Tema: Naturdebat: Hvordan skal den danske natur forvaltes?

Biolog: Slip hestene løs i dansk naturforvaltning

Biodiversitet Der skal et paradigmeskifte til i den danske naturforvaltning, hvis vi skal bremse tabet af biodiversitet og skabe de bedste betingelser for naturen: Den klassiske forestilling om en skarp opdeling mellem naturtyper skal væk, og store planteædere skal sættes fri til at pleje naturen, skriver biolog Anders Horsten i indlægget her.

Græssende hest © Colourbox
Fagligt synspunkt

Da jeg for snart 15 år siden begyndte at arbejde med naturpleje, var målet for plejen ganske klart: det handlede om at efterligne det ekstensive landbrug og genskabe og fastholde det landskab, som vi kunne se på malerier eller gamle fotos: et ofte nærmest træløst landskab med udstrakte heder, moser og enge.

Værktøjerne var sommergræsning med husdyr, suppleret med manuel eller maskinel pleje, som supplement til dyrenes græsning. Skovene bekymrede vi os ikke meget om, og de blev ofte sirligt hegnet fra, så dyrene ikke skadede træerne.

Dette arbejde byggede på årtiers naturplejetradition fra amter og stat, og der blev kun i meget begrænset omfang sat spørgsmålstegn ved målet. Jeg har således selv sværget til klassisk naturpleje og gennem årene stået bag mange naturprojekter, hvor målet har været en spejling af det landskab, som blev skabt af det ekstensive landbrug for mange generationer siden.

I de senere år er det imidlertid blevet klart for mig, at den klassiske naturpleje med fokus på at fastholde historiske landskaber og skarp opdeling mellem naturtyper har fejlet. For til trods for årtiers målrettet arbejde er det ikke lykkes os at bremse tabet af biodiversitet, snarere tværtimod.

Selvom vi har investeret enorme ressourcer i naturpleje, er arterne fortsat med at forsvinde for øjnene af os som sand mellem fingrene. Det viser overvågningen af den danske natur, og det viser den nyeste Rødliste, der udkom i foråret.

Jeg synes derfor, at tiden er kommet til, at vi som naturforvaltere stopper op og kaster et kritisk blik på os selv. Har vi haft de rette mål? Og har vi valgt den rigtige strategi og de rigtige virkemidler? Og hvis ikke, er tiden så kommet til et opgør med vante paradigmer, også selvom det medfører, at mange årtiers målrettet arbejde må forkastes? For hvis ikke målet med naturplejen netop er at skabe de bedst mulige betingelser for den danske natur, hvad er det så?

Målrettet naturforvaltning

Heldigvis finder jeg masser af håb og tro på fremtiden for den danske natur. For lytter man bare lidt til den nyeste forskning på området, så ved vi faktisk rigtigt meget om, hvad der skal til. Men det kræver et markant opgør med den måde, hvorpå vi tilrettelægger naturforvaltningen.

Med en naturforvaltning, hvor det i højere grad er naturlige processer og ikke fastlåste landskaber, der er målet, skal vi vænne os til ikke kun at se tilgroning som et problem, men i højere grad som en helt naturlig og vigtig del af en artsrig natur.

Anders Horsten,
Biolog i Mariagerfjord Kommune og medlem af Dansk Ornitologisk Forenings hovedbestyrelse

I stedet for at forsøge at efterligne det ekstensive landbrugslandskab bør vi i højere grad målrette forvaltningen efter det landskab, som vores arter gennem hundredtusinder af år er tilpasset til at leve i. Det landskab var hverken træløst eller skarpt opdelt mellem skov og lysåbne arealer. Det var et dynamisk og afvekslende landskab, hvor en række processer og dynamikker til stadighed skubbede udviklingen i landskabet i nye retninger. Og først og fremmest var det et levende landskab, summende af liv og med et overflødighedshorn af arter, som vi i dag kun kan drømme om.

Men hvordan griber man det så an? Vi kan jo begynde med at kigge på, hvordan vi opstiller mål for forvaltningen. Her tror jeg, at vi i højere grad skal vænne os til at kigge på processer frem for landskabsbilleder. Vi skal overveje, hvordan vi i højere grad kan skabe den nødvendige plads til naturlige processer som storme, oversvømmelser, erosion, brand og store planteædere, som er så vigtige for at skabe levesteder.

Og så skal vi have modet til at give slip på de klassiske forestillinger om det danske kulturlandskab som rammen for den optimale naturforvaltning. Med denne strategi bliver målet for naturforvaltningen således ændret i retning af at skabe rammerne for et dynamisk og varieret landskab frem for at fastholde et givent kulturhistorisk landskab.

En meget væsentlig konsekvens af ovenstående bliver den måde, vi bruger græsning på som virkemiddel i naturplejen. Hvor det tidligere handlede meget om at lade sig inspirere af den ekstensive landmand, skal vi i fremtiden i langt højere grad lad os inspirere af, hvordan de store planteædere opfører sig og lever i den vilde natur.

Her har dyrene en nøglerolle i forhold til at skabe den variation i levesteder, som mangler i dag. Her er dyrene med til at skabe en mosaik af lysåbne arealer, krat og skov, og ved at rode og regere og efterlade lort og ådsler bidrager de til et væld af levesteder i landskabet.

Det er derfor vigtigt, at de store dyr så vidt muligt får lov at leve så naturligt som muligt, også selvom vi endnu ikke kan slippe dem løs for alvor, fordi pladsen ikke er til det, eller fordi lovgivning og regler stiller hindringer i vejen. Men selv på ganske små arealer kan man sagtens efterstræbe en mere naturlig adfærd hos dyrene.

Græsning året rundt

I første omgang er det vigtigt at give dyrene mulighed for at færdes på naturarealerne året rundt og så vidt mulig undgå fodring. Alt for ofte sættes dyrene i stald om vinteren, eller de fodres i stor stil henover vinteren, enten fordi der er for mange dyr eller af misforståede hensyn til dyrevelfærd.

Men tilpasser man dyrenes antal, så har robuste racer af heste og kreaturer ingen problemer med at klare sig igennem en normal dansk vinter, så længe der er gode muligheder for at finde føde og læ på arealerne. Og det er netop uden for vækstsæsonen, at dyrene udfører den opgave, som vi hidtil har sat maskinerne til: særligt i vinterhalvåret æder dyrene det visne græs og de bitre urter og bider grene og kviste af træer og buske.

Det lavere antal dyr betyder også, at græsningen om sommeren bliver mindre intensiv. Det er til stor glæde for de mange urter, som i dag ofte bliver græsset eller slået midt i vækstsæsonen. Med et mere naturligt græsningstryk får mange af de livsvigtige nektar- og pollenplanter bedre mulighed for at blomstre og sætte frø.

Tiden er kommet til, at vi som naturforvaltere stopper op og kaster et kritisk blik på os selv.

Anders Horsten,
biolog i Mariagerfjord Kommune og medlem af Dansk Ornitologisk Forenings hovedbestyrelse

Det er ikke bare godt for fremtidens generationer af urter, men også for den brede vifte af sommerfugle, bier, svirrefluer mv., som er helt afhængige af blomsternes nektar og pollen samt det varme mikroklima, som opstår, når de græssende dyr skaber og vedligeholder en lav og lysåben vegetation.

Jeg hører ofte argumentet om, at ovenstående tilgang til dansk natur vil medføre, at områder, som i dag er lysåbne naturarealer med hede, overdrev eller eng, med tiden vil gro til og forsvinde i krat og buskads. Og kritikerne har utvivlsomt helt ret: hvis vi overlader naturforvaltningen til naturens egne processer, så vil der være arealer, som i dag er lysåbne, som vil gro til.

Men denne tilgroning vil mange steder ske langsomt på grund af de store dyrs påvirkninger og undervejs skabe forskellige stadier af krat og buskads, som i sig selv er rasende vigtige levesteder for et væld af arter. Samtidigt vil arealer, der i dag er groet til eller allerede er skov, bryde sammen og i en længere fase være mere lysåbne.

Pointen er, at det er denne dynamiske landskabsmosaik, at vores arter gennem hundredtusinder af år er tilpasset til at leve i. Og med en naturforvaltning, hvor det i højere grad er naturlige processer og ikke fastlåste landskaber, der er målet, skal vi vænne os til ikke kun at se tilgroning som et problem, men i højere grad som en helt naturlig og vigtig del af en artsrig natur.

Men har vi modet til at slippe hestene løs og i højere grad lade naturen passe sig selv?