Viden får afgørende betydning for fag og økonomi

JA'ernes historie Del 3: Op igennem 1800-tallet udviklede landbrugserhvervet sig, og det forudsatte teknologisk udvikling og udbredelse af forskningens praktiske resultater. Og netop i formidlingen af viden og innovation fik kandidaterne fra Landbohøjskolens jordbrugsvidenskabelige uddannelser afgørende betydning for jordbruget og samfundsøkonomien.

Kort over marker
Indblik

Gennem 1800-årene realiseredes i vid udstrækning de visioner om skabelsen af et højeffektivt jordbrugserhverv, som havde drevet landboreformerne.

Som resultat af den omfattende reformbevægelse var landbrugsdriften blevet individualiseret, mange gamle landsbysamfund var sprængt ved gårdenes udflytning til nyudmålte, samlede jordlodder, og ad åre afløstes det traditionelle fæsteforhold fuldstændig af selveje.

1700-tallets traditionsbevidste 'bonde' blev i 1800-tallet til en professionel og selvbevidst 'landmand'. Og den transformation skyldtes ikke mindst de jordbrugsvidenskabelige kandidaters vidensformidling og rådgivning.

Ved frasalget af fæstegods blev fæstegodssystemets hidtidige centre, hovedgårdene, reduceret til storlandbrug. Hvor driften af hovedgårdsmarker og -skove traditionelt havde beroet alene på fæstebøndernes hoveri, måtte den nu baseres på lønnet medhjælp (eller hovgørende husmænd).

Samtidig gav indtægterne fra bortsalget af fæstegods dog godserne et økonomisk råderum, der var medvirkende til, at mange af disse store bedrifter blev toneangivende mht. nye afgrøder, avlsarbejde og teknologisk udvikling.

I årtierne efter udskiftning og selveje skete der i mange egne en tiltagende udparcellering af gårdenes tilliggender. Befolkningen voksede i disse år kraftigt. I 1800 havde Danmark knapt en million indbyggere; ved det næste århundredskifte nærmere to en halv.

Har du ikke læst de tidligere afsnit af JA'ernes historie? Start ved begyndelsen her

Og selv om en stor del af denne befolkningstilvækst søgte mod byerne (og efterhånden også mod udlandet), så blev  flertallet i landbosamfundet. For at imødegå en så vidtgående opsplitning at det ville gå ud over bedrifternes produktivitet, blev udparcelleringen dog begrænset gennem lovgivning.

Alligevel var det gennem 1800-årene fortrinsvis husmandsstanden, der voksede. Og med selvejet opstod der derved en langt mere markant klassedeling mellem gårdmænd og husmænd, end det gamle landbosamfund havde kendt.

En klassedeling, der førte til politiske sammenstød, og som ved århundredets slutning resulterede i oprettelsen af statsstøttede husmandsbrug. For gårdmandsstanden var husmændene imidlertid samtidig uundværlige som lønnet arbejdskraft.

Befolkningstilvæksten indebar skabelsen af et større hjemmemarked. Og selv om dette i mange henseender var lokalt, skabte de voksende byer en stigende efterspørgsel efter fødevarer.

Samtidig tiltog den internationale frihandel, og trods et økonomisk tilbageslag efter »skilsmissen« fra Norge i 1814, fandt der en stigende landbrugseksport sted. Frem til 1880'erne især af korn; derefter - og som en direkte følge af landmændenes organisering i andelsforeninger - af smør.

Betydningen af jordbrugskandidaterne

1800-tallets Danmark var et bondeland i mere end en forstand. Landets få og små byer var alle dybt prægede af landbrugets nærhed, og forædling og afsætning af erhvervets produkter fyldte meget for landets samlede økonomi.

Omtrent halvdelen af befolkningen ernærede sig ved landbruget, og for den øvrige del tog dens individuelle livshistorie endnu ved århundredets slutning naturligt sin begyndelse i landbosamfundet. Derfor havde det betydningsfulde erhverv stor politisk bevågenhed.

Men den fortsatte udvikling af landbrugserhvervet var ikke sikret alene gennem landboreformernes tilvejebringelse af individuel drift og (gradvist) selveje. Hvis produktion og produktivitet  skulle forøges, så forudsatte det teknologisk udvikling og udbredelse af forskningens praktiske resultater.

Og det var netop i denne formidling af viden og innovation, at kandidater fra Landbohøjskolens jordbrugsvidenskabelige uddannelser fik afgørende betydning for jordbruget og den samfundsøkonomi, som afhang af det.

Befolkningstilvæksten indebar skabelsen af et større hjemmemarked.

De første årgange af agronomer, hortonomer og forstkandidater fandt primært ansættelse som driftsledere ved større bedrifter (hvad enten det drejede sig om landbrug, gartneri eller skovbrug).

Men fra omkring 1870 kom det landbrugsfaglige fremskridtsarbejde ind i mere fast organiserede former med nye landbrugsskoler og med konsulent og forsøgsvirksomhed finansieret af den mangfoldighed af jordbrugsfaglige foreninger, der voksede frem i perioden.

Ved århundredskiftet var antallet af konsulentstillinger og beskæftigelsen inden for undervisning og forsøgsvirksomhed blevet så stort, at hovedparten af de nyuddannede landbrugskandidater omgående fandt en plads inden for disse virkefelter.

Ud over den personlige kontakt med jordbrugserhvervenes udøvere gik mange kandidater endvidere ind i et bredere oplysningsarbejde  gennem udgivelse af tidsskrifter, lærebøger osv.

Og konsulentens muligheder for at anstille realistiske forsøg i lille skala på netop den egn, hvor landmanden selv boede, bidrog ofte til at gøre de teoretiske indsigter mere troværdige. 

Jordbrugskandidaterne dannede på denne måde bro mellem det internationale forskersamfund og den enkelte landbrugsbedrift - mellem viden og handling.

Jordbrugsforskning og -uddannelse

Efter oprettelsen af Landbohøjskolen i 1858 opstod der med ujævne mellemrum en heftig debat om uddannelsernes niveau.

Nogle mente, at de var for akademiske (og underforstået ubrugelige). Andre, at det var uvidenskabeligt lavt. Der fandtes nemlig efterhånden en række andre jordbrugsuddannelser, som land-, skov- og havebrugskandidater måtte sammenligne sig med.

Folkehøjskolebevægelsen, der i 1800-tallets anden halvdel voksede til en betydelig kulturel magtfaktor, anså det for sit adelsmærke ikke at uddanne eleverne til noget bestemt, men i stedet at danne dem som mennesker.

Først i 1886 grundlagdes derfor en rent faglig landboskole i Dalum, hvor eleverne målrettet blev oplært i landmandsgerningen. Og gennem de følgende årtier  fulgte flere tilsvarende landbrugsskoler, der altså forestod grundlæggende undervisning (i modsætning til Landbohøjskolens teoretiske uddannelser).

Det lå derfor lige for, at mange landbrugsskolelærere netop var kandidater fra Landbohøjskolen. Til flere af højskolens uddannelser var et forudgående landboskoleophold endvidere længe en forudsætning for optagelse.

Og endelig var det i vid udstrækning højskolekandidater (og -professorer), der skrev landboskolernes undervisningsbøger.

Trods megen debat om niveauet for Landbohøjskolens uddannelser lå det fra begyndelsen fast, at der til dem skulle knyttes relevant forsøgsvirksomhed.

Skolen blev derfor placeret på det landlige Frederiksberg omgivet af forsøgsmarker, have og arboret. Men snart udførte en lang række andre institutioner tilsvarende forsøg.

I direkte tilknytning oprettedes således et Landøkonomisk Forsøgslaboratorium.

I regi af Landhusholdningsselskabet, Hedeselskabet og landets husmands- og landboforeninger anlagdes fra 1870'erne en lang række forskelligartede praktisk- videnskabelige arealer til forsøg med sortsvalg, sygdomsbekæmpelse, gødskning, tyndingshugst og meget andet, ligesom tilsvarende forsøgsanlæg blev indrettet til husdyrbrugsforsøg.

Sammen med skærpet statslig kontrol med eksempelvis frøkvalitet blev disse forskellige forsøgsvæsener gennem det følgende århundrede  både vigtige producenter af praktisk viden og vigtige arbejdspladser for mange JA'ere.

Læs næste del af JA'ernes historie her

 

Øvrige artikler i serien:

1. del: En æra begynder

2. del: Jordbrugsuddannelserne bliver til

5. del: Stordrift og automatisering præger 1900-tallets jordbrug

6. del: Teknologi vender op og ned på jordbrugsakademikernes fag