Teknologi vender op og ned på jordbrugsakademikernes fag

JA'ernes historie Del 6: I sidste afsnit af JA’ernes historie tager vi igen fat i 1900-tallet, hvor skovbrug, havebrug og landbrug især i århundredets sidste halvdel gennemgår radikale forandringer, særligt drevet af den maskinelle og teknologiske udvikling.

Skovsti

Fra omkring 1970'erne er færre beskæftiget med skovbrug - til gengæld får skoven stigende betydning som rekreativt område

© Colourbox
Indblik

Det tidlige 20. århundrede var det klassiske familiebrugs storhedstid. På de fleste gårde fandt man en kernefamilie suppleret med et par tjenestefolk, mens ekstra arbejdskraft i spidsbelastningsperioder kom fra nærtboende husmandsfamilier, og gårdens medlemskab af alle relevante, lokale andelsforeninger var en selvfølge. Det var fortsat et blandet brug, for uden dyr: ingen trækkraft og gødning.

Efter 2. verdenskrig ændrede vilkårene for både jordbrugets produktion og livet på landet sig imidlertid radikalt inden for en menneskealder. Adgangen til udenlandsk valuta var i vid udstrækning bundet til købet af særlige importprodukter, og i løbet af 1950’erne fik stort alle bedrifter egen traktor.

Start ved begyndelsen - læs 1. del af JA'ernes historie her

Desuden betød udviklingen af en epokegørende metode til fremstilling af syntetisk kvælstofsalt i 1920’erne, at handelsgødning vandt stærkt frem. Det fik som umiddelbar konsekvens, at Danmark gik fra ved krigens udbrud at have ca. 600.000 heste til tredive år senere kun at have knapt 50.000.

Og måske fik det yderligere en mindre mærkbar konsekvens for den måde, man i landbruget anskuede dyr. For med hesten havde man haft et årtusindlangt skæbnefællesskab. Kun hvis den havde det godt, kunne man selv overleve. Men derfra blev dyr i praksis primært proteinfabrikker.

Effektiviteten stiger

Maskinisering og forøget brug af kemiske hjælpestoffer i form af gødning og bekæmpelsesmidler bidrog sammen med fortsat forædling til en fortsat produktivitetsstigning. Fx stod der målrettet avlsarbejde bag efterkrigstidens største eksportsucces: svin af dansk landrace med et ekstra sæt ribben, som passede til den britiske efterspørgsel efter ”danish bacon”.

Inden for planteproduktionen var det 20. århundrede ligeledes præget af en fortsat optimering af det landbrugslandskab, der var det egentlige produktionsapparat. Delvist som led i 1930’ernes og besættelsestidens arbejdsløshedsbekæmpelse blev der indført betydelige statslige støtteordninger til fortsat landvinding og grundforbedring.

Afvandingsindsatsen kulminerede fx i 1962-68 med den vandrige Skjern Ås udretning, og i hundredåret fra 1880 blev der med statsstøtte plantet levende hegn i en længde, som i en enkelt række ville svare til 30 gange jordens omkreds.

Traktor harver
Brug af stadigt mere avanceret teknologi i landbruget mindsker drastisk antallet af beskæftigede i sektoren op gennem 1900-tallet
© Colourbox

Den teknologiske og strukturelle udvikling forudsatte et stadigt højere uddannelsesniveau af den enkelte driftsleder.

De faglige krav på landbrugsskoler og efteruddannelseskurser er derfor fortsat med at stige, og det samme er kravene til de konsulenttjenester, der bistår landmanden med alt fra forretningsplaner og tegninger af nye staldbygninger til foderblandinger, som til gavn for fremtidens klima nedsætter husdyrproduktionens uundgåelige udledning af metan.

Skoven får ny betydning

Det 20. århundredes skovbrug var præget af modernisering, men sammenlignet med landbruget gik udviklingen langsomt. I begyndelsen kom den mest til udtryk gennem en stræben efter ensartede og markedsorienterede produkter.

Og selvom tømmer til fx jernbanesveller, smørdritler, træbåde og med tiden også bøgeparketgulve fik stigende betydning, blev de gamle løvskovsområders primære produkt længe ved med at være brændsel.

Sideløbende med professionalisering i form af uddannede driftsledere, formaliserede sortimentsbetegnelser og udbredelsen af langsigtet produktionsplanlægning ændrede skovlandskabet karakter. Hvor landets skove i tiden omkring landboreformerne var helt og holdet lokaliseret på øerne og i Østjylland, betød 1800-tallets anlæg af klit- og hedeplantager, at skoven relativt set rykkede mod vest.

Ved århundredets begyndelse havde Jylland dermed mere skov end resten af landet, og som følge af de nye skoves artssammensætning kom nåletræsarealet med sin produktion af bygningstømmer og juletræer i 1920’erne til at overtage løvskovens førerposition.

Indførelsen af maskinkraft drevet af fossile brændsler vandt først for alvor indpas i skovbruget efter 2. verdenskrig. Motorsave, særligt udviklede skovtraktorer, flishuggere og – på længere sigt – avancerede skovningsmaskiner overtog stadigt flere arbejdsopgaver i en produktionsform, der ellers traditionelt var meget arbejdsintensiv, og hvor eksempelvis plantearbejdet ofte blev varetaget af kvinder og børn.

Så selvom antallet af selvskovere, der i deres trailer hentede brænde i skoven til parcelhusets brændeovn, steg kraftigt i forbindelse med 1970’ernes energikriser, havde en stadigt mindre andel af landets befolkning gennem århundredets sidste fjerdedel en praktisk tilknytning til skovbruget. En skovningsmaskine tog i gennemsnit arbejdet fra omkring otte skovarbejdere, og også de skovbrugsuddannede skovridere blev der samtidig længere imellem.

 

Indførelsen af maskinkraft drevet af fossile brændsler vandt først for alvor indpas i skovbruget efter 2. verdenskrig.

Til gengæld for nedgangen i den praktiske og produktionsmæssige relation til skovbruget bredte den brede befolknings brug af skoven som rekreativt område og ”natur” sig efter, at der i 1969 blev offentlig adgang til også privatejede skove. Fra 1980’erne indgik ikke mindst sådanne ikke-produktive hensyn i anlæggelsen af mange nye, bynære skove, og der viste sig snart et øget behov for regulering af ikke altid særligt forligelige fritidsinteresser – fx beskyttelse af sjældne dyr og planter og anlagte mountainbikeruter.

Og samtidig med at relationerne mellem arbejdsløn og træpriser i dag gør traditionelt vedmasseproducerende skovbrug til en økonomisk udfordring, lægges der samfundsmæssigt større vægt på skoven som eksempelvis grundvandsbeskyttelse og kulstoflager.

Så i dag må dansk skovbrug siges at være splittet mellem fremtidsscenarier i retning af blandt andet biomasseproduktion som flis, biodiversitetsproduktion i form af urørt skov, oplevelsesproduktion som rekreationsskov og produktion af konstruktionstræ af høj kvalitet i en moderne cirkulær økonomi baseret på holdbarhed og genanvendelighed.

Haven flytter til byen

Den blanding af nytte- og prydhave, som i 1800-tallet kendetegnede de fleste gårde og huse på landet, rykkede i det følgende århundrede med villaer, parcelhuse, rækkehuse og  kolonihavebevægelsen ind i byer og forstæder.

Efterspørgslen efter kvalitetssikret frø- og plantemateriale steg derfor mærkbart gennem 1900-årene. Og det samme gjorde behovet for professionel planlægning og udførelse ved uddannede anlægsgartnere. Der skete således en mærkbar udvidelse af havebrugskandidaternes potentielle ansættelsesområder.

Tømmer
Brug af maskiner i skovbruget tog arbejdet fra en stor andel af skovarbejderne i løbet af det 20. århundrede.
© Colourbox

Men også uden for privathaverne og deres leverandører af materialer og tjenesteydelser steg efterspørgslen efter teoretisk funderet viden om havebrug. Med byvæksten fulgte talrige anlæg af parker, sportspladser og kirkegårde.

Og i forbindelse med rejsningen af bynære skove beregnet til rekreation, af hvilke Brøndbyskoven vest for København fra 1952 var den tidligste, fik landskabsarkitekter ofte afgørende indflydelse, for skovenes formål var ikke længere primært produktivt, men derimod æstetisk.

Den markante velstandsstigning påvirkede også efterspørgslen på potteplanter og afskårne blomster, og en række store blomstergartnerier, der var grundlagt i sidste del af 1800-årene, fik gode afsætningsvilkår og udviklede sig til store eksportsuccesser.

Til gengæld blev gartneribranchen som helhed hårdt ramt af stigende priser på energien til væksthusenes opvarmning i 1970’erne, og det havde i den sektor som i landbruget stor effekt: der kom færre og større handelsgartnerier.

Et stigende antal hortonomer og landskabsarkitekter kom således efter 2. verdenskrig til at stå for tilpasningen af velfærdssamfundets bynære landskaber til befolkningens behov for et ubesværet friluftsliv, privat eller kollektivt på grønne, offentlige arealer.

Planlægning og overordnet drift af parkanlæg, større kirkegårde, legepladser og generel ’urban forgrønning’ skyldes således oftest hortonomer og landskabsarkitekter, ligesom de spiller en aktiv rolle i forbindelse med de senere års stadigt mere påtrængende klimatilpasninger.

Parcelhuse
Da naturen rykkede ind i private hjem i byerne med parcelhusene, steg behovet for viden om havebrug.
© Colourbox

Udviklingen skaber nye udfordringer

Som natur- og landskabsforvaltere i bredeste forstand er jordbrugsakademikerne efter det 20. århundredes store udvikling centralt placeret midt i en række uundgåelige konflikter mellem produktions- og miljøhensyn.

For det viste sig, at jordbrugserhvervenes overmenneskelige effektivisering siden 1800-årene ikke havde været gratis:

Landskabers, planters og dyrs kemisk-biologiske produktionsapparater kunne blive ’stresset’.

Plantagers og skoves træer fik røde nåle ved skovdød.

Mejerier og slagterier lukkede. Urenset spildevand i vandløbene fik liv nedstrøms til at dø.

Husdyrproduktionen blev optimeret i en grad, så medicin tiltænkt behandling i stedet blev anvendt som almen forebyggelse med det resultat, at multiresistente bakteriestammer stortrives.

Mange dyrs muligheder for naturlig adfærd blev så hæmmet af rationelle staldsystemer, at det gik ud over velfærden og i mange tilfælde også kødkvaliteten.

Skov- og havebrugets pesticidforbrug steg så ukritisk, at det havde katastrofale skadevirkninger for den vilde flora og fauna.

Imprægnering af konstruktionstræ medførte omfattende lokal jordforurening.

Og gødningsstoffer blev brugt med en så stor rundhåndethed – i øvrigt uden at produktionen steg tilsvarende – at vandmiljøet blev hårdt ramt.

Nogle få så det tidligt: vandløbsbiologen Carl Wesenberg-Lund kritiserede allerede i 1920’erne konsekvenserne af den sanseløse vækst- og optimeringsiver.

“Var der ikke grund til at fortælle de unge: at der er grænser for, hvad man kan belaste vore søer og åer med; at den korteste vej ikke altid er den mest forsvarlige; at den momentant billigste vej fra et mere vidtskuende synspunkt i virkeligheden turde blive den dyreste,” skrev han blandt andet om Landbohøjskolens studerende.

Det var dog først for alvor fra 1970’erne, at miljøet i bred forstand blev et anliggende for samfundsdebatten. Nye miljøbevægelser mod forurening og for vedvarende energi eller dyrevelfærd samlede især store dele af ungdommen, og helt forventeligt meldte en del af jordbrugsuddannelsernes studerende sig under fanerne. For netop spørgsmål som dem, havde de en særlig viden om.

Det har derfor også været – og er stadig – ofte jordbrugsakademikere, der står bag udviklingen af alternativer til de rationelle og topeffektive jordbrugsmetoder, som i hvert fald i nogen grad har spillet fallit.

I dag er de alternativer fx den succesfulde økologiske landbrugsproduktion, der dybest set bygger på genopdagelse af en række klassiske bondedyder. Et andet eksempel er den pesticidfri parcelhushave. Og et tredje den naturnære skov, der producerer både biodiversitet og vedmasse.

Læs også de øvrige dele af JA'ernes historie:

1. del: En æra begynder

2. del: Jordbrugsuddannelserne bliver til 

3. del: Viden får afgørende betydning for fag og økonomi

4. del: Maskiner får 1800-tallets kandbrug til at vokse

5. del: Stordrift og automatisering præger 1900-tallets jordbrug