Annonce Banner Banner Banner

Tema: Naturmødet 2020

Mere natur i byerne skal styrke biodiversiteten

Biodiversitet Biolog fra Københavns Universitet vil gøre op med tilbedelsen af den velfriserede græsplæne og gøre plads til mere vild natur i byrummet, som kan give biodiversiteten en hjælpende hånd.

Hans Henrik Bruun © Mai Sinius
Feature

I Universitetsparken ved Biologisk Institut på Københavns Universitet ligger græsplænen som en ensartet og velholdt grøn bund under parkens træer. Men fem steder i parken bliver fladen brudt af bevoksede områder, som rager højere op i landskabet og ser meget mindre friseret ud end resten af den ellers snorlige park.

Områderne er store bede, der går under navnet Vild Campus, og som imiterer fire forskellige slags natur, græsland, skov, strand og eng – varianter af såkaldt bynatur.

”Ideen med bynatur er, at det er områder af byen, hvor vi giver plads fra os til planter og insekter i stedet for at anlægge veje og bygge huse,” fortæller Hans Henrik Bruun, der er lektor ved Biologisk Institut på Københavns Universitet.

Afhængigt af, hvordan man definerer natur, kan parken med græsplænen i sig selv også anses som bynatur – men den er slet ikke så givende som de vildere bevoksninger i bedene, fortæller Hans Henrik Bruun:

"Man får større biodiversitet ved at gå fra plæne til vilde habitater. Plantearter giver levesteder: for hver ny planteart er der flere levesteder. Insekter og svampe er ofte specialister, som kun besøger eller kun spiser én art, så de har kun én værtsplante. Med flere plantearter er der er flere livsmuligheder,” forklarer han.

Opgør med græsset

Græsplænen er et æstetisk ideal, som stammer fra 1700-tallets England, hvor man vægter vidtstrakte græsarealer med sporadisk plantede store træer, fortæller Hans Henrik Bruun – men en enorm plæne uden andre bevoksninger er ikke at foretrække, når det handler om grønne arealer i byerne i dag:

”En græsplæne er jo praktisk på mange måder, men den kræver også meget arbejde: man skal fjerne nedfaldne blade om efteråret, fordi de ikke må ligge på plænen, græsset skal klippes mindst hver 14. dag og måske også gødskes. Samtidig er det store arealer, som vi reelt ikke bruger til noget, og som er meget artsfattige,” siger Hans Henrik Bruun.

En gammel græsplæne, som er blevet klippet hver 14. dag i 200 år, kan have en del svampearter i sig, hvis den ikke bliver gødsket, men ellers består plænen kun af græs, fordi græsset er det eneste, der kan holde til at blive klippet så tit, forklarer han.

Græsland
Græslandet i Universitetsparken.
© Mai Sinius

Det skyldes, at græsset har sit vækstpunkt i bunden i modsætning til andre planter, der har en stor del af produktionsapparatet siddende længere oppe, så når de bliver klippet ned, skal de skyde helt forfra og når ikke rigtig at blive til noget, før græsset bliver klippet igen.

Derfor er der stor forskel mellem de fem bede i Universitetsparken og den omgivende græsplæne:

”Der har været meget liv i alle bedene. Nogle af dem har flere forskellige arter end andre, fx er der ikke så mange i strandbedet som i græslandet, men der er ikke så stor forskel mellem dem – den store forskel er til græsplænen ved siden af,” slår Hans Henrik Bruun fast.

”Sådan noget natur som det her giver mindst 25 gange så mange levesteder,” tilføjer han med henvisning til græslandsbedet i Universitetsparken. En opgørelse af gevinsterne ved Vild  Campus viser da også, at Campus nu huser fem gange så mange bier som før og to-tre så mange forskellige biarter. Heraf er fire såkaldt rødlistedearter, som er plante- og dyrearter, der er sjældne og i fare for at forsvinde på landsplan.

Derfor foretrækker Hans Henrik Bruun klart bedene frem for store græsarealer – også selvom det ikke er alle de arter, der kommer leve steder til, som er nødvendige for os. Men det er heller ikke det væsentligste, mener Hans Henrik Bruun:

”Vi mennesker behøver ikke 100 slags bier for vores overlevelses skyld – men de vilde bier behøver plads, og der går ikke noget fra os ved at give den plads fra os, selvom de her insekter måske ikke direkte gør nogen gavn for os,” siger han.

Vi får dog alligevel også noget til gengæld fra planter og insekter:

”Vi kommer i kontakt med dem – en knopurt, en rødhals eller en plettet køllesvirreflue, som vi ellers ikke ville have haft kontakt med – og det er i sig selv berigende for os at komme i kontakt med flere levende væsner,” siger Hans Henrik Bruun.

Mere natur i byerne

Den største andel af naturen i byerne findes imidlertid ikke i de offentlige parker som Universitetsparken ved KU’s Nørre Campus, men i private haver, og derfor efterspørger Hans Henrik Bruun også ’vildere’ haver, som er indrettet med vilde planter frem for haveplanter. Det gavner nemlig ikke kun biodiversiteten, men også havens planter, siger biologen:

”Det, der er i bedene her i Vild Campus, er alle sammen vilde danske arter. De blomstersøgende insekter er ikke så følsomme over for, om det er havearter eller vilde arter, bare de får noget nektar. Men i forhold til at samle pollen er de vilde bier ikke tilpasset til fx amerikanske havearter, de ved simpelthen ikke, hvad de skal gøre med dem,” forklarer han.

Naturen indtager også spontant arealer som industriområder, tomme byggegrunde og jernbanelegemer, hvor der utilsigtet opstår et anderledes landskab i byerne, som kan huse sjældne arter.

”Insekter er særligt glade for et mikroklima med varm, bar og rå jordbund, og fx på Rødbyhavn Rangerterræn lever der blåvinget steppegræshoppe og natlyssværmer. De elsker den helt tørre, nærringsfattige jord med spredt vegetation på stedet,” fortæller Hans Henrik Bruun.

Men der er også et stort uudnyttet potentiale for natur i byerne: vejrabatterne. I stedet for at lægge muld ud og så græs i rabatterne, kan man rutinemæssigt lægge bakkegrus i kanterne langs stier og i vejrabatter og enten så vilde danske arter eller lade arter vandre ind som på industri- og byggegrunde.

”Hvis vi gør det, får vi flere levesteder, og vi behøver ikke at klippe rabatterne flere gange om året. Så vi snyder os selv ved at så græs,” siger Hans Henrik Bruun.

Det er dog ikke alle, der i første omgang er lige så begejstrede for at få den vilde danske natur ind i byerne som Hans Henrik Bruun, har biologen måttet sande:

”Det kommer jo nemt til at se mindre friseret ud med vilde arter, og det hører jeg reaktioner på – det provokerer en del mennesker, når der ser uordentligt ud og det ikke stemmer med den bestemte måde, det normalt ser ud på,” forklarer han.

Udfordringen kan dog overvindes med god kommunikation om bynatur fra forvaltningen til borgerene, mener Hans Henrik Bruun:

”Folk skal vide, at forklaringen på det mere rodede udtryk ikke er, at nogen har forsømt deres arbejde, men at det ser sådan ud med vilje, fordi det er et levested for arter som fugle, sommerfugle, fluer og mange andre. Så accepterer de fleste, at det ikke ser ud, som det plejer,” siger han.

Tidsel © Mai Sinius