Fratrådt forsker: fokus på armslængdeprincippet er misforstået

Landbrug I september måtte Erik Steen Kristensen forlade sit job som leder for Institut for Agroøkologi på AU i kølvandet på massiv kritik af en rapport om oksekøds klimaaftryk. Nu efterspørger han klarere retningslinjer, og at fokus fjernes fra et forældet ideal om fri og uafhængig forskning.

Slagteri, køer © Colourbox
Interview

Erik Steen Kristensens telefon ringer, og han besvarer opkaldet. I den anden ende af samtalen er en journalist fra dagbladet Information.

Journalisten spørger ind til den kvalitetssikring, der er brugt i en rapport om oksekøds klimaaftryk, som blev udgivet først på sommeren af  Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) og forskere fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, hvor Erik Steen Kristensen er institutleder.

Han ved, at flere medier allerede har skrevet kritisk om oksekødsrapporten, siden den udkom – blandt andet at den er behæftet med fejl, fordi den underdriver oksekøds klimaaftryk og overdriver klimabelastningen af andre produkter, og at rapporten er betalt af landbruget. Nu vil journalisten fra Information gerne vide, hvorfor rapporten ikke er blevet peer reviewed (fagfællebedømt, red.), inden den blev udgivet.

Indtil denne dag i slutningen af august har sagen kun involveret DCA og forskerne bag rapporten, men Erik Steen Kristensen er sikker på, at konklusionerne i rapporten ikke er problematiske rent forskningsmæssigt, og at forskerne har styr på deres metode. Han fortæller derfor journalisten, at der intet er at udsætte på rapportens kvalitetssikring. Den bygger på andre artikler, der alle – på nær én, der er ved at blive bedømt – i forvejen er peer reviewed hver især.

Den 30. august kan Erik Steen Kristensen læse i Information, at hans samtale med journalisten har udmøntet sig i en artikel med overskriften ”Aarhus Universitet foretog ikke kvalitetstjek af omstridt oksekødsrapport: Helt skørt, mener eksperter”.

Men det er ikke den artikel, der får ham til at spærre øjnene op. Samtidig publicerer Information nemlig også andre artikler om oksekødsrapporten, og en af overskrifterne lyder: ”Mails afslører: Aarhus Universitet lod landbrugslobby skrive med på oksekødsrapport”. Og så ruller sagen for alvor.

”Det er nyt for mig, da Information skriver, at landbruget har været medforfatter på artiklen, og det står ikke i rapporten. Det kan ikke nytte noget, at en interesseorganisation skriver i vores artikler, så jeg er klar over, at det er et problem, og at det er alvorligt,” siger Erik Steen Kristensen om det tidspunkt, hvor det går op for ham, at der ikke er helt rene linjer omkring rapporten.

Sag koster jobbet

Sagen om oksekødsrapporten kulminerer for Erik Steen Kristensen få dage efter, da AU den 3. september meddeler, at han fratræder sin stilling.

Når han nu, omkring en måned senere, kigger tilbage på forløbet, kan han godt forstå, hvorfor sagen er endt her – det handler om Landbrug & Fødevarers indblanding i rapporten:

”Det er ikke er noget alvorligt, de har påvirket, det er noget omkring indledning og forsidefoto, og der er ingen tvivl om, at fra forskernes synsvinkel anses det ikke som et problem. Men det er klart, at når nu der er AU-logo på forsiden, så er det ikke smart, at der er en interesseorganisation, der har været inde at skrive i den. Så det er et problem,” slår han fast.

Efter artiklen i Information er kritikken af rapporten netop hovedsagligt gået på, at Landbrug & Fødevarer har fået lov at skrive dele af den, men den har også fået kritik for at være fuld af fejl, og det afviser Erik Steen Kristensen blankt:

”Vi kan på ingen måde anerkende, at rapporten er fuld af fejl. Forskerne står fuldt ud inde for tallene, og der er ingen problemer i den del. Det, der er problemet, er, at det ikke har været deklareret godt nok, at Landbrug & Fødevarer har påvirket nogle afsnit.”

Erik Steen Kristensen
Erik Steen Kristensen fratrådte i begyndelsen af september sin stilling som leder af Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.
© Erik Steen Kristensen

En anden del af problematikken drejer sig om, at promoveringen af rapporten i form af en pressemeddelelse har fokuseret på en sammenligning med klimaaftrykket af nydelsesmidler, og det manipulerer med rapportens budskab, mener Erik Steen Kristensen:

”Det ulyksalige i det her er, at rapporten bliver solgt forkert, fordi de sammenligner med nydelsesmidler, og det er metodisk diskutabelt. Det er helt klart, at set i bagklogskabens ulideligt klare lys er det en dumhed, at det får plads i pressemeddelelsen, for det er sådan set slet ikke rapportens budskab, det er et perspektiverende afsnit. Rapportens hovedbudskab er, hvilken forskel der er i klimaaftryk mellem forskellige typer af oksekød. Den skulle have været afgrænset til den del, og så var der ikke én, der ville have syntes, at der var noget forkert i det her,” siger han.

Samarbejde med eksterne er en nødvendighed

For Erik Steen Kristensen er det en vigtig pointe, at selve samarbejdet mellem forskere og industri eller interesseorganisationer ikke er et problem for forskningens troværdighed.

Han påpeger, at det efterhånden er ved at være normen ved store projekter, at organisationer eller virksomheder er projektledere, og i arbejdet omkring den konkrete rapport har der været en projektleder fra Landbrug & Fødevarer og en styregruppe, hvor en stor andel af medlemmerne er repræsentanter fra landbrugsorganisationer.

”Det er de betingelser, projektet er blevet til på, og det er der i princippet ikke noget forkert i,” siger han.

”Det handler om samarbejde med dem, der er ude i det virkelige liv, og i den her sammenhæng er det meget relevant at samarbejde med branchen, fordi det er dem, der har tallene. Hvis ikke der var et samarbejde med dem, kunne man ikke lave projektet og den her rapport (om oksekøds klimaaftryk, red.).”

Derfor mener Erik Steen Kristensen også, at der bliver fokuseret for meget på idealet om armslængdeprincippet og fri og uafhængig forskning:

”Efter min opfattelse er det et forældet ideal at tro, at man i forhold til klimaforskningen kan gå nede i sit laboratorium og forske uafhængigt af verden,” siger han og tilføjer:

”Jeg ikke kan lide den der med armslængde og uafhængighed. Det er et ideal, der er hentet fra grundforskningen. I den her type samfundsrelevant forskning kan du ikke påstå, at der er armslængde, når du samarbejder med en virksomhed, der har ledelsen af projektet. Derfor vil jeg gerne have, at man koncentrerer sig om de ting, der skal være upåvirket: nemlig metodevalg og publicering.”

Den del af samarbejdet skal der være helt klare linjer for, slår han fast – og det har der ikke været i det her tilfælde:

”Det er klart, at der er det min pligt som institutleder at sørge for, at vi afgrænser forskningen og gør den uafhængig i den forstand, man nu kan gøre den uafhængig. Vi kan fx ikke gøre den uafhængig af emnevalg, men vi kan gøre den uafhængig i valg af metoder og i form af publicering. Det har jeg ikke gjort godt nok, og det er også årsagen til, at jeg vælger at fratræde efter aftale med min chef,” siger Erik Steen Kristensen og uddyber:

”Der står i rapporten, at der er en styregruppe fra Landbrug & Fødevarer, og når jeg opdager det – og det skal jeg være ærlig at sige, at det gør jeg alt for sent – så kan jeg godt se, at her burde have været en kontrakt, for så kunne vi regulere det,” siger han.

En kontrakt mellem parterne skal netop skal beskrive, at det alene er forskerne, der bestemmer metoden, og at de har ret og pligt til at publicere lige nøjagtigt det, forskningen viser.

Efter min opfattelse er det et forældet ideal at tro, at man i forhold til klimaforskningen kan gå nede i sit laboratorium og forske uafhængigt af verden.

Erik Steen Kristensen

Med en kontrakt undgår man også, at samarbejdet kan lægge pres på forskerne, hvilket kan være et problem ifølge Erik Steen Kristensen, selvom han ikke er af den opfattelse, at industri og interesseorganisationer generelt forsøger at få forskere til at udelade eller ændre resultater.

”Jeg har næsten ingen eksempler på det, for typisk er det fagpersoner, de samarbejder med. Men i den her konkrete sag, opdager Landbrug & Fødevarer, at der er noget spændende omkring de her nydelsesmidler, og så benytter de lejligheden til at sætte fokus på det, og på den måde bliver rapporten jo i virkeligheden manipuleret i en forkert retning,” siger han.

Retningslinjer mangler

Kontrakter er for den her type projekter har hidtil ikke været almindelige på Institut for Agroøkologi, for typisk har der ikke været en interessemodsætning mellem forskerne og samarbejdspartnerne, som har gjort en kontrakt nødvendig, fortæller Erik Steen Kristensen:

”Når det fx handler om at øge produktiviteten, så er vi jo enige: forskerne vil finde den viden, der gør, at produktiviteten øges, og det vil branchen også være glad for at høre om. Der, hvor det bliver problematisk, er, når vi kigger på bivirkningerne af produktionen, og klima- og miljøeffekter er bivirkninger. Dermed skulle der være en rød lampe, der blinker,” siger han.

”Og det er mit hovedbudskab: det handler om at have opmærksomhed på, om der er en interessekonflikt, og hvis der er, er det utrolig vigtigt, at forskerne sørger for at afgrænse, hvad deres del er, og hvor de ikke skal lade sig påvirke,” siger Erik Steen Kristensen.

At der aldrig kom lys i advarselslampen skyldes, at forskerne ikke har været opmærksomme nok på den udvikling, der er sket i vilkårene omkring og finansieringen af forskningen.

”Hvis du går bare fem år tilbage, var det næsten altid forskerne, der søgte projekterne alene, og de var altid projektledere. Dermed var der ikke noget at lave kontrakt på, for der var kun én part. Men i dag er det blevet meget almindeligt, at hvis vi søger i GUDP – grønt udviklings- og demonstrationsprogram – og hos Innovationsfonden, så er erfaringen, at det er en fordel, at en virksomhed er projektleder, og der skal helst være en business case, som forskerne understøtter den med forskning. Og i de situationer, er der altid en kontrakt, men det er typisk noget, bevillingsgiveren vil have, og ikke noget, vi selv har taget initiativ til. Derfor har jeg ikke været opmærksom på det med de her private fonde,” forklarer Erik Steen Kristensen.

Han efterspørger derfor tydeligere retningslinjer for, hvordan lignende forskningssamarbejder skal håndteres:

”Jeg kan godt læse Vancouver-regler (et sæt af internationalt anerkendt regler for publicering af videnskabelige artikler, red.), men det sidder man jo ikke og gør i dagligdagen. Det er selvfølgelig mit ansvar, at der er retningslinjer på Institut for Agroøkologi, men jeg kunne også godt have ønsket mig, at der var noget mere opbakning til det generelt, for det er let nok at henvise til generelle retningslinjer,” siger Erik Steen Kristensen.

”Det har altid været op til forskerne selv at tage stilling til, om der skal være en kontrakt, og jeg synes ikke, at det er rimeligt at lægge det ansvar på forskerne. Det er også derfor, jeg tager det på mig, men jeg vil da meget gerne skyde den højere op og sige, at der kunne lige så godt kunne blive taget initiativ til det på dekanatet eller på AU. Der er ikke er gjort noget for at understøtte forskerne i det, der føler jeg mig ikke godt hjulpet. Det er os selv, der har fundet ud af, hvad problemet er,” tilføjer han.

Og det er vigtigt at få styr retningslinjerne, for det er ikke kun Institut for Agroøkologi, der oplever problemstillingen:

”Det er en illusion at tro, at det kun findes i det her institut, det findes i rigtig mange institutter, og det er også derfor, at der er rigtig mange forskere, der er meget frustreret i øjeblikket, for nu skal det hele pludselig gennemgås, og alle rapporter skal kigges efter,” siger han med henvisning til, at AU har meldt ud, at de vil kigge al forskningen fra de seneste fem år efter i sømmene i kølvandet på oksekødssagen.

”Jeg vil tro, at du kan pege mindst ti institutter ud, der har den her problematik,” vurderer Eriks Steen Kristensen.

Ifølge ham kan sagen og efterspillet få alvorlige konsekvenser for lignende forskning fremover:

”Konsekvensen bliver formentlig, at forskerne holder op med at skrive den her type DCA-rapporter. Formen her er valgt, fordi forskerne gerne vil servicere erhvervet på en hurtig og enkel måde,” siger Erik Steen Kristensen.

Forskerne i agroøkologi har netop en lang tradition for at skrive direkte til konsulenter og andre rådgivere inden for jordbruget. Et godt eksempel på det er DCA-rapport nr. 152 "Applied Crop Protection", som er blevet udgivet en gang om året de seneste 20 år, og som ikke er peer reviewed – ligesom oksekødsrapporten.

Det har altid været op til forskerne selv at tage stilling til, om der skal være en kontrakt, og jeg synes ikke, at det er rimeligt at lægge det ansvar på forskerne. Det er også derfor, jeg tager det på mig, men jeg vil da meget gerne skyde den højere op.

Erik Steen Kristensen

”I lagt de fleste situationer er det uproblematisk, fordi der ikke er interessemodsætninger. Nu bliver der formentlig krævet peer review på alle DCA-publikationer. Og det vil forskerne ikke bruge tid på, for det giver nemlig meget mere kredit at skrive en artikel, som kommer i et internationalt tidskrift. Konsekvensen bliver, at forskerne ikke kan yde den service for erhvervet, for vi vil selvfølgelig ikke igennem den her diskussion igen,” vurderer Erik Steen Kristensen.

Sammenstød mellem forskningstraditioner

Da AU’s rektor, Brian Bech Nielsen, medvirkede i DR-programmet Deadline den 4. september, bragte han på banen, at problemet omkring oksekødsrapporten – og tidligere lignende tilfælde – kan skyldes, at nogle af forskerne på DCA kommer fra den tidligere sektorforskning, som i 2007 blev lagt ind under universiteterne.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at universitetet består af mange forskellige enheder, og de sager, som bliver opremset her, stammer jo fra den tidligere sektorforskning, hvor man havde andre traditioner og en anden kultur, og jeg tror bare, at man må konstatere her, at det tager altså tid, før sådan noget det virkelig bliver implementeret i det universitære system,” lød det fra AU-rektoren i Deadline.

Men det afviser Erik Steen Kristensen:

”Jeg tror ikke på, at det har hold i virkeligheden. Det er fuldstændig korrekt forstået, at på et institut som Agroøkologi, der har en tradition for at lave sektorforskning, ligger det i blodet at samarbejde, og den tradition er der jo ikke på den klassiske del af universitetet. Men det er nærmest et krav i dag, at du skal samarbejde med virksomhederne. Det er en tendens i samfundet, som har været ønsket,” fortæller Erik Steen Kristensen.

På Institut for Agroøkologi er det i dag cirka halvdelen af forskningen, der er eksternt finansieret, hvor forskerne selv søger pengene hjem, 35 procent er efter kontrakt med Fødevareministeriet, fem procent er undervisning, og de sidste ti procent er ’fri’. På den måde er den eksterne finansiering med til at øge mængden af forskningsmidler.

”Forskerne er ikke nødvendigvis glade for det, men det har de måttet accepteret, og set fra en overordnet synsvinkel har det været med til, at vi har fået mere dynamik i det, så jeg synes, at det er en udmærket udvikling. Det er et vilkår, som ikke har noget med sektorforskningen at gøre,” siger Erik Steen Kristensen.

Ifølge ham tilfører sektorforskning lige netop dét til universiteterne, som var meningen med at lægge sektorforskningen og de klassiske universiteter sammen: universiteterne skulle blive mere samfundsrelevante.

”Derfor bør det ses som en mulighed for at lære af den tradition. I stedet for at se problemer i det, så kunne man måske lære noget lige netop af dem, der har gjort det i rigtig mange år,” siger Erik Steen Kristensen og tilføjer:

”Alternativet er, at virksomhederne selv investerer en masse penge i forskning, og jeg tror da på, at det bliver bedre af, at der er offentligt ansatte med til at sætte standarden for forskningen,” siger han.