Tema: Naturdebat: Hvordan skal den danske natur forvaltes?

Biodiversiteten er udfordret i kommunerne

Biodiversitet Beskyttelse af biodiversiteten udfordres af snævre budgetter, hensyn til klima og miljø og manglende handleplaner – og det er på trods af en spirende politisk opmærksomhed, konkluderer Lene Gernow Simonsen, som er kandidatstuderende på KU, i indlægget her.

Blomster i vejrabat

Vejbede er et af de steder, hvor kommunerne forsøger at gøre noget for biodiversiteten ved at så blomster – men det kræver en mere målrettet indsats at standse tilbagegangen i biodiversiteten, konkluderer Lene Gernow Simonsen.

© Mai Sinius
Indblik

Det er et velkendt faktum, at biodiversiteten går tilbage både globalt og nationalt med en hastighed, der er ti til hundrede gange hurtigere end den gennemsnitlige hastighed i de seneste ti millioner år (Diaz et al., 2019).

Som land er Danmark gennem Biodiversitetskoventionen forpligtet til at medvirke til at standse tilbagegangen i biodiversiteten inden 2020 (Frostholm, 2012), hvilket indebærer, at Danmark skal udarbejde en national strategi for beskyttelse af biodiversitet (Pagh, 2012). I Danmark har kommunerne en stor del af ansvaret for naturforvaltningen – og dermed også for at beskytte biodiversiteten.

Og hvordan klarer kommunerne så den opgave? Det har jeg undersøgt tidligere i år i min bacheloropgave på Naturressourcer ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet ved at kigge på, hvordan Ballerup, Frederiksberg, Ishøj og Rudersdal kommuner griber opgaven med at forvalte deres grønne områder an. Og undersøgelsen viser, at modstridende interesser, presset økonomi og manglende planer er en hæmsko for forvaltningen af biodiversitet.

Ny og omfattende opmærksomhed på biodiversitet

Kommunerne har i høj grad sat biodiversitet på den politiske dagsorden inden for de seneste få år. De udfører en lang række frivillige indsatser for at fremme biodiversitet, hvilket blandt andet tæller ophør med sprøjtning, udsåning af blomster, mere ekstensiv slåning af græsarealer og rabatter, differentieret drift, hvor naturområder slås i mosaik, grønne vægge og etablering af paddevenlige regnvandsbassiner.

Alle initiativerne ligger ud over, hvad der er bestemt på nationalt niveau, og viser et stort engagement i arbejdet med at beskytte biodiversiteten. Kommunerne har også overordnede politiske visioner om at standse tilbagegangen i biodiversitet, og i teknik- og miljøforvaltningerne eksisterer et stort engagement i opgaven.

På trods af de mange gode visioner og initiativer, mangler der dog konkrete handleplaner, hvis der skal arbejdes mere målrettet med at standse tilbagegangen i biodiversiteten i kommunerne. Kommunerne er i dag forpligtet til at redegøre for deres politiske mål for fremme af biologisk mangfoldighed, men der er ingen krav om en decideret handleplan for beskyttelsen af biodiversitet.

Der er også en tendens til, at kommunerne kommer til at fokusere ensidigt på insekter i biodiversitetsforvaltningen og glemmer, at mange arter har brug for meget mere end blot flere blomster for at kunne standse deres tilbagegang.

Lene Gernow Simonsen,
kandidatstuderende i Nature Management på Københavns Universitet

De manglende handleplaner er problematisk i forhold til at iværksætte en prioriteret indsats for at fremme biodiversiteten og betyder i praksis, at indsatsen ikke foregår særlig struktureret. Dermed er der risiko for, at der ikke bliver sat ind netop dér, hvor potentialerne er størst, ligesom der ikke skabes et samlet overblik over, hvor langt kommunerne er i deres arbejde med biodiversitet.

Kommunerne har ligeledes ikke gennemført systematiske kortlægninger af den nuværende biodiversitet, hvilket ellers er helt centralt for at kunne sætte ind, hvor der er størst behov for at arbejde med at bevare eller forøge biodiversiteten, og så kommunerne har et overblik over, hvor deres biologiske værdier rent faktisk befinder sig.

I stedet anvender kommunerne pejlemærker som fx bilag IV-arter (arter, som er beskyttet efter EU's naturbeskyttelsesdirektiver, red.) for, hvor deres største biodiversitet findes. Men det er ikke tilstrækkeligt, da bilag IV-arterne hovedsagligt bliver kortlagt i forbindelse med særlige projekter i et bestemt område, hvorfor man let overser levesteder i områder, hvor der ikke foregår projekter, eller som er levesteder for andre sjældne eller truede arter end de bilag IV-beskyttede. En god kortlægning er desuden et vigtigt værktøj for at kunne udarbejde en konkret handleplan.

Snævre budgetter

Kommunerne arbejder i høj grad med biodiversitet inden for en snæver budgetramme, fordi der er et begrænset naturbudget. Det er måske en af forklaringerne på den manglende kortlægning, da sådan et stykke arbejde selvsagt tager lang tid og ikke er gratis.

Desuden har de snævre budgetter betydning for, hvilke tiltag der er mulige at søsætte, da fx ekstensiveret drift fint kan rummes inden for de eksisterende budgetter, hvorimod fx etablering af levesteder kan medføre udgifter, der ikke kan rummes inden for budgettet, og måske derfor praktiseres i mindre grad, selvom det er en nødvendighed for at øge biodiversiteten.

De manglende handleplaner er problematisk i forhold til at iværksætte en prioriteret indsats for at fremme biodiversiteten og betyder i praksis, at indsatsen ikke foregår særlig struktureret.

Lene Gernow Simonsen,
kandidatstuderende i Nature Management på Københavns Universitet

Arbejdet for biodiversiteten bliver også udfordret af, at der sker en sammenblanding af interesser. Biodiversitet kommer ofte i samme kasse som klima og miljø, og dermed optræder biodiversitet sjældent som enkeltinteresse i forvaltningen. Klima og miljø har imidlertid været på den politiske dagsorden væsentligt længere end biodiversitet, og derfor kan man risikere, at biodiversitetskrisen ikke prioriteres tilstrækkeligt højt i tide.

Fx blander både forvaltningerne og politikerne klima og miljø i form af CO2-binding, grundvandsbeskyttelse eller affaldshåndtering samt æstetik og rekreation ind i debatten om biodiversitet. Og selvom det er vigtigt at understrege, at det i mange tilfælde kan skabe en positiv synergi mellem områderne, kan det også betyde, at biodiversiteten ikke får den opmærksomhed, der er brug for, hvis udviklingen skal vendes.

Øget biodiversitet bør være et formål i sig selv

I mange af de tiltag, kommunerne udfører, viser det sig, at øget biodiversitet netop er én ud af flere effekter. I en del tilfælde er øget biodiversitet hovedformålet, men med positive sidegevinster som øget æstetisk værdi, øget rekreativ værdi eller eventuelt besparelser i driften. Dog kan den ekstensive drift også konflikte med æstetiske hensyn alt efter øjnene, der ser. Der kan også opstå konflikter med fx byudvikling eller regnvandshåndtering, der presser de grønne områders funktion som levesteder.

I de tilfælde, hvor omlagt drift i en mere ekstensiv retning er en budgetpost, der hviler i sig selv, lader det til, at øget biodiversitet er et selvstændigt formål. På den anden side findes fx byhaver, plantning af spiselige frugttræer og bærbuske og ikke mindst nedsat eller ophørt brug af sprøjtemidler for at beskytte grundvandet – tiltag, der ikke har biodiversitet som hovedformål, men som formegentlig alligevel har en grad af positiv effekt på biodiversiteten.

Der er også en tendens til, at kommunerne kommer til at fokusere ensidigt på insekter i biodiversitetsforvaltningen og glemmer, at mange arter har brug for meget mere end blot flere blomster for at kunne standse deres tilbagegang.

Hvis tilbagegangen for alvor skal vendes, skal kommunernes naturbudgetter øges, så biodiversiteten kan blive kortlagt, og der kan arbejdes mere systematisk med at skabe nye levesteder og forbedre kvaliteten af de eksisterende. Der skal vedtages handleplaner for indsatsen, så kommunerne kan holdes op på deres arbejde med biodiversitet.

Så længe kommunernes indsatser er mere eller mindre frivillige, vil andre kommunalpolitiske interesser kunne overskygge biodiversiteten – som er helt fundamental for, at vores samfund kan fungere.