Forvirring om klimaeffekt fra udtagning af lavbundsjorder: overset potentiale eller behov for mere forskning?

Klima Først blev udtagning af lavbundsjorder præsenteret som et nøgleredskab til at reducere Danmarks CO2-udledning. Så trak politikerne i land, og i klimaplanen lægger regeringen nu kun op til at udtage 50.000 ha. Potentialet er dog langt større, hvis en ny rapport fra Klimarådet står til troende. Skal potentialet indfries, kræver det imidlertid langt mere forskning og innovation på området, understreger to eksperter.

Lavbundsjord © Shutterstock
Nyhed

Forvirringen om klimaeffekten ved udtagningen af lavbundsjord i Danmark er efterhånden total. Først blev metoden rullet ud som et genialt værktøj, der var i stand til at knække en stor del af klimanødden og få Danmark i mål med den politisk plan om at reducere den samlede CO2-udledning med 70 procent i 2030.

I 2019 foreslog Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening udtagning af 100.000 ha lavbundsjorder, som ville kunne reducere landbrugets klimabelastning med ti procent. Udspillet blev taget positivt imod af politikerne på Christiansborg, og S-regeringen og støttepartierne afsatte to milliarder kroner på finansloven i 2019 til at udtage 15.000 ha. Det var det største klimatiltag på finansloven, og politikerne lagde op til, at det kun ville være begyndelsen.

Nu ligner det imidlertid mere begyndelsen på enden for udtagning af lavbundsjorder som et af de stærkeste våben i kampen mod CO2-udledningen herhjemme. Da regeringens nye klimaprogram udkom i slutningen af september i år var metodens potentiale massivt nedjusteret af regeringens embedsmænd, som rejste tvivl om klimaeffekten ved udtag af lavbundsjord.

Konklusionen i klimaprogrammet lød, at der ”maksimalt” ligger et klimapotentiale i at udtage 50.000 ud af de i alt 171.000 ha lavbundsjorder, som eksisterer i Danmark – altså under halvdelen af de 100.000 ha, som Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening har foreslået.

"Potentialet er desværre ikke helt så stort, som andre havde vurderet,” sagde klimaminister Dan Jørgensen i forbindelse med annonceringen af regeringens nye klimaprogram.

Udtagningen af 15.000 ha lavbundsjord vil ifølge regeringen reducere udledningen af skadelige klimagasser med 0,27 millioner tons årligt. Men det ambitionsniveau er alt for lavt, mener Klimarådet.

I en ny analyse af potentialet for udtagning af lavbundsjord udgivet den 19. november konkluderer Klimarådet, at der er teknisk potentiale til at vådlægge samtlige ca. 171.000 ha kulstofrige lavbundsjorder i Danmark. Indfries det tekniske potentiale, kan udledningen af CO2-ækvivalenter reduceres med ca. 4,1 millioner ton – altså en femtedel af de i alt 20 millioner ton CO2, der skal spares frem mod 2030 ifølge den politiske målsætning.

”Lavbundsjorderne belaster klimaet rigtig meget, og vores analyse viser, at det er relativt billigt for samfundet at mindske den forurening. Vådlægningen af lavbundsjorder bør gennemføres i stort omfang, fordi det kan føre os et godt stykke ad vejen mod vores 70-procentsmål i 2030,” siger formanden for Klimarådet, Peter Møllgaard, om rådets analyse.

Klimaværktøj kompliceres af virkeligheden

Jørgen E. Olesen, som er klimaforsker og konstitueret institutleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, mener dog, at Klimarådet groft overvurderer potentialet for udtagning af lavbundsjord.

“Den her udfordring er langt sværere at løse, end det kan se ud oppe fra det Elfenbenstårn, som Klimarådet sidder i. Klimarådet tror tilsyneladende, at CO2-udledningerne fra lavbundsjorderne stopper, hvis man lægger en afgift på dem. Men sådan er virkeligheden ikke. Den er langt mere kompliceret,” siger Jørgen E. Olesen.

Komplikationerne begynder allerede, før de første spadestik til vådlægningen af de kulstofrige landbrugsarealer overhovedet er taget. Kortlægningerne af lavbundsjorderne herhjemme har over 20 år på bagen, og billedet af den samlede CO2-udledning fra arealerne på lidt over 5,8 millioner ton CO2, som arealerne tilskrives, har utvivlsomt ændret karakter på de to årtier, der er gået, for ligesom alt andet natur ændrer lavbundsjorder sig også over tid: Kulstoffet damper af, og vandstanden i områderne ændrer sig fra år til år.

Lavbundsjorder

Igangværende lavbundsjord-projekter i Danmark pr. 1. februar 2020. Fra 2020 til 2022 har regeringen afsat knap 600 millioner kroner til projekter over hele landet, som skal omlægge kulstofrig lavbundsjord med landbrugsdrift til klimagavnlig natur. Kilde: Miljøstyrelsen

Ifølge tal fra DMI er Danmark i gennemsnit blevet 40 millimeter vådere de seneste 30 år. Det betyder, at nogle af de lavbundsområder, som indgår i den oprindelige kortlægning, allerede er blevet våde og derfor ikke i samme grad belaster klimaet med CO2-udledning.

Kulstofrige lavbundsjorder dannes, når kulstofrigt plantemateriale aflejres i jorden. Aflejringen finder sted, fordi jorden er våd og iltfattig, og plantematerialet derfor ikke rådner. Så længe kulstofrige lavbundsjorder er oversvømmede eller våde, øges mængden af aflejret plantemateriale år for år, og lavbundsjorderne virker derfor som et lager for atmosfærens kulstof.

Den øgede nedbør betyder dog ikke nødvendigvis, at den samlede CO2-udledning fra lavbundsjorder i Danmark er lavere end beregnet, fastslår Jørgen E. Olesen.

“Af de 171.000 ha lavbundsjorder, som eksisterer i Danmark, er omkring 73.000 hektarer tørvejord med et organisk kulstofindhold på 12 procent. De resterende 98.000 ha vurderes til at have et kulstofindhold mellem 6 og 12 procent, men det reelle tal kender man ikke, da der aldrig er lavet målinger herhjemme på disse,” forklarer han. 

Tyske målinger tyder imidlertid på, at udledningerne pr. ha fra veldrænede 6-12-procentsjorder er næsten lige så høje som udledningerne fra veldrænede 12-procentsjorder. Det vil i givet fald øge de samlede danske udledninger i forhold til de hidtidige opgørelser.

“Vi har brug for en bedre viden om, hvad den nuværende status af lavbundsjorderne er. Først og fremmest skal vi have kortlagt arealerne på ny og foretage nye målinger, så tallene er retvisende, og vi ved, hvor det er klogest at sætte ind først," siger Jørgen E. Olesen.

På Aarhus Universitet er hans kolleger lige nu i gang med et nyt innovationsprojekt, der skal kortlægge lavbundsjord via såkaldt t-TEM – tow-Transient Elektromagnetisk Metode. Han forventer at have en ny kortlægning af lavbundsområder klar om to år.

t-TEM er et system, som foretager en geologisk kortlægning af de øverste 30-70 meter af jorden ved hjælp af elektriske impulser. Systemet kan både måles direkte på jorden eller via helikoptere og droner. Sidstnævnte er mest effektivt, da det kan måle en linje jord på ca. 40 km på én time.

tTEM står for tow-Transient Elektromagnetisk Metode og er en ny, effektiv måde at indsamle geofysiske data om undergrundens sammensætning på. Metoden fungerer ved, at en firehjulet crossmotorcykel, også kaldet en ATV, trækker to slæder efter sig, mens den kører henover det areal, hvor jorden skal undersøges. På den første slæde er en senderspole, som genererer et elektromagnetisk felt, der sendes ned gennem jorden. Den anden slæde bærer en modtagerspole, der måler det elektromagnetiske signal, som senderen netop har sendt i jorden. Forskellige jordlag afsender forskellige elektromagnetiske signaler, hvilket efterfølgende gør det muligt at kortlægge undergrunden gennem den opsamlede data. tTEM-metoden kan også gennemføres fra luften via helikoptere eller droner. Forskere håber nu, at metoden kan benyttes til en ny kortlægning af den reelle lavbundsjord i Danmark.

“Den metode vil selvfølgelig speede processen op og samtidig give en langt mere præcis kortlægning af lavbundsjorden i Danmark. Men det er vigtigt, at vi samtidig med kortlægningen også får målt kulstofindholdet i lavbundsjorderne, så vi kender den reelle udledning mere præcist – og ved, hvor det giver bedst mening at sætte ind henne først,” siger Jørgen E. Olesen.

Ikke tid til at gå rundt om den varme grød

Danmark er ikke det eneste land, hvor udtagning af lavbundsjord er blevet en brandvarm klimakartoffel. På verdensplan eksisterer omkring 26 millioner ha lavbundsjord, og der er bred konsensus om, at områderne skal omlægges til natur. Det fortæller Jesper Svensgaard, der er klimaanalytiker hos den grønne tænketank CONCITO:

“Udtagning af lavbundsjord er det mest oplagte virkemiddel at hive fat i, når vi taler om fødevareproduktion – både i udlandet og herhjemme. Derfor ærgrer det mig også, at man fra politisk side siger, at det ikke indeholder nok potentiale. Ja, der er bestemt udfordringer, som skal løses, men det kan de helt sikkert også blive, hvis der investeres nok tid og penge i det.”

Jesper Svensgaard er enig med Jørgen E. Olesen i, at en stor del af pengene og kræfterne skal bruges på at tilegne sig større viden om, hvor lavbundsjorderne reelt ligger henne – og hvor stor en udledning af CO2 de står for. Men forarbejdet skal foregå parallelt med en aktiv indsats for at vådlægge de områder, som allerede i dag er klar til at blive udtaget uden de store komplikationer. Og det kan kun gå for langsomt.

Jo længere tid, vi venter, desto mere CO2 brænder de her områder af. Derfor er politikerne også nødt til hurtigst muligt at lave en plan for, hvordan udtagningen skal ske. Skal det være ad frivillighedens vej? Skal lavbundsjorderne pålægges særlige afgifter? Eller skal de opkøbes af staten og dernæst tages ud af drift?”, siger han og slår samtidig fast, at han er skuffet over, at regeringens seneste udspil på området lukker luften ud af ballonen.

“Når regeringen siger, at der kun eksisterer et potentiale for at udtage 50.000 ha lavbundsjord, så går det hele lidt i stå i forhold til det resterende potentiale, som ligger derude. Jeg håber, at Klimarådets rapport får politikerne til at sige: 'Nu går vi hårdt ind på at udtage de 50.000 ha lavbundsjord, og samtidig sætter vi hårdt ind på sideløbende at undersøge, hvorvidt vi kan få udtaget de resterende 50.000 ha, som tidligere er blevet foreslået'. Der er simpelthen ikke tid til at gå rundt om den varme grød længere,” siger Jesper Svensgaard.

Fosfor kan spænde ben

Af de 600 millioner, som regeringen har sat af til udtagningen af lavbundsjord frem til 2022, går 17,3 millioner kroner til “opbygning af mere viden om effekten af udtagning af lavbundsjorder for at sikre en løbende forbedret viden om, hvilke jorder der bedst og hurtigst kan udtages”.

Og netop en større viden om de specifikke forhold, der præger lavbundsjorderne, er nøglen til at udnytte det fulde potentiale i den omdiskuterede metode.

“Der er stor forskel på, hvilken klimaeffekt vådlægningen af de enkelte lavbundsjorder har, og det er vigtigt at forstå, at metoden også kan aflede negative bivirkninger,” forklarer Jørgen E. Olesen.

Klimarådet tror tilsyneladende, at CO2-udledningerne fra lavbundsjorderne stopper, hvis man lægger en afgift på dem.

Jørgen E. Olesen,
klimaforsker og konstitueret institutleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet

Nogle af lavbundsjorderne har udviklet en så høj grad af biodiversitet, at de hører under naturbeskyttelseslovens paragraf 3 og derfor rent lovmæssigt ikke må røres ved. Et andet dilemma er, at øget vandstand på et specifikt areal ofte vil påvirke det omkringliggende areal, hvilket kan få uønskede effekter på infrastruktur og landbrugsmæssig anvendelse.

Vådlægning af kulstofrig lavbundsjord kan desuden føre til forsumpning, hvilket øger risikoen for udledning af metangasser i undergrunden. Udenlandske undersøgelser viser, at udledningerne kan være så store, at der kan gå adskillige år, før en reel klimaeffekt træder i kraft.

Den største udfordring i udtagningen af lavbundsjord kommer ifølge Jørgen E. Olesen dog af den øgede udledning af fosfor, som vådlægningen af arealerne kan medføre. Fosfor bindes typisk i jorden til jernfosfat, men når jorden bliver sat under vand, bliver jernfosfatet splittet i fosfat og andre jernioner, som løber ud i vandet. Fosfat fungerer som gødning for alger, og hvis bestanden af alger stiger betragteligt, kan det bl.a. medføre iltsvind. 

Jørgen Eivind Olesen vurderer, at fosforudledning kan spænde ben for udtagningen af helt op mod 50 procent af alle lavbundsjorder herhjemme, hvis man ikke får iværksat metoder til at fjerne det skadelige grundstof, enten før vådlægningen finder sted – fx ved at dyrke afgrøder, som optager fosforen, og som efterfølgende kan høstes og fjernes fra området – eller efter jorden er sat under vand ved fx at opsamle det fosforrige vand i såkaldte fosforfældningsbassiner.

“Disse udfordringer understreger vigtigheden af mere forskning på området. Hvis vi går ind til opgaven med bind for øjnene, ender det galt. Får vi omvendt dannet os overblik over situationen, er der ingen grund til ikke at tro på, at potentialet sagtens kan overstige de 50.000 ha, som regeringen lægger op til,” siger Jørgen Eivind Olesen.