Akademikere frygter fejl

Arbejdsmiljø Nulfejlskulturen lever i bedste velgående, selvom ingen ønsker den. Blandt akademikere handler den først og fremmest om ikke at træde ved siden af konsensus og ikke at blive taget i noget, man ikke ved.

Faglig samtale © Mette Johnsen
Feature

Verdenshistorien er én lang fortælling om mennesker, der troede, de skulle finde noget, og så fandt de noget helt andet, der var meget bedre, fordi der skete noget uventet. Fordi en eller anden havde begået en fejl. Eller fordi rengøringskonen ikke havde gjort sit arbejde ordentligt på det laboratorium, hvor pencillinen blev opfundet – alene på grund af lidt mug på væggen, der for det vågne øje unægteligt så ud til at slå bakterier ihjel.

At begå fejl og at lære noget af dem er en af de højst besungne dyder inden for både videnskab, kunst og forretningsdrift. Forskerne fortæller, at de næsten ikke ved noget bedre end fejltagelser, for chancen er altid til stede for, at fejlene fører til svar, som de ikke engang havde fundet på at spørge om.

”Failure is not the opposite of succes, it is part of succes,” lyder en af de amerikanske fejlkulturfloskler, som der er mange af i optimerende konsulentsprog. På mere jævnt håndværkerdansk hedder det, ”har du ikke lavet fejl, har du ikke lavet noget.”

På papiret ved vi godt, at fejl kan være det guld, der forvandler en større eller mindre fadæse til læring, effektiviseringer i arbejdsgangene, nye opfindelser og nye indsigter. Men på ganske almindelige arbejdspladser i Danmark klinger fejl ikke nødvendigvis af kreative gennembrud, men af forsinkelser, inkompetence, budgetoverskridelser, kompromis med kvaliteten, brist i sikkerheden, konflikter om ansvaret og alt mulig dårligdom, man ikke ønsker sig i noget team.

Den psykologisk sikre organisation

Forsknings- og uddannelsesminister Tommy Ahlers opfordrede i begyndelsen af året kendte mennesker til at være rollemodeller og stå frem og fortælle om de fejl, de har begået. Under hashtagget #deldinefejl kan de mindre kendte nu også stå frem og indrømme deres fejltagelser.

Hvad er grunden til, at opgøret med den arbejdsglæde- og kreativitetsdræbende fejlfinderkultur, som også var på dagsordenen i 00´erne, bliver vakt til live igen? Det er en kultur, som er sværere at gøre op med, end man umiddelbart skulle tro, mener forsker og konsulent i ledelse og organisationsudvikling Mille Mortensen.

”Det er menneskeligt at fejle, men det er det så sandelig også at ville skjule sine fejl, hvis man ikke føler sig tryg nok i fællesskabet til at tale højt om dem. Man kan have nok så mange ønsker om at skabe en psykologisk sikker organisation, hvor medarbejderne ikke skal gå rundt og være bange for at fejle – men uden en grundlæggende forståelse af, hvor dybt det ligger i mennesker at fremstå fejlfri overfor andre, hvis det opleves som en af adgangsbilletterne til at blive en del af flokken, fægter man i blinde,” siger Mille Mortensen.

Ifølge hende er det en iboende egenskab i mennesker at forsøge at skjule vores svagheder over for personer, vi ikke er trygge ved:

”Nulfejlskulturen bider sig fast, selvom man strategisk vil gøre op med den, af den såre simple grund, at vi mennesker er afsindigt bange for at tabe ansigt og blive udstødt – med mindre vi føler os trygge. Derfor kræver det stor psykologisk sikkerhed i et team, før man uden videre indrømmer sine fejl over for hinanden,” forklarer Mille Mortensen.

Hun mener, vi skal holde op med at tale om ’fejl’ på den begrænsede måde, hvor vi fokuserer på selve fejlen og det, der er foregået:

”Når der er begået en fejl, så er det sket. Derfor bliver samtalen om fejl meget nemt reaktiv og skyld- og skamfremkaldende frem for fremadrettet og konstruktiv. Hvis man i stedet inviterer til en samtale om tvivl og usikkerhed, så får man en proaktiv samtale, der ikke er helt lige så farlig som en samtale om allerede begåede fejl,” siger hun.

Chancen for at minimere fejl i et team stiger ligefrem proportionelt med graden af psykologisk sikkerhed i forhold til at tale højt om ting, medarbejderne ikke føler sig helt sikre på, vurderer Mille Mortensen, fx ved at turde at stille spørgs - mål som ’det var mærkeligt, det forstår jeg ikke,’ ’hvorfor tackler du det på den måde?’ eller ’må jeg lige se det stykke arbejde, du har begået?’

”Når man er tryg nok til at gå til hinanden på den måde, introducerer man tvivl og usikkerhed i forhold til det, som sker nu, i stedet for det, som er sket. Det er det, vi skal have frem i lyset frem for et ensporet og firkantet fokus på allerede begåede fejl,” siger Mille Mortensen.

Minimer misforståelserne

Fejl opstår ikke, fordi folk ikke tænker sig godt nok om. Tværtimod. De opstår, fordi dygtige og erfarne medarbejdere aktivt tænker hele situationen igennem og bruger hele deres erfaring til at tage en beslutning, som, der de få gange, den er forkert, kan koste dyrt, vurderer professor emeritus på Institut for Organisation på CBS, Kristian Kreiner.

”Det er meget få arbejdsprocesser på det moderne arbejdsmarked, som lader sig kontrollere. Medarbejdernes evne til at improvisere sig frem og bruge deres erfaringer rigtigt er det, som får arbejdspladserne til at fungere. Sådan har det altid været, og sådan skal det blive ved med at være,” siger Kristian Kreiner.

En håndværker har tyngdeloven som rettesnor, og den er ikke til forhandling. Akademikerens tyngdelov er konventioner, der altid er til forhandling

Kristian Kreiner,
professor emeritus på Institut for Organisation på CBS

Derfor er det fjollet, hvis man i forsøget på at undgå fejl siger til medarbejderne, at de skal gøre noget andet end det, der næsten altid virker godt, forklarer han:

”I stedet må man starte med en erkendelse af, at nogen med jævne mellemrum vil tage en forkert beslutning, hvor de bliver narret til at tro, at de har forstået opgaven rigtigt. Derfor bør al fokus rettes mod at minimere misforståelserne i stedet for mod en naiv tro på, at vi kan kontrollere og planlægge os ud af alting”, siger Kristian Kreiner.

Den ufejlbarlige akademiker

At lufte sin fejlbarlighed blandt sine kolleger er en disciplin, som akademikere i særlig grad har det svært med, vurderer Mille Mortesen. Men særligt den ’fejl’, det er ikke at vide det samme som sine kolleger, er svær at håndtere for akademikere:

”Alle arbejdsfællesskaber har et tavst rum, hvor alt det tabuiserede gemmer sig. Det største tabu i akademia er, at der er noget man ikke ved, ikke har læst eller ikke sat sig ind i. Myten om den omnipotente intellek - tuelle sidder rigtig godt fast i vores kultur, hvor rationel videnskab og eksperter er den nye religion,” fortæller hun og uddyber: "

’Kender du den forsker?’ ’Kender du den vi - denskabsteori?’ Jeg har aldrig hørt en akademisk kollega sige ’nej, det ved jeg ikke noget om’. Man garderer sig og er bange for at isolere sig selv i forhold til kollegerne ved at træde ved siden af og blive taget med bukserne nede. Det er ikke formelle fejl, akademikeren er mest bange for at begå, men derimod, at nogen af - slører, at man ikke ved lige så meget, som man har givet indtryk af,” siger Mille Mortensen.

For akademikere handler det meget om konventioner, fortæller Kristian Kreiner. Ligger det, man siger, uden for konventionen, bliver man som oftest ignoreret, men hvis nogen føler sig truet, bliver man straffet, mener han.

”En håndværker har tyngdeloven som rettesnor, og den er ikke til forhandling. Akademikerens tyngdelov er konventioner, der altid er til forhandling, fordi alle reelt set er på bar bund. Til gengæld er alt muligt”.

”Det er svært at gøre noget forkert, hvis der ikke er noget, der er rigtigt – medmindre vi allerede har besluttet, hvad der er rigtigt. Det er grunden til, at videnskaben samler til bunke i det velkendte. Udover at det er ekstremt kedeligt og ritualiseret, er det naturligvis et helt grundlæggende problem for samfundet,” siger Kristian Kreiner.