Tal skoven op

Skovbrug Skovforskningen kæmper en hård kamp om eksterne bevillinger i konkurrence med politisk højere prioriterede områder. Der er brug for mere offensivt at fortælle historien om skovens betydning for klimaet og samfundet i det hele taget, mener både direktøren i Dansk Skovforening og institutlederen på IGN KU.

Skov og skovbund © Bert Wiklund, bwfoto.dk
Nyhed

I 1990erne vekslede antallet af fastansatte danske skovbrugsforskere mellem 80 og 85. I dag er tallet 45 - altså næsten en halvering.

Med til historien hører, at flere og flere midler kommer fra eksterne fonde. Så i princippet kunne der være flere penge i skovforskningen i dag end tidligere, selv om myndighedsbevillingerne er reduceret.

Men ifølge Jan Søndergaard, direktør i Dansk Skovforening, kæmper skovforskningen en op ad bakke kamp om midler i konkurrence med politisk opprioriterede områder som energi, landbrug og fødevarer.

"Skovbruget hører ikke med i det fine selskab, for skoven passer jo sig selv. Der kommer ikke nogle eksistentielle trusler derfra i form af store vandmiljø- eller kvælstofproblemer. De sektorer, hvor miljøudfordringerne vækker mere opsigt i pressen, har større politisk bevågenhed, og det drypper tilbage på universiteterne, hvor man får nemmere adgang til basis- og projektbevillinger," siger Jan Søndergaard.

De to professorater, som var dedikerede til skovens dyrkning, blev for ganske nylig nedlagt - uden at nye stillinger blev slået op. Jan Søndergaard kan ikke se det som andet end et symptom på, at forskningsområdet er trængt.

"De to professorer var ansat til at udvikle de metoder, vi bruger i praksis i dag, som bl.a. skal bane vejen for den klimavenlige skov. Og de var syntesepunktet i forhold til praksis for alle de øvrige medarbejdere på universitet, som arbejder med skovbrugsemner. Sammen med kollegaerne på området drev de udviklingen, udførte forskningen, satte nye ph.d.studerende i gang, underviste fremtidens skovridere og skovfogeder og tog dem med på ekskursioner ud i skoven."

Københavns Universitet beklager, men den ene professor gik på pension, og den anden blev skåret væk af økonomiske årsager.

"I fraværet af de to professorer er det praktiske skovbrug nu henvist til specialister inden for delområder af skovforskningen, som hver især leverer delviden til sektoren om specifikke fagområder af relevans for forvaltningen af skovene. Det kan være specialister i biomasse, plantegenetik eller vandhusholdning, men det kan ikke gøre det ud for synteseprofessorater," understreger Jan Søndergaard.

Moderne skovforskning

Institutleder på Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) på Københavns Universitet Claus Beier deler Dansk Skovforenings bekymring for, om politikerne har tilstrækkelig bevågenhed på skovens betydning i samfundet. Men han er ikke helt enig i udlægningen af, hvor stort et hul de to professorer efterlader.

"Vi har fortsat forskere med stærke kompetencer  inden for skovdyrkning - de er blot ikke professorer," forklarer han.

I den samlede vurdering af tingenes tilstand skal man derudover indregne det vilkår, at skovforskning har en langt bredere betydning i dag, mener Claus Beier.

"Især inden for klimaforskning, som måske er det område, hvor det er nemmest at søge midler i dag, ser vi ofte, at der foregår forskning med direkte relevans for skoven, men uden at være skovforskning i klassisk forstand. Hvor går grænsen for, hvad der er inden for og uden for skovforsknings-området?"

"Tilsvarende foregår der biodiversitetsforskning i skoven, som nogle vil hævde er helt inden for skiven af skovforskning, men hvor de private skovejere, som måske stadig producerer tømmer, vil sige: ”Fint nok, men hvad har det at gøre med de klassiske skovforskningsdyder, som konkret hjælper erhvervet på vej," fortsætter Claus Beier.

Engang var skovdrift stadig en slags landbrugsproduktion, blot med nogle andre og mere langtidskrævende produkter. Man plantede træer og skabte en forretning med brænde, tømmer, pyntegrønt og juletræer og havde i tillæg nogle indtægter i forbindelse med jagt - og det var så det.

Over de seneste tyve år er skovens funktion og dens samfundsmæssige værdi steget enormt, vurderer Claus Beier.

Det er muligt, at det stadig hovedsageligt er på tømmer, juletræer og jagt, at skoven tjener penge. Men dens værdi i samfundet er steget gevaldigt. Nu snakker vi rent drikkevand,  biodiversitet og kulstofbinding i forbindelse med skoven. Og vi snakker friluftsliv, turisme og ren luft.

"Det er til at forstå, at branchen er bekymret for, om den mere traditionelle erhvervsrelevante forskning, der fokuserer på spørgsmålene, ”hvilke træer skal vi plante, og hvilke skal vi fælde?”, drukner i visionerne om klimaskove og friluftsskove. Og jeg er heller ikke i tvivl om, at det er blevet sværere at skaffe midler til klassisk skovforskning og lettere at få penge til de store dagsordener, der handler om fx klima eller biodiversitet," siger Claus Beier.

Han vurderer, at der vil kunne laves statistik, som viser, at skovforskning i en meget bred forstand får nogenlunde de samme midler som førhen. Men profilen på forskningen har ændret karakter.

"Dét kan man begræde eller bifalde afhængig af, hvor man befinder sig i systemet. Meget af den big data-drevne forskning, som foregår i et helt andet univers end traditionel skovforskning, hjælper måske ikke erhvervet, hvis man tænker kortsigtet. Men jeg synes omvendt, at skovejerne skal være opmærksomme på muligheden for et fornyet fokus på skoven i en bredere forstand."

"På længere sigt vil skovens nye betydning i samfundet også være til glæde for dem. For de bløde værdier, som skoven repræsenterer i samfundet, kan ikke undgå i en ikke særlig fjern fremtid at kunne omsættes til god forretning. Specielt hvis der i branchen bliver sat kræfter ind på at få talt skoven op i medierne og over for politikerne," betoner Claus Beier.

Skab polemik

Jan Søndergaard er ikke i tvivl om hvilken historie, der skal høres i befolkningen og på Christiansborg.

"Hvis vi skal løse opgaven med at overgå til et fossilfrit samfund og fjerne en stor del af den CO2, der allerede er i luften, så er skoven det absolut mest potente middel."

"En af de to afgåede professorer nåede lige nøjagtig at beskrive en model for et klimaoptimeret skovbrug, inden han blev sparet væk før jul. Hvis vi gennemfører den eksisterende målsætning om at fordoble skovarealet, så kan vi med klimasmart skovbrug fjerne halvdelen af danskernes årlige CO2 udledning. Ved at skovene opsuger og lagrer CO2, og ved at skovens træprodukter anvendes til langtidsholdbare produkter som fx byggeri. Vi kan gøre det på en måde, der gavner både natur og grundvand, fordi vi ikke bruger gødning og pesticider. I stedet for at udvikle maskiner, som suger CO2 ud af undergrunden, så lad os bruge skoven, der er en ressource, vi af rigtig mange andre gode runde gerne vil have mere af," siger Jan Søndergaard og uddyber:

"Fremtidens skove skal være klimaskove - hvordan skal de se ud? Det spørgsmål skal vi have meget mere fokus på i samfundet."

"Man skal sælge sin relevans i dag. Vi er vigtige! Her er skovbruget oppe mod en lidt længere tidshorisont. At opdyrke klimaskove er ikke ligesom at dyrke gulerødder. Det er hele økosystemer, som skal udvikle sig over mindst ti år, før man virkelig kan se resultatet. Til gengæld er løsningerne, når man først er i mål, langtidsholdbare. Skoven bliver stående i generationer," tilføjer Jan Søndergaard.

Claus Beier mener, at hele sektoren skal arbejde sammen for at skaffe forskningsmidler og for at sikre kvaliteten af undervisningen.

"Når vi ser os nødsaget til at have to professorer i skovdrift mindre på universitetet, så hænger det sammen med, at det har været svært at skaffe penge til forskning inden for dette område. Rektor har ikke en kasse, som han kan dele ud af, hvis bevillingerne ikke kommer."

Han uddyber, at erhvervet og de relevante skovfora har en opgave i forhold til at skabe opmærksomhed og goodwill for øget forskningsfinansiering inden for skovområdet. Gennem kommunikation og lobbyarbejde, der kan overbevise både politikere og private fonde om skovens værdi:

"Presseomtale gør en forskel, og man står svagt, hvis man ikke formår at skabe noget polemik omkring sine mærkesager. Det burde absolut være muligt med skoven. Det er meget store og let forståelige værdier, som den bidrager med i samfundet," siger Claus Beier.

"Vi skal have gjort op med den forestilling, som desværre stadig hersker, at skoven er en gratis ting, der bare er der, som det er dejligt at å en tur i, og som i øvrigt passer sig selv. Der har vi nok været for lidt offensive," understreger han.