Tema: Pesticider

DOF: Pløjefrit landbrug kan hjælpe truede fugle

Landbrug Conservation Agriculture tiltaler agerlandets trængte fuglearter og kan være en vej frem for dem. Derfor støtter DOF videre udbredelse af dyrkningsformen, der indtil videre kræver brug af glyfosat for at holde ukrudt væk, skriver næstformand i Dansk Ornitologisk Forening i indlægget her.

Vibe © Shutterstock
Fagligt synspunkt

Bestandene af de fugle, der gennem de seneste århundreder har fundet egnede levesteder i agerlandet, har fået det rigtig skidt – så skidt, at syv ud af de otte arter, der ved den officielle, danske rødlistevurdering regnes som mere eller mindre knyttet til omdriftsarealer, nu er rødlistet som enten moderat truet, sårbare eller næsten-truet.

Det er de barske realiteter, efter at Aarhus Universitet den 15. januar i år offentliggjorde den revision af rødlisten, som finder sted hvert 10. år. For ti år siden var tallet en ud af de otte.
Blandt de nytilkomne arter med denne lidet flatterende status finder vi bl.a. agerhønen, viben og sanglærken.

Derfor er det særligt positivt, at vi og Danmarks Jægerforbund ved systematiske optællinger af netop disse og andre af landbrugslandets arter på Knudstrupgårds marker med dyrkningsformen Conservation Agriculture (CA) og tilsvarende konventionelt drevne referencemarker har kunnet konstatere, at agerlandets fugle forekommer i større antal på de CA-drevne marker end på de konventionelt drevne. Helt præcis 68 procent af alle individer af fugle, der blev registret, foretrak CA frem for konventionelt.

Agerhønen har over flere år vist markant flere overvintrende individer på CA-marker end på referencemarker og dermed formentlig også et større antal ynglende individer.
Viben, sanglærken og de øvrige landbrugslandsfugle blev kun undersøgt et enkelt år (2018). Her ynglede viben udelukkende på CA-marker, og sanglærken forekom med tættere bestande og fik flere kuld på CA-markerne end på de konventionelt drevne.

Fire ud af de seks fuglearter, der forekom med mere end 80 procent i antal på de CA-drevne marker – heriblandt viben - var direkte afhængige af jordlevende invertebrater, og den femte, tornirisken, af insekter til ungerne og (ukrudts-) frø til sig selv. Den sidste, ringduen, var vist bare rigtig glad for hestebønnerne på Knudstrupgård – dels når de blev sået ud, dels når de lå tilbage efter høst.

Selv om der er tale om et meget spinkelt statistisk grundlag, som kalder på gentagelser over flere år, er der næppe nogen tvivl om, at CA-markerne kan noget, som de andre ikke kan.

Ploven eller Roundup?

Og kom det så bag på os? – Nej, egentlig ikke.

Dels har den internationale videnskabelige litteratur i årtier peget på en række fordele for landbrugslandets fugle ved pløjefri dyrkning i almindelighed, og dels viser alle undersøgelser af CA-drift i særdeleshed nogle klare fordele for de jordlevende invertebrater, som jo er fødegrundlaget for mange af landbrugslandets fugle.

Man kan spørge sig selv, om ploven set i fugleperspektiv i virkeligheden er en større synder i forhold til biodiversiteten end dette pesticid.

Henrik Wejdling,
næstformand i Dansk Ornitologisk Forening

Hertil kommer, at mange af agerlandets fugle er afhængige af en vis frøbank i overjorden, som de kan udnytte året rundt og især i vinterhalvåret. Sanglærken behøver eksempelvis adgang til mere end 450 frø pr. m2, førend det rent energiøkonomisk kan betale sig for den at opsøge en mark ved vintertide, og noget tilsvarende gør sig formentlig gældende for andre af markens frøædende fugle.

Og det tilbyder CA-dyrkningen tydeligvis med den måtte af henfaldne planterester og frø, der aldrig vendes ned i jorden, som over tid opbygges i jordoverfladen. I hvert fald udmærkede Knudstrupgård sig ved at have overvintrende bestande af sanglærke – til forskel fra alle andre indlands-landbrug på Syd- og Vestsjælland.

Så nej, resultaterne overrasker ikke, omend de fortsat kalder på gentagelser og mere systematiske, sammenlignende undersøgelser af fx klækningssucces, ungetilvækst og –overlevelse, førend vi kan sige noget endegyldigt om fordele og ulemper for fuglene ved CA-dyrkning.

Men hvad så med Roundup’en? CA-driftens akilleshæl er og bliver den brug af glyfosat, som i hvert fald indtil nu har været plovens afløser som ukrudtsregulator. Man kan spørge sig selv, om ploven set i fugleperspektiv i virkeligheden er en større synder i forhold til biodiversiteten end dette pesticid.

Den akutte giftighed af glyfosat over for fugle er lav, men i øvrigt ved vi for lidt om effekterne af stoffet på agerlandets fuglebestande til at kunne besvare spørgsmålet. Under alle omstændigheder ødelægger glyfosaten åbenbart ikke de gode effekter af CA-dyrkning, i hvert fald ikke for fuglene.

DOF har ikke belæg for at udtale sig om virkningen af glyfosat i et bredere perspektiv, men da stoffet fjerner ukrudtsplanter i et markmiljø, som normalt er intensivt dyrket, må effekten på levevilkårene i markerne generelt vurderes at være negativ. Ukrudtsplanter er fødegrundlag for mange af agerlandets fugle, ligesom ukrudt skaber diversitet og levested for de insekter, som er afgørende for opfostring af fugleunger på proteinrig føde.

Der skal således ikke herske nogen tvivl om, at DOF vil hilse det velkommen den dag, CA-forskningen kommer med et mere miljøvenligt alternativ.

Dyrkningsformen kan ikke stå alene

Uanset hvor positiv CA-driftsformen måtte tegne sig for fuglelivet, så vil selve dyrkningsformen altid kun vil være én af tre – ja, i virkeligheden fire – faktorer, der påvirker fuglenes trivsel i landbrugslandet. Faktorer, der vel at mærke kun i begrænset omfang kan vikariere for hinanden. Ud over dyrkningsformen handler det om afgrødevalg og dyrkningsintensitet, og ovenover dem alle troner fænomenet landskabskompleksitet.

Den akutte giftighed af glyfosat over for fugle er lav, men i øvrigt ved vi for lidt om effekterne af stoffet på agerlandets fuglebestande til at kunne besvare spørgsmålet. Under alle omstændigheder ødelægger glyfosaten åbenbart ikke de gode effekter af CA-dyrkning, i hvert fald ikke for fuglene.

Henrik Wejdling,
næstformand i Dansk Ornitologisk Forening

Trawler man den videnskabelige litteratur om landbrugslandets fugle igennem, står det tydeligere og tydeligere, at alle fire faktorer spiller ind.

Hvad afgrødevalget angår, foretrækker viben og sanglærken klart forårssåede afgrøder at yngle i, mens agerhønen gerne vil kunne gemme sig i vinterafgrøder i vinterhalvåret.

Hvad dyrkningsformen angår er der ingen tvivl om, at økologiske og pløjefri driftsformer – og her især CA – er mere attraktive for fuglene end de konventionelle driftsformer.

Endelig hvad intensiteten angår, er det åbenlyst for enhver, at jo mere ekstensivt, en mark drives, desto mere ro og mulighed for ynglesucces beredes fuglene, ligesom chancerne øges for, at der etablerer sig et rigeligt fødegrundlag i form af invertebrater samt ukrudt og ukrudtsfrø.

Brak er den mest ekstensive driftsform – og formentlig den bedste til at sikre et højt naturindhold på dyrkningsfladen, også med effekter i form af flere løbebiller og andre insekter, der rækker langt uden for selve brakarealet.

Men når det er sagt, så kan man dyrke lige så økologisk eller pløjefrit man vil, uden at det hjælper, hvis man fx kun dyrker vinterraps, eller hvis man strigler flere gange i løbet af fuglenes yngletid.

Og man kan braklægge lige så meget man vil, men det hjælper kun, hvis brakken lades i ro og dens effekter får lov at brede sig ind på dyrkningsfladen. Afgrødevalg samt dyrkningsform og dyrkningsintensitet griber uløseligt ind i hverandre.

Og oven over alting hviler som sagt landskabskompleksiteten. Tyske forskere har i en undersøgelse af, hvad der virker bedst for fuglene – levende hegn eller økologisk driftsform – målt sig til en konkret faktor, som siger, at hvis indholdet af halvnatur falder til under 17 procent inden for en radius på 500 meter, så påvirker det effekterne af andre biodiversitetsfremmende tiltag på dyrkningsfladen i negativ retning.

Om dette lidt firkantede tal holder i alle sammenhænge, skal være usagt, men litteraturen bugner i hvert fald med eksempler på, at landskabskompleksiteten spiller en afgørende rolle for naturindholdet, også på dyrkningsfladerne.

Så vil DOF have mere CA-dyrkning? Ja, DOF så meget gerne en videre udbredelse af CA som driftsform – men HUSK: driftsformen alene gør det ikke!

Afgrødevalget og intensiteten er mindst lige så vigtige faktorer, og det samme gælder opretholdelse af en høj landskabskompleksitet.

Bevar småbiotoper og udyrkede bræmmer og læg arealer i brak, varig såvel som rotations, for der findes næppe én løsning, der klarer alle landbrugslandsfuglenes problemer i ét hug.