Biologer om "Klimaskoven": Grov forenkling af virkeligheden og misvisende

Biodiversitet Debatten om de danske skove kører fortsat på højtryk. Det helt store spørgsmål er, hvad der er bedst for klima og biodiversitet: skal skovene stå urørt, eller skal de dyrkes? I indlægget her kommenterer Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausen på de argumenter, der bliver fremført i bogen "Klimaskoven".

Skov forår © Mai Sinius
Fagligt synspunkt

 

Følgende indlæg er Hans Henrik Bruun og Jacob Heilmann-Clausens kommentar til bogen "Klimaskoven" af Esben Møller Madsen, Anders Tærø Nielsen, Palle Madsen og Per Hilbert (udgivet på eget forlag.) 

Klimaskovens hovedbudskab er, at intensiv skovdyrkning er løsningen på klimakrisen.

Forfatterne foreslår konkret at øge Danmarks areal af dyrket skov til mindst 25 procent – gerne 35 procent – af det samlede landareal.

De nye skove skal ikke bestå af hjemmehørende træarter, men af højproduktive eksoter, såsom sitkagran, hybridlærk, douglasgran, kæmpegran, som alle er nåletræer, og hybridpoppel. Desuden skal eksisterende rødgranplantager erstattes med disse mere produktive arter.

Bogens vision er, at skovene skal dyrkes som såkaldte mosaikskove med ensartede bevoksninger som felter på et skakbræt og med biodiversiteten henvist til skovbryn og lavproduktive eller besværlige arealer, ikke mindst de vådområder, det ikke kan betale sig at dræne bort.

Desuden skal der efterlades højstubbe og mindre trægrupper til dyr, planter og svampe.

Der er tale om et opgør med de naturnære skovdyrkningsprincipper, som er indført i statsskovene med fokus på opblødning af bevoksningsgrænser og øget brug af hjemmehørende arter.

I stedet skal skovene kort sagt dyrkes ligesom landbrugets marker med fokus på optimal produktion af høstbar vedmasse og med naturen henvist til, hvad der svarer til gamle mergelgrave, levende hegn og vildtstriber i agerlandet. 

En helt central påstand i bogen er, at beskyttelse af urørt skov er en klimabelastning, idet fravalg af træforbrug indebærer, at man i stedet må bruge andre produkter, som indebærer en større CO2-udledning.

Det er en meget grov forenkling af virkeligheden. Forbrug af træ indebærer ikke nødvendigvis en besparelse af fossile brændsler, og beskyttelse af urørt skov og vild natur i det omfang, man politisk har forpligtiget sig til, på ingen måde står i vejen for et fortsat bæredygtigt træforbrug.

Derudover er bogens påstand om, at klimakrisen bedst imødegås gennem maksimal binding af kulstof fra atmosfæren, misvisende. Det afgørende er binding og lagring – og vel at mærke lagring i tidsrum, der måles i århundreder, ikke måneder eller år.

Hvis det opsugede kulstof udledes til atmosfæren efter få årtier gennem forbrænding, har skovdriften blot ændret på omsætningshastigheden uden at gøre noget for at nedbringe mængden af CO2 i atmosfæren. Her gør urørt skov en forskel fra dag ét.

Det går tilsvarende galt for forfatterne i kapitlet om biodiversitet. Årsagen til, at forfatterne tager biodiversitet op som emne, er, at de ønsker at overbevise læseren om, at skovdrift optimeret til maksimal vedproduktion er bæredygtig.

I kapitlet fremsætter forfatterne en række påstande om biodiversitet og skov, som helt savner faktuelt grundlag. Disse påstande er blevet grundigt tilbagevist de seneste ti år, hvilket dog ikke afholder forfatterne fra at gentage dem med stor patos.

Her kommer de to vigtigste med vores kommentarer til:

1) "Biodiversiteten er truet i den urørte skov"

Eftersom ’urørt skov’ er defineret som vild natur med biodiversitet som førsteprioritet, er påstanden absurd.

Tempereret løvskov er et naturligt forekommende økosystem i den biogeografiske region, hvor Danmark ligger, og en meget stor del af Danmarks arter er knyttet til træer og til habitater med varierende grader af kronedække.

Genopretning af dette økosystem kan i sagens natur ikke være negativt for de tilknyttede arter.  Den urørte skov præsenteres som tæt, mørk og livløs, mens den dyrkede skov omtales som lys, venlig og varieret.

Men sandheden er den modsatte. For fx karplanter og mosser findes det allerdybeste mørke under unge trækulturer, både af den udbredte bøg og af nåletræer. Uanset om det er bøgeskov, der forynges ved selvforyngelse, eller nåleskov etableret ved plantning, går kulturbevoksninger igennem en minimum ti år lang fase, hvor der er helt slukket for lyset ved skovbunden.

I urørt skov foregår foryngelsen pletvist, og selvom vedmassen og dermed kulstoflageret er større end i dyrket skov, er der aldrig langt mellem arealer med lysåbne forhold, hvor lyskrævende arter trives. Især ikke hvis der findes et naturligt græsningsniveau i skoven.

2) ”Der er ingen biodiversitetsproblemer i den dyrkede skov, som ikke kan løses med flersidig drift”

Det er igen en påstand uden belæg, men i princippet kunne det være rigtigt.

Spørgsmålet er genstand for megen forskning internationalt og herhjemme: kan vi bevare en stor del af artsmangfoldigheden ved at integrere naturhensyn i en mere ekstensiv produktion (land sharing), eller er det mere effektivt at indrette dedikerede naturreservater helt uden produktion, som holdes separat fra effektivt dyrkede produktionsarealer (land sparing)?

Produktionstabet kan være det samme i begge modeller, så i princippet er det blot et spørgsmål om, hvordan den rumlige fordeling af natur skal være.

Al international forskning peger på, at et element af land sparing altid er nødvendigt, altså at det er nødvendigt at afsætte betydelige arealer til ren natur, fx urørt skov.

Behovet for arealer med urørt natur er naturligvis ikke uafhængigt af, hvordan de dyrkede skove forvaltes. Her vil en mere intensiv produktion baseret på indførte oversøiske nåletræer, som Klimaskoven anbefaler, blot øge behovet for decideret urørt natur – i lodret modsætning til, hvad forfatterne hævder.

Bogens centrale målgruppe er beslutningstagere og mediefolk, og teksten er letlæst og ikke tynget af mange referencer.

Ifølge forfatterne har fokus været på kun at henvise til helt centrale kilder. Den hensigtserklæring kan vi ikke genkende. Den litteratur, der sporadisk henvises til, er sjældent hovedkilder, og i mange tilfælde understøtter kilderne ikke de fremsatte påstande.

Interessant er fx en central tabel (angivet som figur 5 i bogen), hvor der angives substitutionsfaktorer for forskellige anvendelser af vedprodukter.

Substitution angiver, i hvilket omfang forbrug af kulstof (omregnet til CO2) fra træ fortrænger fossilt CO2. Der er ikke angivet referencer for tallene i tabellen, som giver betydeligt højere substitutionsfaktorer for blandt andet kul og naturgas, end hvad der normalt anvendes. Uden angivelse af kilde kommer det til at virke som propaganda.

Kapitlet om biodiversitet rummer henvisning til fem kilder, hvoraf Schall et al. (2016, retteligt 2018) og Buchwald (2018; retteligt Buchwald & Heilmann-Clausen 2018) nævnes flere gange hver.

Karakteristisk for brugen af disse kilder er at de citeres for udsagn, som de ikke giver belæg for overhovedet. Specifikt citeres Buchwald & Heilmann-Clausen (2018) for følgende to udsagn:

"Der behøves ikke mere urørt skov i Danmark, end det vi har, når målet er at sikre biodiversiteten", og "biodiversiteten er truet i den urørte skov".

De to udsagn findes der ingen støtte for i kilden.

På samme måde citeres Schall et al. (2018) for at have fundet, at artsdiversiteten er større ved forstlig behandling af skoven end ved at lade den ligge urørt. Men det er ikke, hvad det tyske team har undersøgt, og forfatterne siger selv – direkte adspurgt – at deres undersøgelse på ingen måde kan bruges til at stille spørgsmålstegn ved værdien af urørt skov for biodiversiteten.

Bogen er i lækkert udstyr, indbunden og trykt på ekstra tykt papir. Hvis alle 2500 eksemplarer i 1. oplag kommer op at stå på boghylderne landet over, vil bogen i sig selv give anledning til lagring af kulstof i betydeligt omfang.

Vores anbefaling er derfor at sætte Klimaskoven på boghylden at samle støv. Og lad os så komme videre med en ordentlig og faktabaseret debat om, hvordan vi ønsker at indrette et Danmark, som både har dyrket jord med bæredygtig og klimavenlig produktion af fødevarer og træprodukter, og som effektivt beskytter biodiversiteten.