Beregning: ’gratis’ skov kan gemme stor mængde CO2

Klima Haver, parker og arealer mellem veje kan lagre, hvad der svarer til et halvt års CO2-udledning i Danmark, hvis pladsen udnyttes til at plante flere træer og buske, viser ny beregning fra IGN-professor Per Gundersen.

Per Gundersen sid på CO2 © Malene Breusch Hansen
Feature

 

Rettelse: Da artiklen blev udgivet, fremgik det, at Per Gundersens beregning viste en potentiel lagring af CO2 svarende til fem års udledning fra Danmark i Kyoto-systemet. Efterfølgende har Per Gundersen korrigeret sin beregning, så der i stedet er tale om et potentiale på 0,5 års udslip. Artiklen er nu rettet derefter. 

Selvom alt tilsyneladende ånder fred og ro i den danske natur, er områderne alligevel en slagsmark for en indædt strid: kampen om arealerne.

Danmarks åbne arealer kan bruges til at dyrke mad, til at producere energi eller til natur – men et område kan ikke opfylde alle formål på én gang.

”Der er hele tiden en konflikt om arealerne, også herhjemme: hvor meget skovrejsning kan vi fx tåle, for det tager areal fra fødevareproduktion, når vi tager landbrugsjord ud for at lave skov eller natur,” forklarer Per Gundersen, der er professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Arealer med træer og buske har imidlertid en vigtig rolle at spille: de opfanger CO2 fra atmosfæren – og det er der behov for, hvis vi skal begrænse klimaforandringerne. Derfor har Per Gundersen fundet lommeregneren frem og fundet en alternativ måde at øge CO2-lagret i Danmark:

”Og der tænker jeg, at ’gratis’ skovrejsning, som ikke tager areal fra andet, kunne være en måde at gøre det på. Det kan fx være at plante flere træer og buske i haver, på industrigrunde, på de stykker land, der ligger imellem motorveje, i parker, så der ikke er helt lige så meget græsplæne, eller på jernbanearealer,” siger han, og fortsætter:

”Det giver et bidrag, som bestemt er værd at tage med, for når vi skal suge CO2 ud af atmosfæren, er vi nødt til at bruge alle de muligheder, der findes,” slår han fast. 

Træer og buske er effektive CO2-lagre

Selvom der er for meget CO2 i atmosfæren, består den stadig kun af 0,04 procent CO2 – det svarer til en kopfuld CO2 i én kubikmeter luft.

Per Gundersen i træ
Per Gundersen har regnet på, hvor meget CO2 der kan bindes, hvis arealer med bl.a. infrastruktur beplantes med flere træer.
© Malene Breusch Hansen

Alligevel kan bladene på træer og buske opfange CO2’en gennem deres spalteåbninger, hvor det kommer ind i grønkornene. Her omdanner enzymer og energi fra Solen (fotosyntese) CO2 til ilt og kulstofkæder, som træer og buske bruger til at vokse. På den måde består de af omkring 50 procent kulstof.

Og her kan CO2’en være lagret, så længe træet eller busken lever. Når de dør, eller dele bliver skåret af og nedbrudt, bliver CO2’en sluppet fri igen, og det foregår over kortere eller længere tid alt efter, hvad man gør med materialet.

Hvis døde stammer eller grene får lov at ligge og forgå, bliver kulstoffet langsomt nedbrudt til CO2 igen af mikroorganismer, der bruger stoffet i deres livscyklus, hvor det bliver oxideret.

Træet kan også bruges til at bygge huse eller genstande af træ, som kan lagre CO2’en i endnu længere tid, men hvis træ og grene bruges til bioenergi, kommer CO2’en omvendt hurtigt tilbage til atmosfæren, fordi den bliver frigivet, når materialet bliver brændt af.

I kampen for klimaet går det ud på at øge mængden af CO2, der er bundet, og den periode, den er bundet i.

”Det handler om at øge biomassen i naturen, parker, og haver ved at plante flere træer og buske, men også ved at lade det døde ligge og blive nedbrudt langsomt. Det kan give en del og måske mere, end de fleste tænker,” siger Per Gundersen.

Den lille historie i det store billede

Per Gundersens vision begyndte i hans egen have, hvor omkring 20-25 procent nu er beplantet med træer og buske. Der er stadig plads til både græsplæne, terrasse og nyttehave.

Kvasbed i Per Gundersens have
Kvasbed i Per Gundersens have rundt om nyplantede æbletræer, så der ikke er så meget konkurrence fra græsset. Bedet er fyldt med hækafklip.
© Per Gundersen

”Det skal jo ikke være skov, det skal stadig være have, og der skal være steder, hvor man kan opholde sig,” siger han og fortsætter:

”Så det er ikke nogle voldsomme tiltag, der skal til: der skal plantes lidt flere træer og buske til at lave fotosyntese, græsset skal slås, så det bliver i systemet, og det fotosyntesemateriale, der er blevet dannet, skal blive på arealet og får lov til at forgå og blive til muld,” forklarer han

Ud fra, hvad Per Gundersen har gjort i sin egen have, er han nået frem til, at man kan binde ét ton CO2 pr. 100 m2 ved at gå fra meget græspræget areal til 20 procent småskovsagtigt areal.

Per Gundersens have er 600 m2 og kan dermed binde 6 ton CO2. Og det gav ham ideen til at skalere regnestykket op og begynde at undersøge, hvor der ellers er potentiale til at udføre samme ændring.

”Så kiggede jeg på, hvor meget infrastrukturareal, vi har: by, veje og lignende. Det er mellem 14 og 18 procent af Danmarks areal, og hvis de fem procent af det beplantes i samme omfang, så det lagrer ét ton CO2 pr. 100 m2, bliver det til meget,” fortæller han.

Helt præcis viser Per Gundersens beregning, at det kan blive til 22 millioner ton akkumuleret over en periode på 25 år, som er den tid, det tager for beplantningen at nå den ophobning af kulstof han har i sin have.

Det svarer til godt 0,5 år af Danmarks CO2-udslip i Kyoto-systemet, hvilket er omkring seks ton CO2 pr. dansker.

Til sammenligning er der næsten ti gange større lagringspotentiale ved skovrejsning. Skov kan lagre 8-9 ton CO2 pr. ha pr. år over 100 år, og det giver 800-900 ton i alt pr. ha, mens ekstra beplantning omkring infrastruktur efter Per Gundersens beregning giver 100 ton pr. ha.

”Men ved skovrejsning er det jo, at vi tager plads fra fx produktionsjord, og desuden kan man ikke bruge arealet til meget andet. Omvendt går der ikke rigtig noget fra os ved at lave den ændring på arealer med haver, parker og infrastruktur,” siger Per Gundersen.

Win-win-situation

Ikke alene koster det ikke særlig meget plads at lægge arealerne om med mere beplantning og beholde afklippet i områderne – der er også flere fordele ved det, fortæller Per Gundersen.

Død træstamme i Per Gundersens have
Træstamme i Per Gundersens have. Først stod den ti år som død stamme, så lå den ti år på jorden langs hækken, og nu er den forsvundet efter 20 år.
© Per Gundersen

”Det er win-win-win: Man får bundet mere CO2, det gør arealerne mere spændende, fordi det øger muligheden for arter, og der er mindre arbejde i det,” siger han.

Og faktisk er der et ’win’ mere: Metoden løser også det store affaldsproblem, vi har, fortæller Per Gundersen:

”Hvert år producerer Danmark i størrelsesordenen 870.000 ton haveaffald, som skal fragtes væk, og det bliver måske kørt 10 kilometer. Noget af det bliver komposteret, og komposten bliver igen kørt måske ti kilometer væk fra kompostanlægget,” forklarer han.

På den måde koster det dobbelt i CO2-regnskabet at afskaffe haveaffaldet: CO2’en fra haveaffaldet kommer hurtigere tilbage til atmosfæren, når det bliver komposteret eller afbrændt, og det koster CO2 at fragte affaldet rundt.

Jordprøve i Per Gundersens have
Målinger i en jordsøjle inden for og uden for kvasbedet i Per Gundersens have efter 10-15 år viste, at der er dobbelt så meget organisk kulstof bundet i jorden i kvasbedet som udenfor.
© Per Gundersen

”Så med alle de gode ting, man får samtidig, er det meget bedre, at affaldet bliver ud på arealerne, hvor det kommer fra,” konkluderer Per Gundersen.

Kommuner skal i gang

Hvis det virkelig skal batte noget i det store klimaregnskab, skal kommuner og stat også ændre forvaltningen af områder som vejrabatter, parker, beplantning omkring stier og lignende områder.  

”De skal ikke holde op med at pleje områderne og bare lade stå til, de skal stadig gøre noget, men på en anden måde, hvor de arbejder med naturen, holder på affaldet og sørger for at skubbe det steder hen, hvor det ikke generer nogen,” forklarer Per Gundersen, der fortæller, at Rudersdal Kommune er allerede i gang med at afprøve konceptet.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er nok, hvis vi beplanter fem procent af infrastrukturarealerne med træer og buske, er svaret fra Per Gundersen klart:

”Der er ikke noget, der kan give nok i forhold til klimaforandringer, men det giver nok til, at det er værd at tage med, for vi er nødt til gøre det hele på én gang, hvis det skal lykkes,” slår han fast.