Grøn omstilling af landbruget kræver mere end nye teknologier

Landbrug Hvis den nødvendige grønne omstilling af landbruget skal lykkes, kan vi ikke nøjes med at sætte vores lid til teknologien. Det kræver også, at vi inddrager dem, der skal gennemføre forandringerne: landmændene. Det skriver to forskere fra forskningsprojektet ReMIX i indlægget her.

Mark med traktor © Colourbox
Fagligt synspunkt

Nationale og internationale forskningsmiljøer har været en vigtig motor for, at vi i dag har et meget specialiseret og højtydende landbrug med stor vægt på nye teknologier eller forbedringer af eksisterende.

Vi ønsker at påpege et stigende behov for at inddrage de mennesker, der skal gennemføre de nødvendige forandringer, for at løse erhvervets udfordringer og mener, at forskningen har et ansvar for at forstå og igangsætte de komplicerede omstillingsprocesser.

På Roskilde Universitet arbejder vi derfor tæt sammen med danske landmænd. En mere indgående forståelse af deres nuværende landbrugssystemer og muligheder for at ændre praksis er kernen i vores arbejde.

Vi oplever stor indsigt og iderigdom hos de enkelte landmænd, og i særdeleshed når vi sætter dem sammen på forskellig vis for at fortælle om egne erfaringer eller løse konkrete problemstillinger. Det faglige fællesskab, der opbygges blandt landmænd og forskere, tvinger alle til at tænke i nye muligheder med udgangspunkt i den virkelighed og hverdag, de skal implementeres i.

Muligheder og kritiske udfordringer

Der er stor opmærksomhed om og interesse for dansk landbrug, blandt andet med genopdagelsen af det danske ’landkøkken’. Godt gammeldags landmandskab bliver en forudsætning for at kunne producere den rette kvalitet og ikke kun kvantitet. En kvalitet, der understøttes af langt større diversitet på marken og i landskabet for at sikre en mere selvforsynende og selvregulerende arealanvendelse.

Samtidig har vedtagelse af reduktionskrav for den ikke-kvotebelagte sektor og efterfølgende klimalov medført øget pres på landbruget for at reducere sin del af Danmarks drivhusgasudledninger. Landbruget svarer klogt tilbage med visionære 2050-klimaneutralitetsmålsætninger.

Et sådan samspil er helt afgørende for, at vi kan lave relevant forskning i en hastighed, som er tilsvarende den omskiftelighed, der finder sted omkring os.

Men spørgsmålet er, om vi kan løse alle de omfattende udfordringer alene med patenterede additiver til foder, nitrifikationshæmmere eller præcisionsjordbrug? Vi tror det ikke. Selvom sådanne tiltag vil kunne bidrage, vil det oftest være med varierende implementeringshastighed og effektivitet, når teknologien møder praksis.

Samtidig har den faldende biodiversitet de seneste år tiltrukket øget politisk såvel som offentlig opmærksomhed, fald i jordens kulstofindhold, specielt på de produktive lerede jorde, forårsaget af stor dyrkningshyppighed af korn, raps og sukkerroer kombineret med fjernelse af halm understreger også behov for forandringer af den nuværende praksis.

Desværre ved vi ikke ret meget om, hvad det egentlig kræver for den enkelte landmand at gå nye veje.

Vi skal kende historien for at forstå nutid og fremtid

Udviklingen i landbruget har på mange måder lignet den industrialisering, der har fundet sted i andre sektorer. Mekanisering, planteforædling og udviklingen af planteværn efter 2. verdenskrig gjorde det muligt i langt højere grad at kontrollere, hvilke afgrøder der vokser på marken og hvordan.

De teknologiske muligheder har ført til, at landbrugsproduktionen blev optimeret på samme måde, som det skete med bilfabrikkerne og andre tilsvarende industriprocesser.

Udviklingen er forsat lige siden, hvilket i landbruget har betydet, at man for at kunne producere store mængder til salg på et marked i stærk priskonkurrence i dag har reduceret brugen af naturlige synergier mellem plantearter og det omgivende miljø.

Glemt viden om gammel praksis

I forskningsprojektet ReMIX (Redesigning European cropping system based on species MIXtures), samarbejder vi med en gruppe af landmænd, der afprøver samdyrkningsmetoder og diskuterer deres erfaringer med hinanden og os.

I gruppen diskuterer vi blandt andet, om dyrkning af to eller flere afgrøder på samme tid og på samme mark med større eller mindre overlap i vækstperioden kan være et af svarene på fremtidens landbrugspraksisser. Vi kender det fx fra byg-ært-blandinger, udlæg af græs i vårkorn, kløvergræs mv.

Det er en praksis, der var langt mere udbredt før industrialiseringen af landbruget, men som i dag er gået i glemmebogen. Forskningen peger ellers på, at mere diversitet på markerne blandt andet kan mindske ukrudtstrykket og problemer med sygdomme og skadedyr, øge dyrkningsstabiliteten og sikre risikospredning – fordele, som kun vil blive mere efterspurgt med forventeligt mere uforudsigeligt vejr og svingende globale markedspriser.

Vi ved fra forskning og praksis, at landmænd lærer bedst af andre landmænd. Det virker logisk, fordi succes hos en kollega bliver en garanti for, at ideen ikke kun er god i teorien, men også kan implementeres.

Man kan derfor spørge sig selv, hvorfor der ikke er flere landmænd, der benytter sig af denne praksis. Det skyldes blandt andet, at landbrugssektoren er indrettet til en yderst specialiseret og ensartet produktion og salg.

De landmænd, vi samarbejder med, oplever blandt andet, at de sorter, vi har fremavlet, og den rådgivning, de kan få, primært tilgodeser dyrkning af monokulturer. Det samme gælder logistikken hos dem, der aftager afgrøderne. Høst og eventuel yderligere sortering og rensning kan også kræve mere tid og forsinke normal praksis i en travl periode.

Behov for forandringer

Så hvordan igangsætter vi for alvor en omstilling af et privat erhverv som landbruget, der er styret af specialisering og stærk global konkurrence?

Som med meget andet omstilling er det tillokkende at sætte sin lid til nye teknologier. Problemet med at forvente, at teknologierne reder os ud af diverse kriser, er imidlertid, at vi risikerer at fortsætte ud af det spor, som har drevet os ind i selv samme krise.

Vi ser det derfor nødvendigt at udfordre den nuværende forståelse af, hvad effektivitet inden for landbrugsproduktion er. Kornudbytter per ha er den gængse målenhed for god landmandspraksis, men måske bør vi i stedet rette blikket mod den mest effektive måde at udnytte de mekanismer, som de naturlige økosystemer allerede tilbyder.

Det vil kræve en anden forståelse hos både landmændene selv og rådgiverne, men også hos dem som aftager varer, de store interesseorganisationer, lovgivere, forbrugere, uddannelsesinstitutioner og forskningen.

Gennem vores forskning ser vi blandt andet, at erhvervet er præget af logikker, traditioner og viden, som ikke altid skaber balancerede økosystemer og ikke fordrer fødevareproduktion i overensstemmelse med de præmisser, som økosystemerne tilbyder.

Vi ser det derfor nødvendigt at udfordre den nuværende forståelse af, hvad effektivitet inden for landbrugsproduktion er.

Det kan være den levende jord, synergi med levende hegn og nyttedyr eller komplementaritet mellem forskellige afgrødearter omkring vand og næringsstoffer i tid og rum. En større forståelse for og viden om samspillet med naturens egne reguleringsmekanismer er gået tabt med den forrige generation, men kan nu vise sig relevant at forsøge at genoplive.

Større brug af erfaringsudveksling

Vi stiller i dag høje krav til landbruget om både at yde mere og påvirke naturen mindre – en form for paradoks, som sektoren og den enkelte landmand må navigere i. For at blive klogere på omstillingen af den danske landbrugssektor søger vi at forstå, hvorfor nogle landmænd optager radikalt anderledes praksisser, mens andre ikke gør.

Vi ved fra forskning og praksis, at landmænd lærer bedst af andre landmænd. Det virker logisk, fordi succes hos en kollega bliver en garanti for, at ideen ikke kun er god i teorien, men også kan implementeres i et komplekst samspil mellem biologiske, tekniske og sociale elementer, som en landbrugsproduktion udgøres af.

Vi oplever, at landmænd bruger hinanden til at oversætte erfaringer fra én praksis til en anden. Eftersom hver bedrift er forskellig på grund af lokale biologiske og klimamæssige forhold såvel som lokale erfaringer og traditioner er det svært at forestille sig, at nye praksisser kan implementeres på samme måde og med samme effekt på alle bedrifter.

I vores arbejde udsætter vi derfor den generiske viden om fx samdyrkningens fordele for praksis ved at lave markforsøg, hvor landmænd selv vurderer, hvordan de vil etablere og forvalte forsøget i forhold til deres specifikke praktiske og lokale viden.

Det får vi ikke almen gyldige sandheder ud af, men relevant viden om blandt andet, hvor meget landmandens praksis betyder for høstresultatet, og hvor meget lokale forhold som jordtype og typografi spiller sammen med årlige klimatiske variationer. Vi bruger det som afsæt for at diskutere godt landmandsskab, ikke som protokoller, men som principper og forståelser af samspillet mellem biologiske processer og fødevareproduktion.

Men spørgsmålet er, om vi kan løse alle de omfattende udfordringer alene med patenterede additiver til foder, nitrifikationshæmmere eller præcisionsjordbrug? Vi tror det ikke.

Vi mener, at forskningen kan få stor nytte af den systemforståelse, der findes hos praktikerne. At samarbejde tæt med landmænd gør os i stand til at identificere og diskutere problemer, som de opleves i praksis. Et sådan samspil er helt afgørende for, at vi kan lave relevant forskning i en hastighed, som er tilsvarende den omskiftelighed, der finder sted omkring os.

I vores forskning arbejder vi med længere forløb, der tilrettelægges i samarbejde mellem forskere og landmænd for at sikre den førnævnte relevans. Tryghed og anerkendelse landmænd imellem og mellem landmænd og forskere, mener vi, er en forudsætning for at skabe reel ny viden og erfaringer.

Forløbet består af blandede aktiviteter inklusiv besøg hos landmænd og universiteter. Vi løser konkrete eller fiktive problemstillinger for at aktivere den viden, der ellers ofte forbliver tavs på den enkelte bedrift. De længere forløb gør os i stand til at akkumulere viden og lave nye forsøg baseret på kollektive erfaringer.

Vi skaber dialog på tværs af værdikæden, så vi kan løse nogle af de udfordringer der ligger i sektoren. Forskningen kan skabe det overblik, der gør det muligt gennem dialog at identificere udfordringer og finde løsninger, som det ikke er muligt eller attraktiv at løse for den enkelte aktør alene. Det, tror vi, kan medvirke til at løse nogle af erhvervets gordiske knuder.

Vi tror på, at tværvidenskabelige samarbejder med stor inddragelse af aktører uden for universitetsmiljøerne er en måde at sikre produktion af fødevarer af høj kvalitet, der spiller sammen med øvrige hensyn til miljø, klima og natur. Sådanne samarbejder ser vi dog desværre alt for lidt af i et erhverv, der tidligere var kendt for at løse problemer gennem fællesskaber.