Forskere: Krav til virksomheder kan forhindre skovrydning i troperne

Ressourcer Gennem import af fødevarer bidrager EU til skovrydningen, hvorfor vi også har et ansvar for at forhindre den. Men hverken EU eller resten af det internationale samfund har formået at håndtere problemet. Derfor er der brug for nye løsninger, skriver to forskere i indlægget her – og kommer med løsningen til Fødevareministeren.

Amazonas regnskov i Brasilien

Luftskud af Amazonas regnskov i Brasilien, Sydamerika.

© Shutterstock
Fagligt synspunkt

Coronapandemien har tydeligt illustreret, at vi er afhængige af velfungerende, globale fødevareforsyningskæder. Desværre ved alt for mange fødevarevirksomheder i dag alt for lidt om, hvor deres varer kommer fra, og hvordan de er produceret.

Kommer de fra troperne, er der en risiko for, at de har bidraget til skovrydning. Det gælder ikke bare de to kendte syndere – soja og palmeolie – men en lang række tropiske afgrøder som kakao, kaffe, tømmer, og gummi, ligesom kødkvæg også står højt på listen over ’skovryddere’. Derfor er det er ikke bare danske svinebønder, der skal tage højde for deres bidrag til afskovningen – store dele af fødevaresektoren er afhængig af import af fødevarer produceret i tropiske egne, der hastigt mister naturlige skovarealer.

Siden årtusindskiftet er der ryddet ca. 200 millioner hektar skov (Hansen et al., 2013) – knap 50 gange Danmarks areal – og produktion af landbrugsprodukter tegner sig for ca. 60 procent af den samlede skovrydning, viser et modelstudie som den ene af artiklens forfattere står bag (Pendrill et al., 2019). Udviklingen er drevet af øget efterspørgsel efter fødevarer fra forbrugere i produktionslandene og på de internationale markeder – herunder EU.

Gennem import var EU’s virksomheder og borgere i perioden fra 2015-2017 ansvarlige for rydningen af næsten 200.000 hektar skov – svarende til Lolland-Falster-Møns samlede areal – om året!

Cirka en tredjedel skyldes import af palmeolie, mens soja fra især Brasilien og Paraguay står for omkring en fjerdedel af den samlede skovrydning, herunder rydning af Amazonas-regnskoven og de lidt oversete naturområder Cerrado, en tropisk savanne, og Gran Chaco, en tør tropisk skov. Derudover bidrager import af tømmer fra Sydamerika, kaffe fra Mellemamerika og kakao fra Vestafrika også til det samlede skovrydningsaftryk.

Graf over afskovning

Det internationale samfund har vedtaget adskillige aftaler og programmer, der sigter mod at reducere skovrydning – blandt andet Verdensmål 15.2, der sigter til at "stoppe skovrydning, genskabe forringede skove og væsentligt øge skovrejsning og skovplantning globalt set", New York-erklæringen om skove, og artikel fem i Parisaftalen (PA) om bevare skove. Desværre er ingen af disse mål, der vil blive nået, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

Alt dette er EU allerede opmærksom på. Derfor er Europa-Kommissionen undervejs med forslag til, hvordan EU kan bidrage til at reducere tropisk skovrydning.

EU har ingen fælles skovpolitik, som man kender det fra den fælles landbrugspolitik, men adresserer afskovning gennem ikke-bindende strategier og beslægtede politikområder, fx handels-, udviklings- og energipolitik. I den nuværende lovgivning er der ikke nogen EU-politik, der specifikt adresserer skovrydning forårsaget af EU-import af fødevare- og landbrugsprodukter.

For at reducere ulovlig tømmerhugst og -handel har EU vedtaget en handlingsplan (FLEGT) med tilhørende frivillige partnerskabsaftaler (VPA) med producentlandene. Derudover indfører EU's tømmerforordning (EUTR) et såkaldt ’due diligence’-ansvar for alle aktører, der håndterer træprodukter på det europæiske marked.

Som det kendes fra juridisk praksis er due diligence en systematisk gennemgang og undersøgelse, i dette tilfælde af importørernes forsyningskæde, og hviler på tre grundlæggende principper: informationsindsamling, risikovurdering og afhjælpende foranstaltninger. Udover ulovligt tømmer anvendes dette princip fra 2021 også på ’konfliktmineraler’ som tin og wolfram.

Frivillige ordninger forslår ikke

Vores forskningsgennemgang viser, at der er en lang række virkemidler, EU kan tage i brug, for at begrænse afskovningen. Overordnet set er to centrale måder, hvorpå politikker kan reducere afskovning: 1) ved at beskytte eksisterende skov eller 2) ved at reducere efterspørgslen efter nyt skovareal til produktion af fødevarer.

Det er svært for EU at adressere den første direkte, da den tropiske skov ligger uden for EU, hvorfor beskyttelse ofte foregår indirekte ved at yde støtte til lande med tropisk skov. Hvad angår punkt to har EU lovgivningskompetence over forbrugerne og virksomhederne i EU og kan derfor sætte ind over for disse aktører.

Blandt de hyppigst foreslåede reguleringsmuligheder er en mærkningsordning baseret på EU’s EcoLabel-lovgivning, bistand til producentlandene, og support til såkaldte ’roundtables’, der faciliterer dialog mellem sektorens forskellige parter. Fælles for disse tiltag er, at de, ligesom certificeringsordninger – det indtil videre flittigst brugte redskab til at regulere fødevaresektorens miljøproblemer – ikke stiller obligatoriske krav til sektorens forskellige parter, men baserer sig på frivillige tiltag og informationsudbredelse.

Netop certificeringsordningerne illustrerer bristerne ved at forlade sig på frivillige tiltag fra såvel virksomhederne som forbrugere: begrænset udbredelse, hvilket leder til manglende effektivitet. Selvom sådanne tiltag er sympatiske og kan være nødvendige for at skabe samlet forståelse for en nødvendig indsats, er de sjældent særligt effektive til at reducere afskovning.

En guide til ministeren

Fødevareminister Mogens Jensen efterlyste i et indlæg på Altinget forleden et gennemsyn af ’værktøjskassen’ for, hvordan vi kommer afskovning til livs. I vores forskning har vi gennemgået over 1000 politikforslag til at reducere afskovning og opsummeret dem i 85 unikke reguleringsmuligheder.

Med fare for at blive beskyldt for selvpromovering: hermed leveret, hr. Minister, der er nok af muligheder. Fra markeds- og incitamentsbaserede tiltag som beskatning af afskovning og en generel CO2-afgift (som det også diskuteres i danske medier i disse dage) til mere håndfaste reguleringsprincipper, fx bæredygtighedsstandarder for hele forsyningskæden samt den finanssektor, der muliggør skovrydningen.

De er dog ikke alle lige effektive – eller politisk spiselige – hvorfor langt de fleste formentlig ender på den politiske losseplads. Et due diligence-ansvar er blandt de mere effektive og politisk mulige krav. Det vil pålægge firmaer at kontrollere, hvor de fødevare- og landbrugsprodukter, de importerer, kommer fra og sikre, at de er produceret og forarbejdet på en ansvarlig måde og ikke leder til skovrydning.

Det må også forventes, at en mærkningsordning eller bæredygtighedsstandard ser dagens lys. Her vil den endelige udformning være meget afgørende for den forventede effekt – en frivillig label med slappe krav ændrer selvsagt ikke meget.

Derudover er handelspolitikken er spændende joker. Her er de politiske slåskampe større, men handelspolitikken kan være en endog meget effektiv måde at regulere afskovning. I den forbindelse er den nye Mercosur-handelsaftale en lakmus-prøve på EU’s villighed til at trumfe bæredygtighedskriterier igennem.

’Due-diligence’ er et godt bud på en bedre tilgang

Der er brug for mere effektive midler på tværs af hele EU, hvis vi for alvor skal skovrydningen til livs, og vores forskning viser, at et due diligence-ansvar er blandt de mere effektive og politisk spiselige virkemidler, som kan tages i brug i en kommende ’afskovningslovgivning’.

Både Frankrig og Tyskland har vedtaget brede politiske planer for at tackle tropisk skovrydning, og også i Danmark diskuteres problemet, så den politiske vilje er til stede. Centrale aktører i både kakao- og palmeoliebranchen taler også åbent om behovet for regulering.

Man kan derfor håbe, at 2020 bliver året, hvor vi vender kurven i forhold til at reducere den tropiske regnskov. Det vil kræve hårdt arbejde og politiske slåskampe. Men nu har vi i hvert fald et overblik over den politiske værktøjskasse og en bedre ide om, hvilke principper vi bør følge, når tager værktøjet i brug.