Forskernes regnedilemma: kampen om fødevarers klimaaftryk

Klima Fødevarers klimaaftryk kan blive mere end fordobbelt ved at bruge én metode frem for en anden. Men hvilken metode er den mest korrekte at bruge? Det er der stor uenighed om. JA Aktuelt dykker ned i forskningens regnedilemma.

Hakket svinekød © Colourbox
Nyhed

Mens der har været stort fokus på debatten om, hvordan Danmarks begrænsede areal kan udnyttes bedst muligt, foregår der samtidig en anden, mindre belyst kamp om arealerne inden for forskningsverdenen, som også rækker ud over landets grænser: hvordan skal arealanvendelse regnes med i fødevarers klimaaftryk?

Det er vigtigt at kunne opgøre fødevarernes klimaaftryk for at være i stand til at sammenligne forskellige fødevarer og –produktioner med hinanden, sammenligne landes produktion, dokumentere klimaeffektivitet, oplyse forbrugerne i en stadig mere klimabevidst verden samt for at have mulighed for at klimaoptimere fødevareproduktionen.   

Men det er imidlertid ikke så ligetil at finde ud af, hvordan klimaaftrykket regnes mest præcist ud – faktisk er det genstand for stor uenighed:

”Det er spørgsmålet om arealanvendelse, som, vi mener, er helt centralt. Der er bred videnskabelig enighed om, at arealanvendelsen er væsentligt at få med, og at der er en påvirkning på klimaaftrykket fra arealanvendelse, men hvordan den skal regnes med, er der ikke enighed om. Og det kan gøre en ret stor forskel: arealanvendelsen kan mere end fordoble klimaaftrykket og på den måde være afgørende for produktets samlede klimabelastning,” siger Michael Minter, der er programleder for ’Fremtidens Fødevarer’ hos den grønne tænketank CONCITO.

Metoden er altafgørende

Grundlæggende er der to forskellige metoder til at udregne klimaaftryk: bottom-up og top-down, forklarer Michael Minter.

Buttom-up er den klassiske livscyklusanalyse, hvor man kigger på de input, der er til produktionen, såsom råvarer, energi, maskiner mv., og ud fra det beregner, hvilket klimaaftryk produktionen har. Det er den typiske metode, når man fx skal sammenligne fx to koteletter eller to liter mælk med hinanden.

Den anden metoden er top-down, hvor økonomiske input/output-data bruges som baggrund for at regne ud, hvor klimaaftrykket ligger. De to metoder kan også kombineres for at få et mere komplet billede, forklarer Michael Minter – men det er ikke det, der gør den største forskel: 

”Inden for de to grundlæggende metoder er der flere faktorer, der kan gøre en forskel for, hvor stort klimaaftrykket bliver. Der er en faktor, der hedder systemafgrænsning, altså hvilket system regner du på – er arealanvendelsen fx med – og så er det en faktor, hvilken funktionel enhed du regner du på – er det fx et kg kød i køledisken eller en hel slagtekrop. Systemafgrænsning og bestemmelse af funktionelle enheder er de to vigtigste faktorer, og det kan give nogle markant forskellige tal,” siger Michael Minter.

Arealanvendelsen kan mere end fordoble klimaaftrykket og på den måde være afgørende for produktets samlede klimabelastning.

Michael Minter,
programchef, CONCITO

Han fortæller, at i forhold til systemafgrænsning bliver arealanvendelsen ofte ikke regnet med, fordi der ikke er sikkerhed om, hvilken værdi den skal sættes til:

”I fx den europæiske standard Product Environmental Footprint-standard (PEF), er det netop ikke med, fordi der er usikkerhed om den præcise størrelse. Det betyder, at du kan få nogle meget lavere tal,” siger han.

”Det er et spørgsmål om, hvorvidt man anvender standarden eller tager det videnskabelige perspektiv for at få et så retvisende billede som mulig af klimaaftrykket,” siger Michael Minter og fortsætter:

”I forhold til udregning af klimaaftryk for forskellige fødevaretyper gør arealanvendelse en kæmpe forskel. Hvis man skal fastlægge et gennemsnitstal for forskellige fødevaretyper, bliver afstanden mellem klimaaftrykket på de forskellige produkter større, når du medtager arealanvendelse. Fx bliver gevinsten ved at satse på planterig kost meget større, end hvis du ikke tager arealanvendelsen med. Så det er meget afgørende at få med,” forklarer Michael Minter.

”Det kan ikke forsvares at sætte arealanvendelsen til nul,” slår han fast.

Direkte eller indirekte arealanvendelse

Forsker Marie Trydeman Knudsen fra Institut for Agroøkologi og Institut for Miljøvidenskab på Aarhus Universitet mener, at der mangler nuancer i diskussionen om indregning af arealanvendelsen.

”Det er ikke så sort-hvidt,” siger hun og uddyber, at der er flere måder at tale om arealanvendelse:

”Når Michael Minter taler om, at arealanvendelse ikke bliver regnet med i klimaaftrykket, er det den indirekte arealanvendelse, han henviser til. Det er groft sagt et princip at regne det efter, hvor man fx lægger klimaaftrykket fra den regnskov, der er ryddet i hele verden, oven i alle fødevarer.”

Et andet princip for at inddrage arealanvendelse er den direkte arealanvendelse, hvilket er det princip, der bliver brugt i den europæiske standard for livscyklusanalyse, PEF. Det betyder groft sagt, at hvis der bliver dyrket soja dér, hvor der er ryddet regnskov, så bærer sojaen også klimaaftrykket fra det, forklarer Marie Trydeman Knudsen.

”For mig at se er ingen af metoderne optimale og det er en simplificering af virkeligheden, som kan være problematisk på flere måder. Og det er det, der er problemet – det er jo en metodemæssig udfordring,” vurderer hun.

Inden for EU’s nye standard, PEF, er det besluttet at, at man ikke skal regne den indirekte arealanvendelse med, fordi der er for stor usikkerhed i forhold til de reelle mekanismer:

”Der er stor usikkerhed omkring, hvad der reelt sker, når man bruger et areal, hvad størrelsesordenen er, hvad er sammenhængen mellem brug af et areal i Danmark og rydning af regnskov et andet sted i verden, og hvilke andre mekanismer der sker i fødevaresystemet. I en livscyklusvurdering er der tal, som er meget sikre, fx påvirkningen fra transport og udledt lattergas og metan, og så er der tal, som er meget usikre, fx omkring indirekte arealanvendelse. Man kan sige, at EU bruger et forsigtighedsprincip og undlader at tage indirekte arealanvendelse med, fordi usikkerheden er for stor. Desuden er der er andre indirekte effekter, der også bør regnes med, hvis man vil forsøge at indregne indirekte effekter,” fortæller Marie Trydeman Knudsen.

For mig at se er ingen af metoderne optimale og det er en simplificering af virkeligheden, som kan være problematisk på flere måder.

Marie Trydeman Knudsen,
forsker, Aarhus Universitet

Selvom man lige nu i PEF’en er blevet enige om, at indirekte arealanvendelse ikke skal med, betyder det dog ikke, at diskussionen dermed er lukket, fortæller Marie Trydeman Knudsen:

”Der er stor diskussion blandt LCA-forskere (livscyklusanalyseforskere, red.) om, hvorvidt det er fornuftigt at regne arealanvendelse med eller ej, og hvorvidt det skal være direkte eller indirekte arealanvendelse,” fortæller hun og fortsætter:

”I vores publikationer viser vi nogle gange begge dele, men vi bruger også data om fødevarers klimaaftryk fra andre europæiske LCA-forskere, og der bliver indirekte arealanvendelse ikke regnet med. For mig at se er det mest fornuftigt, at man følger den standard, der er i EU, fordi det er det, der er metodemæssigt konsensus om,” siger Marie Trydeman Knudsen.

”Når man forsker, kan man godt lege med metoderne og ikke bare følge det, EU’s PEF siger om måden at regne klimaaftrykket ud på, men når man laver noget fx til ministeriet, mener jeg, at det det skal være i overensstemmelse med en EU-standard for, hvordan man beregner klimaaftryk,” tilføjer hun.

Nogle mener, at indirekte arealanvendelse ikke bliver regnet med i fødevarers klimaaftryk, fordi det er i industriens interesse, idet klimaaftrykket på den måde bliver mindre. Hvad siger du til det?

”Det, synes jeg, er et underligt argument. Der er jo netop store industrielle interesser fra palmeolieindustrien og sojaindustrien i at bruge indirekte arealanvendelse i stedet for direkte, fordi det giver palmeolien og sojaen et meget lavere klimaaftryk. Dermed er der også industriel interesse i at bruge indirekte i stedet for direkte for de produkter, der bruger soja og palmeolie. Så det er snarere omvendt. Og om indirekte arealændringer regnes med eller ej, ændrer ikke på rangeringen af fødevaregrupperne.”” siger Marie Trydeman Knudsen.

Efterlyser nye standarder

Morten Birkved, der er professor ved Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi på Syddansk Universitet samt SDU Livscykluscenter, mener, at usikkerheden ved at medregne indirekte arealanvendelse ikke er grund til at udelade den fra beregningen af klimaaftryk:

”Hvis argumentet for ikke at tage indirekte arealanvendelse med er, at det er usikkert, holder det ikke. Usikkerheden skal ikke være en stopklods, for så kan man principielt undskylde al ikke-aktivitet med usikkerhed. Der er usikkerhed i alt, men man skal bare forholde sig til det på en videnskabelig måde. Ellers var statistik jo heller aldrig blevet en videnskab,” siger han.

Det kan man gøre på mange måder, men fælles for dem er, at man må acceptere større usikkerhed på resultaterne, fortæller han:

"Man kan ikke udtale sig med samme præcisionsniveau, men ikke at tage det med er forkert, fordi det uvægerlig giver forkerte resultater. Der er også stor usikkerhed om kemiske emissioner, men dem inddrager man stadig, og jeg kan ikke forestille mig, at usikkerheden omkring indirekte arealanvendelse er større," forklarer Morten Birkved.

Han henviser til, at hvis man skal lave noget, der lever op til standarder som PEF’en, skal man følge dem til punkt og prikke, og derfor er det vigtigt, at den indirekte arealanvendelse kommer med i PEF’en:

”PEF’en indeholder ikke alle miljøfaktorer, men hvis ikke den indirekte arealanvendelse er med, så får man i hvert fald kun et delvist resultat. Det er især vigtigt for fx landbrugsprodukter, hvor arealanvendelsen betyder meget,” siger Morten Birkved.

Michael Minter mener heller ikke, at et forsigtighedsprincip i forhold til usikkerheden omkring indirekte arealanvendelse er grund til at udelade den:

”Et argument imod kan være, at ’det kan vi ikke opgøre præcist’, men det bliver i hvert fald heller ikke præcist ved at sætte arealanvendelsen til nul, og så det er bedre at sætte det til en værdi, fordi vi ved, at det har en betydning. Men hvilken værdi, det skal sættes til, tør jeg ikke sige,” lyder det fra ham.

Han nævner, at når man regner på specifikke fødevarer, kan man vælge at håndtere det på forskellige måder, fx arbejde med nogle spænd:

”Eller som minimum sige, at så og så mange procent af aftrykket er arealanvendelse. Man kan overveje forskellige tilgange, men i hvert fald undlade at sætte det til nul. Vi opfordrer til at arbejde for at få det med i et eller andet omfang, så standarderne ikke giver et ufuldstændigt billede af klimapåvirkningen,” siger Michael Minter.