AU-leder: ”Vi har begået fejl, men betragter ikke alle sagerne som fejl – vi er blevet klogere”

Universiteter De seneste måneder har flere sager om regnefejl fra Aarhus Universitet været fremme i medierne. I ét tilfælde har AU lagt sig fladt ned og beklaget fejlen – men i de andre tilfælde er der ikke tale om fejl, men om udfordringer i arbejdet med myndighedsbetjeningen, fortæller centerleder.

Aarhus Universitet hovedbygning

Aarhus Universitets hovedbygning set fra parken.

© Villy Fink Isaksen, Wikimedia Commons, License cc-by-sa-3.0. Fotograf: https://commons.wikimedia.org/wiki/User:Villy_Fink_Isaksen Licens:https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0/
Nyhed

Først kunne vi læse, at en regnefejl var skyld i, at arealet af lavbundsjorder i Danmark var blevet opgjort 60 procent for lavt. Så blev der sået tvivl omkring emissionsfaktoren fra lavbundsjorderne og dermed den klimaeffekt, som det politiske fokus på udtagning af lavbundsjorder vil have.

Efter nytår meldte Miljø-og Fødevareministeriet ud, at tal for kvælstofudledningen var blevet korrigeret på grund af endnu en regnefejl. Og senest har Landbrugsstyrelsen meddelt, at et nyt kort over potentielle minivådområder bygger på utilstrækkelige data.

Alle fire sager stammer fra myndighedsbetjening udført af Aarhus Universitet og er dukket op i løbet af få måneder, siden november sidste år. Og ingen røg uden ild erkender Niels Halberg, der er leder for Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, DCA, på Aarhus Universitet, som er ophav til tre af de fire sager:

”Lad os tage den virkelig grimme fejl med samme: forkert areal af lavbundsjorder. Det er en dum, menneskelig fejl, en oversættelsesfejl fra én tabel til en anden, hvor arealet i forskellige jordklasser er lagt forkert sammen, og vi har for længst lagt os fladt ned og beklaget dybt,” fastslår han.

Noget anderledes forholder det sig dog med de resterende sager, mener han:

”Vi laver fejl, og dem indrømmer vi, men mange af dem, jeg har set omtalt som fejl, ser vi ikke på samme måde. Vi betragter det fx ikke som en fejl at korrigere tal, hvis vi får bedre data eller bedre målemetoder,” forklarer Niels Halberg.

Er der nogen forklaring på, hvorfor vi ser flere sager inden for få måneder fra AU?

”Det tror jeg ikke nødvendigvis. Det er fire forskellige situationer, men det ændrer ikke ved, at det er fire situationer for meget, som har skabt frustration. Og det er selvfølgelig meget ærgerligt, fordi det giver anledning til negativ omtale, men især fordi det giver problemer for dem, der skal bruge vores rådgivning. Vi forsøger alt, hvad vi kan, at modgå det, men det skal modgås med forskellige midler,” siger Niels Halberg.

Er den her mængde af sager på få måneder et normalt eller tilfredsstillende niveau for universitetet?

”Vi tager meget alvorligt, at der har været disse sager, som har givet anledning til kritik. Den eklatante fejl med areal af lavbundsjorder er ikke tilfredsstillende, og vi vil gøre mere fremover for at undgå, at den type fejl kan ske. Men sager, som skyldes, at vi opdaterer vores vidensgrundlag, vil komme igen, og jeg må understrege, at det også handler om forventningsafstemning, at tage usikkerheder alvorligt, og om at dem, der modtager arbejdet, skal være klar over, at estimaterne kan ændre sig, når der kommer bedre vidensgrundlag,” siger Niels Halberg.

Bedre metoder og data

Sagen omkring emissionsfaktoren i relation til lavbundsjorder er et eksempel på, at forskerne mangler et bedre grundlag for deres estimat, siger Niels Halberg:
”Vi har gennemført relativt få målekampagner på tab af klimagasser fra lavbundsjorder. De tal, vi har, er omkring ti år gamle, og de stammer hovedsageligt fra én bestemt type jord, der nærmest er tørvejord. Da vi blev bedt om rådgivning på området for år tilbage, satte vi et estimat ud fra de data, vi havde, og kom også med et estimat for emission på andre kulstofrige jorder,” fortæller Niels Halberg og fortsætter:

”Så går der noget tid, og så har beslutningstagerne glemt, at det er et usikkert tal, og måske er der i mellemtiden også blevet iværksat politiske initiativer på baggrund af tallet. Når vi så stiller spørgsmålstegn ved det oprindelige estimat, er det ikke en fejl som sådan. Og hvis vi får midler til flere målinger af emission fra forskellige typer af lavbundsjorde, får vi et bedre estimat og må måske revidere det tal, vi først har angivet. Det kalder vi ikke en fejl, men vi siger, at vi i så fald er blevet klogere,” forklarer han.

Lignende årsager lå til grund for, at tallet for udledning af kvælstof blev ændret i sidste måned af DCA’s søsterinstitut DCE. Som Niels Halberg har forstået sagen, fik forskerne mulighed for at udvide antallet af målepunkter blandt andet i vandløb, så de bedre kunne estimere, hvor meget kvælstof der løber ud i farvandene, og på den baggrund kunne de udarbejde en bedre modellering af udledningen. Og det nye resultat var lidt lavere end tidligere: det oprindelige estimat var ca. 58.000 ton, mens det nye tal var ca. 3000 ton lavere.

”Sådan noget vil altid være behæftet med usikkerhed, for vi kan ikke måle alle vandløb hele tiden. Men man glemmer usikkerheden, som her formentlig er på mindst 10 procent. Det nye estimat ligger stadig inden for den oprindelige usikkerhed, så tallet er jo egentlig ikke så overraskende,” forklarer Niels Halberg.

”Det, der så desværre er sket her, er, at vi kom ud for hurtigt med de nye beregninger. Først viste de ikke den store forskel, men tallene var ikke analyseret i bund, og da forskerne gør det, får de et andet resultat. Der var vi for hurtigt ude, og det er det, der bliver kaldt en fejl. Og vi skal da heller ikke komme for hurtigt ud med resultater, vi skal være 100 procent sikre på, at forskerne har dobbelttjekket deres resultater, så vi leverer det rigtige i første omgang og ikke – som her – halvanden måned senere,” forklarer han.

Universitet og forskerne er dog under et pres, når de udfører myndighedsbetjening, som er svært at modstå.

”Der er ofte et pres på os fra embedsværket for at levere nu og her, fordi de skal bruge tallet til indberetning i en statistik, en ny regulering eller lignende, og vi oplever løbende, at de beder os om foreløbige tal. Og her er det vigtigt, at det ikke bliver kaldt en fejl, hvis vi regulerer dem senere,” siger Niels Halberg.

Aarhus Universitet Foulum
AU Foulum.
© Jørgen Weber/Aarhus Universitet

”Derfor strammer vi op omkring, hvor meget vi vil give sådan nogle tommelfingerestimater. For 15 år siden kunne vi godt sige: ’vi har ikke rigtig nogen tal for det her, men mon ikke det er 50 procent af det her andet tal’. Nu strammer vi op, så vores tal ikke bliver tillagt større sikkerhed, end de kan tåle, for så får vi de sager, hvor nogen kalder det fejl, og vi kalder det bedre vidensgrundlag.”

Nogle gange viser opgaven sig også at være sværere, end forskerne troede.

”Og der skal vi være bedre til at stå på, at vi ikke leverer til ministeriet, før vi er færdige. Og desværre har der igennem årene været nogle eksempler på, at det er vi kommet til at gøre,” fortæller han.

”Presset øger risikoen for fejl, og vi må bare erkende, at meget af den rådgivning, vi leverer, lynhurtigt går ind i lovgivningsprocesser. Der skal vi være bedre til at sige fra, hvis ikke vi kan levere en tilstrækkelig kvalitetssikret opgave,” slår Niels Halberg fast.

Usikkerheder er alfa og omega

En anden måde at undgå lignende situationer i fremtiden er, at forskerne bliver bedre til at gøre myndighederne opmærksomme på de usikkerheder, der er forbundet med forskningsresultaterne:

”Vi har ikke altid været gode til at understrege variation og usikkerhed på estimater over for ministerier, og det skal vi være bedre til, så ingen foranlediges til at tro, at de tal, vi giver, er mere sikre, end de er. Vi skal holde fast på, at det politisk administrative system indtænker det,” siger Niels Halberg.

Det er dog ikke så let at trænge igennem med vigtigheden af at indregne usikkerheder og variationer, fortæller Niels Halberg:

”De embedsfolk, der skal arbejde videre med tallene, er ikke så interesseret i usikkerheder og variationer, fordi det komplicerer deres arbejde, og politikere har også brug for angivelse af et såkaldt præcist tal, de kan forholde sig til.”

Særligt vigtigt er det, at myndighederne ikke tror, at de har et helt specifikt tal, som de kan bruge i forhold til at fastsætte politiske målsætninger:

”Vi kan se i medierne, hvordan politikerne forsøger at vurdere relativt små ændringer i forhold til politiske målsætninger inden for fx klima og kvælstof. Der vil de målte eller estimerede ændringer ofte ligge inden for den usikkerhed, der er på det oprindelige estimat. Og hvis effekten af et virkemiddel ligger inden for usikkerheden, er det svært at sige, om det rent faktisk virker efter relativt få år, fx om landbrugspakken har virket endnu,” forklarer Niels Halberg med en aktuel reference.

Forventninger skal afstemmes

En anden udfordring i arbejdet med myndighedsbetjeningen er, at der ikke altid er overensstemmelse mellem, hvad ministeriet forventer at modtage, og hvad AU har data til at kunne levere. Det var netop tilfældet omkring potentialekortet med minivådområder:

”Datagrundlaget er ikke stærkt nok til den præcision i kategorisering af arealer, som nogen har ønsket. Vi leverede et nyt kort i sommer, og vi har underforstået i arbejdet, at det er ret usikkert kortgrundlag, men desværre blev der skabt en forventning om, at kortet er mere præcist og et mere sikkert grundlag, end det er,” forklarer Niels Halberg.

Men AU havde også selv internt en ’dum proces’, som i efteråret skabte tvivl om, hvorvidt det var det rigtige kortgrundlag, der var blevet brugt, fortæller han:

”Der blev pludselig skabt usikkerhed om, hvorvidt alle relevante forskere kunne stå ved det nye kort, og det var et meget sent tidspunkt i forhold til, hvad der er hensigtsmæssigt, det indrømmer vi. Men vi har – efter en ekstra undersøgelse – meddelt, at vi kan stå ved kortet med forbehold for, at der er manglende præcision, for der findes ikke et kort i en skala, som kan udpege hver eneste lille ådal eller grøft,” siger Niels Halberg.

”Derfor har vi også hele tiden sagt, at kortet kan være vejledende i forhold til, hvor man kan placere et konstrueret minivådområde, og så må de kigge på det lokalt – landmanden bor jo derude, og han ved bedre end kortet, hvor det kan lade sig gøre. Dertil kommer, at både en oplandskonsulent og kommunen skal vurdere den enkelte sag,” siger han.

Troværdighed i centrum
At der har været flere sager fremme fra Aarhus Universitet har fået miljøministeren til at kommentere på situationen i forbindelse med, at tallene for kvælstofudledning blev ændret:

”Det er dybt utilfredsstillende, at Aarhus Universitet ikke har haft styr på tallene, og det er desværre sket flere gange i den seneste tid. Vi er som politikere nødt til at kunne stole på fakta fra forskerne, når vi diskuterer og træffer politiske beslutninger. Det er afgørende, og derfor har mit ministerium bedt universitetet om en plan for, hvordan de vil øge kvalitetssikringen af deres forskning fremover,” sagde Lea Wermelin ifølge Miljø- og Fødevareministeriet dengang.

Og den udmelding tager Aarhus Universitet meget alvorligt, fastslår DCA-direktøren:

”Det er vigtigt for os at værne om vores integritet og faglighed – vores troværdighed er den valuta, vi har, og derfor tager vi det meget alvorligt, hvordan vores troværdig bliver opfattet, også i det politiske lag. Vi forsøger at analysere, om kæden er hoppet af i vores håndtering af sagerne, om det handler om kommunikation, eller vi bare er blevet klogere i forhold til tidligere rådgivning. Og der, hvor kæden hopper af i vores processer, gør vi, hvad vi kan for at undgå det fremover. Som indrømmet er det sket i flere tilfælde i det forgangne år. Det er vi i gang med at rette op på,” siger Niels Halberg.