Tema: Naturmødet 2020

Forfattere til ”Klimaskoven” efterspørger samarbejde mellem forstfolk og biologer

Skovbrug Det havde været interessant at få et biologbud på, hvordan aktiv skovdrift og biodiversitet kan kombineres. Men det kom ikke. Sådan skriver forfatterne bag ”Klimaskoven” i indlægget her som svar på den kritik, to biologer kom med af bogen i seneste udgave af JA Aktuelt – en kritik, som forfatterne ikke kan finde grund for.

Skov forår © Mai Sinius
Fagligt synspunkt

 

Nedenstående er svar fra forfatterne af bogen Klimaskoven på Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausens debatindlæg i JA Aktuelt marts 2020, hvor de kritiserer bogens indhold.

I bogen ”Klimaskoven” behandler vi to temaer:

1) Hvor effektiv er aktivt skovbrug til at reducere atmosfærens CO2-indhold?

2) Hvordan kan man kombinere aktivt skovbrug med hensynet til biodiversiteten, så man opnår en bæredygtig løsning?

Imidlertid negligerer Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen i deres indlæg om ”Klimaskoven” helt bæredygtighedsperspektivet og fordrejer desuden bogens indhold. Vi vil kort kommentere begge forhold.

I stedet for bæredygtighedsperspektivet ser Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen på biodiversiteten ud fra biodiversitetens eget perspektiv. Hermed forholder de sig ikke til, hvordan der skal skaffes ressourcer til en hastigt voksende befolkning, der ønsker samme levestandard som i Danmark.

Og der er hverken evidens for, at naturen selv kan tilvejebringe en bæredygtig udvikling, eller for, at de truede arters overlevelse bedst sikres ved overlade det størst mulige areal til naturen selv – især ikke i et så opdyrket et lavland som Danmark, hvor pladsen vedblivende vil være en begrænsende faktor.

Her havde det været interessant at få et biolog-bud på, hvordan aktiv skovdrift og biodiversitet kan kombineres, når kravet er bæredygtighed med klimaet som en vigtig faktor i ligningen. Ikke mindst fordi det er klimabelastende, når aktivt drevne skove tages ud af drift og lægges urørte eller udlægges til drift som lysåbne græsningsskove.

Det havde være interessant at få et bud på, hvordan det dilemma skal håndteres. Men her er Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen tavse.

Deres udgangspunkt er givetvis rapporten ”Bevarelsen af biodiversiteten i de danske skove” (Petersen et al., 2016), som blev formuleret, inden CO2-problemet for alvor var på dagsordenen. Den forbigår stort set klima- og bæredygtighedsperspektivet.

Derfor er det ufrugtbart, når de to biologer bliver hængende i en nu forældet grundfortælling i stedet for at se på problemstillingen med friske øjne.

Og det er endnu mere ufrugtbart, at deres beskrivelse af ”Klimaskoven” er så stærkt misvisende og polemiserende, at læseren får et karikeret billede af bogens indhold.

Her er eksempler på deres meningsforstyrrende fordrejninger:

- Det er vildledende og mangel på stringens, når Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen lader betegnelsen urørt skov omfatte både produktionsskov, der lægges helt urørt, og skov, som bevidst driftes for at fremme biodiversiteten.

Sidstnævnte kan indebære store løbende driftsomkostninger, hvorimod førstnævnte stort set ikke medfører driftsomkostninger. Det er væsentligt for alle – og ikke mindst politikere – at være bevidst om forskellen. Hvorfor skal den tilsløres?

I ”Klimaskoven” anvendes begrebet ’urørt skov’ konsekvent i overensstemmelse med den hverdagsdanske betydning – altså skov, der får lov at ligge uforstyrret af indgreb.

- Vi hævder ikke – som Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen påstår – at intensiv skovdyrkning alene kan løse klimakrisen. Vi har gennemregnet CO2-effekten af Folketingets beslutning om at øge skovarealet til 25 procent, forudsat at skovrejsningen sker som højproduktiv klimaskov.

Resultatet viser en CO2-reduktion på 30 procent i forhold til i dag. Så skovrejsning og skovdrift skal naturligvis kombineres med alle de andre gode initiativer, der i øvrigt fremmer en grøn omstilling, hvilket vi gentagne gange gør opmærksomt på i bogen.

- Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausens kommentarer om substitutionsfaktorer i figur 5 er en manipulerende mistænkeliggørelse. Hvis de havde kontrolleret med Tærø (2017) og Sathre & O´Connor (2010), som vi henviser til i bogen, kunne de have konstateret, at niveauet i bogen er korrekt.

- En mosaikskov er ikke det skakbrætmønster af produktionsarealer, som Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen forsøger at fremmane. Den er derimod en mosaik af produktions- og naturarealer, hvor træartsvalget er lokalt tilpasset de stærkt varierende vækstvilkår, vi har i Danmark.

Deres billede har derfor ikke meget med virkeligheden eller bogens indhold at gøre. Det er derfor også indlysende forkert, at biodiversitetsarealerne i en mosaikskov – som de hævder – nødvendigvis bliver rudimentære.

- Det er digt, når Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen hævder, at der i modelberegningerne for skovrejsningsarealerne ikke indgår hjemmehørende arter. De indgår med over 30 procent!

Og sådan kan vi blive ved og næsten sætning for sætning konstatere, at Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausens gengivelse af bogens indhold er fordrejet og ukorrekt.

De anfægter ligeledes vores valg af kilder. Men det er i sagens natur foretaget ud fra bogens temaer – ikke fra Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausens snævre perspektiv.

Og i forlængelse heraf: deres omgang med den tyske artikel af Schall et al. (2018) er ejendommelig. Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen hævder, at artiklen ikke behandler biodiversiteten i urørt skov.

Men i artiklens figur 2 og 3 sammenlignes biodiversiteten ved traditionel skovdrift med urørt skov og naturnær drift. Den viser, at biodiversiteten generelt er størst ved traditionel skovdrift.

Det havde været interessant, hvis Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen havde forholdt sig til dette resultat, i stedet for at fornægte det.

Ved at jonglere med begrebet urørt skov – jævnfør ovenfor – gør Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen desuden indsigelser over vores brug af Erik Buchwalds ph.d.-afhandling (hvor Jacob Heilmann-Clausen har været vejleder), som meget klart redegør for situationen på Naturstyrelsens arealer.

Heraf fremgår (på side 51-59), at der er brug for flere lysåbne arealer og ”bløde overgange”.  Derfor bør man i fremtiden drifte de arealer, der udlægges til biodiversitetsformål.

Årsagen er enkel: Lader man skovene ligge urørte, vil de gradvist blive mørkere og mørkere og dermed ikke fremme den biodiversitet, som kræver lystilgang. Det er netop det, vi skriver i ”Klimaskoven”.

Efter læsning af Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausens indlæg undrer man sig og spørger, hvad motivet til deres uredelige læsning af bogen mon kan være?

De nævner ikke selv noget. Men Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen har i lighed med biologgruppen omkring dem et grundlæggende forklaringsproblem.

Vismandsrapporten 2012 konstaterer således, at der ”reelt ikke findes megen konkret forskningsbaseret information om, hvor godt specifikke tiltag i naturen virker i forhold til de enkelte arter”.

Eller sagt på en anden måde: Man ved ikke, om det foreslåede udlæg af urørt skov vil fungere! Vil det hjælpe de truede arter?

Problemstillingen er ikke mindst interessant i lyset af, at meget få af de rødlistede arter kræver urørt skov. Der mangler derfor forskningsmæssigt belæg for at anvende urørt skov som et universalmiddel til løsning af biodiversitetsproblemet.

Til sidst vil vi – når Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen nu ikke vil forholde sig til ”Klimaskovens” temaer – henlede opmærksomheden på naturbevarelsesorganisationen WWF’s tilgang til klima- og biodiversitetsproblemet. En hurtig indgang er her en video, som stærkt anbefales.

Den fremhæver, at verdens efterspørgsel på træ vil flerdobles i løbet af få år. Et af WWF´s centrale budskaber er, at skal de oprindelige skove i verden bevares og beskyttes, så kræver det, at de bliver aflastede ved, at der produceres mere tømmer i andre skove.

Det kan fx være de danske kulturskove (som jo ikke er oprindelige), når man forvalter disse med hensyntagen til deres naturværdier samtidig med, at træproduktionen optimeres.

Det er ærgerligt for samfundet – og naturen – at Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen ikke synes interesserede i et samarbejde om, hvordan fremtidens skove kan udformes, men sidder fast i en ensidig forestilling om, at biodiversiteten skal bevares for biodiversitetens egen skyld.

I vores optik handler det i stedet om, at skovene både skal sikre verdens stigende træforbrug, bidrage effektivt til en løsning af CO2-problemet og samtidig sikre, at de truede arter overlever. Og her behøves et samarbejde mellem såvel forstfolk som biologer for at nå et bæredygtigt resultat.