Økologi og samarbejde giver Ugandas småbønder større udbytte

Udviklingslande Økologisk landbrug det eneste, der på globalt niveau kan brødføde verden i fremtiden, ikke mindst i Afrika, mener Aage Dissing. Han har de seneste ti år været en drivende kraft bag Økologisk Landsforenings udviklingsprojekter i Uganda.

Landbrug Afrika © Colourbox
Feature

Det regner i Fort Portal i Ugandas vestlige provins Rewenzori. Vild og voldsom troperegn trommer på bliktaget, så man dårligt kan få ørenlyd inden for i det kursuscenter, hvor godt 30 landsbyboere er samlet.

De sidder i en halvcirkel i deres fineste søndagstøj og lytter intenst trods regnens buldren, mens en ung mand lader sin blå filtpen flintre over en hvid planche, mens han ivrigt tegner og fortæller om det gode samarbejde, om fælles afsætning af økologiske grønsager, om en velfungerende låne- og sparekasse og om fælles fiskedamme, som hele hans landsby er stolte af.

'Change' er overskriften på alt, hvad han taler om: Forandring. Den unge mand, Moses Kimbulembwe, kommer fra produktionsfællesskabet Umoja uden for storbyen Kasese tæt ved Ugandas grænse til Den Demokratiske Republik Congo.

Den positive udvikling, han så begejstret fortæller om, udspringer af snart ti års projektsamarbejde med Økologisk Landsforening i Danmark og det ugandiske rådgivernetværk Sustainable Agricultural Trainers Network, SATNET, og ikke mindst af samarbejdet med tre danske rådgivere:

Landbrugsforsker og dyrlæge Mette Vaarst fra Aarhus Universitet og ægteparret Aage og Inge Lis Dissing, som begge har et helt arbejdslivs erfaring med økologisk landbrug. Alle tre er blandt Moses’ lydhøre tilhørere under bliktaget.

Nye samarbejdsformer driver forandringen

De ugandiske landbrugsprojekter, de tre danskere blandt tilhørerne har været involveret i siden 2009, er finansieret af DANIDA gennem CISU (Civilsamfund i Udvikling) og har først og fremmest drejet sig om at uddanne lokale facilitatorer som Moses Kimbulembwe og de andre kursister, til at være tovholdere på samarbejdet i såkaldte Farmer Family Learning Groups, FFLG'er.

Samarbejdsmodellen er udviklet af de tre danskere i fællesskab med landsbyfolk og småbønder i Rwenzori-provinsen.

Økologi i Uganda
Inge Lis og Aage Dissing har nu afsluttet det tredje landbrugsprojekt i Uganda og kaster sig over engagementer hjemme i Danmark.
© Ulla Skovsbøl

"Når folk hører, vi arbejder med økologiske projekter i Afrika, spørger de typisk, hvad det så er, vi lærer bønderne hernede. De forventer at høre, vi underviser i særlige teknikker og metoder og i at dyrke bestemte afgrøder, men vores rådgivning er faktisk slet ikke det vigtigste. Succesen ligger i de nye måder at samarbejde på," fortæller Aage Dissing.

"Småbønderne har selv stor viden og erfaring, og vi ser det som vores opgave at hjælpe dem med at udvikle samarbejdsmetoder, som bringer den i spil og gøre dem i stand til at nå mål, de selv sætter ud fra egne ønsker og behov," fortsætter han.

En FFLG er en gruppe af mænd, kvinder, børn og unge, som på skift mødes hos hinanden i landsbyen én dag om ugen. Det minder om en ERFA-gruppe, men samarbejdet er mere praktisk og mere forpligtende.

Hver gang de mødes, arbejder de med konkrete opgaver efter værtens valg. Det kan være at bygge et skur til gederne, at høste bananer, grave render til regnvand, eller hvad nu værtsfamilien har brug for.

Arbejdsopgaver, som kan virke uoverkommelige for den enkelte familie eller landmand, bliver på den måde klaret på kort tid, og al den viden og erfaring, hver enkelt har, kommer alle til gavn.

Det afgørende ved grupperne er, at arbejdet styres af deltagernes behov, viden og kompetencer, og modellen har vist sig så effektivt, at andre er begyndt at kopiere den.

For ti år siden var målet bare 25, men grupperne er blevet populære, fordi de virker, og nu er der 500 FFLG'er i Rwenzori i samarbejdspartneren SATNETs regi. En belgisk bistandsorganisation er også begyndt at kopiere modellen.

På pension

Tredje projektperiode i samarbejdet mellem Økologisk Landsforening og ugandiske SATNET sluttede ved udgangen af september 2018, og dermed slutter også ægteparret Dissings engagement.

Aage Dissing er fyldt 78 og synes, det er på tide at stoppe efter et langt agronomliv som forsker, kvægkonsulent, økologisk landmand, forstander for Den Økologiske Jordbrugsskole og i de seneste tyve år som økologi-rådgiver for småbønder i Vestafrika.

"Jeg har haft så mange gode arbejdspladser og arbejdsopgaver i livet, og der er ikke noget af det, jeg ville have undværet eller har fortrudt, men især de sidste ti år med økologiprojekter i Uganda har været spændende. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre afslutning på arbejdslivet," konstaterer han.

Økologi har været det centrale omdrejningspunkt i hans arbejdsliv, og i Uganda er han kun blevet bekræftet i sin tiltro til økologisk landbrug som en god udviklingsvej - ikke mindst for småbønder i Afrika.

"For mig at se er det økologiske landbrug det eneste, der på globalt niveau kan brødføde verden i fremtiden, og især i Afrika tror jeg ikke på de konventionelle metoder," siger han uden tøven.

Højere udbytter med økologi

Det kan lyde mærkværdigt i danske ører, fordi omlægning til økologi i vores del af verden altid betyder udbyttenedgang. I Uganda, hvor der nu er ca. 1,2 million små økologiske landbrug, er det anderledes.

Der oplever mange fattige landsbyfolk, at omlægning til økologi betyder højere udbytter, mere alsidigt afgrødevalg og dermed større dyrkningssikkerhed, bedre ernæring, bedre indtjening og højere levestandard.

Det er så markant, at bl.a. FNs handelsorganisation UNCTAD gennem en årrække har anbefalet agro-økologiske metoder i udviklingslandene.

"Det industrielle landbrug kræver en meget veludviklet infrastruktur, for uden gode veje og transportmuligheder er det dyrt og besværligt at få hjælpemidler som kunstgødning og pesticider frem. Økologisk produktion er derfor billigere," forklarer Aage Dissing og føjer til:

"Udbyttet er desuden for ringe i monokultur under afrikanske forhold, for man får alt for lidt ud af den store solindstråling. Den udnytter man bedre ved trelagsdyrkning, hvor mange afgrøder gror mellem hinanden og i flere lag."

Dyrkning i tre lag

Trelagsdyrkningen er den vigtigste forklaring på de høje hektarudbytter hos økologiske småbønder i Rwenzori.

Bananpalmer er en vigtig afgrøde, for kogte bananer, der minder om kartoffelmos, spiller en stor rolle i hverdagskosten. Under bananplanterne dyrker man i de økologiske systemer majs, kassava og andre lavere planter, og med større mellemrum høje træer til brændsel og brugstømmer.

De giver dels passende skygge og reducerer fordampningen, men kan i mange tilfælde også levere fosfor til de øvrige afgrøder. De høje træer når ned til fosforressourcer i dybere jordlag, og når deres løv komposterer på jordoverfladen, er det god fosforgødning for de øvrige afgrøder.

Økologi i Uganda2 © Ulla Skovsbøl

Trelagsdyrkning er et højproduktivt, men arbejdskrævende system, og det egner sig dårligt til mekanisering og slet ikke til sprøjtning med pesticider pga. de mange plantearter. Det er dog ikke problematisk for Aage Dissing.

"Det er indlysende, at man ikke kan mekanisere arbejdet på småbitte marker på en bjergside på samme måde, som man kan på en flad mark på 400 ha. Men det er heller ikke nødvendigt. Dels er der arbejdskraft nok, dels er der måske på langt sigt mere perspektiv i robotteknologi," mener han.

Involvering er et must

I Fort Portal er det blevet tid til gruppediskussion. Kursuslokalet fyldes af summende samtaler på flere sprog. Deltagerne drøfter, hvordan de kan udvikle deres produktion og forbedre afsætningen af økologisk kaffe, kakao, majs, bønner og bananer.

Mens de voksne taler, pludrer et par småbørn på gulvet og giver deres besyv med, uden at det distraherer kursisterne.

De er dybt engagerede i diskussion af spørgsmålene på de hvide plancher: Hvilke forandringer har I oplevet i jeres landsby, siden I begyndte at samarbejde om dyrkning og markedsføring? Hvordan er det sket og hvorfor? Og hvad kan I bruge de erfaringer til? Alle deltager livligt i debatten.

For Aage Dissings vedkommende retter engagementet sig dog nu mod aktiviteter i Danmark, men selv om han for længst har passeret den officielle pensionsalder, har han ingen planer om at synke ned i sofaen.

Nu er det foreningsarbejde i Praktisk Økologi, i Danmarks Naturfredningsforening og i de lokale flygtningevenners forening, som kalder.

"Jeg er færdig med arbejdslivet, men ikke færdig med at deltage i samfundet," betoner han.