyr, der græsser året rundt i store indhegninger – ligesom jeg er optaget af, at vi ikke glemmer andre virkemidler, som vi har gode erfaringer med.

Jeg er også optaget af, at vi ikke ender i en popularitetskonkurrence mellem forskellige fagligheder i naturforvaltningen. I Naturstyrelsen har jeg brug for medarbejdere, der både har en høj faglighed inden for deres felt og samtidig kan arbejde på tværs og supplere hinanden. Og jeg har både brug for medarbejdere, der kan prioritere indsatser, og nogle, der kan få ting til at ske i ude i virkeligheden. Vi taler en del i denne tid om, hvad nye politiske opgaver kan betyde for vores egen kompetenceudvikling og vores rekruttering.

Rune Engelbreth Larsen:

De vigtigste metoder er de metoder, hvorunder naturens egne processer genopretter og udfolder sig så naturligt som muligt. Det vil sige, at desto vildere og mere selvforvaltende natur kan blive desto bedre, fordi naturen nu engang udfolder sig bedst dér, hvor den kan udfolde sig på de naturligste præmisser.

Det kan selvfølgelig ikke opnås 100 procent i Danmark, men i naturzonen og naturnationalparkerne bør vi tilstræbe at nå så langt som muligt. Det indebærer først og fremmest, at vi implementerer helårsgræsning uden tilskudsfodring, genopretter naturlig hydrologi og fjerner eller reducerer ikke-hjemmehørende træarter.

Hvordan mener du, at den danske naturforvaltning i dag lever op til forpligtigelserne i fx habitatdirektivet og natura 2000?

Signe Nepper Larsen:

Ca. 60 procent af de arealer, Naturstyrelsen forvalter, ligger i Natura 2000-områder. Vi har et kæmpe ansvar for den del af den danske biodiversitet i forhold til, at Danmark som medlemsland lever op til internationale forpligtelser, og jeg synes, vi lykkes godt med opgaven.

Resultaterne kommer vi ikke sovende til, og der er udarbejdet plejeplaner for alle områder, der beskriver de mange indsatser, vi har sat i gang, såsom græsning, genopretning af naturlig hydrologi og afbrænding. Vi afventer aktuelt den seneste afrapportering fra NOVANA-overvågning af naturens tilstand, og vi ser frem til at blive endnu klogere på, hvilken effekt vores indsatser har haft.  

Rune Engelbreth Larsen:

Forpligtelserne er desværre endnu et eksempel på, at naturbeskyttelsen i højere grad er naturbeskyttelse af navn end af gavn, hvorfor de ikke er nogen stor kunst at efterleve:

Danmark har således udpeget et Natura 2000-netværk, som vi er forpligtet til, men det er langtfra optimalt udpeget og rummer for få områder).

Danmark rapporterer vurderingen af bevaringsstatus for arter og naturtyper til EU, som vi er forpligtet til, men bevaringsstatus er uhyggeligt ringe og forværres hele tiden: ifølge den seneste afrapportering til EU er 95 procent af naturtyperne og 57 procent af arterne i "ugunstig bevaringsstatus", og Danmark er blandt bundskraberne i EU.

Danmark gennemfører en forvaltning og formel beskyttelse, som vi er forpligtet til, men den forarmer i flere tilfælde naturen.

Summa summarum: Danmark har minimumsimplementeret direktivet på en måde, der fører til fortsat tilbagegang for naturen. Alarmklokkerne bør bimle, og forandringer gennemføres. Hurtigt.

Især bør vi udnytte habitatdirektivet til at løfte naturtilstanden gennem en meget mere dynamisk, vildere og mere selvforvaltende forvaltning, hvilket er fuldt ud legalt, og hvilket danske forskere igen og igen har talt for – og hvilket 13 naturorganisationer sluttede op om i 2019 i en kritisk fællesudtalelse i forbindelse med servicetjekket af statens naturforvaltning.