Forskere: CO2-lagring redder os næppe fra klimakrisen

Klima Atmosfærens indehold af CO2 skal stoppe med at stige og helst falde, hvis vi skal undgå omfattende klimaforandringer. En løsning er at pumpe CO2 fra afbrænding af biomasse i undergrunden, og det har FN lavet et redningsplansscenarie ud fra. Danske eksperter er dog skeptiske.

Skorsten med røg © Colourbox
Nyhed

Siden 1800-tallet er atmosfærens indhold af CO2 kun gået en vej – opad. Det er den såkaldte ’hockey-stav-udvikling’, hvor atmosfærens CO2-niveau har været stabilt i en meget lang periode, men i de seneste 200 år er steget eksplosivt. Og den udvikling ser ifølge FN’s emission gap report ikke ud til at stoppe lige foreløbig, medmindre vi griber ind.

En af måderne at stoppe udviklingen er at fjerne CO2 fra atmosfæren ved at indfange og pumpe CO2 ned i undergrunden med teknologien kaldet CCS – Carbon Capture and Storage.

Den teknologi har FN brugt som udgangspunkt for en klimaredningsplan, som de har valgt at kalde P4-scenariet. Ideen er, at træer skal indfange CO2 via fotosyntese, herefter skal biomassen afbrændes til energi, og i processen indfanges CO2’en, der efterfølgende pumpes ned i undergrunden til opbevaring.

FN har beregnet, hvor store arealer med biomasse det vil kræve, hvis vi ikke knækker kurven for CO2-udledningen inden 2030: i så fald skal halvdelen af verdens såkaldte omdriftsarealer – det vil sige marker med afgrøder som korn, soja og andre afgrøder – dyrkes med biomasseafgrøder og den optagne CO2 indfanges og opbevares med CCS-teknologi.

Ifølge danske eksperter er det et reelt scenarie, som IPCC opstiller, fordi det globale samfund endnu ikke har formået at knække kurven for CO2-udledningen endnu.

”Jeg vil gerne anerkende det som en livline i kampen. Det er en af de teoretiske muligheder, vi har for at få negative emissioner, så vi kan få noget af alt den CO2, vi har udledt, ud af atmosfæren og lagret i undergrunden,” siger Torben Chrintz, videnskabelig rådgiver i klimatænketanken Concito.

Jette Bredahl Jacobsen, medlem af Klimarådet og professor i miljø- og ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, er enig.

”Ja, det er en af de teknologier, der er ladsiggørlig. Det er ikke længe siden, vi så CCS-teknologi som ’sci-fi’, men nu er vi faktisk der, hvor det kan være rentabelt at bruge det som en løsning,” forklarer hun.

Ingen af dem tror dog på, at det reelt ender med at være løsningen på klimaproblematikken. Blandt andet kan det være svært at se, hvor de store arealer til at dyrke biomassen skal findes.

”Det meget store arealer, der skal til, og det lyder heller ikke umiddelbart særligt bæredygtigt at tilsidesætte halvdelen af verdens omdriftsarealer til biomasseafgrøder, når vi samtidig også skal bevare natur og sikre verdens fødevareproduktion,” siger mener Jette Bredahl Jacobsen.

Torben Chrintz er enig i, at det kun er muligt at finde arealerne under en lang række af forudsætninger.

”Det kan vi i teorien godt gøre i et regneark, hvis vi samtidig ændrer vores kostvaner, så vi spiser mindre kød, og vi samtidig intensiverer landbruget, så det beslaglægger mindre plads. Men det er helt anden snak i den virkelige verden. Det vil være en kæmpe politisk og samfundsmæssig udfordring, som det er svært at forestille sig vil ske,” forklarer Torben Chrintz.

Jeg ser IPCC-scenariet som meget spekulativt, da det er forbundet med store risici og vil blive enormt dyrt

Jens Friis Lund,
professor i politisk økologi ved Institut for Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet

Han uddyber, at hvis landbruget på globalt plan gik mere effektivt og organiseret til værks med nyeste teknologi og viden om gødning, pesticider og planteforædling, kunne produktiviteten i princippet øges så meget, at vi kunne udtage 40 procent af landbrugsarealerne, som i stedet kunne bruges til fx elefantgræs.

”Det er bare enormt svært at forestille sig, fordi det er en enorm logistisk udfordring på tværs af landegrænser samtidig med, at det ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med andre vores andre ønsker til fødevareproduktion om ekstensiv produktion og naturlighed,” uddyber Torben Chrintz.

Spekulativt og risikabelt

Jens Friis Lund, professor i politisk økologi ved Institut for Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, er også enig, at det er en teoretisk mulighed, men han er bestemt ikke tilhænger af scenariet.

”Jeg ser IPCC-scenariet som meget spekulativt, da det er forbundet med store risici og vil blive enormt dyrt,” siger han og pointerer, at vi, hvis vi globalt set nøler fem-ti år endnu med at nedbringe drivhusgasudledningerne, taler om tusindvis af CCS-fabrikker, der årligt skal lagre mængder af CO2, der svarer det til, som oceanerne og landjorden tilsammen optager årligt.

”Det er helt gigantiske mængder, vi taler om, og det, har jeg meget svært ved at se, overhovedet bliver muligt, og at vi skulle være villige til at betale for. Der er en kæmpe investering uden nogen indtægter, hvis vi skal have fabrikker, hvis eneste formål er at rydde op efter os,” forklarer han.

Jens Friis Lund er også bekymret for, om scenariet overhovedet holder vand. Han understreger, at der er store risici forbundet med at sætte sin lid til, at teknologier som CCS løser klimaudfordringerne for os.

”Jeg er bestemt tilhænger af teknologiske løsninger, men hvad nu hvis de ikke leverer helt som forventet? For mig at se gambler vi med fremtiden, hvis vi sætter vores lid til det. Jeg mener ikke, at det er en fornuftig vej at sætte vores lid til massive investering i biomasse og CCS-teknologi,” siger han.

Torben Chrintz har også svært ved at se det som løsningen. Han håber i stedet på andre teknologier:

”Jeg har svært ved at se det for mig, at CCS og biomasse redder os, og derudover håber jeg mest på, at andre løsninger byder sig. Det kunne fx være ’DAC’ – direct air capture – som er anden metode, der ikke bruger biomasse til at suge CO2 ud atmosfæren,” siger han.