Maskiner får 1800-tallets landbrug og skovbrug til at vokse

JA'ernes historie Del 4: Nøgleordene for udviklingen i perioden var teknologisk fornyelse, skovtilplantning med stærkere islæt af nåletræer og bedre sorter og dyrkningsmetoder til fremme af havedyrkningen - og jordbrugskandidaterne var brobyggere mellem teori og praksis.

Hedeplantage

En helt ny hedeplantage under etablering.

Indblik

Det sene 1700-tals reformer skabte de sociale og landskabelige rammer for en optimering af landbrugets biologiske produktion og økonomiske udkomme.

Men den vækst, som havde været det klare mål, forudsatte, at rammerne blev fyldt ud med vedholdende arbejdsomhed, ny teknologi og nye metoder. Den udfyldning forudsatte nyttiggørelse af de nyeste videnskabelige indsigter, og jordbrugskandidaterne blev de brobyggere, der bragte teori og praksis sammen.

Den individuelle drift, der var blevet mulig ved udskiftningen, indebar i sig selv en potentiel produktionsfremgang. For nu kunne målrettet sundhedsfremme blandt dyrene og ukrudtsbekæmpelse i marken aflæses af den enkelte landmands driftsresultat.

Har du ikke læst de tidligere afsnit af JA'ernes historie? Start ved begyndelsen her

Men hertil kom gennem århundredet indførsel af nye plantesorter, målrettet avlsarbejde, nye  ædskifteprincipper og en kraftig udvidelse af landbrugets traditionelle redskabsarsenal: Plov, harve, le og segl.

Energigrundlaget var stadig biologisk, og derfor var alle bedrifter blandede brug. Det var menneskers, hestes og studes hårde slid, der frembragte resultaterne.

Men med øget anvendelse af jern blev redskaberne lettere, sliddet mindre og udbyttet større. De store landbrug var først ude med at importere nyheder såsom lette plove og høstmaskiner fra især England. Men lokale  smedemestre var hurtige til at følge op, og ved århundredets udgang rådede de fleste mellemstore familiebrug over såmaskine, slåmaskine og tærskeværk.

Botanisk medførte 1800-årenes udvikling således en markant overgang fra løvskovens totale dominans til et stadigt stærkere islæt af nåletræer.

Det var i begyndelsen især de landøkonomiske selskaber og deres konsulenter, der drev den teknologiske fornyelse af erhvervet fremad. Samtidig stod de sammen med  Landhusholdningsselskabet og (fra 1866) Hedeselskabet bag en storstilet optimering af landskabets produktionskapacitet.

Vandløb blev reguleret for at sikre afvanding, enge blev vandet, moser tørlagt, hedejord brudt og opdyrket, sur jord kalket, våd jord drænet, og vinden over de lette jyske sandjorder dæmpet ved plantning af levende hegn.

Og i perioder blev det yderligere overalt i landet anset for et vidundermiddel at påføre jorden mergel, kalkholdigt ler, eftersom det som katalysator fremmede planternes optagelse af næringsstoffer og derved øgede deres vækst.

Også husdyrproduktionen oplevede teknologisk fornyelse i form af målrettet avlsarbejde. Med afsæt i et stadig bedre kendskab til arvelighedens biologi krydsede man sig frem til køer med højere mælkeydelse, får med bedre uldkvalitet og svin med mere af netop de udskæringer, som markedet efterspurgte.

Samtidig forbedredes husdyrenes almene sundhedstilstand og tilvækst gennem bl.a. forbedret fodring, og opstaldning året rundt blev udbredt. Som en konsekvens så man i århundredets sidste årtier en voldsom vækst i dyrkningen af staldfoderafgrøder såsom roer.

Især udbredelse af den videnskabelige undersøgelse af de mikrobiologiske processer bag smørrets syrning fik voldsomt hurtige resultater. Gennem 1880erne bredte andelsorganiserede mejerier sig over landet som en steppebrand, og ensartede procedurer for kontrol af smørkvaliteten blev et centralt indsatsområde.

Det første andelsmejeri grundlagdes i Hjedding i 1882, i  1890 fandtes der landet over ikke færre end 700, og smøreksporten til især Storbritannien fik stor økonomisk betydning langt ind i det følgende århundrede.

Skov og Lyng ca. 1780
Udbredelsen af hhv. skov og lyng hen over Danmark omkring 1780.

Dansk skovbrugs udvikling

Det danske skovareal nåede i de første årtier af 1800-tallet et historisk minimum på 3-4 pct. Medvirkende til en sidste, hastig bølge af skovrydning var den udskiftning af ejendomsretten til skov, der fulgte de øvrige landboreformer.

Hvor skoven tidligere som hovedregel havde været delt mellem flere ejere, blev en mindre del af den nu udlagt som blivende skov, mens resten blev ryddet.

Til gengæld blev denne blivende skov med den såkaldte Fredskovsforordning fra 1805 beskyttet imod nogensinde i fremtiden at blive omlagt til landbrugsjord. Og i stedet begyndte gennem århundredet en langsom skovtilplantning, der resulterede i et samlet skovareal på omtrent 6 pct. i 1896.

Kraftigt medvirkende til arealforøgelsen var talrige anlæg af nåletræsplantager på  jyske klit- og hedearealer. Staten foretog de første sådanne plantageanlæg i 1788, og fra dets stiftelse i 1866 blev Det Danske Hedeselskab som agitator, lobbyist og entreprenør den væsentligste drivkraft bag private anlæg.

Botanisk medførte 1800-årenes udvikling således en markant overgang fra løvskovens totale dominans til et stadigt stærkere islæt af nåletræer. I 1920erne blev nåletræsarealet størst, og ikke mindst pga.

Kongerigets genforening med Sønderjylland, var det samlede skovareal ved denne tid steget til 8 pct. Hvor dansk skovbrug traditionelt havde rettet sig mod lokal  selvforsyning, blev skovdyrkning og træproduktion gennem 1800-årene mere markedsrettet.

Specialiserede nåletræssavværker tilvejebragte konstruktionstræ, og flertallet af de gamle løvtræsbevoksninger tjente fortsat fortrinsvis som brænde. Men skovbrugserhvervet havde det som sit klare sigte at opbygge en moderne, ensartet og konkurrencedygtig træproduktion til samfundets bedste.

Danske landbohjem har altid haft nyttehaver. Og store eller små, så var et vist minimum af selvforsyning en forudsætning for alle husholdninger.

Skovbrugets redskabsarsenal bestod imidlertid stort set uændret gennem hele århundredet af håndsave og økser. Større fornyelser skete som nævnt med hensyn til træarter.

Og inden for  faget var der ophedede diskussioner om eksempelvis omdriftstider og tyndingshugster. Diskussioner, der satte deres præg på et ikke altid lige venskabeligt forhold mellem Landbohøjskolens teoretikere og fagets praktikere.

Dansk havebrugs udvikling

Danske landbohjem har altid haft nyttehaver. Og store eller små, så var et vist minimum af selvforsyning en forudsætning for alle husholdninger.

Traditionelt spillede kål, humle, hamp, frugttræer og -buske hovedrollen, men med 1800-årenes udflytning og selveje, og ofte erstatningen af de gamle bindingsværksbygninger med grundmurede stuehuse og en tilsvarende øget standsbevidsthed i gårdmandsstanden, føjede der sig gradvis elementer af prydhave til.

Haverne var som regel mindst i hedeegnen, hvor sandet jord og udsathed for vind og vejr gjorde kårene for de fleste haveplanter dårlige. Men i takt med læhegns og plantagers menneskeskabte forbedringer af landskabets mikroklima vandt havebruget gradvis frem overalt.

Hedeselskabet var en afgørende drivkraft bag oprettelsen af lokale haveforeninger, af hvilke flere med tiden fik tilknyttet en havebrugskonsulent.

Læplantningsdiplom
Læplantningsdiplom til hæder og ære.

Det indgik som et naturligt element i landbrugsproduktionens mangesidighed, at også nyttehaven skulle yde sit yderste. Og både lokale foreninger og konsulenter gjorde derfor en stor indsats for at fremme havedyrkningen gennem udbredelsen af bedre sorter og dyrkningsmetoder.

Samtidig blev der gennem 1800-tallets sidste årtier betydeligt flere haver, idet landets samlede haveareal gennem 30 år fra 1876 steg med knapt 50 pct.

Til det private, selvforsynende havebrug lagde sig endvidere større, professionelt drevne gartnerier. I begyndelsen af århundredet fandtes de fortrinsvis i tilknytning til større herregårde.

Men med byernes vækst og den dermed forbundne stigende efterspørgsel efter frugt, grønt og blomster opstod der talrige gartnerier nær de større byer.

Ved århundredets udgang havde den i 1887 stiftede Almindelige Danske Gartnerforening således 1.800 medlemmer. Og godt nok havde langt det største flertal af disse gartnere en faglig baggrund som lærling ved et gartneri og altså ikke en kandidateksamen i havebrug fra Landbohøjskolen.

Men der opstod i forbindelse med planteskoler, grossistvirksomheder og organisationer en række overordnede stillinger for disse kandidater.

Fortsæt med 5. del af JA'ernes historie her

 

Øvrige artikler i serien:

1. del: En æra begynder

2. del: Jordbrugsuddannelserne bliver til 

3. del: Viden får afgørende betydning for fag og økonomi

6. del: Teknologi vender op og ned på jordbrugsakademikernes fag