Grønne byer kræver tværfagligt samarbejde

Byrum Landskabsarkitekter og ingeniører kæmper med jordkollaps, tørke og anaerobe problemer for grønne anlæg i byerne. Løsningen er at erkende kompleksiteten og arbejde tværfagligt for at komme i mål med rodvenlige bærelag, skriver landskabsarkitekt Kamilla Aggerlund.

Regnbed i Furesø Kommune

Regnbed i Furesø Kommune

© Søren Storm
Indblik

Paletten af konstruerede jorde er enorm, og professionelle som landskabsarkitekter, bygherrer og ingeniører vil nok nikke genkendende til den jungle, det kan være at finde rundt og vælge den rette jord til grønne anlæg i byen.

Typisk tænker vi helt automatisk på muldjord, når vi skal plante – uanset anset om vi skal plante i by eller på land. Men sagen er den, at forholdene er så markant forskellige, at vi også er nødt til at tænke forskelligt, når vi arbejder i byen og på landet eller dets lige.

I det åbne landskab fungerer naturen i et større sammenhæng i en velafstemt balance mellem jord, vand, planter, luft, næring mv., og den almindelige muldjord er ofte veletableret forstået på den måde, at den har haft tid til at danne struktur og det rette mikrobakterielle liv i jorden, uden forstyrrelser.

Denne balance eksister ikke naturligt i vores byer, og byjorde, som er konstruerede, altså blandet til formålet, har ikke den samme struktur lige efter anlæggelsen. Desuden kan byjorden visse steder blive ’forstyrret’ på grund af fx ledningsarbejde eller andet anlægsarbejde.

Byjordene påvirkes af mange faktorer

Fx påvirkes byjordenes vandtilførsel af bygninger og impermeable belægninger. De naturlige strømningsveje brydes på forskellig vis, og vandet ender ikke altid i de beplantede arealer. Meget ledes direkte til kloakken uden at komme vegetationen til gode.

I andre situationer, hvor de beplantede arealer spiller en rolle i klimatilpasning og håndtering af de øgede nedbørsmængder, fører vi modsat en øget mængde vand til et meget lille, åbent plantehul, såkaldte regnbede, vejbede eller lignende.

Disse forhold kan lede til problemer, der spænder fra tørke til anaerobe problemer, da jorden kollapser.

De mange impermeable overflader sætter ikke kun begrænsninger for vands vej, men hindrer også ilt til planternes rødder, hvilket kan være lige så fatalt som manglende vand for en plante. Og sidst men ikke mindst belaster vi ofte jordmatricen med belægninger, trafik mv.

Vores nuværende tilgang

Der er ikke noget at sige til, at der ses mange kreative tilgange til at løse de udfordringer, vi står overfor. Det er nemlig ikke nogen let opgave at løse.

Og det er naturligvis også medvirkende til, at det netop er så udfordrende at finde den rette jord til jobbet. Særligt fordi jorden/vækstmediets ønskede egenskaber sjælden er dokumenteret, og det derfor kan være svært at vide præcis, hvad man køber, og hvordan man kan sammenligne egenskaber med andre produkter.

Vi kigger for tiden meget mod de tyske FLL-guidelines og beskriver ofte FLL 1- og FLL 2-jordtyper, hvor den sidstnævnte er betegnet som rodvenligt bærelag. Problemet er bare, at en FLL 2-jord ikke er entydigt beskrevet.

De tyske guidelines beskriver nogle rammer og grænser, man bør holde sig inde for, hvis jorden skal kunne tåle belastning i form af belægning på toppen. Det vises fx på en kornkurve med minimum- og maxværdier, men tillader samtidig en vis valgfrihed af de anvendte materialer.

Det er altså ikke en entydig blanding, og derfor kan den heller ikke fortælle noget entydigt om fx bæreevne, hydrauliske egenskaber eller renseegenskaber.

Ydermere kommer så udfordringen, når en FLL 2-jord skal indbygges under belægning med en given belastning. Her vil en ingeniør typisk forvente en opbygning, der følger vejkataloget, som beskriver de forskellige lag med tilhørende E-moduler - altså specifikke krav til styrkeegenskaber, som en FLL 2-jord typisk ikke har dokumentation for.

I teorien kunne man godt teste bæreevne på sådanne jorde, men da råvarerne ikke er veldefinerede, ville man skulle teste for hver eneste jordblanding, fordi man ikke kan replicere blandingerne over tid, og det vil tømme tegnebogen i de fleste projekter.

I erkendelse af, at muldblandinger ikke kan bære belastninger, er man begyndt at bruge rodkassetter til at beskytte jorden mod sammentrykning/komprimering – også en dyr og besværlig løsning, som jo ikke løser den grundlæggende udfordring, nemlig at sikre strukturen i jorden.

Man kan sammenligne det med at give en patient krykker, inden patienten brækker benet. Hvorfor ikke sørge for, at patienten kan gå selv, og spare behandlingen?

Nye muligheder for at kombinere vækstegenskaber og bæreevne. Med en bredere forståelse af samspillet mellem basale vækstbetingelser og geotekniske teknikker er det muligt at skabe skelletvækstmedier, der både kan bære belastninger og har yderst gode vækstegenskaber, endda med dokumentationen på plads, hvis man anvender veldefinerede råmaterialer.

Man kalder disse vækstmedier for konstruerede vækstmedier. Et eksempel kunne være en makadamopbygning. Princippet er at skabe et bærende skelet, hvor det ikke er den organiske del, der er bærende. Skelettet kan fx bestå af forskellige massive skærvetyper, men kunne også være porøse/vulkanske stenarter.

Bæreevnen er selvfølgelig ikke ens, men visse porøse stenarter kan faktisk opnå en ganske god bæreevne, og det åbner for helt nye muligheder for at kombinere vækstegenskaber og bæreevne af flere grunde.

De porøse materialer kan indeholde vand, hvis porerne har den rigtige størrelse, og således åbne for langt større markkapacitet end en massiv skæveopbygning samtidig med at kunne have et meget stort luftindhold/ilt.

I stedet for, at luft og vand skal deles om den samme plads, som er tilfældet i de massive skærveskeletter, kan man nu have vand og luft i hvert sit veldefinerede områder i opbygningen – luften imellem kornene og vandet inde i kornene. Sideeffekten er samtidig en mulighed for en høj permeabilitet, selv ved markkapacitet, og dermed sikres det, at luften altid har vej ned gennem jordmatricen.

Ovenstående er blot ét eksempel på, hvordan man kan arbejde med materialer og opbygninger. Pointen er, at man med et samspil at forskellige fagligheder faktisk kan imødekomme mange af de udfordringer, vi møder med jord i byerne. Udfordringen er ikke materialerne i sig selv, men forståelsen af kompleksiteten i en jordmatrice, når der skal tages hensyn til vand, luft, PH-værdi, nærringsforhold, bæreevne, permeabilitet, mikrobiologisk liv, kornkurve, ionbytningskapacitet mv.

Vi bruger i dag store summer på at lave grønne og blå løsninger i byerne og har meget klare holdninger og krav til alt fra kantsten over belægninger til opbygninger. Hvis det bærende er at sikre velfungerende grønne byer, så skal vækstmediet understøtte det og have førsteprioritet. Vi skal gøre os umage med at stille krav til vækstmediernes egenskaber og dokumentation på samme. På den måde vil vi kunne planlægge grønt i byerne med større succes.