Stordrift og automatisering præger 1900-tallets jordbrug

JA'ernes historie Del 5: Seneste afsnit af serien om JA’ernes historie handlede om udviklingen af dansk skov- have- og jordbrug i 1800-tallet. Vi forlod fortællingen på tærsklen til det 20. århundrede, hvor krige og automatisering står på spring for at ændre jordbrugernes hverdag.

Marker fra luften

Med det moderne, maskinbaserede landbrug blev de enkelte bedrifter og markfelter stadigt større.

© Colourbox
Indblik

Industrialiseringen og urbaniseringen var godt i gang i begyndelsen af 1900-tallet, men  jordbrugserhvervene var stadig samfundsbærende ved indgangen til det 20. århundrede.

Et flertal af befolkningen levede fortsat af fremstilling og forarbejdning af landbrugsvarer, og produktionen var i tiltagende grad målrettet udenlandske eksportmarkeder. Verdenskrige og økonomiske kriser kunne derfor få stor betydning for afsætningen af varer og dermed for den samlede danske samfundsøkonomi.

Særlig galt gik det i forbindelse med 1930’ernes verdensomspændende økonomiske krise, selvom den danske krisepolitik gjorde meget for at skærme landbrugserhvervet. En bølge af tvangsauktioner faldt sammen med både den værste sandfygning i mands minde og en voldsom mund- og klovsygeepidemi.

Har du ikke fået hele historien med? Læs 1. del her

Såvel antallet af landbrug som det dyrkede areal nåede imidlertid et maksimum i årene omkring 2. verdenskrig, og krigen selv gav generelt landbrugserhvervet gode muligheder for afsætning både på et isoleret hjemmemarked og til besættelsesmagten.

Skovbruget blev til gengæld ramt hårdt af såkaldte ’pligthugster’, der over en periode betød, at der årligt blev hugget mere, end træernes tilvækst kunne følge med til.

Industrialiseringens anden bølge

Efter krigen begyndte en tid præget af forandringer, der i omfang og konsekvenser ikke stod tilbage for Landboreformerne. Verdensmarkedet åbnede sig igen, og med Marshall-hjælpens adgang til udenlandsk valuta tog maskinisering og automatisering fart.

Samtidig oplevede Danmark en ny bølge af industrialisering, og i takt med at behovet for menneskelig arbejdskraft i jordbrugserhvervene faldt, søgte unge mennesker i stigende tal fra landet mod byen. Men når de unge mennesker først havde stiftet familie, blev de ikke som tidligere generationer boende i byen.

De flyttede ud til den nyanlagte forstad. Parcelhuskvarterer skød i 1960’erne og 1970’erne op i stort tal, både i storbyernes udkanter og i de helt små byer, som hidtil havde været helt præget af jordbrugserhvervene.

Det moderne maskinbaserede landbrugs kapitalkrav førte til en gradvis koncentration af jorden på stadigt færre hænder. I 1960 fandtes der knapt 200.000 landbrug, og i 2016 var antallet faldet til godt 35.000. De enkelte bedrifter blev større og større, og på grund af traktorernes øgede kræfter og derved muliggjorte større redskabsbredder blev også markfelterne større.

Særlig hurtig blev udviklingen efter Danmarks indtræden i EF i 1973. Et nyt ’herregårdslandskab’ var under udvikling. Arealmæssigt udfylder jordbruget stadig i dag 2/3 af landet. Men det er, i modsætning til for blot halvtreds år siden, meget få mennesker, som er direkte beskæftiget i det.

Forskningen i optimeret biologisk materiale og produktivitetsfremmende produktionsmetoder fortsatte gennem 1900-årene med Landbohøjskolen som det naturlige centrum.

Tilsvarende stigende kapitalbehov førte til, at den klassiske, lokalt forankrede andelsvirksomhed(slagteri, mejeri eller korn- og foderstofkompagni) måtte vige pladsen for stadig større og mere centralt styrede selskabskonstruktioner. Og derved kom også producentvirksomheder for mange tiltagende politisk bevidste og kritiske forbrugere til blot at opfattes på linje med udlandets fødevaremastodonter.

Det har til gengæld inden for de seneste årtier skabt nye muligheder for lokal nicheproduktion, hvis største udfordring i mange tilfælde paradoksalt nok er med stor kommerciel succes at opretholde en identitet som små og lokale.

Befolkningens voksende sociale afstand til professionelt land- skov- og havebrug slog stærkt igennem i forbindelse med den øgede, verdensomspændende miljøbevidsthed fra 1970’erne. I lang tid fokuserede offentlighedens kritiske interesse på industri, trafik og arbejdsmiljø.

Men da opmærksomheden midt i 1980’erne blev rettet imod næringsstofforurening, pesticidudledning og biodiversitetstab, kunne jordbrugserhvervenes politiske repræsentanter ikke længere læne sig op ad en udbredt mental ’landmandsidentitet’ i befolkningen. Den var nemlig umærkeligt blevet en anden end dengang ikke så mange år tidligere, da det store flertal i det mindste havde forældre fra landet og identificerede sig med det traditionelle familiebrug. Familiebruget var stort set borte, og det samme var jordbrugserhvervenes særstatus.

Faget ændrer sig

Jordbrugsakademikernes primære rolle gennem det 20. århundrede var fortsat at være producenter og formidlere af ny viden. Mange havde arbejde ved forsøgsvirksomhed, og endnu flere var konsulenter for producenterne. Ved århundredets begyndelse var landbrugskonsulenter typisk ansat af lokale og regionale husmands- og landboforeninger, og ved dets slutning var de samlet i en landsdækkende rådgivningstjeneste.

For skovbrugets vedkommende ændrede situationen sig markant fra et udgangspunkt, hvor de fleste større skovejendomme rådede over egen skovrider, til en, hvor forstlig konsulentbistand var noget, man tilkøbte fra en småskovsforening eller privat konsulentvirksomhed.

I den samme periode blev der imidlertid betragteligt flere jordbrugsakademikere. Som led i Efterkrigstidens generelle uddannelseseksplosion optog også Landbohøjskolens uddannelser stadig flere studerende, og de færdige kandidater var derfor ikke sjældent nødt til at søge uden for deres klassiske arbejdsmarked. Men som regel viste de sig yderst anvendelige, også i mere utraditionelle funktioner.

Landbohøjskole i dag
I 2007 fusionerede Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole med Københavns Universitet og skiftede navn til LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet.
© Creative Commons

Samtidig oplevede verden en afvikling af kolonitidens globale udbytningsstruktur, hvor mange tidligere kolonier efter verdenskrigen gjorde sig fri. Verdenssamfundet havde en berettiget forventning om, at de økonomisk uudviklede lande havde krav på den samme udvikling og fremgang i formåen og levestandard, som vesten havde gennemlevet, ikke mindst takket være netop kolonialismen.

Eftersom de mange nye stater var landbosamfund, måtte udviklingen tage afsæt i landbrugsproduktionen, og her kunne en udvidelse af den lange danske tradition for jordbrugsfaglig vidensproduktion og -udbredelse gøre rigtig god nytte. Talrige danske jordbrugsakademikere tog derfor som ulandsfrivillige eller udsendte eksperter aktivt del i det 20. århundredes ’grønne revolution’.

På hjemmefronten overtog industrien til gengæld omkring 1960 den samfundsøkonomiske førertrøje, og i takt med strukturudvikling i jordbruget med færre og større bedrifter, svækkedes sammenhængen mellem landbrugsinteresser og offentlighed gradvis.

En rodfæstet forestilling om, at Danmark er et landbrugssamfund, og at landbrugserhvervet derfor med rette har en politisk særstilling, led således sit endelige knæk ved vedtagelsen af Vandmiljøplanen i 1986.

Læs 6. og sidste del af JA'ernes historie her

 

Øvrige artikler i serien:

1. del: En æra begynder

2. del: Jordbrugsuddannelserne bliver til 

3. del: Viden får afgørende betydning for fag og økonomi

4. del: Maskiner får 1800-tallets kandbrug til at vokse